Opium etcetera: Géza Csáth 1887-1919 [Bogen og filmen]

OVERGREBETS METAFYSIK

Ulrich Thomsen som Géza Csáth

Af BO GREEN JENSEN

I 1913 ankommer lægen og digteren József Brenner til professor Moravcsiks sanatorium for sindslidende et sted i det østrig-ungarske kejserdømme, som snarest vil påbegynde sin afvikling i den umiddelbart forestående krig.

   Brenner (Ulrich Thomsen) er en blanding af borgerdyr og dandy, uhyre velklædt og helt selvcentreret. Allerede i toget gennemfører han sit coitus nummer 142 med en tilfældig kvindelig medpassager. Han lider af skriveblokering og er offer for et eskalerende morfinmisbrug, som han skiftevis nyder og væmmes lidt ved. I sin dagbog foretager han endeløse beregninger af, hvor mange relative årtusinder et afhængigt åndsmenneske kan nå at leve på et misbrugt liv. Det er ikke mindst for at sikre morfinleverancen, at Brenner har taget arbejde på det i hans øjne tilbagestående hospital.

SKØNT Brenner lever i et hermetisk univers, er han ikke uden faglig nysgerrighed og professionelle ambitioner. Han nævner flere gange, at det er opdagelsen af psykoanalyse, som har stækket hans trang til at skrive. Han lytter til sine patienter. Om ikke andet kan deres lidelser inspirere ham som kunstner. Brenner er skiftevis humanist og vampyr. Hans progressive praksis gør ham til persona non grata på hospitalet, hvor de fleste patienter før eller senere havner på briksen, og Moravcsik udfører sit standardindgreb: en tidlig version af det hvide snit, som gør dem passive og mere tilfredse.

BRENNER får kvinden Gizella (Kirsti Stubø) som patient. Hun er overbevist om, at Den Onde kravler omkring i hendes hjerne. Hun beder Brenner om at fjerne den. Gizella deler sin tid mellem grafomani og masturbation. Når hun ikke dækker papirer og vægge med skrift, tilfredsstiller hun sig selv under megen dramatik. Lægerne registrerer fænomenet ved hjælp af et tidligt filmkamera, en fantastisk karrusel med fotoapparater. De behandler hendes symptomer ved at binde og nedsænke hende i vand, så hun er tvunget til at reagere.

   Moravsciks metoder foregriber behandlingsformer som lobotomi og elektrisk chokterapi. Brenner studerer det hele med afsky og fascineres af den nødstedte kvinde, mens hans morfinindtag sætter nye rekorder. I én forstand er de som herre og slave, han kan gøre med hende, hvad han vil. I en anden er de som tvillinger, begge afhængige og begge besat af at skrive, men mens skriften fosser fra hende, kan han ikke længere skabe. Hun drømmer om at blive gennemboret. Deres forening er et spørgsmål om tid.

FEM minutter inde i filmen går det op for mig, at jeg kender den stemme, som taler i Brenners monolog. Opium bygger på tekster af Géza Csáth (1887-1919), som selv var læge, forfatter og narkoman. Han komponerede musik – blev faktisk afvist på konservatoriet, før han studerede medicin – og skrev kritiske forsvar for Béla Bartók og Zoltán Kodály, mens han plejede en fremgangsrig karriere som symbolistisk fabelfortæller i fin de siècle-traditionen. I årene 1910-13 arbejdede han virkelig for Ernö Moravcsik på dennes hospital i Budapest. Monografien Om den psykiske mekanisme hos sindslidende var et toneangivende arbejde.

   Csáth var egentlig døbt József Brenner. Han tog sin første dosis morfin den 20.april 1910 – datoen er registreret i de omfattende dagbøger. Som terapeut var Csáth inspireret af Freud; som tænker af Bergsons teorier om relativ tid. I misbrugslitteraturen er hans dagbøger en klassiker på linie med Thomas de Quinceys Confessions of an English Opium-Eater (1822, da. En opiumsdrankers bekendelser). Hans mærkelige prosaskitser er fulde af drømme om forældredrab, sadistisk sex med purunge kvinder, tiltagende undergangsstemning. Mesék, amelyek rosszul végződnek – »Fortællinger med en ulykkelig slutning« - var titlen på hans samlede noveller.

EFTER fire produktive år 1908-12 tog (eller fik) Csáth sin afsked. Han giftede sig i 1913 og var soldat i 1. verdenskrig, men blev hjemsendt i 1917. Csáth etablerede sig som landsbylæge for at have frihed til at dyrke sine laster, morfinen og skriften. Den 22. juli 1919 skød og dræbte han sin hustru, mens parrets datter så til. Han prøvede at tage sit liv, men overlevede og blev behandlet på hospitalet i Szabadka. Den 11. september blev han standset af serbiske grænsevagter, da han prøvede at nå tilbage til Budapest, måske for at lade sig indlægge hos professor Moravcsik. For soldaternes øjne tog han gift og døde på stedet, i en alder af 31 år.

I DAG betragtes Géza Csáth som en af Ungarns vigtigste forfattere. I 2000 udkom den samlede dagbog på engelsk (og i 2012 også på dansk). Jeg blev opmærksom på forfatterskabet i 1983, da Philip Roth for Penguin Books redigerede en serie værker af Writers from the Other Europe. Til Opium and Other Stories skrev Angela Carter en introduktion, hvori hun både hylder og begrænser Csáth ved at betragte ham som et symptom:

   »Csáths noveller udgør en bemærkelsesværdig, foruroligende blanding af sentimentalitet, sadisme og seksuel fortrængning – væmmelige fortællinger, ikke ulig nye amerikanske og britiske fiktioner. Også her er den kollektive drøm i den seneste tid begyndt at bryde sammen under vægten af for megen virkelighed.«

   Den lille bog er illustreret med dekadente arbejder af billedkunstneren Attila Sassy (1880-1967), som Csáth lovpriste i tidsskriftet Nyugat, og til hvem han dedikerede fragmentet »Opium«, der er en ganske kort tekst på fire sider. I Janos Szász’ film er den blandet med passager fra novellen »Kirurgen« og uddrag af dagbøgerne. Csáth kom fra den samme verden som Musil, Kafka og Hasék, men hans bedste tekster ligner en krydsning af Georg Trakl, Bruno Schulz og Georges Bataille i det pornografiske hjørne. I 1983 var det som at se i et troldspejl.

HVORDAN hænger dette nu sammen med filmen? Tja. Det gør ikke automatisk Opium til en god film, men den hænger bedre sammen. Oplevelsen er unægtelig mere interessant, når man forstår, hvad der faktisk foregår her. János Szász, som tidligere har filmatiseret Csáth-fortællingen »Moderdrab« i Witman fiúk (1997, eng. The Witman Boys), forholder sig køligt registrerende til Brenner, der i Ulrich Thomsens skikkelse er en frygtindgydende type.

   Filmen forsømmer ingen lejlighed til at fremhæve den latente eller åbenlyse sadisme i forholdet mellem patienter og læger. Det er selve overgrebets metafysik, snarere end symbolsproget i Gisellas manisk-hysteriske skrift, som udgør et bærende tema.

   Tonen er kold og (anti-)katolsk på analytisk, meget ungarsk facon. Egentlig har ingen af personerne nogen sinde nogen chance for at bryde ud af det dødsdømte univers, men et flygtigt nu lever kærligheden mellem Brenner og Gizella. Da han endelig gør, hvad han gør, er handlingen nænsom og faktisk barmhjertig, skønt den samtidig udgør et definitivt overgreb. Vi skal alle dø under hjulene i denne mekaniske verden.

SÅ trods alt er der tale om pornografi af en slags. Filmen excellerer i penetration. De medicinske remedier ligner torturinstrumenter, og der er hele tiden falliske ting, som trænger ind i forsvarsløsheden, mens blotlagtheden drømmer om at blive åbnet og spiddet. Her vil livet sin egen udslettelse. Derfor de besværgende billeder af nålen, som stikker i doktorens hud; lægen som støder i vidtåbne kvinder; nonner der tvangsfodrer fikserede patienter. Brenners tid på hospitalet begynder og ender med absolut penetration: spyddet som bankes op gennem øjet, ind i patientens hjerne, så denne omsider har fred.

OPIUM ville næppe få premiere i Norden, hvis ikke hovedrollerne blev spillet af en dansker og en nordmand, men hvis man frygter at se Ulrich Thomsen og Kirsti Stubø i et stykke lurvet ungarsk sexploitation, bliver man positivt overrasket.

   János Szász (f. 1958) var og er en betydende kunstner, som i 2013 for alvor gjorde indtryk med sin filmatisering af Ágota Kristófs Le grand cahier (1986, da. Det store stilehæfte). I 2017 fulgte A Hentes, a Kurva és a Félszemü (int. The Butcher, the Whore and the One-Eyed Man), som er en original film noir, igen med Tíbor Máthé som fotograf.  

   Omvendt scorer fortællingen højt på en liste med psykoanalytiske klicheer. Markis de Sade møder One Flew Over the Cuckoo's Nest og David Cronenbergs Dead Ringers. I sagens natur er det ikke en film, man bliver varm eller lykkelig af. Oplevelsen minder om at tage opium. Først drømmer man, så dør man. Dét er alt.

Se også Det store stilehæfte/Le grand cahier (2013) [Krigens børn].

*) I 2012 udkom Dagbog 1912-13 på Forlaget Basilisk i Karsten Sand Iversens oversættelse og med en efterskrift af Lillian Munk Rösing. Bogen indgår i Babel-serien for oversat litteratur.

Opium (Opium: Diary of a Mad Woman/ Opium: Egy elmebeteg nö naplója). Instr.: János Szász. Manus: János Szász, András Szekér. Foto: Tibor Máthé. 113 min. Ungarn-Tyskland 2007. Dansk premiere: 26.09.2008.

Fotos: H2O Film/ EuroArts Entertainment/ CineMaterial/ SF Studios (framegrabs)/ Penguin Books/ Forlaget Basilisk

Filmen streames på FILMSTRIBEN og SF Anytime

Teksten stod i Weekendavisen Kultur 26.09.2008

François Ozon: L'amant double/ Dobbelt begær (2017)

DEN DOBBELTE ELSKER

Psykothriller efter Joyce Carol Oates

Af BO GREEN JENSEN

»Ansigtet er en maske af hud, aldeles blindt, og dog er det, ved hun, et levende ansigt; det »tilhører« en eller anden. Et levende væsen, en person, uden tvivl en kvinde. Min tvilling, måske? tænker Molly.«

   Citatet er hentet i Lives of the Twins (da. Tvillingliv) en litterær thriller fra 1988. Forfatteren kaldte sig Rosamond Smith, men det var en åben hemmelighed, at Smith var identisk med Joyce Carol Oates. Oates ville se, om nye energier blev frigjort, hvis hun skrev under pseudonym. Bogen var ikke en løbsk succes noget sted. I Danmark solgte forlaget Centrum måske 50 eksemplarer.*

   Romanen har været ret nådigt glemt. 30 år efter er der alligevel grund til at grave den frem. Forvandlingskuglen François Ozon, der er næsten lige så produktiv som Oates, har baseret sin 2017-film netop på Tvillingliv. Navne er ændret, og rammen er rykket fra New York til Paris. Ellers er der tale om trofast fortolkning af det kulørte og lurvede forlæg.

TEMAET er tvillinger, enæggede eller »identiske«. Modeltypen Chloë har aldrig fundet et sted, hvor hun føler sig mæt og tilfreds. Hun har famlet og strejfet, mens hun søgte noget, der kunne holde hende fast. Samtidig døjer hun med mavesmerter. Hun er ulykkelig på en adspredt facon.

   Filmen begynder – med et svimlende skud, der får publikum til at smile usikkert – hos gynækologen. Men fysikken er fejlfri, så Chloë konsulterer psykiateren Paul Meyer, som er en ung hædersmand af den gamle freudianske skole. Terapien udarter, og parret flytter sammen.

KØNNET værker stadig, men der falder ro over situationen. Så opdager Chloë, at Paul har en tvilling, der også er psykiater. Han valgte navnet Meyer for at lægge afstand til sin bror, Louis Delord, som er et bête noir i professionel sammenhæng.

   Chloë bliver patient hos Louis. Han latterliggør hendes smerte, men de har hård, forløsende sex. For at sløre sine spor – og fuldende symmetrien i plottet – skaber Chloë selv en dobbelt identitet.

   I bogen bliver Molly til Holly. I filmen kalder Chloë sig Eva, når hun bliver misbrugt. Virkningen er vanedannende. Smerterne aftager. Hjemme går glansen af Paul, som begynder at ligne en tryg tørvetriller.

DET billige plot rummer mange klicheer om kvinders seksualitet. De kommer ikke fra Ozon, men fra Oates. Fotografen Manuel Dacosse holder publikum til ilden med opfindsomme anatomiske vinkler, og Ozon foretager frapperende klip mellem drøm, fantasi og virkelighed.

   Spændingen stiger for så vidt. Først kan man nære en mistanke om, at Paul og Louis i virkeligheden er sider af den samme mand. Senere gælder det livet for Chloë. Hun kan naturligvis ikke se forskel på Paul Meyer og Louis Delord. Begge mænd bliver spillet af Jérémie Renier.

EROTIKKEN er intens på en uengageret, æstetisk facon, der er typisk for Ozon. Det farlige bliver aldrig farligt for alvor. Hans forrige film, Une nouvelle amie (2014), som hang på en lignende søgt dobbelthed – Romain Duris var transseksuel – havde flere af de samme skønhedsfejl.

   Der er langt fra sidste års nænsomme Frantz til de psykologiske chokeffekter i L’amant double. Ozon er en forklædningskunster, men man får et klart svar, hvis man spørger, hvorfor hans film er så forskellige. Historien er ikke vigtig. For Ozon ligger arbejdet og udfordringen i, hvordan han fortæller historien.

   På den måde er det blevet et rummeligt filmværk med høj farce (8 kvinder, Potiche), hudløs ægteskabsskildring (5 x 2, Selv i de bedste hjem), homoerotisk AIDS-elegi (Tid til afsked), moderne magisk fabel (Ricky), to historiske øvelser (Angel og Frantz) og en række empatiske kvindeportrætter (Under sandet, Le refuge, Ung & Smuk). Det sidste er, hvad Ozon gør stærkest og bedst.

   Thrillerambitionen er kun realiseret i Swimming Pool (2003) med Charlotte Rampling og Ludivine Sagnier som diametrale og komplementære modsætninger. Også hér var et metalag med en dobbelthed blandet i. Ozon er uhyre sjældent spontan.

MARINE Vacth var perfekt castet i Ung & Smuk, hvor Ozon brugte sange af Françoise Hardy til at fortælle sin realistiske historie. I Dobbelt begær er hun forklædt som en ung Juliette Binôche. Renier har som regel en venlig udstråling. Derfor er han bedre som Louis end som Paul. Som en nostalgisk talisman medvirker Jacqueline Bisset (f. 1944) i rollen som Madame Schenker, Chloés mor. 

   Der er en anakronistisk udsøgthed over filmens lækre perversitet. Mod slutningen kommer effekterne som lussinger. Som der står i romanen: »Det er et mareridtsbillede, og dog forskrækker det hende ikke, hun føler, snarere, en interesse for det, der næsten er klinisk.«

   Hitchcock og Brian De Palma bliver hyldet. Der er masser af Marnie (1964) og Dressed to Kill (1980, da. Klædt på til mord). Ozon prøver også – forgæves – at matche den for alvor hårde og mærkelige seksualitet i David Cronenbergs Dead Ringers (1988, da. Blodbrødre), hvor Genevieve Bujold var kvinden i midten, og Jeremy Irons havde rollen som den dobbelte elsker.

   Siger Dobbelt begær noget nyt eller vigtigt? Måske, hvis man selv er en enægget tvilling. Men flere og flere får trillinger nu.

Se også François Ozon: 8 femmes (2002) + interview [Moderne mestre]; François Ozon: Swimming Pool (2003); François Ozon: 5 x 2 (2004) + interview [Moderne mestre]; François Ozon: Le temps qui reste/ Time to Leave (2005); François Ozon: Angel (2007); François Ozon: Ricky (2009); François Ozon: Potiche (2010) [Liv og teater]; François Ozon: Dans la maison/ Selv i de bedste hjem (2012); François Ozon: Jeune et jolie/ Ung & Smuk (2013); François Ozon: Une nouvelle amie/ The New Girlfriend (2014); François Ozon: Frantz (2016) + interview [Moderne mestre]; François Ozon: Grâce à Dieu/ Gud være lovet (2018); François Ozon: Été 85/ Summer of 85 (2020); François Ozon: Alt gik godt/ Tout s'est bien passé (2022); François Ozon: Peter von Kant (2022).

*) Joyce Carol Oates (f. 1938) har skrevet otte romaner under pseudonymet Rosamond Smith, senest The Barrens (2001), og tre under navnet Lauren Kelly. Forlaget Centrum udgav de første to, Lives of the Twins og Soul/Mate (1989, da. Kærlighed som dræber), i oversættelser af Else Sandvad og Lisbeth Møller-Madsen. Forfatterskabet er kolossalt og omfatter alene under Oates' eget navn 50 romaner, 11 kortromaner, 44 novellesamlinger, seks ungdomsbøger, fire børnebøger, 9 teaterstykker, 12 digtsamlinger, 24 essay- og artikelsamlinger. Oates har i årtier været på listen over kandidater til Nobelprisen i litteratur. Hun får den næppe nogen sinde. Blonde (2000, da. Blondine), en roman om Marilyn Monroe, var en international bestseller. Henved tyve af titlerne findes på dansk. 

Dobbelt begær (L’amant double). Instr.: François Ozon. Manus: François Ozon og Philippe Piazzo. Foto: Manuel Dacosse. 107 min. Frankrig-Belgien 2017. Dansk premiere: 08.02.2018.

Fotos: Mandarin Films/ Camera Film/ CineMaterial/ FilmStillsDB

Filmen streames på Apple TV, Blockbuster, FILMSTRIBEN, Grand Hjemmebio, SF Anytime, YouTube Fillm

2K Blu-ray fra Artificial Eye | CURZON (UK) 06.08.2018

Anmeldelsen trykt i Weekendavisen Kultur 09.02.2018

Manele Labidi: Un divan à Tunis/Mit tunesiske eventyr (2019)

FORSIGTIG FEMINISME
Freud får en higende datter i Tunis

Af BO GREEN JENSEN

PSYKOANALYTIKEREN Selma Derwich kommer »hjem« til Tunesien, som familien forlod til fordel for Frankrig, da hun var ti. Nu er hun 35 og har en ambition om at praktisere i Tunis. Øverst i det beskedne flyttelæs ligger en bearbejdet kopi af Max Haberstadts ikoniske foto af Sigmund Freud. Han bærer her en højrød fez, som gør nytte på filmens plakat. Det samme gælder iranske Golshifteh Farahani, der spiller den altdominerende rolle som Selma.

   Manele Labidi Labbés debutspillefilm lægger således tema og aktiver frem i første scene. Selma er en moderne kvinde i et gammeldags land, der ganske vist blev befriet for diktatoren Ben Ali og demokratiseret efter Jasminrevolutionen i 2011, men som til overflod stadig er præget af patriarkalske og fundamentalistiske muslimske værdier og adfærdsmønstre.

   Alle siger til Selma, at den praksis, som hun åbner på taget af sin onkels hus, vil mislykkes. Og selvsagt står hele kvarteret i kø inden længe: salonindehaversken med moderkomplekser; imamen med en dyb depression; bageren, som er transseksuel. Da det kommer til stykket, har alle brug for at tale om, hvem de egentlig er.

MIT tunesiske eventyr – som rettelig burde hedde En divan i Tunis – er en meget elementær blanding af feministisk frigørelsesfortælling og social komedie om kultursammenstød. Politiet mistænker Selma for prostitution; portrættet af Freud bliver set som et tegn på, at hun er zionistisk agent. Selmas største udfordring er at forklare, hvad psykoterapi går ud på. Den praktiske forhindring er tilladelsen til at praktisere. Det er forsøget på at få den – og navigere i et bureaukratisk system – som skubber den venlige handling afsted.

   Selma får tidligt i filmen en relation til den eneste intelligente politibetjent. De bliver opmærksomme på hinanden, da han foretager en interimistisk spiritusprøve. Det er ham, der vil se et officielt papir, men det er også ham, der beskytter Selma mod inkompetente kolleger. Hun ved, at han er den romantiske mulighed, som hun vægrer sig ved at gribe. Slutningen giver et godt svar på, hvordan det kunne gå.

KREDSEN af klienter er et galleri af tunesiske typer. Mere interessant er den tvivl og de nuancer, som onklen, tanten og niecen lægger frem, efterhånden som det bliver deres tur. Selmas egen baggrund har med hendes mors sygdom at gøre, men der er heldigvis ingen bastant eksponering. Hun besøger sin fars onkel, da hun skal bruge en professionel anbefaling. Den demente mand klamrer sig til et foto af den detroniserede Ben Ali.

   Frigørelsesgraden er som i iranske, ægyptiske og libanesiske film fra for ti og tyve år siden. Moufida Tlatli, der blev kulturminister efter Ben Alis fald, lavede film som Fortielsernes palads (1995) og Når mændene kommer hjem på ferie (2001), hvor feminismen og æstetikken var mere moden og længere fremme. Men Manele Labidi har måske bedre blik for, hvordan tingene er lige nu.

   I filmens bedste scene kommer Freud sin discipel til undsætning. Det sker et sted mellem drøm og virkelighed, hvor filmen sjældent lader tingene dvæle. Og man vågner nede i salen, for lige dét har man ikke set komme.

DER ville ikke være megen film uden Golshifteh Farahani. Den iranske stjerne har optrådt i film som Asghar Farhadis Om Elly (2009), Hiner Saleems My Sweet Pepper Land (2013), Mia Hansen-Løves Eden (2014) og Jim Jarmuchs Paterson (2016) på få år. Men hun har også spillet små roller i store film af Ridley Scott og fungeret som blikfang i Pirates of the Caribbean.

   Det er synd, at den valgte genre her er fransk arthouse light. Der er stof til mere og også talent. Manale Labadi har solide pointer, og Farahani har en evne til at brænde igennem. I My Sweet Pepper Land spillede hun på jerntromme i et par scener, og det er grunden til, at alle husker den kurdiske film. I Paterson havde hun drive og ideer. Her er der ikke helt luft til at flyve.

Mit tunesiske eventyr (Un Divan à Tunis). Instr.: Manele Labidi. Manus: Maud Ameline og Manale Labidi. Foto: Laurent Brunet. 88 min. Frankrig-Tunesien 2019. Dansk premiere: 25.06.2020

Fotos: Kazak Productions/ Another World Entertainment/ CineMaterial/ MovieStillsDB

Filmen streames på Blockbuster, FILMSTRIBEN, Google Play, GRAND HJEMMEBIO, iTunes, SF Anytime, Viaplay Rent & Buy, YouTube Movies

Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 26.06.2020 

David Cronenberg: A Dangerous Method (2011)

EN HEMMELIG SYMMETRI

Psykoanalysens skabelsesberetning

Af BO GREEN JENSEN

ALLE ved, hvem Sigmund Freud (1856-1939) og Carl Gustav Jung (1875-1961) var. Færre husker – eller har overhovedet hørt om – børnepsykologen Sabina Spielrein (1885-1942). Hun blev længe set som en privilegeret biperson i psykoanalysens formative år.

   Spielrein var Jungs patient, mens han endnu betragtede Freud som et forbillede, og hun førte en omfattende korrespondance med Freud, som hun også lærte at kende personligt. I 1911 blev hun som den første kvinde optaget i Wiens psykoanalytiske forening.

   Spielrein var i behandling hos Jung fra august 1904 til juni 1905. Da hun fik det bedre, blev hun først hans forskningsassistent, siden hans kollega. Jung rådgav Spielrein under arbejdet med »Über den psychologischen Inhalt eines Falles von Schizophrenie« (1911) og sørgede for, at artiklen blev publiceret i Jahrbuch für psychoanalytische und psychopatologische Forschungen. Året efter stod afhandlingen Die Destruktion als Ursach des Werdens samme sted. Her brugte Spielrein Freuds tanker om libidoets iboende dødsdrift og foregreb Jungs ideer om forvandlingens kraft. Af samme grund har man set hende som en slags brobygger.

JUNG brød med Spielrein i 1911. Flere faghistorikere forudsatte en seksuel forbindelse mellem de to, andre slog muligheden hen som sensationalisme. Man fik endelig vished i 1977, da brevvekslingen mellem Jung, Freud og Spielrein blev tilgængelig. Der er skrevet adskillige bøger om sagen. En af dem er italieneren Aldo Carotenutos Diario di una segreta simmetria: Sabina Spielrein tra Jung e Freud (1980), som samler Spielreins breve og dagbøger. Altså en hemmelig symmetri.

   Jung behandlede Spielrein med samtaleterapi i en variation af Freuds ideer. Freud brugte den berømte divan, som stod i konsultationen på Berggasse 19 i Wien. Jung sad på en stol med ryggen til analysanden. Spielrein kom til Bürgholzli, Zürichs psykiatriske universitetsklinik, som et hysterisk tilfælde, bogstaveligt forkrøblet af berøringsangst, skyldbevidst drift og fortrængning. Hun betroede Jung, at hun som barn følte lyst, når hendes far slog hende med et bælte. Hun fantaserede endnu om lystfølelsen. Jung hjalp hende med at udleve scenariet.

   

LÆGEN var gift, satte pris på sin status, fik stadig flere børn og havde mange ambitioner. Da affæren blev besværlig, gik han fra Spielrein. Samtidig lagde han distance til Freuds teorier, som ikke ville anerkende den metafysiske dimension – i dag kunne man sige åndeligheden – der i stigende grad blev Jungs domæne. Freud havde set en mulig poster boy for bevægelsen i den yngre, velaflagte og frem for alt ikke-jødiske kollega. Efter Spielrein-affæren kom der kold luft mellem mændene.

   Spielrein giftede sig med en russisk læge, Pavel Scheftel. De fik to døtre, Renate (f. 1912) og Eva (f. 1924), og Spielrein etablerede i Moskva en institution, Den Hvide Skole, som hun drev efter progressive principper. Staten lukkede skolen efter tre år. I 1936 flyttede familien til Rostov. Pavel døde under Stalins politiske udrensninger. Spielrein og hendes døtre blev skudt af SS i august 1942.

   Kongen af ego og id gik i britisk eksil. Da det kom til stykket, gjorde Jung kun lidt for at hjælpe sine jødiske fæller. Sabina Spielrein er ikke nævnt med et ord i Erinnerungen, Träume, Gedanken (1961-63, da. Erindringer, drømme, tanker). Til gengæld skriver han udførligt om animus og anima, individuation og synkronicitet.

DETTE mørke og strålende stof løber sammen i A Dangerous Method, David Cronenbergs spillefilm nr. 19, der bruger tre af tidens stjerner til levendegøre den gyldne trekant. Viggo Mortensen er en skrøbelig, skønt også imødekommende Freud. Michael Fassbender forlener den vitale Jung med en blanding af overbevisning og opportunisme. Keira Knightley forsøger at udtrykke Spielreins rejse fra neurotisk fortrængning til selvbevidst realisering gennem en fysisk pantomime, der alt i alt må være det tætteste, filmen kommer på special effects.

   Christopher Hampton har baseret filmens manuskript på sit eget skuespil, The Talking Cure (2003), der igen krediterer John Kerrs fremstilling i biografien A Most Dangerous Method: The Story of Jung, Freud, and Sabina Spielrein (1993). Skønt Cronenbergs film gør adskilligt for at vise karaktererne i det fri, er der klare spor efter sceneversionen. Så godt som alle scener består af en koncentreret dialog mellem to af de tre karakterer. Dybest set er der tale om et filmet kammerspil.

    I periferien fungerer Jungs hustru Emma (Sarah Gadon) og Freud-eleven Otto Gross (Vincent Cassel) som en blanding af øjenvidner og kor. Emma føder stadig flere børn, som Jung overser med et blændende smil. Nihilisten Gross er en djævelens advokat i det hele. »Så vidt jeg kan se, er der ikke noget problem,« siger han til Jung, der fortæller om Spielrein. »Du slår hende, til hun er døden nær, og dusker hende godt igennem.« Selv forgriber han sig på flere af Bürgholzlis sygeplejersker, før han forsvinder over muren, ind i tågen, for at tage sit liv eller drikke det væk.

FORSKELLIGT pligtstof formidles med takt. Man forstår, at psykoanalysen som sag og bevægelse er i sin vorden, at Freud har brug for allierede kræfter, der kan meritere hans kontroversielle praksis, og at Jung som en hovedrig, kristen discipel må ligne den fuldkomne kronprins. Jung er en sjuft i forhold til Sabina, men hans kritik af Freuds metode er reel, og i kærlighedsscenerne bliver han i så høj grad en levende elsker, at han ender med at frygte for sin forstand. Han vender hjem til sin hustru som til en mor. Spielrein sidder alene tilbage med begæret, der brænder i skridtet.

   Man kunne tro, at Cronenberg ville gøre ekstreme ting med det hysteriske stof, måske skabe en kold psykogyser i stilen fra Dead Ringers (1988), Naked Lunch (1991), Crash (1996) eller eXistenZ (1999). Imidlertid vælger han en tør, præcis form, som lader teksten og spillerne bære indholdet. Da Jung beskriver en apokalyptisk drøm, som må være et forvarsel om verdenskrigen, ser man ingen letkøbt billedmontage med wagnersk musik blandet i. Virkeliggørelsen af de seksuelle fantasier er reduceret til en enkelt spankingscene, hvor Jung og Spielrein bruger læderremmen sammen. Til gengæld har dén erotisk værdi.

   

AFFÆREN får følger for alle, skønt skandalen bliver i inderkredsen. Jung taber status i Freuds øjne og gør ham mindre attraktiv som støtte. Også Jung har en følelse af at falde igennem, men han bruger den til at gøre sig fri af faderfiguren. Jung har fra første færd fundet, at Freud på én gang gik for langt i sin fokusering på det seksuelle og ikke langt nok i kortlægningen af underbevidsthedens mørke kontinenter. For Jung bliver myten herefter det hele. For Freud er den en kode på linje med drømme. Det hele begynder og ender i kønnet. Ved århundredskiftet er de som far og søn. Efter Sabina bliver der kold luft mellem parterne.

FREUD er ofte skildret på film, men her bliver Jung den centrale figur. Michael Fassbender fremstiller ham som en karismatisk, naiv og dog ekstremt beregnende karakter, som ikke desto har ilden. Freud har set ham som en nyttig idiot og erkender sin fejl. Der er fine anekdotiske detaljer. Jung har appetit på alt, og nu og da bliver hans sult til ren grådighed. De to mænd mødes første gang, da Jung tager fra Zürich til Wien og besøger Freud i Berggasse 19. Familien ser til, mens Jung dynger kød op på sin tallerken. Senere, da venskabsvarmen er aftagende, sejler mændene sammen til USA. Jung ser ingen skævhed i, at han sejler på første klasse, mens mesteren er henvist til en køjeplads på anden klasse.

   Tilskuere med en lang erindring vil måske huske The Soul Keeper (2004), som italieneren Roberto Faenza instruerede med Iain Glen som Jung over for Emilia Fox som Sabina. Her var fokus på Spielreins senere virke og den russiske del af historien, mens forholdet til Jung blev formidlet i flashbacks. Freuds navn blev nævnt, men var ikke på rollelisten. Samme år kunne man se Elisabeth Martòns dokumentarfilm, Jeg hed Sabina Spielrein, i danske biografer. Emnet er igen aktuelt.

   

DER er endelig en elegisk kvalitet i filmens tilbageskuende væsen. Psykoanalysen blev grundlagt ved indgangen til det 20. århundrede. I Freuds såvel som i Jungs udlægning blev den en af de store forståelsesmodeller i et forrevent århundrede, hvor kun økonomien og biologien for alvor kunne konkurrere. Sagen »sejrede ad helvede til«, som LO-formanden Thomas Nielsen sagde i anden forbindelse.

   Ved indgangen til det 21. århundrede er sagen ved at miste betydning. Nu er tiden til selvhjælp, coaching og positivisme. Freud »må tillægges æren for i god tro at have skabt en åndelig bevægelse med enorm indflydelse på vores måde at forstå os selv på,« skriver Steen Kristensen i  Freud har sagt (2006), der fortæller en anden af psykoanalysens kvindehistorier, dén om Marie Bonaparte. »I den forbindelse er det betydningsløst, at psykoanalysen som bevægelse er ved at uddø, og at den som terapi har vist sig mindre effektiv end nyere behandlingsmåder.«

KRISTENSEN tilføjer: »Det forklejner jo ikke opfinderen af dampmaskinen, at vi i dag har elmotorer og atomkraft.« Cronenbergs film får dette aspekt med. Disse brave mænd med deres borgerlige problemer er pionerer og opdagelsesrejsende, banebrydere i deres egen opfattelse. Jung og Freud er Stanley og Livingstone, Spielrein en misbrugt Kleopatra ved Nilens varme kilder i det fælles ubevidste. Jung og Spielrein erobrer sammen et nyt kontinent, da han giver efter for hendes ønske om at udleve den masochistiske længsel. I dag kunne det hele ordnes mod honorar i Åndens Tempel på Blegdamsvej.

   Det er fremdeles synd og skam, at D.M. Thomas’ roman The White Hotel (1981, da. Det hvide hotel), en af de allerbedste fiktioner om Freud, ikke blev filmatiseret, skønt både Bernardo Bertolucci, Emir Kusturica og Terrence Malick forsøgte at finde finansiering. Til gengæld kan man glæde sig over Cronenbergs lærestykke, der er skabt med takt, præcision og distance såvel som med lidenskab af en slags.

Med A Dangerous Method afrundes Cronenberg/Mortensen-trilogien. De andre film er A History of Violence (2005) og Eastern Promises (2007).

A Dangerous Method. Instr.: David Cronenberg. Manus: Christopher Hampton. Foto: Peter Suschitzky. 99 min. UK-Tyskland-Schweiz-Canada 2011. Dansk premiere: 21.06.2012

Fotos: Recorded Picture Company/  Millbrook Pictures/ Elbe Film/ Talking Cure Productions/ HanWay Films/ Sony Pictures Classics/ Scanbox Entertainment/ Wikimedia Commons (Sabina Spielrein Plaque + Sigmund Freud Museum, Berggasse 19] 

Filmen streames på FILMSTRIBEN, Pluto TV, YouTube Film

2K Blu-ray fra Sony Pictures 27.03.2012

2K Blu-ray fra Scanbox Entertainment (Nordic Edition) 03.03.2025 

Anmeldelsen trykt ii Weekendavisen Kultur 22.06.2012