Liv og teater: Les Misérables 1980-2023 | Musicals

TIGERNE KOMMER OM NATTEN

En stiv musical bliver til levende film

Af BO GREEN JENSEN

DE fleste mennesker har på et tidspunkt set Les Misérables, uanset om de ville eller ej. Den venerable tragédie musicale begyndte sit liv i 1980, da komponisten Claude-Michel Schönberg (f. 1944) og tekstforfatteren Alain Boublil (f. 1941) – Frankrigs svar på Webber og Rice, som havde haft lokal succes med rockmusicalen La Revolution Française (1973) – søgte risikovillige kræfter og sendte et fransksproget dobbeltalbum i luften. Den første opsætning havde urpremiere i Palais des Sports (nu Dôme de Paris) den 24. september 1980.*  

   Produceren Cameron Macintosh så en ny Evita (1976) eller The Phantom of the Opera (1986) i projektet. Med engelske tekster af Herbert Kretzmer fik Les Misérables premiere på Barbican Theatre den 8. oktober 1985. Trevor Nunns stadig stilskabende opsætning med Colm Wilkinson som Jean Valjean flyttede samme år til Palace Theatre i West End. Siden fulgte Broadway og resten af verden. The Complete Symphonic Recordings (1989) er udsendt igen og igen, for hver gang med lidt mere selvfølelse.**

JEG har set 7-8 opsætninger af Les Misérables gennem de 40 år, som er gået. Første gang var i Chicago i 1989, hvor en turnéudgave fra Broadway slog gnister. Næstsidste gang var på Det Ny Teater i 2010, hvor metaltrætheden var mærkbar. Den søvnigste opførelse så jeg i London i bombesommeren 2005. Orkestret så på uret og skyndte sig hjem. Victor Hugos passionerede 1863-manifest var da endt som en museal operette. Kun Thénardier-parrets skamløshed gjorde indtryk.

   Tom Hoopers filmatisering er et vovestykke med sikkerhedsnet. Det globale forsalg er sikret, for man vil gerne føle magien igen, men det kan alt i alt ikke undre, hvis fanbasen køber billetter med skepsis. Les Misérables er nu arvesølv, en kulturbærende institution, som forpligter. Det er meget længe siden, at de høflige sange kunne overraske. Man tror vel, at man skal se en indramning, et filmet aftryk af sceneudgaven, som kan stå på reolen sammen med musikken og romanen, når man har været i biografen.

FILMUDGAVEN kan kun overraske, og det gør den heldigvis med élan. Hooper vil ikke reproducere teatret, men skabe ny visuel kongruens. Især går han tæt på det nøgne ansigt og lader spillerne synge på stedet. Kasper Holten gjorde det samme i Juan (2010), en dynamisk moderne filmatisering af Mozarts Don Giovanni (1787) – som på sin side måtte forholde både til Joseph Loseys 1979-film og Milos Formans Amadeus (1984) – men hans cast havde trænede stemmer, som var vant til at virke i flugt.

   Hoopers hold består af stjerner, som ikke nødvendigvis synger godt. Hugh Jackman (Valjean) bliver skinger i det høje register, og hverken Russell Crowe (Javert), Anne Hathaway (Fantine), Amanda Seyfried (Cosette), Eddie Redmayne (Marius) eller Helena Bonham Carter og Sacha Baron Cohen (Thénardier-parret) har skolede stemmer. De hiver efter vejret og ligner, hvad de er: Mennesker, som anstrenger sig.

   Overraskelsen er, at tricket fungerer. Det nye soundtrack er næppe en indspilning, man vil høre igen og igen, men Hooper har fuldkommen fjernet det præg af støvet funkis og Biedermeier-nips, som forestillingen fik hen ad vejen. Man hører en særlig grundtone, den moderne musicals patenterede lyd, i samtlige sceneudgaver af Les Misérables. De spindelvæv er blæst helt væk i filmen, som satser på ny sårbarhed.

ISÆR den første time er effektivt afviklet. Valjean og Javert introduceres i en sekvens, hvor straffefangerne bjærger et kuldsejlet skib, og Hooper lader synsvinklen veksle mellem panoramisk total og ansigter i nær. Anne Hathaway modtog en Oscar for sin indsats i rollen som Fantine. Da hun synger »I Dreamed a Dream«, bliver Les Misérables noget mere end stiliseret teater. Som alle gode musicals får den sangen til at leve som et sprog, der taler sandt bag tingenes overflade.

   Det er interessant at følge, hvordan teksterne har udviklet sig. De bedste steder var ikke på plads i den franske førsteudgave. »But the tigers come at night/ With their voices soft as thunder,« synger Fantine. Kretzmer indføjede disse linjer, ligesom han gjorde »Do You Hear the People Sing?« til en magtfuld finale og løftede slutstroferne til et fyndord: »To love another person is to the face of God«.

   Hos Boublil står der bare: »Qui aime sa femme/ sans le savoir, aime dieu.« »At holde af en anden er at træde frem for Gud,« var Niels Brunses respektable bud i den solide danske libretto fra 1992.***

   Det er næstekærligheden, medlidenheden og samfølelsen, der bærer den brændende indignation i Hugos romantiske traktat:

   »Så længe århundredets tre problemer ikke er løste: mandens nedværdigelse ved proletariatet, kvindens fornedrelse som følge af sult og børnenes hentæring som følge af det mørke, de lever i; så længe den sociale kvælningsproces, der foregår på sine steder, er mulig; med andre ord og fra et endnu videre synspunkt, så længe der på jorden findes uvidenhed og elendighed, må bøger som denne gøre nytte.«****

FØLELSEN lever i alle de variationer, med eller uden frapperende sange, som Hugos legende har inspireret, fra de klassiske versioner af Albert Capellani (1911), Henri Fescourt (1925) og Raymond Bernard (1934) til Claude Lelouchs frie modernisering (1995) og Bille Augusts undervurderede filmatisering (1998), hvor værdikampen mellem Valjean og Javert i endnu højere grad er hovedmotivet. Musicalen siger det koncist: »There is nothing on earth that we share/ It is either Valjean or Javert.«

   Colm Wilkinson – den første Valjean – har den lille, men vigtige rolle som biskop Myriel, der giver Valjean en ny chance og får ham til søge det gode i livet. Wilkinson er en slags talisman – han var for Jean Valjean på scenen, hvad Sean Connery var på film for James Bond-rollen. Samantha Barks spillede Eponine i 2010-produktionen i London, da Cameron Mackintosh gav hende rollen i filmen. Der er mange flere ansigter og reminiscenser fra sceneudgaven.

FOR det første var det vigtigt at have stemmer, der kunne synge rent og danse på stedet. Tom Hooper siger, at han altid har haft det svært med traditionelle filmmusicals, hvor stemmerne er optaget i et studie. På Les Misérables-settet kunne hver enkelt skuespiller høre produktionens pianist, mens de agerede. De kunne eksperimentere med betoning og fortolkning, mens Danny Cohen eller Hooper selv cirklede rundt om dem med et steadicam. Efterfølgende blev det symfoniske score lagt på i studiet. Det var musikken, som måtte tilpasse sig. Det plejer at være omvendt.

   Det var derfor vigtigt at have et cast, som kunne forestillingen forfra og bagfra. For fans er det en added bonus, at hver lille rolle i baggrunden spilles af teaterfolk, som på et tidspunkt har stået forrest med en af de store. Det gælder ned til hver galejslave, hver arbejderske på fabrikken, hver prostitueret ved havnen; hver soldat og hver student; hver af værtshusgæsterne hos Thénardier. 

   For produktionsdesignerne Eve Stewart og Anna Lynch-Robinson (som begge var Oscar-nomineret for filmen) var det mest tilfredsstillende at visualisere de situationer, som teaterforestillingen lader foregå off stage. Det spektakulære begravelsesoptog er filmet foran Greenwich Naval College, som gør det ud for Place de la Bastille. Blandt sætstykkerne er en elefantfigur i fuld størrelse.

   Kejser Bonaparte forsømte ingen lejlighed til at sætte monumenter. Man kunne ikke fylde byen med triumfbuer, så efter det egyptiske felttog var en elefantskulptur i bronze planlagt. Siden kom marmor på tale. En attrap af gips blev opført, så mulige sponsorer kunne danne sig et indtryk af effekten. Det lykkedes aldrig at finde finansiering, og figuren gik i forfald. Resterne blev fjernet i 1846, men i barrikadernes tid fungerede Napoleons elefant som et læsted for hjemløse. Her kunne gadebørn som Gavroche overnatte. I hvert fald er scenen endnu et bidrag til filmkunstens samling af elefanter.

     

HVIS man tror, man kender Les Misérables for godt til at sidde gennem det hele igen, eller hvis man tilhører typen, der hader musicals af princip, bør man lægge fordommen fra sig og se denne film. William Nicholson (Shadowlands, Gladiator) har klarlagt handlingsgangen i et eksemplarisk manuskript. Billedsiden er ren som i stumfilmens dage, hvor højt melodrama havde samme valør. De enkle musikalske arrangementer gør den gamle forestilling til en nøgen, ny og medrivende oplevelse.*****

I 2023 så jeg Les Misérables på scenen igen. Det var på Sondheim Theatre (som før i tiden hed Queen's Theatre) i London, hvor Les Miz har haft hovedkvarter siden 2004. Der har været to afbrydelser. Under ombygningen i 2019 blev forestillingen forvandlet til en staged concert i Guilgud Theatre, og under COVID-19-pandemien måtte alting sættes på pause.

   Nedlukningen varede i halvandet år, fra 16. marts 2020 til 25. september 2021. Det er nu Josh Piterman og Stewart Clarke, der synger partierne som Valjean og Javert. Barikaden er stadig det ikoniske sætstykke, men sceneapparatet er gjort enklere og lettere, faktisk meget i ånden fra Tom Hoopers film.

   Der var absolut ingen træthed at spore. Måske skyldes det den destabiliserede tidsånd, måske at castet er nyt og stadig har noget at risikere. Scenetæppet er dekoreret med Victor Hugos egne uvejrsakvareller fra Guernsey. Det er blevet kutyme at klappe efter de store numre. Alle musicals har nu dette koncertpræg. Da Piterman var færdig med at synge »Bring Him Home«, blev der råbt »Bravo!« fra bagerste række i the stalls.

   Min datter på 11 var grebet mod forventning og satte stor pris på Gavroches »Little People«. Vi sad på anden række i salen, som er kort og stejl, så scenen spiller til et publikum, der er fordelt på fem etager. Black Box-scenografien har altid egnet sig til cisterner og konverterede fabriksrum. Det er en scene, der kan sættes hvor som helst i historien fra 1848 til nu. Teksten står stærkest i usikre tider. Så i oktober 2023 virkede Les Misérables fuldkommen frisk.

   

TEATERFORESTILLINGEN er oversat til 22 sprog, opført i 53 lande og set af 120 millioner tilskuere. Filmen gjorde det hæderligt. Budgettet var på $61 millioner. Der er til dato solgt billetter for $442.299.309. Les Misérables var Oscar-nomineret i 8 kategorier. I tilgift til Anne Hathaways pris (for Best Performance by an Actress in a Supporting Role) blev filmen præmieret for Make-Up og Sound Mixing. Også den nye sang, »Suddenly«, som Schönberg, Boublil og Kretzmer skrev til lejligheden, og Hugh Jackman var nomineret. 2013 var året, hvor Argo, Lincoln, Silver Linings Playbook og Django Unchained stjal opmærksomheden. 

Se også Klassiske karakterer: A Star is Born 1937-2018 | Musicals; Landet bag regnen: L. Frank Baum og The Wizard of Oz (1900/1939); Billy Wilder: Sunset Boulevard (1950) [Noir 100]; Bob Fosse: Cabaret (1972) | Musicals; Lars von Trier: Dancer in the Dark (2000) | Musicals; Baz Luhrmann: Moulin Rouge! (2001) | Musicals; François Ozon: 8 femmes (2002) + interview [Moderne mestre]; Carmen på kliksprog: U-Carmen (2005) [Berlinale Golden Bear 2005]; Bill Condon: Dreamgirls (2006) | Musicals; The Beatles | Julie Taymor: Across the Universe (2007); ABBA | The Movie (1977) | Mamma Mia! (2008) | Voyage (2021); Fellini på Broadway: Nine (2009) | Musicals; Kenneth Branagh: The Magic Flute/ Tryllefløjten (2006); Damien Chazelle: La La Land (2016) | Musicals; Have Yourself A Merry White Christmas [Xmas Special 2019]; Bogen og filmen: Cats (1939/1981/2019) | Musicals; Sparks | Leos Carax: Annette (2021) | Musicals; To versioner: West Side Story (1961/2021) [Oscars 2022].

Se også Klassiske karakterer: Cyrano de Bergerac | Liv og teater; Klassiske karakterer: Anna Karenina; Klassiske karakterer: Pinocchios eventyr 1881-2021; Tamburlaine skal dø: Christopher Marlowe 1564-1593; John Madden/ Tom Stoppard: Shakespeare in Love (1998); Mike Leigh: Topsy-Turvy (1999) [Evig latter]; Jean-Baptiste Poquelin Molière 1622-1673 | Liv og teater. 

NOTER

*) La Révolution Française 1789-1794 er en ekspansiv forestilling, der kan ses som en skitse til Les Misérables på samme måde, som Joseph and the Amazing Technicolor Dreamcoat (1968) kan ses som en skitse til Jesus Christ Superstar (1970). Jeg har altid holdt særligt af skæringen »Á Versailles 14 juillet 1789«. Claude-Michel Schönberg synger selv partiet som Louis XVI. Robespierre er fremført af Alain Bashung. Dobbeltalbummet optrykkes jævnligt, både på cd, BD og vinyl. 

**) First Night Records genudgav Les Misérables: The Original French Concept Album i 1989. Alt i alt er den bedste studieindspilning stadig den første Original London Cast Recording, som Relativity Records udgav i 1985. The Complete Symphonic Recordings (1989) blander stemmer fra de britiske, australske, japanske og amerikanske (Broadway + Los Angeles) produktioner. Det er Gary Morris fra Broadway-udgaven, som synger Valjean. Bokssættets tredje disc var en cd-rom med interviews og videoclip. For sin tid var det virkelig state-of-the-arts. Musicalens levetid overlapper næsten 1:1 med cd-mediets store år. Det er først i 2020'erne, at Les Misérables har fået et liv på vinyl. Alle versioner kan streames. 

Den første 10 års fødselsdag blev fejret med en gallakoncert i Royal Albert Hall, hvor David Charles Abell dirigerede The Royal Philharmonic Orchestra, og Colm Wilkinson sang for som Jean Valjean i et kompagni på 250 spillere. »The Dream Cast« var sat sammen af optrædende fra flere britiske og amerikanske opsætninger. Til slut kom alle de internationale udgaver af Jean Valjean på scenen. Fra DK medvirkede Kurt Ravn. Næste store standardudgave var den grundigt dokumenterede 25 års jubilæumsudgave, som blev opført på O2 i London i 2010. Igen med forenede transatlantiske kræfter og en kavalkade af optrædende fra alle nationer og år. Samtidig udkom i USA Les Misérables Live! the 25th Anniversary Production – The 2010 Broadway Cast. Seneste stort dokumenterede version er Les Miserables: The Staged Concert (The Sensational 2020 Live Recording) [Live From The Gielgud Theatre. London].

***)  Den danske opsætning af Les Misérables havde premiere på Østre Gasværk i 1992. Albummet med de 16 største sange blev indspillet i DRs studier oktober/november 1992. Svend Skipper dirigerer Radiounderholdningsorkestret. Kurt Ravn og Claus Kofod synger Valjean og Javert; Anne-Marie Max Hansen er Fantine, Birgitte Raaberg Eponine, Louise Fribo den voksne Cosette. Den kyniske comic relief i Thénardier-parrets »Master of the House« (»Herre i sit hus«) bliver leveret af Maria Stenz og Per Pallesen. Det var før Stig Rossen kom hjem fra London og overtog signaturrollen som Valjean. BMG/RCA udgav albummet i samarbejde med Danmarks Radio. Niels Brunse har gendigtet sangene, så de fungerer og bevarer sjælen i værket. Han gjorde siden det samme for alle William Shakespeares skuespil. 

****) De Elendige er citeret efter Fr. Winkel Horns gamle oversættelse, som Lademann udgav i i tre bind i serien Store fortællere i 1974. Knud Togeby har redigeret og kommenteret, Louis Moes illustrationer er fra førsteudgaven. Skønt Horns version fylder 900 sider, mangler mere end halvdelen af Victor Hugos originaltekst. Hans Peter Lund færdiggjorde i 2014 den første uforkortede oversættelse, som udkom på forlaget Vandkunsten.

*****) Det er i sidste ende sangteksterne, der forløser det romantiske stof i den store musical og sikrer forbindelsen til Hugo. Cameron Macintosh gav i første omgang oversætteropgaven til James Fenton, men kontaktede Herbert Kretzmer (1925-2020), da han savnede glød og drama hos Fenton. Kretzmer var muligvis en mindre forfatter, men han forstod at overføre sjælen i en sangtekst. Blandt andet skrev Kretzmer de engelske tekster til Charles Aznavours franske ballader. »Hier encore j'avais vingt ans«, som Patrick Bruel skrev den franske tekst til, blev på den måde til »Yesterday When I Was Young«: »Yesterday when I was young/ The taste of life was sweet as rain upon my tongue«. Præcis den samme følelse lever i Jean Valjeans sang om at bringe Marius sikkert hjem til Cosette: »The Summers die/ One by one/ How soon they fly/ On and on/ And I am old/ And will be gone...« 

Les Misérables. Instr.: Tom Hooper. Manus: William Nicholson, Alain Boublil, Claude-Michel Schönberg , Herbert Kretzmer. Foto: Danny Cohen. 158 min. UK-USA 2012. Dansk premiere: 21.03.2013.

Fotos: Universal Pictures/ Working Title Films/ Cameron Macintosh Ltd./ Relativity Media/ UIP/ CineMaterial/ MoviestillsDB  

Filmen streames (juni 2025) på Amazon Store, Apple TV, Blockbuster, Rakuten TV, SF Anytime, SkyShowtime, TV2 PLAY | SkyShowtime, Viaplay Lej & Køb, YouTube Film

4K UHD + 2K Blu-ray (regionsfri) fra Universal Studios 18.07.2023

Første del af teksten stod [med rubrikken 'Det nøgne ansigt'] i Weekendavisen Kultur 22.03.2013. Resten er skrevet til i december 2023 og januar 2024.

Heroiske fragmenter: Ernesto Ché Guevara 1928-1967

HEROISKE FRAGMENTER
Ernesto »Ché« Guevara 1928-1967

Af BO GREEN JENSEN

1. Vejen til Ché: The Motorcycle Diaries (2004)

I DECEMBER 1951 besluttede to argentinske studerende at tage ud på de åbne veje og opleve kontinentet i cinemascope. Den yngste, Ernesto Guevara på 23 år, læste medicin. Den ældste, Alberto Granado på 29, var biokemiker. De havde en stående invitation fra kolonien for spedalske i San Pablo i Peru. Det var én station på den fantastiske rejse, der om alt gik vel ville føre dem fra Buenos Aires til Caracas i Venezuala, en tur på i alt 12.425 kilometer.

   Albertos skrantende motorcykel, en Norton 500 med kælenavnet »La Podorosa«, dvs. Den Mægtige, gav ganske vist op i det sydlige Chile, men Ernesto og Alberto, »Fuser« og »Tyksak«, fortsatte nordpå gennem Chile, Peru og Colombia. De gik, sejlede, tomlede. De sov og spiste, hvor de kunne, og løj sig til en lukrativ berømmelse som højt estimerede eventyrere.*

DET var en rejse, man foretager én gang i livet, før man får ansvar, børn og fast arbejde. Ernesto førte som altid dagbog. Siden udgav han sine optegnelser under titlen Notas de Viaje, dvs. »Rejsenotater«. I senere udgaver – den nyeste er fra 2003 og har forord af datteren Aleida Guevara March – hedder teksten altid Diarios de Motocicleta eller The Motorcycle Diaries – Notes on a Latin American Journey. I Danmark læser vi Rejse gennem sydamerika.

   Optegnelserne fra den store rejse ville være interessante under alle omstændigheder. Når de har fået nær-testamentelig status, skyldes det dog snarere vor bagklogskab. Læseren ved, at den unge mand – en idealistisk astmatiker med vidtåbne øjne og et spirende revolutionært sindelag – otte år senere indtog Havana sammen med Fidel Castro. Han havde da valgt side én gang for alle og taget navnet Ché Guevara.

   Femten år efter rejsen med Alberto, i oktober 1967, blev han henrettet af det bolivianske sikkerhedspoliti. Det skete med venlig bistand fra CIA og det østtyske Stasi. Som rejsende i revolution var den professionelle partisan for længst blevet en belastning for alle andre regimer end Castros.

DET enkle snit og den rene form er det stærke ved Walter Salles’ filmatisering af Motorcykeldagbøgerne. Salles forholder sig først til legenden om Ché i slutteksterne om, hvad der videre skete. Hans road movie kaster et blik på revolutionsikonet som hvalp, men filmen belyser sit tema forsigtigt.

   Der er ingen dramatisk pausering ved steder, hvor Guevaras politiske syn bliver hærdet. De bestemmende øjeblikke er med, men indgår i strømmen af indtryk. Endvidere bæres filmen af en livsalig humor, som aldrig bliver anstrengt eller udarter til mekanisk latter. Alt er gjort meget enkelt og smukt.

   »Dette er ikke en fortælling om utrolige bedrifter, ej heller er det en kynikers beretning,« skriver Guevara i sit forord til dagbøgerne. Han tilføjer: »I det mindste er det ikke, hvad jeg har tænkt mig. Det er et glimt af to liv, som fulgtes ad for en tid og havde forhåbninger, som de delte, drømme der kredsede om det samme punkt.«

   Skribenten Ché Guevara bliver aldrig uklar eller pyntesyg. End ikke i Dagbog fra Bolivia forfalder han til den retorik, som Fidel Castro drukner sit forord i. Man kan selvsagt aldrig vide med helte og ikoner, men Ernesto Ché Guevara synes virkelig at have været et enestående direkte menneske.

FILMEN er produceret af Robert Redford, hvis Sundance Institute gav Salles midler til at udvikle manuskriptet. Salles krævede, at filmen blev optaget på spansk, hvilket giver den autenticitet, og indspillet på stederne. Dette resulterer i forjættende billeder fra sejladsen ind i Chile og inkabyen Machu Pichu, som for de rejsende bliver en åbenbaring, der står i stejl kontrast til det industrielle inferno i spaniernes Lima.

   Salles’ og José Riveras manuskript isolerer nogle øjeblikke, hvor den unge Guevara ikke ser nogen grund til at pakke sandheden ind. Granado vil glatte ud og tilbyde sine tjenester som læge til gengæld for kost og logi, men Ché siger lige ud til den gamle tysker, måske en eksileret nazist, at bulen på hans hals er en svulst. En venlig læge har brugt sin fritid på at skrive en dårlig roman. Granado er diplomatisk: »Ingen kan fortælle en historie som De.« Guevara siger sin ærlige mening, og lægen takker ham for at være så direkte.

DER er mange episoder og møder på de unge mænds dannelsesrejse. Salles kunne let have fortabt sig og dvælet så længe ved dette og hint, at filmen mistede det indre drive, som den nu besidder i udtalt grad. Motorcykel Dagbog er eminent klippet. Der sker i grunden uendelig lidt, men tiden formelig flyver af sted.

   Først i de spedalskes koloni gør Salles holdt og fordyber sig i et langt forløb, som kulminerer den aften Ché fylder 24 år. Han holder da en tale, som løfter sløret for, hvem han vil blive, men den totale kanonisering udebliver.

   Filmen er på sæt og vis en latinamerikansk generobring af myten om Ché. Det har altid været i Italien, at legenden havde sin base. Forlæggeren Giangiacomo Feltrinelli mangfoldiggjorde helteportrættet, dét som hang på alle vægge og som fotografen Alberto »Korda« Gutierrez tog i Havana i 1960, mens Ché stod og lyttede til en af Castros taler.**

   Hos brasilianeren Salles er det mexicaneren Gael García Bernal, som fremstiller ikonet. Han gør det med så nøgtern en indlevelse, at der præcis bliver et menneske ud af figuren. Den egentlige attraktion er dog landet, som mændene rejser igennem. På trods af de grelle sociale kontraster får man lyst til at pakke kufferten straks. Motorcykel Dagbog er en sjældent blød og åben film om et af de hårdeste emner. Rejsen ændrer de to mænd for livet. Filmen honorerer denne tyngde, men er samtidig gjort af det letteste stof.

2. Viljen til forandring: Ché 1 + 2 (2008)

NATURFÆNOMENET Benicio del Toro (som er født i Puerto Rico) bliver ét med sin rolle som Ernesto »Ché« Guevara i Steven Soderberghs monumentale Ché. I 2008 var den todelte film et af årets samtaleemner i Cannes, og der var endnu ikke kritisk konsensus, da man tog hjem. For nogle var Ché et forvokset work-in-progress, der måtte klippes ned til én film på tre timer. For andre var filmene nøjagtigt, som de skulle være.***

   Hver film varer nu ca. to timer. Oprindelig var første del annonceret med titlen The Argentinian, mens anden del blot hed Guerrilla. Siden er der trimmet en del, og den første film hedder simpelt hen Ché: Part One.

   Filmenes relative problem er, at der vitterlig er tale om væsensforskellige værker med hver sin distinkte tone og fortællestil. De belyser og understøtter hinanden, men har svært ved at stå alene. Soderbergh og forfatteren Peter Buchman har med vilje valgt en splintret form, som ikke gør Ché til en latinamerikansk Lawrence of Arabia.

DEN første film bæres af teknisk ækvilibrisme og klipper rundt mellem tre kronologiske spor. Det sker med et drive og en rastløshed, der indledningsvis får én til at frygte, at der skal gå Oliver Stone'sk JFK i portrættet af Ché Guevara.
   Man ser ham møde Fidel Castro og planlægge landgangen på Cuba. Man ser statsmanden Ché, der besøger New York, bliver interviewet til tv og taler i FN. Især i disse sort-hvide sekvenser ligner del Toro sin karakter til forveksling, og Soderbergh rammer tonen i 1960ernes tv perfekt.

   Filmens tredje spor følger revolutionen og borgerkrigen på Cuba. Man vinder folkets støtte og indtager byerne én efter én. Filmen bryder af, da sejren er sikker, men før partisanhæren når til Havana.

ANDEN del har kun ét spor og er stemt i en mørkere tone. Efter revolutionen har Ché fjernet sig fra Fidel og brudt med partilinien, da han i 1967, forklædt som amerikansk forretningsmand, rejser til Bolivia for at mobilisere en guerillahær.

   Som bekendt blev missionen hans sidste. Alt var imod ham. Hvad der lykkedes på Cuba, gik systematisk galt i Bolivia. Bønderne ville ikke hjælpe partisanerne, som savnede midler og skændtes indbyrdes. Kommunistpartiet tog afstand fra Ché, CIA rykkede ind og rådgav militærstyret.

   Dag for dag følger filmen de forhutlede parisaner, som pendler planløst mellem udsatte positioner. Ché skriver dagbog og fremsiger kloge, fatalistiske sandheder, som hans styrker ikke kan bruge til noget. Da han dræbes, viser filmen det i hans perspektiv. Part Two er således et spejl af Part One.

BEGGE film undgår med vilje at vise legendens mest mytologiske steder. Man ser ikke Alberto »Korda« Gutierrez tage sit ikoniske foto; den døde Ché bliver ikke lagt i Jesus-stilling med åbne øjne. Alle taler spansk, og mange vil opgive at kende forskel på de skæggede partisaner i junglen. Part Two kan i lange stræk virke som én ørkesløs, monoton junglevandring.

   Pointen er dog, at Guevara på intet tidspunkt mister sin vilje til forandring eller sin tro på revolutionen. Soderberghs Ché er intet helgenbillede, men filmen hylder hans evne til at se klart. Han så, hvem der havde pengene og magten. Han viste, hvordan et samlet folk kunne ændre strukturen. Han solidariserede sig i ekstrem grad med kampen mod USA og er med god grund en folkehelt i den latinamerikanske verden, hvor Soderberghs film har stor udbredelse. Del Toro spiller i alle scener med lavmælt autoritet og fuldkommen indlevelse.

MAN tror i dén grad på mennesket Ché. Imidlertid understreger Soderbergh, at det først og fremmest var »implementeringen af store politiske forandringer«, som han ville undersøge. Derfor er det ærgerligt, at han springer Cuba-afsnittet over. Man ser ikke partisanen blive ét med statsapparatet. Ellers gør Ché, hvad Soderbergh siger.

   Omar Sharif spillede actionhelten i Richard Fleischers amerikanske Ché! (1969). Gael Garcia Bernal var ideologen som ung hvalp i Walter Salles’ The Motorcycle Diaries (2004, da. Motorcykel Dagbog) og havde også den ene hovedrolle i tv-filmen Ché & Fidel (2002, da. Dagbog fra en revolution), som faktisk fortæller historien om Havanas fald.****

   Soderbergh ser sin film i forlængelse af disse kilder. Derfor giver den mening, og derfor står begge dele meget stærkt. Alligevel kan man sagtens forestille sig en tre timers version, som lader første del være uændret og koncentrerer Bolivia-udtoningen.

The Motorcycle Diaries/ Diários de Motocicleta (Motorcykeldagbog). Instr.: Walter Salles. Manus: Jose Rivera. Foto: Eric Gautier. 126 min. Argentina-USA-Chile-Peru-UK-Tyskland-Frankrig 2004. Dansk premiere: 27.08.2004. 

Ché – Argentineren (Ché: Part One). Instr.: Steven Soderbergh. Manus: Peter Buchman. Foto: Peter Andres (aka Steven Soderbergh). 134 min. Frankrig-Spanien-Mexico 2008. Dansk premiere: 07.05.2009.

Ché – Guerillalederen (Ché: Part Two). Instr.: Steven Soderbergh. Manus: Peter Buchman, Benjamin A. van der Veen. Foto: Peter Andrews (aka Steven Soderbergh). 135 min. Frankrig-Spanien-USA 2008. Dansk premiere: 08.09.2009 (dvd).

Motorcykel Dagbog (Diarios de Motocicleta/ The Motorcycle Diaries). Instr.: Walter Salles. 128 min. USA 2004. Bonusmateriale: Traveling with Che Guevara (In viaggio con Che Guevara), Instr.: Gianni Mina. Italien 2004. 2-dvd. Distribution: Sandrew Metronome.

Ernesto Ché Guevara: Rejsen gennem Sydamerika. Oversat efter »Un diario per un viaggio in motocicletta« af Thomas Boberg. 144 s. Lindhardt og Ringhof, 2000.

*) Ikke mindst i kraft af ekstramaterialet er Motorcykel Dagbog specielt tilfredsstillende at genopleve på dvd og blu-ray. Chés rejsefælle, Alberto Granado (1922-2011), var tilknyttet filmen som konsulent. Han fulgtes med filmholdet og fik ved vejs ende motorcyklen foræret.

   Italieneren Gianni Miná, der fungerede som kunstnerisk rådgiver, skabte om denne arbejdsproces en bemærkelsesværdig, to timer lang dokumentarfilm, In viaggio con Ché Guevara (2004, Traveling with Che Guevara). Den blev vist som et selvstændigt værk på Berlinalen i 2004 – hvor den sammen med Romano Scavolinis både svulstige og pompøse Le ultimo ore del Ché udgjorde et lille tema – mens Salles’ film deltog i hovedkonkurrencen i Cannes 2004. Den havde da haft verdenspremiere på Sundance Festivalen samme år.

   Traveling with Che Guevara bliver på dvd/BD-udgivelsen en Bag Kameraet-dokumentar ud over det sædvanlige. Det er lærerigt og følelsesladet at se den 82-årige Granado besøge stederne igen og tale med vidner, der husker, hvordan det var i 1950erne. Især optagelserne fra minebyen i Chile og de spedalskes koloni i Peru føjer meget til kontekst. Endelig leverer Walter Salles selv en solid analyse af slutscenen, hvor Ché på sin fødselsdag svømmer over strædet mellem de spedalskes ø og fastlandet.

 

*) Korda var et kunstnernavn, fotografen hed Alberto Diaz Gutierrez (1928-2001). Han blev uddannet som journalist, men begyndte sit arbejdsliv som dørsælger. I 1956 etablerede han sig som selvstændig kanonfotograf i Batistas før-revolutionære Cuba. Hans speciale var pikante badepiger. Hans største kunde var Bacardi Rom.

   Da Castro tog magten i januar 1959, blev Korda både chokeret og forvirret. I det senborgerlige Havana havde han haft det som en fisk i vandet, men han hverken forkastede eller flygtede fra Castros revolution. Tværtimod gik han ud i gaderne for at dokumentere den og begyndte at sælge sine fotos til regeringsavisen Revolución.

   Nogle særligt flatterende snapshots af Castro gjorde Korda til en slags hoffotograf. Han fik den bedste plads ved officielle arrangementer, og som den eneste havde han tilladelse til at følge og filme de store barbudos, dvs. Castro og Guevara, når de pendlede mellem Cuba, Venezuela og USA. Korda forstod sig med andre ord på kunsten at overleve og tilpasse sig.

   Det særlige foto fik han tilfældigt den 5. marts 1960. Tre dage før var 70 mennesker omkommet, da Le Coubre – et fransk handelsskib, som fragtede belgiske våben til Cuba – eksploderede i havnen i Havana. Castro anklagede CIA og USA for henholdsvis sabotage og statsterrorisme, da han talte for indbudte kulturpersonligheder. Blandt disse var Jean-Paul Sartre og Simone de Beauvoir. Også Sartre sagde nogle fyndord og erklærede sin støtte til det cubanske folks glorværdige kamp. Fra sin plads tog Korda billeder af det hele. De var bestilt af Revolución.

Mens Castro talte, bemærkede Korda, at Ché Guavara kom hen til talernes platform. Han var i kakiuniform, havde baret på hovedet og et drømmende udtryk i ansigtet. Det lange hår blafrede i vinden. han kunne være vaklet direkte ud af et junglebryn. Guevara afleverede en besked og trak sig hurtigt tilbage. Korda tog to billeder, ét i høj- og ét i bredformat, mens han nærmede sig podiet. Kontaktarket viser derfor en usammenhængende serie af Castro, Sartre og Castro igen, men med de to legendariske fotos af Ernesto Ché Guevara skudt ind.

   Efter ceremonien gik Korda over på Revolución med sin film. Her valgte man det bedste foto af Castro, og det var dét, som blev bragt i avisen. Korda følte selv noget særligt for sit portræt af Ché. Han fremkaldte det og satte et aftryk op på væggen hjemme. Her hang det stadig syv år senere, da den italienske venstrefløjsforlægger Giangiacomo Feltrinelli (1926-1972) kom på besøg. Guevara havde da i nogen tid været meldt savnet i Bolivia, og Feltrinelli var på udkig efter gode fotos af den flygtige mand. Korda forærede ham sit Guevara-portræt.

   Fire måneder senere blev Ché Guevara dræbt i junglen i Bolivia, og Feltrinelli fik fremstillet den første af de plakater, som skulle blive en blanding af sofastykker og gudebilleder, revolutionens biedermeier for ungdomsoprørerne og deres børn. Herefter kom bøger, badges, t-shirts, badehåndklæder, tekrus, flag og køleskabsmagneter. Som 13-årig havde jeg Che Guevara på teenagevæggen i Kastrup. Plakaten repræsenterede en betragtelig investering, men pyntede bravt på det orange tapet over briksen med psykedeliske blomster i grønt.

   Feltrinelli betalte aldrig Korda for brugen af fotoet. Da de mødtes igen i Milano i 1970, ville Korda ikke bringe det på bane. Han havde trods alt foræret Feltrinelli portrættet. Forlæggeren døde i forbindelse med en mislykket terroraktion. Korda fik tilkendt ophavsretten, men blev aldrig kompenseret økonomisk. Han blev i Havana, hvor pigerne på stranden ikke havde forandret sig siden Batistas dekadente tid (og Evert Taube-sangen med Cornelis Vreeswijk). Så det var dem, han tog billeder af og viste til journalister, der kom for at høre historien om »Manden, der skød Ché Guevara«. »When the legend becomes fact, print the legend,« og så videre.

***) De to film blev vist for pressen i ét hug. Det var til aftenforestillingen i Salle Debussy i Cannes den 21. maj 2008. Spilletiden var da 4 timer og 28 minutter. Som en gimmick blev der uddelt feltrationer. Så strabadserende var det nu ikke. Filippineren Lav Diaz satte en ny standard for krævende fremvisninger med film som Death in the Land of Encantos (540 min.) fra 2007, A Lullaby to the Sorrowful Mystery (485 min.) fra 2016 og Season of the Devil (234 min.) fra 2018. Djævelens årstid er en håndholdt, sort/hvid musical/vaudeville, der dekonstruerer et stykke filippinsk historie. Det sker i selvskrevne sange, som bliver fremført a cappella. Oprøret mod den spanske kolonimagt i 1896 kan faktisk sidestilles med revolutionen på Cuba i 1959. A Lullaby to the Sorrowful Mystery beskriver frihedskampen i et statisk dvælende filmsprog. Filmen var i konkurrence på Berlinalen. Med en spilletid på otte timer krævede den, at man satte en hel dag af, og i Tyskland var der ingen feltrationer.  

****) Der er flere upåagtede bud. Antonio Banderas spiller Ché med stil og hjerte i Alan Parkers 1996-filmatisering af Webber/Rice-musicalen Evita. Her er hans idealisme sat over for populismen hos Eva Peron, der bliver spillet af Madonna. Ché-skikkelsen er skrevet op i forhold til sceneversionen, og teksten er atter (som i førsteudgaven fra 1976) ganske skarp i sin skildring af fascisme og folkelighed i det politiske teater. Særlig interessant er karakteren Rico Parra, som John Vernon fremstiller i Alfred Hitchcocks Topaz (1969). Parra kombinerer træk fra Fidel Castro og Ché Guevara. Han er bestemt ikke fremstillet som en helt i filmen, der bygger på en panoramisk thriller af Leon Uris, forfatteren til Exodus. Men filmens cubanske afsnit er knyttet til talen i lufthavnen, hvor Alberto Korda Gutierrez tog sit foto, og filmen – der er mere end moden til revurdering og genopdagelse – giver i det hele taget en god beskrivelse af, hvor nøgternt man i samtiden så på de politiske intriger. Topaz begynder i København med optagelser fra den russiske ambassade på Østerbro, Den Kongelige Porcelænsfabrik på Frederiksberg og det gamle Palladium ved Rådhuspladsen. »Do you know the department store Den Permanente?« spørger John Forsythe sin kontakt. Der er stort T for tidsfarve i den film.  

Fotos: Wikimedia Commons (»Guerrillero Heroico« – Alberto »Korda« Gutierrez' 1960-portræt)/ FilmFour/ Wildwood Enterprises/ Tu Vas Voir Productions/ BD Cine/ Inca Films/ Sahara Films/ Senator Film/ Sound for Film/ Sandrews/ SF Studios/ Wild Bunch/ Telecinco/ Laura Bickford Productions/ Morena Films/ Estudios Picasso/ Guerilla Films/ Section Eight/ Scanbox Enterprises/ Studiocanal/ CineMaterial/ MovieStillsDB/YouTube.

The Motorcycle Diaries streames på FILMSTRIBEN, Google Play, iTunes og YouTube Movies

Che: Part One og Che: Part Two streames på Blockbuster, FILMSTRIBEN, iTunes, SF Anytime, TV2 Play/Paramount+, TV2 Play/ SkyShowtime og Viaplay Rent & Buy

Teksten er samlet af anmeldelser og reportage i Weekendavisen Kultur 27.08.2004 + 30.05.2008 + 08.05.2009. Noten om Alberto »Korda« Gutierrez er fra essayet »Til Sejrens dag« i Dag for dag. Livstykker 1990-1998 (Munksgaard Rosinante, 1998).

Revolutionen| Dawn of the Planet of the Apes (2014) [Sci-Fi 100]

ARTERNES OPRINDELSE

En fase mere i forhistorien

Af BO GREEN JENSEN

DET var med bange anelser, at man i 2011 gik ind og så Rise of the Planet of the Apes, den første af tre nye film, som fortæller forhistorien til Franklin J. Schaffners klassiske 1968-filmatisering af Pierre Boulles roman om La planète des singes (1963).

   I perioden 1970-73 fik Schaffners film fire hurtige fortsættelser. I 1974 blev den til en tv-serie, som kun holdt en enkelt sæson. Så fandt tiden andre drømme at spejle sig i. Sidst nogen havde rørt ved materialet, var i 2001, da Tim Burton bearbejdede grundstoffet i sin mørke, misforståede »gentænkning« af Planet of the Apes. Siden havde ingen – som i ingen – bedt om mere.

   Abernes Planet: Oprindelsen, som Rupert Wyatts prequel kom til hedde på dansk, var imidlertid en tænksom og overraskende vellykket fabel om, hvordan det muligvis kunne gå til, hvis forædlede aber overtog Jorden og med tiden blev den dominerende art. Man forlod biografen i bedre humør. Trods alt gav det mening at vende tilbage.

SER man alle filmene som én sekvens, er det mest interessante de måder, som skiftende tider forestiller sig omvæltningen på. Den første film huskes primært for scenen, hvor Charlton Heston indser, at det er Frihedsgudinden, som er begravet på stranden, og Jorden, som han er landet på.

   »You finally really did it, you maniacs. You blew it up. Damn you. God damn you all to hell!« råber han og slår i sandet, mens ur-kvinden Nova ser til. I 1960erne var man overbevist om, at den kolde krigs arsenal af kernevåben ville være årsagen, når og hvis civilisationen gik under.

   De fire film fra 70erne undersøgte, hvordan man indretter et samfund, hvordan magthaverne doserer strømmen af information, og hvordan systemet eliminerer sine dissidenter, mens det bestående nedkæmper ungdommen. Det var i høj grad en radikal hippie-etik, som lå bag, skønt serien blev langstrakt for pengenes skyld. En væsentlig pointe var, at aberne gentog menneskenes mønstre og fejl.

   I 2001 satte Tim Burton fokus på fascisme og etnisk udrensning. Hans film har en rå, ubehagelig tone, som bryder med de gamle films klare, humanistiske stil. Det var kronede dage for desillusionen. Man havde netop afsluttet krigene på Balkan, som fulgte efter globaliseringens første eufori.

TI år senere, da forhistorien bliver hovedsagen i Rise of the Planet of the Apes, er videnskabelig hybris og en muteret virus årsagen til, at menneskenes samfund går ned. Der er ikke længere tale om fjern fremtid, naturligt ædle mennesker eller abstrakte moralske problemstillinger.

   Der bliver derimod talt om dyrs vilkår og aktuelle racekonflikter. Chimpansen Caesar vokser op hos en forsker, der søger en kur mod demens. Man sprøjter virus ind i abernes hjerner, og når cellerne dør, kompenserer organismen ved at skabe stærkere celler. Da eksperimentet lukkes ned, bliver Caesar anbragt på en facilitet for kasserede forsøgsdyr. Her begynder oprøret i Oprindelsen.

   Det anvendte virus er dødbringende for de fleste mennesker. På kort tid dør 90% af Jordens befolkning som følge af simian flu. Flere går til i ruinerne efter det sociale kollaps. Imens organiserer Caesar sine aber, som har intelligens, begyndelsen til et talesprog og ambitioner om at bosætte sig. Oprindelsen slutter efter et stort slag mellem arterne. Det finder sted på Golden Gate Bridge.

I DAWN of the Planet of the Apes er der gået ti år. Aberne lever i en koloni i Muir Woods ved San Francisco, hvor de har organiseret sig som jægere og samlere.

   Orangutangen Maurice underviser de nytilkomne unger. Caesar hersker i ånden fra sin antikke navnefælle. Han må ofte sætte sig i respekt, når stridbare hanner som Koba anfægter rangordenen i hierarkiet. Flere yngre aber, bl.a. Caesars ældste søn, mener, at deres leder har en beklagelig svaghed for mennesker.

   Aberne har ikke set mennesker i to år, da en ekspedition fra byen bliver standset i skoven. Forskeren Malcolm (Jason Clarke) vil genstarte en gammel generator, så San Francisco igen kan få strøm. Her lever de sidste immune mennesker under ledelse af Dreyfus (Gary Oldman). Arterne frygter og mistror hinanden, men Caesar og Malcolm vil gensidig tillid. Desværre er der brådne kar i begge lejre.

REVOLUTIONEN er altså fortællingen om, hvordan konflikten mellem arterne eskalerede og blev en regulær verdenskrig. Den dystopiske slutning er givet på forhånd, men det bliver de gode kræfters forsøg på en forsoning ikke mindre spændende af.

   Aberne har fået fysiske træk, som gør det muligt at skelne i mængden. Det er snarere de sidste mennesker, som er en katalog af klicheer.

   Andy Serkis gentager rollen som Caesar og imponerer atter ved sit talent for at fremstille computeranimerede karakterer som Gollum, King Kong og Kaptajn Haddock. Skuespillerens fans bør dog ikke snyde sig selv for at se ham i levende live som punksangeren Ian Dury i Mat Whitecross’ Sex & Drugs & Rock & Roll (2010).

   Der er mange gode scener og detaljer. Da Koba trues af to bevæbnede mænd, narrer han dem ved at klovne som en cirkusabe, meget som afrikansk-amerikanske karakterer gør i film, der har racefordomme i fokus. Malcolms søn forærer abelæreren Maurice sit æselørede eksemplar af Black Hole, Charles Burns’ graphic novel fra 2005.

DEN sårede Caesar får lejlighed til at gense huset, hvor han blev opdraget af James Franco i den forrige film, og der knyttes mange tråde tilbage i kronologien. Derimod er det ved at være en belastning, at slutningen på historien skal lande et sted i nærheden af begyndelsen på den originale Planet of the Apes.

   Fysikken er taktil og troværdig, og man kan leve med 3D-formatet, skønt det ikke gør noget særligt for filmen. Matt Reeves, som skabte Cloverfield (2008) og Let Me In (2010), det amerikanske remake af Lad den rette komme ind, har instrueret. Han har også sagt ja til at stå for en tredje film, som skal lukke serien af prequels.

   Caesar kunne næsten være chimpansen Nim, der i 1973 blev opdraget som et menneske og undervist efter alle kunstens regler, før man kasserede ham. Aben døde på Black Beauty Farm i 2000. James Marsh har lavet en instruktiv dokumentar om forsøget, Project NIM (2011).

DE nye film om Abernes planet er serien, som ingen på forhånd havde lyst til at se, men som viste sig at rumme skjulte værdier. Der er langt hjem til stranden med Frihedsgudinden, men Revolutionen er intelligent science fiction, et tankevækkende drama om arternes oprindelse og et forsvar for godheden til alle tider.

Se også Oprindelsen| Rise of the Planet of the Apes (2011) [Sci-Fi 100]; To versioner: Planet of the Apes (1968/2001) [Bogen og filmen]; James Marsh: Project NIM (2011).

Dawn of the Planet of the Apes (Abernes Planet: Revolutionen). Instr.: Matt Reeves. Manus: Mark Bomback, Amanda Silver, Rick Jaffa. Foto: Michael Seresin. 130 min. USA 2014. Dansk premiere: 17.07.2014.

Fotos: Chernin Entertainment/ Ingenious Media/ Soho VFX/ TSG Entertainment/ Twentieth Century Fox Home Entertainment/ SF Studios/ CineMaterial/ Filmgrab/ MovieStillsDB

Filmen streames på Apple TV, Blockbuster, DISNEY+, NETFLIX, Rakuten TV, SF Anytime, YouTube Film

4K UHD + 2K Blu-ray fra 20th Century Fox 03.07.2017

Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 18.07.2014