David Mackenzie: Hallam Foe (2007)

NOGET SÅ NÆNSOM
Ungdom, sorg og fryd på skotsk 

Af BO GREEN JENSEN

NOGLE film ser med en teenagers blik og formår på den måde at omskabe verden. I overgangen fra barn til voksen befinder det unge menneske sig i en marginal position, hvor det bare ikke kan have al forstillelsen. Det væmmes ved de voksnes adfærd og hader om muligt sig selv endnu mere. Det klamrer sig til ritualer fra en barndom, som i hurtigt tempo lukker sig. Det værste, man kan sige er, at smerten vil gå over. Meget har ændret sig op gennem tiden, men karakteren er konstant, i hvert fald fra J.D. Salingers Holden Caulfield og frem.

   Nu er The Catcher in the Rye (1951, da. Forbandede ungdom eller Griberen i rugen) aldrig blevet filmatiseret. Til gengæld rummer coming-of-age-genren mange fætre og kusiner. Med Hallam Foe skaber skotske David Mackenzie (Young Adam, Asylum) en for alvor frisk og anderledes ung kærlighedsfilm, der har Jamie Bell (fra Billy Elliott og Dear Wendy) i titelrollen. Forlægget er en roman af Peter Jinks, som senere skrev Intuition (2009). I bogen er Hallam Foe 17 år.

FILMEN begynder hos aristokrater ude i myternes højland. Så bliver den nærmest en variation over Thomas Manns slyngelhistorie Felix Krull. Endelig slutter den som en blanding af eventyr og fuldkommen jordnær kærlighedsskildring, hvor dreng og pige får hinanden på troværdig og sanselig vis.

   Hallam Foe kan ikke glemme sin ustabile mors druknedød. Den unge mand mistænker sin beregnende stedmor, faderens opgraderede sekretær, for at have hamret hul i bunden af båden. Han tilbringer megen tid i et træhus, hvorfra han udspionerer sin far (Ciaran Hinds) og resten af familien. Med moderens sminke kommer han krigsmaling i ansigtet, fører krig med hele verden og gebærder sig meget som drengen i Carsten Rudolfs Menneskedyret (1995).

STEDMOR Verity (Claire Forlani) er filmens bud på en Mrs. Robinson-figur. Hun tager Hallams mødom oppe i træet og beder ham flyve fra reden. Det skal være nu, hvis han ikke vil skubbes. Så husets søn pakker sin ransel og går ud i verden – som en blanding af Ødipus, Hamlet og Klods-Hans, men måske allermest som en skotsk teenageknægt.

   I Edinburgh lever han på gader og hustage – Hallam har en vane med at kigge ind i andres liv – indtil han ser en lyshåret kvinde, Kate (Sophia Myles), der til forveksling ligner hans mor som ung. »So was it like fucking mummy?« spørger Hallams stedmor senere. Hallam Foe er ikke mindst en film, hvor erotikken både virker og er vigtig.

   Kate er personalechef på et femstjernet hotel. Hallam begynder i køkkenet og avancerer efterhånden. Han iagttager Kate fra sit interimistiske hjem i et klokketårn, og der er mange romantiske krøller. Alt er filtreret igennem den unge mands levende fantasi. Drømmene går dog i opfyldelse, og karaktererne er meget overbevisende tegnet. Der er en fin nostalgisk stemning af Billy Liar og ung Julie Christie.*

FILMENS lydspor er bygget med sange fra selskabet Domino Records. Franz Ferdinand har ligefrem skrevet »Hallam Foe Dandelion Blow« til filmen, som fik premiere på Berlinalen i 2007. Hallam Foe giver pubertetskrisen stemme og gør kærlighedssmerten til ren poesi. 
Hele filmen er noget så nænsom og alligevel kropsnær og barsk, når det gælder. Det var mere end i orden, at David Mackenzie modtog en sølvbjørn.

Se også David Mackenzie: Young Adam (2003) [Bogen og filmen]; David Mackenzie: Hell or High Water (2016) [Westerns 100].

*) Hallam bliver ansat på det historiske Balmoral Hotel og indretter sig i hotellets ikoniske klokketårn. Mackenzies film er samtidig en kærlighedserklæring til den gamle bydel i Edinburgh, som fotografen Giles Nuttgens kæler for i udsøgte billeder. Jeg ved ikke, om Martin Scorsese har set Hallam Foe, men fire år senere er det på præcis samme måde, at Asa Butterfield indretter sig bag urskiven på Gare du Montparnasse i Hugo (2011), som bygger på Brian Selznicks billedroman. Hallam Foe er optaget på gader og stræder i Edinburgh. Den første udstødte anti-helt, som holdt øje med verden fra klokketårnet, var naturligvis Quasimodo i Notre-Dame de Paris (1831, da. Klokkeren fra Notre-Dame), som foregår i 1482. Scenerne fra Hallams barndomshjem er optaget på Glen House and Estate i Innerleithen, Peebles, Scottish Borders, UK.

Hallam Foe. Instr.: David Mackenzie. Manus: Ed Whitmore, David Mackenzie. Foto: Giles Nuttgens. 95 min. UK 2007. Dansk premiere: 08.02.2008.

Peter Jinks: Hallam Foe. 224 s. Headline Review, 2001.

Hallam Foe. Original Soundtrack. Domino Records, 2007. 

Fotos: Film4/ Ingenious Film Partners/ Scottish Screen/ NFD/ CineMaterial/ MovieStillsDB

Filmen streames på Blockbuster og SF Anytime

Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 08.02.2008

Forbandede ungdom: The Way Way Back (2013)

FORVANDLINGENS SOMMER

På kanten af dér, hvor det hele begynder

Af BO GREEN JENSEN

ALLE husker sommeren, der ændrede deres liv. For Duncan (Liam James) på 14 begynder forvandlingen dog som en ren katastrofe. Hans fraskilte mor (Toni Collette) har fundet sammen med den selvhævdende Trent (Steve Carell), som selv har en mopset, lidt ældre datter, og insisterer på at tale om, hvordan de fire kan blive en familie.
   »Hvordan ser du dig selv på en skala fra 1 til 10?« spørger Trent. Hårdt presset ser Duncan sig selv som en sekser. »Tre,« siger Trent. »Jeg ser dig som en treer. Skal vi nu ikke prøve at gøre det bedre?«

FERIEN tilbringes i Trents sommerhus ved Hampton Beach, »en slags spring break for de voksne,« bemærker naboens datter, Susanna (AnnaSophia Robb). Hendes mor, Betty (Allison Janney), bekendtgør glædesstrålende, at hun er faldet af vandvognen igen.

   »Deal with it,« siger Betty og inviterer sig selv og børnene med, når Trent og Pam tager på sejltur med vennerne Joan og Kip. Duncan erfarer, at Trent på et tidspunkt har været sammen med Joan (Amanda Peet), som gerne vil genopfriske affæren.

   Trent tvinger Duncan til at bære redningsvest, så strandpigerne griner. Han taler med Susanna, men har svært ved at finde på noget at sige. Uanset hvem han er sammen med, føles det forkert.

  Netop da møder drengen sin helt og forløser. Owen (Sam Rockwell) bestyrer Water Wizz, det nærliggende vandland, et sommerjob, han blev hængende i. Owen er sjov, skarp, cool, uforskammet. Især er han én, der gider tage slæbet med at muntre en modfalden teenager op.

   

OWEN giver Duncan et job. Snart indgår drengen i parkens rutine, og filmen om Duncans coming of age får endnu en verden at vise. Der er kun to locations i The Way, Way Back, vandlandet med de strålende farver, og stranden med de mørke træhuse. Her parkerer Trent sin retrobil, den samme grønne stationcar, som hans far kørte ham i engang.

   Badelandet fremstår, som da det blev grundlagt i 1983. Duncan hører REO Speedwagon, ingen bruger mobiltelefoner. Perspektivet er både nostalgisk og tidløst. Alle har været på sådan en ferie. Nat Faxon og Jim Rash, som sammen skrev manuskriptet til The Descendants, har i hvert fald prøvet det selv.

THE Way, Way Back er en mageløs film om at være på kanten af dér, hvor det hele begynder, om at føle sig forkert og alene, men også om at blive fundet og set. Duncan får fantastiske venner i vandlandet. Samtidig vender han stemningen hjemme og prøver at give sin mor et råd, han selv har fået af Owen: At man ikke må lade sig nøje. Ikke endnu. Ikke i din alder. Som altid er lige den alder, man har.

DEN fine film kan godt ses af unge, men henvender sig især til den voksne, som husker begyndelsens land. Sam Rockwell er formidabel i rollen som den uforbederlige badelandsbestyrer, der i løbet af sommeren selv må overveje, hvad han egentlig vil med kollegaen Caitlyn (Maya Rudolph). Allison Janney gør nytte som naboen Betty, men det er Rockwell og de unge skuespilleres film.

   Da retrobilen kører tilbage, er styrkeforholdet vendt. De andre fik en dårlig sommer, men Duncan blev kysset og hjalp sin mor. Han indså, at også han bliver voksen. Da vil han ikke være som Trent. Han vil være som Owen, der nok lader sig nøje, men aldrig har fået stikkende øjne. Duncan tager hjem som en tier. Det er alt sammen sikkert og nænsomt sat fast i en film, der husker drengen i manden.

The Way, Way Back. Instr. og manus: Nat Faxon & Jim Rash. Foto: John Baily. 103 min. USA 2013. Dansk premiere: 18.07.2013.

Foto: Sycamore Pictures/ Scanbox Entertainment

Filmen streames på Amazon Prime, Blockbuster, FILMSTRIBEN, iTunes, Paramount+, Rakuten TV, SF Anytime, TV2 Play/Paramount+, Viaplay Rent & Buy

Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 19.07.2013

Léa Mysius: Ava (2017)

UNG FLUGT IGEN
En vidunderlig ukorrekt teenagefortælling

Af BO GREEN JENSEN

AVA på 13 år er ved at blive blind. For hver dag indsnævres synsfeltet. Øjenlægen taler bedrøvet, og Avas unge mor (Laure Calamy) er fast besluttet på at give hende den bedste sommer ever. Så i første scene er familien, som også tæller en ny lillesøster, på stranden ved Bordeaux.
   Avas mor er, da det kommer til stykket, mere interesseret i den virile livredder. Ava er faldet hen i solen med en bakke pomfritter på maven. Hun vågner ved, at en sort hund gnasker af bakken. Dyret tilhører Juan (Juan Cano), en ung roma, der bor på stranden og savner papirer. I de følgende uger bliver drengen og hunden de eneste, som Ava kan forholde sig til.

LÉA Mysius’ alternative ungdomsfilm er det modsatte af et korrekt genrestykke, der dækker sig ind med pædagogiske budskaber og følger en forudsigelig dramaturgi. Snarere ligner mentaliteten en lykkelig blanding af nouvelle vague, ånden fra '68 og neo-anarkistisk punk.
   Ava balancerer på gesimser med et rødt tørklæde for øjnene. Feriestemningen brydes af drømme, som for det meste er kropsnære mareridt. Hendes mor siger, at hun skal passe sin søster. Ava sætter den lille i kravlegården og går ud i solen med hunden. Hun kommer først hjem efter mange timer. Hendes mor tager det ikke voksent og pænt.

I EN pragtfuld totemscene, som ligger mellem drøm og virkelighed, maler Ava og Juan sig som stammekrigere. Ava har en riffel, som hun truer politiet med. Der er et langt forløb fra romalejren, hvor Juans ekskæreste bliver gift med en anden. For gamle dages skyld får han bilen, så de unge kan køre nordpå. Ava taler faktisk om Danmark, hvor folk må have lysterapi for at bevare forstanden. 

NOÉE Abita debuterer i rollen som Ava, men gebærder sig som en veteran. Mysius selv er kun 26 og kommer fra filmskolen Le Femis. Ava var i Kritikernes Uge på Cannes Festivalen 2017 og har siden fået kultstatus. Dét er et kolossalt sundhedstegn. Der er brug for ungdomsfilm, som ikke er fedtet til af bekymrede konsulenter.
   For 60 år siden begyndte Den Nye Bølge i Frankrig med François Truffauts Les quatre cents coups, som vi i Danmark kalder Ung flugt. Ava føles lige så sikker og fri, da bilen med teenageparret forsvinder. Al deres baggrund får fingeren hér. Det er også en afsked med angsten for blindhed. Da de kører, kan hvad som helst komme an.

Ava. Instr.: Léa Mysius. Manus: Léa Mysius & Paul Guilhaume. Foto: Paul Guilhaume. 105 min. Frankrig 2017. Dansk premiere: 24.04.2019.

Foto: Solaris Films/ Festival de Cannes/ YouTube (Semaine de la Critique/ BAC films trailer)

Filmen streames (i maj 2025) på Blockbuster og SF Anytime

Ingen BD-udgivelse - DVD fra Arte Editions (Frankrig) 08.11.2017
Anmeldelsen trykt i Weekendavisen Kultur 26.04.2019