Manele Labidi: Un divan à Tunis/Mit tunesiske eventyr (2019)

FORSIGTIG FEMINISME
Freud får en higende datter i Tunis

Af BO GREEN JENSEN

PSYKOANALYTIKEREN Selma Derwich kommer »hjem« til Tunesien, som familien forlod til fordel for Frankrig, da hun var ti. Nu er hun 35 og har en ambition om at praktisere i Tunis. Øverst i det beskedne flyttelæs ligger en bearbejdet kopi af Max Haberstadts ikoniske foto af Sigmund Freud. Han bærer her en højrød fez, som gør nytte på filmens plakat. Det samme gælder iranske Golshifteh Farahani, der spiller den altdominerende rolle som Selma.

   Manele Labidi Labbés debutspillefilm lægger således tema og aktiver frem i første scene. Selma er en moderne kvinde i et gammeldags land, der ganske vist blev befriet for diktatoren Ben Ali og demokratiseret efter Jasminrevolutionen i 2011, men som til overflod stadig er præget af patriarkalske og fundamentalistiske muslimske værdier og adfærdsmønstre.

   Alle siger til Selma, at den praksis, som hun åbner på taget af sin onkels hus, vil mislykkes. Og selvsagt står hele kvarteret i kø inden længe: salonindehaversken med moderkomplekser; imamen med en dyb depression; bageren, som er transseksuel. Da det kommer til stykket, har alle brug for at tale om, hvem de egentlig er.

MIT tunesiske eventyr – som rettelig burde hedde En divan i Tunis – er en meget elementær blanding af feministisk frigørelsesfortælling og social komedie om kultursammenstød. Politiet mistænker Selma for prostitution; portrættet af Freud bliver set som et tegn på, at hun er zionistisk agent. Selmas største udfordring er at forklare, hvad psykoterapi går ud på. Den praktiske forhindring er tilladelsen til at praktisere. Det er forsøget på at få den – og navigere i et bureaukratisk system – som skubber den venlige handling afsted.

   Selma får tidligt i filmen en relation til den eneste intelligente politibetjent. De bliver opmærksomme på hinanden, da han foretager en interimistisk spiritusprøve. Det er ham, der vil se et officielt papir, men det er også ham, der beskytter Selma mod inkompetente kolleger. Hun ved, at han er den romantiske mulighed, som hun vægrer sig ved at gribe. Slutningen giver et godt svar på, hvordan det kunne gå.

KREDSEN af klienter er et galleri af tunesiske typer. Mere interessant er den tvivl og de nuancer, som onklen, tanten og niecen lægger frem, efterhånden som det bliver deres tur. Selmas egen baggrund har med hendes mors sygdom at gøre, men der er heldigvis ingen bastant eksponering. Hun besøger sin fars onkel, da hun skal bruge en professionel anbefaling. Den demente mand klamrer sig til et foto af den detroniserede Ben Ali.

   Frigørelsesgraden er som i iranske, ægyptiske og libanesiske film fra for ti og tyve år siden. Moufida Tlatli, der blev kulturminister efter Ben Alis fald, lavede film som Fortielsernes palads (1995) og Når mændene kommer hjem på ferie (2001), hvor feminismen og æstetikken var mere moden og længere fremme. Men Manele Labidi har måske bedre blik for, hvordan tingene er lige nu.

   I filmens bedste scene kommer Freud sin discipel til undsætning. Det sker et sted mellem drøm og virkelighed, hvor filmen sjældent lader tingene dvæle. Og man vågner nede i salen, for lige dét har man ikke set komme.

DER ville ikke være megen film uden Golshifteh Farahani. Den iranske stjerne har optrådt i film som Asghar Farhadis Om Elly (2009), Hiner Saleems My Sweet Pepper Land (2013), Mia Hansen-Løves Eden (2014) og Jim Jarmuchs Paterson (2016) på få år. Men hun har også spillet små roller i store film af Ridley Scott og fungeret som blikfang i Pirates of the Caribbean.

   Det er synd, at den valgte genre her er fransk arthouse light. Der er stof til mere og også talent. Manale Labadi har solide pointer, og Farahani har en evne til at brænde igennem. I My Sweet Pepper Land spillede hun på jerntromme i et par scener, og det er grunden til, at alle husker den kurdiske film. I Paterson havde hun drive og ideer. Her er der ikke helt luft til at flyve.

Mit tunesiske eventyr (Un Divan à Tunis). Instr.: Manele Labidi. Manus: Maud Ameline og Manale Labidi. Foto: Laurent Brunet. 88 min. Frankrig-Tunesien 2019. Dansk premiere: 25.06.2020

Fotos: Kazak Productions/ Another World Entertainment/ CineMaterial/ MovieStillsDB

Filmen streames på Blockbuster, FILMSTRIBEN, Google Play, GRAND HJEMMEBIO, iTunes, SF Anytime, Viaplay Rent & Buy, YouTube Movies

Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 26.06.2020 

Jim Jarmusch: Paterson (2016)

BLOMMERNE I KØLESKABET

Hverdag i ånden fra William Carlos Williams

Af BO GREEN JENSEN

DET er svært at (gen)skabe det enkle på film. De fleste film er fællesværker, kulminationen på en lang proces, som nødigt overlader noget til tilfældigheder. De enkle øjeblikke er derfor konstruktioner – sandfærdige som postkort – eller stykker af tiden, som bliver sat fast ved et tilfælde, fordi kameraet registrerer noget særligt, som vi ikke ser, når vi færdes i virkeligheden til hverdag.

   Men det lykkes for Jim Jarmusch i hjemstavnsdigtet Paterson. Ganske vist stammer Jarmusch ikke fra byen – han kommer fra Akron, Ohio, og flyttede til New York som 17-årig – men det gør buschaufføren Paterson, som har boet i det samme hus og gået den samme rute hver dag, så længe nogen kan huske.

   Paterson (Adam Driver) kommer gerne lidt for sent og falder i staver, når bussen skal startes. Det er, fordi han skriver på et digt i en af de notesbøger, der efterhånden fylder en halv hyldemeter i garderobeskabets hjemmekontor. Paterson kender sit sted ud og ind. Han inkarnerer provinsbyen ved Paterson Falls i New Jersey, det amerikanske svar på en gammeldags købstad.

   

DE seneste år har Paterson boet sammen med den fantastiske Laura, som formentlig har kurdiske rødder. Filmen er ikke stor i baggrund og forhistorier. Til gengæld er den god til at skildre kærligheden i huset, hvor uret ringer kl. seks hver morgen (bortset fra om søndagen), og hvor bulldoggen Marvin betragter sig selv som alfahannen.

  Laura (Golshifteh Farahani fra My Sweet Pepper Land) er summen af ynde og solskin. Hun lytter til Patersons digte og vil holde ham fast på at udgive dem. Selv er hun et levende aktivitetscenter, som skriver efter hele cowgirl-udstyret, når hun har købt et guitarkursus på tv. For Nashville venter lige om lidt.

   Eller Laura indretter stuen igen og maler denne gang alting sort eller hvidt. Det fører til artistiske cup cakes, som hun vil starte en forretning med. Paterson er passiv. Han vil bare se på verden og skrive sine digte. De er på én gang et moderne par og lige så meget retro, som Poeten og Lillemor var.

 

DER sker så lidt i Paterson. Der er bare kærlige dage, der passerer i en lind strøm, som de fleste liv gerne vil. Man tænker, der må komme en konflikt. Men der er kun territorialstriden mellem Paterson og Marvin samt enkelte tilløb til hævede stemmer, når Paterson ikke er spontant begejstret for Lauras seneste idé. De er enige om, at de er skabt for hinanden.

   Dagenes rytme binder scenerne sammen, og digtene giver dem dybde og fylde. Det er små, løse tekster om ting, der bliver sagt; stemninger der strejfes; erindringsstyrken i etiketten på en æske tændstikker; alt muligt småt som er virkelig stort. Digtene er skrevet til filmen af Ron Padgett og bliver prentet på lærredet efterhånden. Der er enkelte udstregninger, men de fleste sidder i første forsøg. Tænk hvis det var så enkelt i virkeligheden.

STEDET er ikke valgt i blinde. Paterson er for det første en malerisk gammel arbejderby, hvor analoge værdier stadig er store. For det andet var det hér, at digteren William Carlos Williams (1883-1963) fungerede som læge. Hovedværket Paterson (1946-58) – et strømmende kaos i fem korte bøger – er en ode til floden, byen, vandfaldet, ideen om Amerika og netop hverdagenes styrke.

   Det store digt (246 sider) skriver byen frem i mange stilarter og stemmer. Også hér er »Paterson« både et sted og en mand. Der er alt fra episk bredformat og lokalhistorisk krønikeskrivning til haiku, imagisme og notater på krøllede sedler.

   Williams ville skabe en digtning, der gjorde sig fri af Europas gravstøv. Han skrev en prægtig essaysamling, der hedder In the American Grain (1925). Her skaber han en amerikansk tradition ved at følge med skikkelser fra historien: Columbus, Cortez og Montezuma, Juan Ponce de Leon, Walter Raleigh, Samuel de Champlain, Thomas Morton, Cotton Mather, Père Sebastian Rasles, Daniel Boone, George Washington, Benjamin Franklin, John Paul Jones, Jacataqua, Aaron Burr, Edgar Allan Poe og Abraham Lincoln.

   Hele kontinentet inddrages (inklusive Canada og Latinamerika). Williams gør sig tanker om »The Advent of the Slaves«, der vil tale til læseren, som ankommer med Black Lives Matter-øjne. Bogens højdepunkt er dog heltekåringen af Edgar Allan Poe. For Williams er og bliver Poe den første amerikanske forfatter.

 

WILLIAMS ser en særlig instruktiv skæbne i soldaten og politikeren Sam Houston (1793-1863). Houston blev født i Virginia og voksede op i Tennessee. Som 16-årig løb han hjemmefra og sluttede sig til Cherokee-folket. Som 18-årig kom han »hjem« og blev lærer. Han kæmpede i krigen mod England i 1812. Han gik ind i politik og blev kongresmedlem for Tennessee. Fra 1827-29 var han statens guvernør. Han trak sig efter en politisk skandale og sluttede sig atter til Cherokee-nationen, som imens var fordrevet til Arkansas-territoriet.

   Houston tog til Texas, blev general i republikkens hær og kæmpede i krigen mod Mexico. I 1836 var han øverstkommanderende i slaget ved San Jacinto, hvor the lone star state tog revanche for nederlaget ved Fort Alamo. I 1845 fik Texas status som den 28. amerikanske delstat. Houston blev guvernør i Texas. Byen Houston bærer hans navn.

   For Williams eksemplificerer Houston alt, som er særligt ved det amerikanske: »However hopeless it may seem, we have no other choice: we must go back to the beginning; it must be done all over; everything that is must be destroyed.«*

MAN har i USA betegnelsen a regional author. Den anerkender værkets betydning, men konstaterer samtidig dets begrænsning. Forfatteren bliver så at sige hægtet af og sat i bås. Men Williams var stolt af at være lokal. Han så sig selv som skrivende i opposition til kulturpessimismen hos Ezra Pound og T.S. Eliot. Især Eliot var han vred på. Williams syntes, at digteren fra St. Louis, Missouri, havde svigtet sin baggrund ved at tage til Europa og forklæde sig i højbritiske nålestriber. Han mente, at The Waste Land (1922) var et makværk.

   Især ét af Williams' enkle, tidlige digte bliver ofte citeret:

I have eaten

the plums

that were in

the icebox

and which

you were probably

saving

for breakfast

Forgive me

they were delicious

so sweet

and so cold

(»Jeg har spist/ blommerne/ som lå i/ køleskabet/ og som du/ sikkert havde/ gemt/ til morgenmad// Tilgiv mig/ De smagte pragtfuldt/ så søde/ og så kolde«).

DIGTET hedder »This Is Just To Say« (»Bare for lige at sige«). Det kunne Paterson også have skrevet. Der skal nok være skeptikere, som synes det hele løber for let. Men et stille liv er dyrekøbt og noget at tage vare på. Jarmuschs rolige film er en taksigelse.

   Sjældent har to skuespillere klædt hinanden så godt som Driver og Farahani (for ikke at tale om naturtalentet Ellie, den nu desværre afdøde bulldog, som spiller Marvin). 

   Jarmusch fylder filmen med fetichistiske detaljer, kuriosa og pakkenelliker. Naturligvis ligger et slidt eksemplar af The Collected Earlier Poems of William Carlos Williams på skamlen i Patersons hjemmekontor. Naturligvis sidder et foto af Williams blandt baseballkort, gulnede udklip og helteportrætter (af bl.a. komikeren Lou Costello og digteren Allen Ginsberg, som begge kom fra Paterson) på opslagstavlen i baren, hvor Paterson parkerer Marvin og går ind.

   Da Paterson og Laura går i biografen, er repertoiret påfaldende anakronistisk. Den moderne multiplex har Abbott and Costello Meet Frankenstein (1948) og Erle C. Kentons Island of Lost Souls (1932) blandt de kommende attraktioner.

IDYLLEN i Paterson er naturligvis et glansbillede. Der er sikkert også et reduktivt kvindesyn og alt muligt. Men hvor er det dog befriende at slentre igennem så megen skødesløs charme og så mange fine hverdagslandskaber. Da digtene går til – jeg røber ikke mere – er Paterson stille i fem minutter. Så går han ned til vandfaldet og begynder forfra. Der er ingen ende på styrken i hverdagen, i hvert fald ikke som Jim Jarmusch ser det.

Se også Jim Jarmusch: Broken Flowers (2005); Jim Jarmusch: Only Lovers Left Alive (2013).

*) »Uanset hvor håbløst det kan synes, har vi ikke noget andet valg: vi må gå tilbage til begyndelsen; det hele må gøres igen; alt som er må ødelægges.« Det er Williams' version af Ezra Pounds »Make It New« og en undsigelse af vedtagen tradition. Det er karakteristisk for Williams at forbinde historisk biografi og personlig poetik. Paterson er først og fremmest en læsning af verden som levende tekst – og omvendt.

**) Bemærk også helteportrættet af marionetkunstneren Floyd Vivino (f. 1951). Vivino er hånddukkeføreren fra The Uncle Floyd Show, som David Bowie omtaler kærligt i sangen »Slip Away« på albummet Heathen (2002). Jeg nævner detaljen blandt tusind andre, man kunne tage fat i, fordi jeg troede, at Uncle Floyd havde noget med Pink Floyd at gøre, da jeg hørte sangen første gang. »Uncle« Floyd er kun verdensberømt i New Jersey. 

Paterson. Instr. og manus: Jim Jarmusch. Foto: Frederick Elmes. 118 min. USA 2016. Dansk premiere: 05.01.2017.

Fotos: K5 International/ Bleecker Street Media/ Camera Film/ Festival de Cannes/ Cinematerial/ MovieStillsDB/ New Directions/
Filmen streames på Blockbuster, FILMSTRIBEN, Grand Hjemmebio, Pluto TV, Rakuten TV, SF Anytime, Viaplay Rent & Buy, YouTube Film

2K Blu-ray fra Universal Studios 04.04.2017

2K Blu-ray fra Le Pacte (Frankrig) i bokssættet Jim Jarmusch Coffret 14 Films 1980-2019 15.11.2023

2K Blu-ray fra Studio Canal (Plaion Pictures) i bokssættet Jim Jarmusch Complete Collection Blu-ray 23.03.2023 

Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 06.01.2017 (men er her skrevet ud i længere form)

Hiner Saleem: My Sweet Pepper Land (2013) [Westerns 100]

DEN KURDISKE TROMME
Levantens bud på den evige western

Af BO GREEN JENSEN

DEN irakiske kurder Hiner Saleem forlod sit land i 1981, da han som 17-årig kom til Italien for at studere. I dag er han bosat i Frankrig. Alligevel er det kurdernes vilkår, han skildrer igen og igen. Saleems signatur er en gavmild galgenhumor. I 1998 brød han stort igennem med komedien Vive la mariée... et la libération du Kurdistan.

   Kurdistans undertrykkelse og den forhadte diktator Saddam Husseins fald fylder noget nær alt i Saleems univers. Begivenheden er skildret i komisk, dramatisk og tragisk form i henholdsvis Vodka Lemon (2003), Kilomètre Zéro (2005) og Apres la chute (2009). Den spraglede satire kan minde om tonen i Emir Kusturicas Balkan-film fra 1990erne. Der er aldrig nogen tvivl om, at livet er stort og rigt og bliver ved.

MY Sweet Pepper Land er mere douce og dæmpet i tonen end de absurde satirer fra sidste årti. Efter Saddam hersker orden i Irbil, og bureaukraterne vender tilbage til politiet, som krigshelten Baran (Korzmak Arslan) har bestyret. For at undgå ledelsens inkompetence – og sin mors Kirsten Giftekniv-aktivitet - søger Baran en stilling som sherif oppe nordpå, hvor Iran, Irak og Tyrkiet mødes i den kurdiske trekant.

   Samtidig prøver den skønne Govend (iranske Golshifteh Farahani) at forklare sin far og sine seks brødre, hvorfor det er vigtigt at vende tilbage til en stilling som lærerinde i landsbyen, skønt man som 24-årig stadig ikke er forlovet og bliver mødt med vrangvilje i grænselandet, hvor den lokale høvding, Aziz Aga, har fungeret som en kurdisk Don Corleone, uanset hvem der regerede det søde peberland.

HERFRA er historien enkel som i en gammeldags western. Baran flytter ind i arresten og markerer sig som den nye sheriff. Da Govend bliver chikaneret, handler han helt uden tøven. Aziz Aga spreder rygter om parret. Govends brødre truer med at begå æresdrab. Netop som Baran står mest alene, ankommer hjælpen i skikkelse af militante kvinder fra den tyrkiske del af Kurdistan.

FILMEN er et elegant stemningsstykke, som får særlig relevans og dybde i de poetiske scener, hvor Golshifteh Farahani spiller længselsfuld fingermusik på den flade hængetromme af metal. Ligesom hos Bahman Ghobadi, der er det kurdiske Irans svar på Hiner Saleem, får sangene særlig betydning. Skolebørnene smiler, og der er klodset, tung troværdighed i kampene mellem Baran og Aziz Agas røverslæng.*

   Medicinsmugling, juridisk korruption og det muslimske kvindesyn tages under behandling. Baran og Govend kunne være John Wayne og Angie Dickinson i en film om Sheriffen og skolelærerinden. De bliver heldigvis også et par, men spørgsmålet er, om det vilde Kurdistan giver dem lov.

   My Sweet Pepper Land er en af årtiets skæve og derfor livsnødvendige film. Kurdistan har fremdeles problemer, men ikke på fiktionsfronten, hvor regionen råder over to af tidens førende filmskabere, Bahman Ghobadi og Hiner Saleem.

Se også Jim Jarmusch: Paterson (2016); Manele Labidi: Un divan à Tunis/ Mit tunesiske eventyr (2019).

*) My Sweet Pepper Land udspiller sig i det historiske vindue mellem Saddam Husseins fald i 2003 og krigen mod Islamisk Stat, der for alvor tog fart i 2014. Filmskaberne har reageret forskelligt. Hiner Saleem har instrueret to tyrkiske komedier, Tight Dress (2016) og Lady Winsley (2019), begge med en fransk komponent, men uden de første films ambitioner og kvaliteter. Bahman Ghobadi var tavs i tre år efter Rhino Season (2012). Så lavede han og fotografen Jafar Aslani A Flag Without a Country (2015), en dokumentar i spillefilmslængde, som kombinerer en gennemgang af Kurdistans historie med optagelser fra valgkampen i 2013, hvor en pilot og en kvindelig popsanger på hver sin måde engagerer sig. Den eneste fiktionsfilm, som skildrer kampene mellem IS  og den kurdiske Peshmerga-hær, er Eva Hussons Les filles du soleil/Girls of the Sun (2018), hvor en fransk fotograf (Emmanuelle Bercot) følger med den kurdiske kvindeenhed, som forbereder generobringen af deres by. Filmen var i konkurrence på Cannes Festivalen i 2018. Den er desværre ikke særligt god. Golshifteh Farahani spiller den kurdiske leder.    

My Sweet Pepper Land. Instr. og manus: Hiner Saleem. Foto: Pascal Auffray. 100 min. Frankrig-Tyskland-Irak 2014. Dansk premiere: 24.04.2014.

Fotos: Agat Films & Cie/ Øst for Paradis Filmdistribution/ CineMaterial/ Filmaffinty

Filmen streames på Blockbuster og FILMSTRIBEN

Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 24.04.2014

Asghar Farhadi: Nader og Simin – en separation (2011)

EN IRANSK SKILSMISSE
Andre vilkår, samme smerte

Af BO GREEN JENSEN

DET var med sin fjerde film, Dabareye Elly fra 2009, at iraneren Asghar Farhadi (f. 1972) for alvor slog igennem som en moderne og toneangivende filmskaber. Han tilhører generationen, som kommer efter koryfæerne Abbas Kiarostami (1940-2016), der til slut blev mere fransk end iransk, og Mohsen Makhmalbaf (f. 1957), som der har været stille omkring i en årrække. Det er fortsat en nervøs tid for landets kritiske filmskabere. Jafar Panahi har stadig udrejseforbud, og kolleger som Rafi Pitts undlader simpelt hen at tage hjem.
   Farhadis praksis er mere subtil. I hvert fald er han ikke på systemets sorte liste. Om Elly var en mangefacetteret historie, som fulgte tre yngre Teheran-par, der tog på weekend ved vandet. Først var tonen travl og hjertelig. Så begyndte facaden at smuldre, da lærerinden Elly forsvandt. For hvem var hun, når det kom til stykket, og gik det i grunden så godt i de pæne familier? Mellem sædeskildring, krimi og filosofisk mysterium – og med en mængde politiske pointer – var det en intens og vibrerende, tætklippet film, som kom rundt om alle forhindringer og fortalte mere om tidsånd i Iran end mange nyhedsreportager.*

SKILSMISSEFILMEN om Nader og Simin er mere koncentreret i sit fokus, men fortælles i samme dynamiske form, med mange klip og i stadig bevægelse, så det føles som virkelighed.
   Simin og Nader har endelig fået udrejsetilladelse, men han vil ikke forlade sin 80-årige far, der lider af demens. Simin er lærer og ønsker at arbejde i udlandet, hvor kvinder er bedre stillet. Nader vil give hende alt, inklusive friheden til at rejse, men han kræver forældremyndigheden over parrets 11 årige-datter. Filmen åbner i skilsmisseretten, hvor parret forklarer sig til kameraet, der er sat i dommerens sted.

NØGLEN til historien er dog Razieh, som Nader ansætter til at tage sig af sin far og lejligheden, når han ikke selv kan være der. Razieh er en from, fundamentalistisk kvinde, som bærer chandor, er højgravid og har sin datter på fem år med hver dag. Hun vægrer sig ved at fortælle sin arbejdsløse mand, at hun har taget arbejde hos en enlig far. En konflikt spidser til omkring Naders far. Den ellers fornuftige, retskafne Nader skubber Razieh ud af døren. Hun glider på trappen og aborterer.

FORDI graviditeten er fremskreden, sigtes Nader for mord. Hodjat, Raziehs mand, raser og taler om os og jer, dvs. troende og verdslige iranere. Begge parter kommer grundigt i klemme i juridiske problemstillinger, som er dikteret af religion, social ulighed og bureaukrati.
   Skønt ingen skildres som skurke – dommeren er både rimelig og uhyre tålmodig – bliver situationen stadig værre. Hodjat er bitter på den i hans øjne bedrestillede Nader, som end ikke tager troen alvorligt. Simin ser til og vægrer sig ved at hjælpe den hidsige, pressede Nader.
   Hverken han eller Razieh kan lyve i længden, heller ikke når det tjener dem strategisk. Det er afgjort de to, som deler publikums sympati. Som tilskuer føler man ofte – i lighed med parrets datter – at Simins urokkelighed skaber problemet. Der er mindst syv sider af sandheden hér. Farhadi lader filmen klinge ud i en scene, hvor datteren skal vælge mellem far og mor i den iranske udgave af Statsamtet. At alting ender vidtåbent, er måske er den stærkeste pointe.

NADER og Simin er en fornem film. En til overflod realistisk fortælling, som skildrer levende, voksne, fejlbarlige mennesker, fastholder alle nuancer og fremstiller verden på en måde, som kun er mulig i filmmediet. Man identificerer sig stærkt med den stressede Nader, som ikke kan få hverdagen til at hænge sammen, og man tager kritikken af den dogmatiske tro til efterretning, fordi den besværliggør tilværelsen for Simin såvel som for Razieh, der er den for alvor nødstedte skikkelse.

PAYMAN Moaadi (Nader), Leila Hatami (Simin), Sareh Bayat (Razieh) og Shahab Hosseini (Hodjat) er fremragende i de fire voksenroller. Som pigen, der skal vælge mellem sine forældre, har instruktøren castet sin egen datter, Sarina Farhadi.
   Filmen er god at få forstand af, når højrepolitikere tordner mod militant islamisme. Iran har 80 millioner indbyggere. To af dem hedder Nader og Simin. Alle er mennesker ligesom vi. 

*) Om Elly kom ikke i dansk distribution, men blev vist på CPH PIX og mange andre festivaler, inklusive Berlinalen, hvor Farhadi fik en sølvbjørn som bedste instruktør. Golshifteh Farahani havde sin gennembrudsrolle i filmen, der stadig kan streames i flere territorier, bl.a. Frankrig og USA. Det kom derfor ikke ud af det blå, at Nader og Simin – en separation modtog Guldbjørnen i 2011. Filmen fik et langt liv og var både Golden Globe og Oscar-vinder i Best Foreign Language-kategorien.
   Farhadi blev tilbudt at filme i Frankrig og skrev og instruerede Le Passé (2013, da. Fortiden) med sin hustru, Bérénice Bejo, i den ene hovedrolle. Hans første iranske produktion efter Nader og Simin blev Sælgeren (2016), der tackler et andet tabubelagt emne – voldtægt – og bruger Arthur Millers skuespil Death of a Salesman (1949, da. En sælgers død) som dramatisk klangbund. Også Sælgeren modtog en Oscar i Foreign Language-kategorien, som fra og med 2020 er omdøbt til Best International Feature.
   Filmskaberen har både før og efter sin internationale succes været klar og utvetydig i sin kritik af politisk censur. På festivaler har han gentagne gange gjort opmærksom på landsmanden Jafar Panahis situation, og da den dengang nyvalgte Donald Trump implementerede et indrejseforbud mod borgere fra islamiske lande, kvitterede Farhadi ved at udeblive fra Oscar-ceremonien i 2017. Han og Bejo er bosat i Frankrig.
   Farhadi har senest skrevet og instrueret Todos lo saben/ Everybody Knows, et spansk-sproget drama med Penélope Cruz og Javier Bardem, som i struktur og tematik ligger tæt på Om Elly. Filmen blev præsenteret på Cannes Festivalen 2018 og havde samme år dansk premiere med titlen Alle ved det. 

Nader og Simin – en separation (Jodaeiye Nader az Simin). Instr. og manus: Asghar Farhadi. Foto: Mahmood Kalari. 123 min. Iran-Frankrig-Australien 2011. Dansk premiere: 24.11.2011

Foto: Asghar Farhadi Productions/ Memento Films International/ Camera Film

Filmen streames på Apple TV og FILMSTRIBEN
Teksten trykt første gang i Weekendavisen Kultur 25.11.2011