Ken Loach: Looking for Eric (2009)

FODBOLDFANTASIER

Et let og fornøjeligt frikvarter

Af BO GREEN JENSEN

KEN Loach har en svaghed for fodbold, som han deler med sin manuskriptforfatter, Paul Laverty. Makkerparret demonstrerede deres kærlighed i episodefilmen Tickets (2005), hvor Loach sammen med iraneren Abbas Kiarostami og italieneren Ermanno Olmi fulgte et tog fyldt med fodboldfans ind gennem Rom. I Looking for Eric bliver passionen til et lunt lærestykke, næsten en social idyl, der må være Loachs første forsøg i den fantastiske genre.*

   Filmen er produceret i samarbejde med Eric Cantona, den franske angrebsspiller, som i årene 1992-97 blev en levende legende, da han scorede umådeligt mange mål for Manchester United og gjorde sig bemærket med uudgrundelige talemåder, dybsindige almindeligheder, når han udtalte sig ved pressemøder. »Den, der er bange for at kaste terningen, kommer aldrig til at slå en sekser,« lyder en af den karismatiske spillers mere mindeværdige aforismer.

POSTBUDET Eric Bishop (Steve Evets) har aldrig glemt Cantonas tid i Manchester, og med den sande fans kompromisløse lidenskab har han forvandlet sit hjem til et fodboldmuseum, hvor venner og kolleger samles. I sit forhold til fodbold føler Eric glæde. I andre aspekter af tilværelsen er han en skuffet mand, der har fremtiden bag sig. Tredive år efter nager det stadig, at han flygtede fra ægteskabet med Lily (Stephanie Bishop) og at han aldrig var en ordentlig far for datteren Samantha (Lucy-Jo Hudson).

   Et tilfældigt møde med eks-hustruen får ham til at tage tilværelsen op til revision. Eric vil gerne begynde igen, men spørgsmålet er, om han kan. Henad vejen har skæbnen forsynet ham med to stedsønner, mutte og modvillige teenagers, som fylder stadig mere i huset og flirter med kriminelle fiduser. »Lille Eric« er dog ikke en mand, som konfronterer problemerne, hvis det kan undgås. På symbolsk vis gemmer han en masse uekspederet post i sit skab. Da en af vennerne åbner døren, vælter brevene ud sammen med de andre skeletter.

NATURLIGVIS er det ikke for sent. Filmen fortæller en enkel historie om en lille mand, der genvinder sin selvrespekt og begynder at stole på livet igen. I svære stunder tænker Eric på, hvad Cantona ville sige og gøre og tænke om det hele. Da træder Cantona frem i rummet, meget som Humphrey Bogarts genfærd gjorde for Woody Allen, da han spillede en forsigtig filmanmelder i Play It Again, Sam (1972, da. Mig og Bogart). I britisk sammenhæng er et andet fortilfælde Arthur Smith og Chris Englands tv-spil An Evening with Gary Lineker (1994).

   Dramaet i historien vokser ud af en irriterende skabelonagtig sidehistorie om den lede, lokale gangster (Steve Marsh) og en forbudt pistol, som den ene af Erics stedsønner skal passe på. Da Eric går til modangreb, bakker hele lokalmiljøet ham op i en utroværdig, skønt vederkvægende rudeknuserfinale, der mildest talt er over the top. Som kollegaen Meatballs er John Henshaw et væsentligt aktiv for filmen, men her kammer tonen over i ren populisme.

EFTER alvoren i The Wind that Shakes the Barley (2006, da. Vinden der ryster kornet) og den lidt oversete It's a Free World... (2007, da. En fri verden), begge stærke film om svære emner, skal det være Loach velundt at holde en pause og spille livsbekræftende fodbold i en løssluppen folkekomedie, der har hjertet på det rette sted. Det er også forfriskende og ganske typisk for Loach, at han dyrker de lyse sider af foldboldkulturen, entusiasmen og solidariteten, hvor andre britiske filmskabere fokuserer på den destruktive hooligan-mentalitet.

   Looking for Eric er dog lidt for let i alle aspekter, og skønt Evets og Cantona skærer fine figurer i isen og har gode scener sammen, er der ikke bund nok i den dramatiske struktur. Filmen er en sympatisk skuffelse, men fodboldfans vil alligevel smile.

*) Berlin 14.02.2005: »Jeg er medlem af et kritikerpanel, som dag for dag giver filmene stjerner i branchebladet Screen International. Det ligger derfor fast, at jeg følger de konkurrerende titler i hovedprogrammet. Af dem er der 22. Jeg er derimod ikke tvunget til at se film, som afstår fra at konkurrere. Så skal jeg fravælge stafetfilmen Tickets, som udspiller sig i toget til Rom, tre forbundne filmnoveller af Ermanno Olmi, Abbas Kiarostami og Ken Loach?

   Naturligvis ikke, og Tickets er heldigvis bedre end Hannes Stöhrs tematisk beslægtede konkurrencefilm One Day In Europe, der på baggrund af en fodboldkamp fortæller fire historier om mennesker, som mister deres bagage i Rusland, Tyrkiet, Spanien og Tyskland. Filmen lægger flot ud i Moskva-afsnittet, men taber gradvis højde, før den lander med et brag i Berlin-episoden, der ikke hænger ordentligt sammen med de øvrige historier. 

   Tickets er derimod smukt nittet sammen. I Ermanno Olmis prolog må en ældre, anset farmakolog (Carlo Delle Piane) tage toget i stedet for flyet. Han tænker på sit møde med kommunikationsmedarbejderen (Valeria Bruni Tedeschi), som har hjulpet ham med det praktiske. Et liv træder frem i relief på den måde. I Kiarostamis segment bliver en ung mand (Filippo Trajano) taget grundigt i skole af en gammel krigsenke (Silvana de Santis). Der er mere, end man ser, i dem begge, og det når også karaktererne selv til at erkende.

   Særlig kærlig er Ken Loach og Peter Lavertys historie om tre unge Celtic-fans – to af dem spillet af Martin Compston og William Ruane, de unge mænd fra Sweet Sixteen (2002) – der hjælper en familie fra Albanien med at nå destinationen. Her banker et nobelt medlevende hjerte, og den spontane form er (på den gode måde) lige så gammeldags.

   Omnibus-formatet nyder p.t. en renæssance. Michaelangelo Antonioni, Wong Kar-wai og Steven Soderbergh gik sammen om sanseligheden i Eros (2004). Det havde klædt dem at inddrage en kvinde. Fruit Chan, Park Chan-wook og Takashi Miike leverer hver en makaber vignet til horrorkompendiet Three... Extremes (2004). Tickets hænger bedre sammen, fordi toget skaber en levende fælles ramme, og fordi filmskaberne er tæt på hinanden i temperamentet«. [WA 18.02.2005]

Se også Apropos EM: Fodboldfeber/ Fever Pitch (1992/1997) [Bogen og filmen]; Apropos EM: Miraklet i Bern/Das Wunder von Bern (2003); Nick Love | John King: The Football Factory (2004); Apropos EM: Sommeren '92/Summer of '92 (2015).

Se også Ken Loach: Land and Freedom (1995); Ken Loach: My Name is Joe (1998); Ken Loach: Sweet Sixteen (2002); Ken Loach: The Wind that Shakes the Barley (2006); Ken Loach: It's a Free World.../ En fri verden (2007); Ken Loach: Route Irish (2010); Ken Loach: The Angels' Share (2012); Ken Loach: The Spirit of '45 (2013); Ken Loach: Jimmy's Hall (2014); Ken Loach: I, Daniel Blake (2016); Ken Loach: Sorry We Missed You (2019) + Ken Loach: Ladybird, Ladybird (1994) | Et interview.

Looking for Eric. Instr.: Ken Loach. Manus: Paul Laverty. Foto: Barry Ackroyd. 116 min. UK-Frankrig-Italien-Belgien-Spanien 2009. Dansk premiere: 02.10.2009.

Fotos: Sixteen Films/ Canto Bros/ Why Not Productions/ Wild Bunch/ Film4/ Icon Film Distribution/ North West Vision/ France 2 Cinéma/ Canel+/ CinéCinéma/ Sofica UCG 1/ Diaphana Films/ RTBF/ BIM Distribuzione/ Les Films du Fleuve/ Région Wallone/ Cineart/ Tornasol Films/ Filmcompagniet (SF Studios)/ Kino.de (Delphi)

Filmen streames på Blockbuster, FILMSTRIBEN og SF Anytime

Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 03.10.2009.

Forbandede ungdom: The Way Way Back (2013)

FORVANDLINGENS SOMMER

På kanten af dér, hvor det hele begynder

Af BO GREEN JENSEN

ALLE husker sommeren, der ændrede deres liv. For Duncan (Liam James) på 14 begynder forvandlingen dog som en ren katastrofe. Hans fraskilte mor (Toni Collette) har fundet sammen med den selvhævdende Trent (Steve Carell), som selv har en mopset, lidt ældre datter, og insisterer på at tale om, hvordan de fire kan blive en familie.
   »Hvordan ser du dig selv på en skala fra 1 til 10?« spørger Trent. Hårdt presset ser Duncan sig selv som en sekser. »Tre,« siger Trent. »Jeg ser dig som en treer. Skal vi nu ikke prøve at gøre det bedre?«

FERIEN tilbringes i Trents sommerhus ved Hampton Beach, »en slags spring break for de voksne,« bemærker naboens datter, Susanna (AnnaSophia Robb). Hendes mor, Betty (Allison Janney), bekendtgør glædesstrålende, at hun er faldet af vandvognen igen.

   »Deal with it,« siger Betty og inviterer sig selv og børnene med, når Trent og Pam tager på sejltur med vennerne Joan og Kip. Duncan erfarer, at Trent på et tidspunkt har været sammen med Joan (Amanda Peet), som gerne vil genopfriske affæren.

   Trent tvinger Duncan til at bære redningsvest, så strandpigerne griner. Han taler med Susanna, men har svært ved at finde på noget at sige. Uanset hvem han er sammen med, føles det forkert.

  Netop da møder drengen sin helt og forløser. Owen (Sam Rockwell) bestyrer Water Wizz, det nærliggende vandland, et sommerjob, han blev hængende i. Owen er sjov, skarp, cool, uforskammet. Især er han én, der gider tage slæbet med at muntre en modfalden teenager op.

   

OWEN giver Duncan et job. Snart indgår drengen i parkens rutine, og filmen om Duncans coming of age får endnu en verden at vise. Der er kun to locations i The Way, Way Back, vandlandet med de strålende farver, og stranden med de mørke træhuse. Her parkerer Trent sin retrobil, den samme grønne stationcar, som hans far kørte ham i engang.

   Badelandet fremstår, som da det blev grundlagt i 1983. Duncan hører REO Speedwagon, ingen bruger mobiltelefoner. Perspektivet er både nostalgisk og tidløst. Alle har været på sådan en ferie. Nat Faxon og Jim Rash, som sammen skrev manuskriptet til The Descendants, har i hvert fald prøvet det selv.

THE Way, Way Back er en mageløs film om at være på kanten af dér, hvor det hele begynder, om at føle sig forkert og alene, men også om at blive fundet og set. Duncan får fantastiske venner i vandlandet. Samtidig vender han stemningen hjemme og prøver at give sin mor et råd, han selv har fået af Owen: At man ikke må lade sig nøje. Ikke endnu. Ikke i din alder. Som altid er lige den alder, man har.

DEN fine film kan godt ses af unge, men henvender sig især til den voksne, som husker begyndelsens land. Sam Rockwell er formidabel i rollen som den uforbederlige badelandsbestyrer, der i løbet af sommeren selv må overveje, hvad han egentlig vil med kollegaen Caitlyn (Maya Rudolph). Allison Janney gør nytte som naboen Betty, men det er Rockwell og de unge skuespilleres film.

   Da retrobilen kører tilbage, er styrkeforholdet vendt. De andre fik en dårlig sommer, men Duncan blev kysset og hjalp sin mor. Han indså, at også han bliver voksen. Da vil han ikke være som Trent. Han vil være som Owen, der nok lader sig nøje, men aldrig har fået stikkende øjne. Duncan tager hjem som en tier. Det er alt sammen sikkert og nænsomt sat fast i en film, der husker drengen i manden.

The Way, Way Back. Instr. og manus: Nat Faxon & Jim Rash. Foto: John Baily. 103 min. USA 2013. Dansk premiere: 18.07.2013.

Foto: Sycamore Pictures/ Scanbox Entertainment

Filmen streames på Amazon Prime, Blockbuster, FILMSTRIBEN, iTunes, Paramount+, Rakuten TV, SF Anytime, TV2 Play/Paramount+, Viaplay Rent & Buy

Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 19.07.2013