Nadine Labaki: Where Do We Go Now? (2011)

KVINDERNES OPRØR
Bollywood på libanesisk

Af BO GREEN JENSEN

DER findes ingen lov, som siger, at muslimer og kristne skal hade hinanden. Dog bliver det for det meste sådan i mændenes verden. Det står heller ikke skrevet, at en religiøs tematik for enhver pris må skildres i tragisk belysning. Dog bliver det for det meste sådan i mændenes kunst.

   Den libanesiske filmskaber Nadine Labaki (f. 1974) undersøger i Et maintenant on va où?, hvordan sagen ville og kunne se ud, hvis kvinder fra begge sider stod sammen og søgte at rette mændenes fejl.

   Filmen udspiller sig i en landsby, hvor tiden har stået stille, også under de lange krige i landet. Skønt jorden i bakkerne er mineret, ligger byen relativt uberørt hen, som et libanesisk Sleepy Hollow, ikke fordi man er mildere stemt, men fordi man har været afskåret fra den internationale nyhedsstrøm. Man har derfor dyrket en praktisk hverdag, baseret på værdier som tolerance, respekt og godt naboskab.

I FØRSTE scene lykkes det byens unge mænd at finde et sted, hvor tv-signaler kan modtages. Borgmesterens hustru stiller sit apparat til rådighed, og byen kan holde sin første fjernsynsaften på stedet, hvor Amale (Labaki) driver café og udveksler ærbart forelskede blikke med håndværkeren Takla (Claude Baz Moussawbaa). Takla bruger megen tid foran spejlet, hvor han plukker grå totter ud af sit hår. Med andre ord har tingene været sådan i en længere årrække.

DET er en by, hvor det lykkes kristne, muslimer og jøder at sameksistere på fredelig vis. Idyllen kan dog ikke vare. I tv bliver der talt om krig. I byen ulmer mindre konflikter. Man kaster affald ind til hinanden, og børn bliver slået af voksne, som burde vide bedre. Prologen viser begravelsestoget, der skal jordfæste en af de unge mænd. Det er den muntre historie om kvinders forsøg på at gøre en forskel. Man er dog aldrig i tvivl om, at kvindernes fred ikke holder i længden.

   Det er først og fremmest formen, som gør fablen om tro så charmerende varm. Labakis første film, Caramel (2007), var en Beirut-baseret fortælling om sofistikerede kvinder fra instruktørens egen generation, dvs. de libanesiske krigsbørn. Tematikken var moderne. Et maintenant on va où? har et bredere sigte og er for så vidt en tungere, gammeldags film. Med sit højstemte mix af farce og patos – og især sine indlagte sange – kan den føles som Maghreb-kulturens svar på en Bollywoodfilm.

DER er også reminiscenser af Emir Kusturicas Underground (1995), et eventyrligt requiem for landet, som var Jugoslavien. Mest af alt minder billedet dog om den italienske landsby, hvor komikeren Fernandel spillede præsten Don Camillo over for Gino Cervis kommunistiske borgmester. Le petit monde de Don Camillo (1951) fik fem fortsættelser og var en fascinerende kærlig fremstilling af tidens kamp på værdier. Disse film lever stadig i Frankrig, hvor Nadine Labaki bor til hverdag.

I VIRKELIGHEDEN har der nok aldrig været et libanesisk Lidenlund så elskeligt. Her går præsten og imamen hånd i hånd. En bus med ukrainske danserinder forstyrrer mændenes vrede. Kvinderne bager en cannabiskage og synger »Hashishit Amale« imens. Endelig bytter de tro. Aristofanes’ klassiske løsning – at nægte mændene sex, som det sker i Lysistrate – bliver aldrig forsøgt, måske fordi dét var temaet i Radu Mihaileanus La Source de femmes (2011), et tragikomisk syngespil fra samme egn og samme år, tiltænkt den samme målgruppe.*

   Der er grove træk i Labakis film. Egentlig lykkes det aldrig at få sorgen og glæden til at hænge sammen. Imidlertid smiler man ofte og ægte, mens filmen gennemspiller sin lille tragedie. Det kan alt i alt ikke undre, at den modtog publikumsprisen på sidste års filmfestival i Toronto. Man bliver glad af at se Hvad gør vi nu?

*) Festival de Cannes 21.05.2011: »Radu Mihaileanu, den i Frankrig bosatte rumæner, som skildrede de etiopiske jøders svære diaspora-status i Va, vis et deviens (2004, da. Gå og bliv den du er) og siden fik en lidt letkøbt succes med Le Concert (2008), er igen ude med noget stort, musikalsk og folkloristisk. Den til overflod hjertevarme La Source des femmes lader kvinderne i en nordafrikansk landsby gå i kærlighedsstrejke, da deres dovne mænd kun vil holde dem nede. Recepten fra Aristofanes holder stadig, og mange var glade for filmen, der virkelig synes at indvarsle kvindernes oprør i den arabiske verden. Det er dog også en begrænsende glæde. Filmen kunne være lavet for børn.« [Weekendavisen Kultur 27.05.2011]

Hvad gør vi nu? (Et maintenant on va où?). Instr.: Nadine Labaki. Manus: Rodney Al Hadid, Jihad Hojeily, Nadine Labaki og Sam Mounier. Foto: Christophe Offenstein. 110 min. Libanon-Frankrig 2011. Dansk premiere: 07.06.2012.

Fotos: CineMaterial/ MovieStillsDB/ Filmaffinity

Filmen streames på Blockbuster, FILMSTRIBEN, GRAND HJEMMEBIO, iTunes, MUBI, SF Anytime, Viaplay Rent & Buy

Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 08.06.2012