Nadine Labaki: Where Do We Go Now? (2011)

KVINDERNES OPRØR
Bollywood på libanesisk

Af BO GREEN JENSEN

DER findes ingen lov, som siger, at muslimer og kristne skal hade hinanden. Dog bliver det for det meste sådan i mændenes verden. Det står heller ikke skrevet, at en religiøs tematik for enhver pris må skildres i tragisk belysning. Dog bliver det for det meste sådan i mændenes kunst.

   Den libanesiske filmskaber Nadine Labaki (f. 1974) undersøger i Et maintenant on va où?, hvordan sagen ville og kunne se ud, hvis kvinder fra begge sider stod sammen og søgte at rette mændenes fejl.

   Filmen udspiller sig i en landsby, hvor tiden har stået stille, også under de lange krige i landet. Skønt jorden i bakkerne er mineret, ligger byen relativt uberørt hen, som et libanesisk Sleepy Hollow, ikke fordi man er mildere stemt, men fordi man har været afskåret fra den internationale nyhedsstrøm. Man har derfor dyrket en praktisk hverdag, baseret på værdier som tolerance, respekt og godt naboskab.

I FØRSTE scene lykkes det byens unge mænd at finde et sted, hvor tv-signaler kan modtages. Borgmesterens hustru stiller sit apparat til rådighed, og byen kan holde sin første fjernsynsaften på stedet, hvor Amale (Labaki) driver café og udveksler ærbart forelskede blikke med håndværkeren Takla (Claude Baz Moussawbaa). Takla bruger megen tid foran spejlet, hvor han plukker grå totter ud af sit hår. Med andre ord har tingene været sådan i en længere årrække.

DET er en by, hvor det lykkes kristne, muslimer og jøder at sameksistere på fredelig vis. Idyllen kan dog ikke vare. I tv bliver der talt om krig. I byen ulmer mindre konflikter. Man kaster affald ind til hinanden, og børn bliver slået af voksne, som burde vide bedre. Prologen viser begravelsestoget, der skal jordfæste en af de unge mænd. Det er den muntre historie om kvinders forsøg på at gøre en forskel. Man er dog aldrig i tvivl om, at kvindernes fred ikke holder i længden.

   Det er først og fremmest formen, som gør fablen om tro så charmerende varm. Labakis første film, Caramel (2007), var en Beirut-baseret fortælling om sofistikerede kvinder fra instruktørens egen generation, dvs. de libanesiske krigsbørn. Tematikken var moderne. Et maintenant on va où? har et bredere sigte og er for så vidt en tungere, gammeldags film. Med sit højstemte mix af farce og patos – og især sine indlagte sange – kan den føles som Maghreb-kulturens svar på en Bollywoodfilm.

DER er også reminiscenser af Emir Kusturicas Underground (1995), et eventyrligt requiem for landet, som var Jugoslavien. Mest af alt minder billedet dog om den italienske landsby, hvor komikeren Fernandel spillede præsten Don Camillo over for Gino Cervis kommunistiske borgmester. Le petit monde de Don Camillo (1951) fik fem fortsættelser og var en fascinerende kærlig fremstilling af tidens kamp på værdier. Disse film lever stadig i Frankrig, hvor Nadine Labaki bor til hverdag.

I VIRKELIGHEDEN har der nok aldrig været et libanesisk Lidenlund så elskeligt. Her går præsten og imamen hånd i hånd. En bus med ukrainske danserinder forstyrrer mændenes vrede. Kvinderne bager en cannabiskage og synger »Hashishit Amale« imens. Endelig bytter de tro. Aristofanes’ klassiske løsning – at nægte mændene sex, som det sker i Lysistrate – bliver aldrig forsøgt, måske fordi dét var temaet i Radu Mihaileanus La Source de femmes (2011), et tragikomisk syngespil fra samme egn og samme år, tiltænkt den samme målgruppe.*

   Der er grove træk i Labakis film. Egentlig lykkes det aldrig at få sorgen og glæden til at hænge sammen. Imidlertid smiler man ofte og ægte, mens filmen gennemspiller sin lille tragedie. Det kan alt i alt ikke undre, at den modtog publikumsprisen på sidste års filmfestival i Toronto. Man bliver glad af at se Hvad gør vi nu?

Se også Nadine Labaki: Caramel (2007); Nadine Labaki: Kapernaum (2018) + Nadine Labaki: Kvinderne i Libanon [2008] | Et interview.

*) Festival de Cannes 21.05.2011: »Radu Mihaileanu, den i Frankrig bosatte rumæner, som skildrede de etiopiske jøders svære diaspora-status i Va, vis et deviens (2004, da. Gå og bliv den du er) og siden fik en lidt letkøbt succes med Le Concert (2008), er igen ude med noget stort, musikalsk og folkloristisk. Den til overflod hjertevarme La Source des femmes lader kvinderne i en nordafrikansk landsby gå i kærlighedsstrejke, da deres dovne mænd kun vil holde dem nede. Recepten fra Aristofanes holder stadig, og mange var glade for filmen, der virkelig synes at indvarsle kvindernes oprør i den arabiske verden. Det er dog også en begrænsende glæde. Filmen kunne være lavet for børn.« [Weekendavisen Kultur 27.05.2011]

Hvad gør vi nu? (Et maintenant on va où?). Instr.: Nadine Labaki. Manus: Rodney Al Hadid, Jihad Hojeily, Nadine Labaki og Sam Mounier. Foto: Christophe Offenstein. 110 min. Libanon-Frankrig 2011. Dansk premiere: 07.06.2012.

Fotos: CineMaterial/ MovieStillsDB/ Filmaffinity

Filmen streames på Blockbuster, FILMSTRIBEN, Grand Hjemmebio, SF Anytime, YouTube Film

2K Blu-ray fra Sony Pictures (US) 11.09.2012

Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 08.06.2012 

Ridley Scott: Kingdom of Heaven (2005)

JERUSALEM ER ØDELAGT

Korsfarerne som kristen koalitionsstyrke

Af BO GREEN JENSEN

RIDDERTIDENS kristne korstog var en blanding af pilgrimsfærd, altså åndelig søgen, og regelret plyndring sat i system. Der var otte eller flere, afhængigt af hvordan man tæller, og de foregik over 200 år. Det første (1096-99) blev iværksat af pave Urban II, da den byzantinske kejser Alexios I bad Europa om hjælp mod den tyrkiske hær. Med andre ord lidt som når USA og dets allierede rykker ud til truede zoner i mere eller mindre villige koalitioner.

   Korstoget kulminerede med Jerusalems erobring i juli 1099. Med kirkens fulde billigelse blev byens muslimer og jøder hugget ned. Deres bedesteder blev konverteret til kirker, og den hellige krig var ikke mindst en eftertrykkelig økonomisk succes. Fra dansk side var Erik Ejegod på vej til den kristne boomtown, da han døde på Cypern. Jerusalem var herefter et kongerige, en korsfarerstat som bestod frem til 1291. Der var dog væsentlige afbrydelser og megen nervøs trafik frem og tilbage.

RIDLEY Scotts visuelt imponerende korsfarerfilm udspiller sig i tiden op til det tredje korstog (1189-92) og kulminerer med Jerusalems fald i 1187, hvor sultan Saladin (egl. Salah ad-Din Yusuf Ibn Ayyub) belejrede og erobrede bystaten med en hær på 200.000 mand. Saladin havde bestemt sine grunde. Som det fremlægges i Kingdom of Heaven, kunne den arabiske fyrste næsten ikke forsvare at give europæerne mere snor.

   Bag murene har Baldwin IV, kongen af Jerusalem, forsøgt at holde fred mellem kristne, muslimer og jøder. Han har endog introduceret princippet om integration. Men kirken og tempelherrerne vil have krig og guld for enhver pris, så den milde konge – som også i virkeligheden led af spedalskhed – må se sin drøm om Jerusalem smuldre. Efter dén drøm tager Scotts film sin titel og sit tema. Jerusalem kunne blive »a kingdom of conscience«, et samvittighedens kongerige, hvis de gode kræfter holdt stand. I stedet endte alt som sædvanlig med blod og død under solen i Israel.

FILMEN tager fat i det mørke Europa, hvor man næppe kan kende aske fra sne, når hvide fnug eller flager bæres på vinden. Smeden Balian (Orlando Bloom) har netop mistet alt, hvad han levede for, sit barn og sin hustru, da en vejrbidt korsfarer (Liam Neeson) ud af det blå gør holdt i landsbyen, præsenterer sig som Godfrey af Ibelin og siger sådan noget som: »Jeg er din far, sønnike.«

   Godfrey vil have Balian med til Det Hellige Land, hvor gode riddere med Guds hjælp kan skabe en lysere fremtid for menneskeheden. For: »What man is a man who does not make the world better?« Det har Balian selv ridset og brændt over porten i sin smedje. »Hvilken slags menneske er en mand, som ikke gør verden til et bedre sted?« I Ridley Scotts selvbevidste historiske stykker er der altid sådan et lidt svulstigt fyndord.

   Der er adskillige voldsomme forhindringer, men Balian når til Jerusalem og bliver ridder, da hans far falder bort. Han får land og gode venner i kong Baldwin (Edward Norton), dennes rådgiver Tiberias (Jeremy Irons) og Baldwins søster Sibylla (Eva Green). Af samme grund får han en ærkefjende i tempelridderen Guy de Lusignan (Marton Csokas), som er gift med Sibylla og ser frem til at herske, når den spedalske regent giver op.

LUSIGNAN forsøger med alle midler at yppe kiv mellem Baldwin og Saladin (Ghassan Massoud). Sammen med den gennemført nedrige Reynald de Chatillon – »Jeg er, hvad jeg er – nogen må jo være det,« siger Brendan Gleeson filosofisk – får han endelig udløst den store konflikt. Som en særlig krigsliderlig tempelherre ses i øvrigt hædersmanden Ulrich Thomsen. Han råber hele tiden »Gud vil det!«, når nogen forsøger at mane til besindelse.*

   Endelig kan Baldwin ikke længere låse konflikten. Kongen, som bærer en maske af sølv for at skjule sit sårforvredne ansigt, dør af sin invaliderende sygdom, og Lusignan bliver konge. Så er der dømt Operation Desertstorm. »Gud vil det!« råber alle de kristne, og korsfarerhæren bliver ydmyget i ørkenen, fordi man ikke har sikret sin forsyningslinje. Det er Balian, som må forsvare det kristne Fort Alamo, da Saladin omsider ikke gider høre mere vrøvl.

SLUTKAMPEN varer det meste af en time, sådan virker det i hvert. Der er kamptummel ud over alle grænser, men Balian formår at overgive sig ærefuldt, og Saladin respekterer kontrakten. Jerusalem er faldet, men trods alt ikke helt ødelagt, da Balian rejser hjem til sin by for at dyrke sin have, for resten i behageligt kvindeligt selskab. Han er for længst holdt op med at bede til Gud, men tror stadig væk på ideen om Samvittighedens Kongerige.

   På vejen møder han en konge på vej til Det Hellige Land. Det er Richard Løvehjerte, som i øvrigt kun får Jerusalem at se på afstand. Men det næste korstog er iværksat, og med dét begyndelsen til enden. Det fjerde korstog (1202-04) var en skændig, underfinansieret forretning. Fordi Byzans stod i gæld, fik hæren lov at plyndre Konstantinopel. Rom udraderede sin kristne konkurrent og kunne kalde manøvren nødvendig forretning. Siden fulgte det patetiske Børnekorstog og en mængde imperialistiske krige, der blev udkæmpet i troens navn, men ført alene for pengenes skyld.

SCOTTS film er et stort og vaklende skrummel, forsøgsvis smuk og tænksom til tider, andre gange primitiv som en seriefremstillet Hollywood-western fra vores barndom. Der er flere gode scener end i væsensbeslægtede projekter som Wolfgang Petersens Troja (2004), Oliver Stones Alexander (2005) og Scotts egen Gladiator (2000), for den sags skyld. Korsfarertiden er fotogen, og Scott kan som få skabe stærke, enkeltstående billeder.

   Imidlertid er der for mange humanistiske taler, som i den politiske korrektheds navn vil dele sol og vind lige mellem Islam og Kristendommen. Gladiator havde det samme problem, når Russell Crowe gav sig til at verbalisere. Der bliver for så vidt sagt udmærkede ting, men man tvivler på, at Scotts hjerte er i dem. Hvad han virkelig kan, er at vise krigen nede på jorden, uden motiver og nærmere stedsans. Det gjorde han nok allerbedst i Black Hawk Down (1999), som skildrede de amerikanske marineinfanteristers nederlag i Mogadishu i Somalia. I den film var der ingen ædle taler. Af samme grund troede man mere på den.

   Kingdom of Heaven skildrer en religionskrig mellem europæere og arabere. Det er klart, at det må indbyde til aktuelle sammenligninger. I USA har man anklaget Scott for at skabe forvrængede fjendebilleder. I hans hjemland bliver filmen derimod betragtet som »Osama bin Ladens udlægning af verdenshistorien«. Skal man endelig have de briller på, må man nærmest dele den britiske skepsis. Der er slet ingen onde arabere med.

BLANDT de kristne riddere er gode mænd som Ibelin, Balian og Baldwin derimod et særsyn. Flertallet er grådige, liderlige lejesoldater og fyrsterne, som har betalt dem. Især tempelherrerne bliver set som en skitse til katolsk dekadence og inkvisition. Det er egentlig modellen fra Walter Scotts Talismanen, Ivanhoe og de fleste Robin Hood-versioner. I sit hjerte er Sir Ridley trods alt en britisk instruktør, når det gælder.

   Alle figurerne er autentiske. Man kæmper med historisk korrekthed, og der kan sikkert skrives bøger om, hvor realistisk det hele er gjort. Alligevel har det næppe været sådan. Det har historien på film kun meget sjældent været, fordi den dybest set handler om os her og nu. Hvad skal og vil og kan vi da med dette kostbare udstyrstykke?

   Vi kan undre os over ideen, at Jerusalem engang var tænkt som et »samvittighedens kongerige«, hvor man levede side om side i fred. Vi kan spekulere på, om der virkelig var retskafne krigsherrer som Saladin og Baldwin IV. Men om et år tror jeg kun, at tre ting hænger fast: den spedalske konges drømmende stemme bag sølvmasken; et hvidt glimt af Eva Greens nøgenhed den nat, hvor spejderdrengen Balian lader sig lokke, og sneen eller asken i mørket i Europa. Hvis Ridley Scott vil fortælle mere historie, bør han lede efter Himlen dér.

Se også Blade Runner – The Final Cut (1982/2007); Antologifilm | All the Invisible Children (2005); Ridley Scott: American Gangster (2007); Ridley Scott: Prometheus (2012) [Sci-Fi 100]; Ridley Scott | Cormac McCarthy: The Counselor (2013); Ridley Scott: The Martian (2015) [Sci-Fi 100]; Ridley Scott: Covenant (2017) [Sci-Fi 100]; All the Money in the World (2017) [Christopher Plummer 1929-2021]; Ridley Scott: The Last Duel (2021) + Philip K. Dick 1928-1982; Tårer i regnen: Blade Runner 2049 [Sequels nr. 3]; Klassiske karakterer: Moses og mogulerne [2014].

*) Carsten Selch Jensen skrev i 2020 Gud vil det - en lille bog om korstogene til serien Teologisk Folkebibliotek, som udgives af Forlaget Vandkunsten. Jeg spurgte engang Ulrich Thomsen om, hvordan det var at medvirke i en stor produktion som Kingdom of Heaven. Og hvordan det var kun at have den ene replik. Han fortalte om logistikken i det store apparat, som indspilningen var. Og sagde, at han havde spurgt Ridley Scott, om han ikke kunne variere replikken »God wills it!«, som han siger 4-5 gange. »Jeg siger jo hele tiden det samme.« »Ja,« sagde instruktøren. »Men du siger det så godt«.

   Jeg havde ikke de seneste bøger om korstogene til rådighed, da jeg skrev anmeldelsen i 2005. Min egen hovedkilde var Elizabeth Hallam (red.): Chronicles of the Crusades: Nine Crusades and Two Hundred Years of Bitter Conflict for the Holy Land Brought to Life through the Words of Those who Were Actually There  (New York: Weidenfeld & Nicolson, 1989); Karen Armstrong: A History of Jerusalem (1998, da. Jerusalem: tro, historie, politik) og A History of God (2001, da. Gud - i jødedom, kristendom og islam); Steven Runciman: The Fall of Constantinople 1453 (Cambridge University Press, 1965). Jeg havde heller ikke set det Director's Cut, som Scott fik givet et limited release allerede i december 2005. Her er Kingdom of Heaven præsenteret som en gammeldags helaftensfilm med ouverture og fuldt score (Entr'acte) i pausen. Spilletiden er forlænget med 45 minutter, og baggrunden er mere uddybet. Sibylla føder Baldwins søn, men begår medlidenhedsdrab, da hun indser, at tronfølgeren lider af spedalskhed som sin far. Scenerne fra slaget om Jerusalem er mere udpenslede. Det er den korte version, som kan købes/lejes og bliver streamet på Disney+. Alle tre versioner er samlet på blu-ray med titlen Kingdom of Heaven - Ultimate Edition (2015)  

Kingdom of Heaven. Instr.: Ridley Scott. Manus: William Monahan. Foto: John Mathieson. 145 min. UK-Spanien-USA 2005. Dansk premiere: 04.05.2005

Kingdom of Heaven - Director's Cut. 194 min. DVD UK-USA 2006.

Kingdom of Heaven. 189 min. Blu-ray UK-USA 2009.

Kingdom of Heaven - Ultimate Edition. 194 min. Blu-ray UK-USA 2015.

Fotos: Twentieth Century Fox (Twentieth Century Studios)/ CineMaterial/ Filmaffinity

Filmen streames (i 145 minutter version) på Apple TV, Blockbuster, DISNEY+, Rakuten TV, SF Anytime, YouTube Film

2K Blu-ray fra 20th Century Fox [Ultimate Edition | 1 Movie, 3 Cuts] 04.05.2015

Artiklen stod i Weekendavisen Kultur 04.05.2005

Manele Labidi: Un divan à Tunis/Mit tunesiske eventyr (2019)

FORSIGTIG FEMINISME
Freud får en higende datter i Tunis

Af BO GREEN JENSEN

PSYKOANALYTIKEREN Selma Derwich kommer »hjem« til Tunesien, som familien forlod til fordel for Frankrig, da hun var ti. Nu er hun 35 og har en ambition om at praktisere i Tunis. Øverst i det beskedne flyttelæs ligger en bearbejdet kopi af Max Haberstadts ikoniske foto af Sigmund Freud. Han bærer her en højrød fez, som gør nytte på filmens plakat. Det samme gælder iranske Golshifteh Farahani, der spiller den altdominerende rolle som Selma.

   Manele Labidi Labbés debutspillefilm lægger således tema og aktiver frem i første scene. Selma er en moderne kvinde i et gammeldags land, der ganske vist blev befriet for diktatoren Ben Ali og demokratiseret efter Jasminrevolutionen i 2011, men som til overflod stadig er præget af patriarkalske og fundamentalistiske muslimske værdier og adfærdsmønstre.

   Alle siger til Selma, at den praksis, som hun åbner på taget af sin onkels hus, vil mislykkes. Og selvsagt står hele kvarteret i kø inden længe: salonindehaversken med moderkomplekser; imamen med en dyb depression; bageren, som er transseksuel. Da det kommer til stykket, har alle brug for at tale om, hvem de egentlig er.

MIT tunesiske eventyr – som rettelig burde hedde En divan i Tunis – er en meget elementær blanding af feministisk frigørelsesfortælling og social komedie om kultursammenstød. Politiet mistænker Selma for prostitution; portrættet af Freud bliver set som et tegn på, at hun er zionistisk agent. Selmas største udfordring er at forklare, hvad psykoterapi går ud på. Den praktiske forhindring er tilladelsen til at praktisere. Det er forsøget på at få den – og navigere i et bureaukratisk system – som skubber den venlige handling afsted.

   Selma får tidligt i filmen en relation til den eneste intelligente politibetjent. De bliver opmærksomme på hinanden, da han foretager en interimistisk spiritusprøve. Det er ham, der vil se et officielt papir, men det er også ham, der beskytter Selma mod inkompetente kolleger. Hun ved, at han er den romantiske mulighed, som hun vægrer sig ved at gribe. Slutningen giver et godt svar på, hvordan det kunne gå.

KREDSEN af klienter er et galleri af tunesiske typer. Mere interessant er den tvivl og de nuancer, som onklen, tanten og niecen lægger frem, efterhånden som det bliver deres tur. Selmas egen baggrund har med hendes mors sygdom at gøre, men der er heldigvis ingen bastant eksponering. Hun besøger sin fars onkel, da hun skal bruge en professionel anbefaling. Den demente mand klamrer sig til et foto af den detroniserede Ben Ali.

   Frigørelsesgraden er som i iranske, ægyptiske og libanesiske film fra for ti og tyve år siden. Moufida Tlatli, der blev kulturminister efter Ben Alis fald, lavede film som Fortielsernes palads (1995) og Når mændene kommer hjem på ferie (2001), hvor feminismen og æstetikken var mere moden og længere fremme. Men Manele Labidi har måske bedre blik for, hvordan tingene er lige nu.

   I filmens bedste scene kommer Freud sin discipel til undsætning. Det sker et sted mellem drøm og virkelighed, hvor filmen sjældent lader tingene dvæle. Og man vågner nede i salen, for lige dét har man ikke set komme.

DER ville ikke være megen film uden Golshifteh Farahani. Den iranske stjerne har optrådt i film som Asghar Farhadis Om Elly (2009), Hiner Saleems My Sweet Pepper Land (2013), Mia Hansen-Løves Eden (2014) og Jim Jarmuchs Paterson (2016) på få år. Men hun har også spillet små roller i store film af Ridley Scott og fungeret som blikfang i Pirates of the Caribbean.

   Det er synd, at den valgte genre her er fransk arthouse light. Der er stof til mere og også talent. Manale Labadi har solide pointer, og Farahani har en evne til at brænde igennem. I My Sweet Pepper Land spillede hun på jerntromme i et par scener, og det er grunden til, at alle husker den kurdiske film. I Paterson havde hun drive og ideer. Her er der ikke helt luft til at flyve.

Mit tunesiske eventyr (Un Divan à Tunis). Instr.: Manele Labidi. Manus: Maud Ameline og Manale Labidi. Foto: Laurent Brunet. 88 min. Frankrig-Tunesien 2019. Dansk premiere: 25.06.2020

Fotos: Kazak Productions/ Another World Entertainment/ CineMaterial/ MovieStillsDB

Filmen streames på Blockbuster, FILMSTRIBEN, Google Play, GRAND HJEMMEBIO, iTunes, SF Anytime, Viaplay Rent & Buy, YouTube Movies

Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 26.06.2020 

Hiner Saleem: My Sweet Pepper Land (2013) [Westerns 100]

DEN KURDISKE TROMME
Levantens bud på den evige western

Af BO GREEN JENSEN

DEN irakiske kurder Hiner Saleem forlod sit land i 1981, da han som 17-årig kom til Italien for at studere. I dag er han bosat i Frankrig. Alligevel er det kurdernes vilkår, han skildrer igen og igen. Saleems signatur er en gavmild galgenhumor. I 1998 brød han stort igennem med komedien Vive la mariée... et la libération du Kurdistan.

   Kurdistans undertrykkelse og den forhadte diktator Saddam Husseins fald fylder noget nær alt i Saleems univers. Begivenheden er skildret i komisk, dramatisk og tragisk form i henholdsvis Vodka Lemon (2003), Kilomètre Zéro (2005) og Apres la chute (2009). Den spraglede satire kan minde om tonen i Emir Kusturicas Balkan-film fra 1990erne. Der er aldrig nogen tvivl om, at livet er stort og rigt og bliver ved.

MY Sweet Pepper Land er mere douce og dæmpet i tonen end de absurde satirer fra sidste årti. Efter Saddam hersker orden i Irbil, og bureaukraterne vender tilbage til politiet, som krigshelten Baran (Korzmak Arslan) har bestyret. For at undgå ledelsens inkompetence – og sin mors Kirsten Giftekniv-aktivitet - søger Baran en stilling som sherif oppe nordpå, hvor Iran, Irak og Tyrkiet mødes i den kurdiske trekant.

   Samtidig prøver den skønne Govend (iranske Golshifteh Farahani) at forklare sin far og sine seks brødre, hvorfor det er vigtigt at vende tilbage til en stilling som lærerinde i landsbyen, skønt man som 24-årig stadig ikke er forlovet og bliver mødt med vrangvilje i grænselandet, hvor den lokale høvding, Aziz Aga, har fungeret som en kurdisk Don Corleone, uanset hvem der regerede det søde peberland.

HERFRA er historien enkel som i en gammeldags western. Baran flytter ind i arresten og markerer sig som den nye sheriff. Da Govend bliver chikaneret, handler han helt uden tøven. Aziz Aga spreder rygter om parret. Govends brødre truer med at begå æresdrab. Netop som Baran står mest alene, ankommer hjælpen i skikkelse af militante kvinder fra den tyrkiske del af Kurdistan.

FILMEN er et elegant stemningsstykke, som får særlig relevans og dybde i de poetiske scener, hvor Golshifteh Farahani spiller længselsfuld fingermusik på den flade hængetromme af metal. Ligesom hos Bahman Ghobadi, der er det kurdiske Irans svar på Hiner Saleem, får sangene særlig betydning. Skolebørnene smiler, og der er klodset, tung troværdighed i kampene mellem Baran og Aziz Agas røverslæng.*

   Medicinsmugling, juridisk korruption og det muslimske kvindesyn tages under behandling. Baran og Govend kunne være John Wayne og Angie Dickinson i en film om Sheriffen og skolelærerinden. De bliver heldigvis også et par, men spørgsmålet er, om det vilde Kurdistan giver dem lov.

   My Sweet Pepper Land er en af årtiets skæve og derfor livsnødvendige film. Kurdistan har fremdeles problemer, men ikke på fiktionsfronten, hvor regionen råder over to af tidens førende filmskabere, Bahman Ghobadi og Hiner Saleem.

Se også Jim Jarmusch: Paterson (2016); Manele Labidi: Un divan à Tunis/ Mit tunesiske eventyr (2019).

*) My Sweet Pepper Land udspiller sig i det historiske vindue mellem Saddam Husseins fald i 2003 og krigen mod Islamisk Stat, der for alvor tog fart i 2014. Filmskaberne har reageret forskelligt. Hiner Saleem har instrueret to tyrkiske komedier, Tight Dress (2016) og Lady Winsley (2019), begge med en fransk komponent, men uden de første films ambitioner og kvaliteter. Bahman Ghobadi var tavs i tre år efter Rhino Season (2012). Så lavede han og fotografen Jafar Aslani A Flag Without a Country (2015), en dokumentar i spillefilmslængde, som kombinerer en gennemgang af Kurdistans historie med optagelser fra valgkampen i 2013, hvor en pilot og en kvindelig popsanger på hver sin måde engagerer sig. Den eneste fiktionsfilm, som skildrer kampene mellem IS  og den kurdiske Peshmerga-hær, er Eva Hussons Les filles du soleil/Girls of the Sun (2018), hvor en fransk fotograf (Emmanuelle Bercot) følger med den kurdiske kvindeenhed, som forbereder generobringen af deres by. Filmen var i konkurrence på Cannes Festivalen i 2018. Den er desværre ikke særligt god. Golshifteh Farahani spiller den kurdiske leder.    

My Sweet Pepper Land. Instr. og manus: Hiner Saleem. Foto: Pascal Auffray. 100 min. Frankrig-Tyskland-Irak 2014. Dansk premiere: 24.04.2014.

Fotos: Agat Films & Cie/ Øst for Paradis Filmdistribution/ CineMaterial/ Filmaffinty

Filmen streames på Blockbuster og FILMSTRIBEN

Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 24.04.2014