Liv og teater: Les Misérables 1980-2023 | Musicals

TIGERNE KOMMER OM NATTEN

En stiv musical bliver til levende film

Af BO GREEN JENSEN

DE fleste mennesker har på et tidspunkt set Les Misérables, uanset om de ville eller ej. Den venerable tragédie musicale begyndte sit liv i 1980, da komponisten Claude-Michel Schönberg (f. 1944) og tekstforfatteren Alain Boublil (f. 1941) – Frankrigs svar på Webber og Rice, som havde haft lokal succes med rockmusicalen La Revolution Française (1973) – søgte risikovillige kræfter og sendte et fransksproget dobbeltalbum i luften. Den første opsætning havde urpremiere i Palais des Sports (nu Dôme de Paris) den 24. september 1980.*  

   Produceren Cameron Macintosh så en ny Evita (1976) eller The Phantom of the Opera (1986) i projektet. Med engelske tekster af Herbert Kretzmer fik Les Misérables premiere på Barbican Theatre den 8. oktober 1985. Trevor Nunns stadig stilskabende opsætning med Colm Wilkinson som Jean Valjean flyttede samme år til Palace Theatre i West End. Siden fulgte Broadway og resten af verden. The Complete Symphonic Recordings (1989) er udsendt igen og igen, for hver gang med lidt mere selvfølelse.**

JEG har set 7-8 opsætninger af Les Misérables gennem de 40 år, som er gået. Første gang var i Chicago i 1989, hvor en turnéudgave fra Broadway slog gnister. Næstsidste gang var på Det Ny Teater i 2010, hvor metaltrætheden var mærkbar. Den søvnigste opførelse så jeg i London i bombesommeren 2005. Orkestret så på uret og skyndte sig hjem. Victor Hugos passionerede 1863-manifest var da endt som en museal operette. Kun Thénardier-parrets skamløshed gjorde indtryk.

   Tom Hoopers filmatisering er et vovestykke med sikkerhedsnet. Det globale forsalg er sikret, for man vil gerne føle magien igen, men det kan alt i alt ikke undre, hvis fanbasen køber billetter med skepsis. Les Misérables er nu arvesølv, en kulturbærende institution, som forpligter. Det er meget længe siden, at de høflige sange kunne overraske. Man tror vel, at man skal se en indramning, et filmet aftryk af sceneudgaven, som kan stå på reolen sammen med musikken og romanen, når man har været i biografen.

FILMUDGAVEN kan kun overraske, og det gør den heldigvis med élan. Hooper vil ikke reproducere teatret, men skabe ny visuel kongruens. Især går han tæt på det nøgne ansigt og lader spillerne synge på stedet. Kasper Holten gjorde det samme i Juan (2010), en dynamisk moderne filmatisering af Mozarts Don Giovanni (1787) – som på sin side måtte forholde både til Joseph Loseys 1979-film og Milos Formans Amadeus (1984) – men hans cast havde trænede stemmer, som var vant til at virke i flugt.

   Hoopers hold består af stjerner, som ikke nødvendigvis synger godt. Hugh Jackman (Valjean) bliver skinger i det høje register, og hverken Russell Crowe (Javert), Anne Hathaway (Fantine), Amanda Seyfried (Cosette), Eddie Redmayne (Marius) eller Helena Bonham Carter og Sacha Baron Cohen (Thénardier-parret) har skolede stemmer. De hiver efter vejret og ligner, hvad de er: Mennesker, som anstrenger sig.

   Overraskelsen er, at tricket fungerer. Det nye soundtrack er næppe en indspilning, man vil høre igen og igen, men Hooper har fuldkommen fjernet det præg af støvet funkis og Biedermeier-nips, som forestillingen fik hen ad vejen. Man hører en særlig grundtone, den moderne musicals patenterede lyd, i samtlige sceneudgaver af Les Misérables. De spindelvæv er blæst helt væk i filmen, som satser på ny sårbarhed.

ISÆR den første time er effektivt afviklet. Valjean og Javert introduceres i en sekvens, hvor straffefangerne bjærger et kuldsejlet skib, og Hooper lader synsvinklen veksle mellem panoramisk total og ansigter i nær. Anne Hathaway modtog en Oscar for sin indsats i rollen som Fantine. Da hun synger »I Dreamed a Dream«, bliver Les Misérables noget mere end stiliseret teater. Som alle gode musicals får den sangen til at leve som et sprog, der taler sandt bag tingenes overflade.

   Det er interessant at følge, hvordan teksterne har udviklet sig. De bedste steder var ikke på plads i den franske førsteudgave. »But the tigers come at night/ With their voices soft as thunder,« synger Fantine. Kretzmer indføjede disse linjer, ligesom han gjorde »Do You Hear the People Sing?« til en magtfuld finale og løftede slutstroferne til et fyndord: »To love another person is to the face of God«.

   Hos Boublil står der bare: »Qui aime sa femme/ sans le savoir, aime dieu.« »At holde af en anden er at træde frem for Gud,« var Niels Brunses respektable bud i den solide danske libretto fra 1992.***

   Det er næstekærligheden, medlidenheden og samfølelsen, der bærer den brændende indignation i Hugos romantiske traktat:

   »Så længe århundredets tre problemer ikke er løste: mandens nedværdigelse ved proletariatet, kvindens fornedrelse som følge af sult og børnenes hentæring som følge af det mørke, de lever i; så længe den sociale kvælningsproces, der foregår på sine steder, er mulig; med andre ord og fra et endnu videre synspunkt, så længe der på jorden findes uvidenhed og elendighed, må bøger som denne gøre nytte.«****

FØLELSEN lever i alle de variationer, med eller uden frapperende sange, som Hugos legende har inspireret, fra de klassiske versioner af Albert Capellani (1911), Henri Fescourt (1925) og Raymond Bernard (1934) til Claude Lelouchs frie modernisering (1995) og Bille Augusts undervurderede filmatisering (1998), hvor værdikampen mellem Valjean og Javert i endnu højere grad er hovedmotivet. Musicalen siger det koncist: »There is nothing on earth that we share/ It is either Valjean or Javert.«

   Colm Wilkinson – den første Valjean – har den lille, men vigtige rolle som biskop Myriel, der giver Valjean en ny chance og får ham til søge det gode i livet. Wilkinson er en slags talisman – han var for Jean Valjean på scenen, hvad Sean Connery var på film for James Bond-rollen. Samantha Barks spillede Eponine i 2010-produktionen i London, da Cameron Mackintosh gav hende rollen i filmen. Der er mange flere ansigter og reminiscenser fra sceneudgaven.

FOR det første var det vigtigt at have stemmer, der kunne synge rent og danse på stedet. Tom Hooper siger, at han altid har haft det svært med traditionelle filmmusicals, hvor stemmerne er optaget i et studie. På Les Misérables-settet kunne hver enkelt skuespiller høre produktionens pianist, mens de agerede. De kunne eksperimentere med betoning og fortolkning, mens Danny Cohen eller Hooper selv cirklede rundt om dem med et steadicam. Efterfølgende blev det symfoniske score lagt på i studiet. Det var musikken, som måtte tilpasse sig. Det plejer at være omvendt.

   Det var derfor vigtigt at have et cast, som kunne forestillingen forfra og bagfra. For fans er det en added bonus, at hver lille rolle i baggrunden spilles af teaterfolk, som på et tidspunkt har stået forrest med en af de store. Det gælder ned til hver galejslave, hver arbejderske på fabrikken, hver prostitueret ved havnen; hver soldat og hver student; hver af værtshusgæsterne hos Thénardier. 

   For produktionsdesignerne Eve Stewart og Anna Lynch-Robinson (som begge var Oscar-nomineret for filmen) var det mest tilfredsstillende at visualisere de situationer, som teaterforestillingen lader foregå off stage. Det spektakulære begravelsesoptog er filmet foran Greenwich Naval College, som gør det ud for Place de la Bastille. Blandt sætstykkerne er en elefantfigur i fuld størrelse.

   Kejser Bonaparte forsømte ingen lejlighed til at sætte monumenter. Man kunne ikke fylde byen med triumfbuer, så efter det egyptiske felttog var en elefantskulptur i bronze planlagt. Siden kom marmor på tale. En attrap af gips blev opført, så mulige sponsorer kunne danne sig et indtryk af effekten. Det lykkedes aldrig at finde finansiering, og figuren gik i forfald. Resterne blev fjernet i 1846, men i barrikadernes tid fungerede Napoleons elefant som et læsted for hjemløse. Her kunne gadebørn som Gavroche overnatte. I hvert fald er scenen endnu et bidrag til filmkunstens samling af elefanter.

     

HVIS man tror, man kender Les Misérables for godt til at sidde gennem det hele igen, eller hvis man tilhører typen, der hader musicals af princip, bør man lægge fordommen fra sig og se denne film. William Nicholson (Shadowlands, Gladiator) har klarlagt handlingsgangen i et eksemplarisk manuskript. Billedsiden er ren som i stumfilmens dage, hvor højt melodrama havde samme valør. De enkle musikalske arrangementer gør den gamle forestilling til en nøgen, ny og medrivende oplevelse.*****

I 2023 så jeg Les Misérables på scenen igen. Det var på Sondheim Theatre (som før i tiden hed Queen's Theatre) i London, hvor Les Miz har haft hovedkvarter siden 2004. Der har været to afbrydelser. Under ombygningen i 2019 blev forestillingen forvandlet til en staged concert i Guilgud Theatre, og under COVID-19-pandemien måtte alting sættes på pause.

   Nedlukningen varede i halvandet år, fra 16. marts 2020 til 25. september 2021. Det er nu Josh Piterman og Stewart Clarke, der synger partierne som Valjean og Javert. Barikaden er stadig det ikoniske sætstykke, men sceneapparatet er gjort enklere og lettere, faktisk meget i ånden fra Tom Hoopers film.

   Der var absolut ingen træthed at spore. Måske skyldes det den destabiliserede tidsånd, måske at castet er nyt og stadig har noget at risikere. Scenetæppet er dekoreret med Victor Hugos egne uvejrsakvareller fra Guernsey. Det er blevet kutyme at klappe efter de store numre. Alle musicals har nu dette koncertpræg. Da Piterman var færdig med at synge »Bring Him Home«, blev der råbt »Bravo!« fra bagerste række i the stalls.

   Min datter på 11 var grebet mod forventning og satte stor pris på Gavroches »Little People«. Vi sad på anden række i salen, som er kort og stejl, så scenen spiller til et publikum, der er fordelt på fem etager. Black Box-scenografien har altid egnet sig til cisterner og konverterede fabriksrum. Det er en scene, der kan sættes hvor som helst i historien fra 1848 til nu. Teksten står stærkest i usikre tider. Så i oktober 2023 virkede Les Misérables fuldkommen frisk.

   

TEATERFORESTILLINGEN er oversat til 22 sprog, opført i 53 lande og set af 120 millioner tilskuere. Filmen gjorde det hæderligt. Budgettet var på $61 millioner. Der er til dato solgt billetter for $442.299.309. Les Misérables var Oscar-nomineret i 8 kategorier. I tilgift til Anne Hathaways pris (for Best Performance by an Actress in a Supporting Role) blev filmen præmieret for Make-Up og Sound Mixing. Også den nye sang, »Suddenly«, som Schönberg, Boublil og Kretzmer skrev til lejligheden, og Hugh Jackman var nomineret. 2013 var året, hvor Argo, Lincoln, Silver Linings Playbook og Django Unchained stjal opmærksomheden. 

Se også Klassiske karakterer: A Star is Born 1937-2018 | Musicals; Landet bag regnen: L. Frank Baum og The Wizard of Oz (1900/1939); Billy Wilder: Sunset Boulevard (1950) [Noir 100]; Bob Fosse: Cabaret (1972) | Musicals; Lars von Trier: Dancer in the Dark (2000) | Musicals; Baz Luhrmann: Moulin Rouge! (2001) | Musicals; François Ozon: 8 femmes (2002) + interview [Moderne mestre]; Carmen på kliksprog: U-Carmen (2005) [Berlinale Golden Bear 2005]; Bill Condon: Dreamgirls (2006) | Musicals; The Beatles | Julie Taymor: Across the Universe (2007); ABBA | The Movie (1977) | Mamma Mia! (2008) | Voyage (2021); Fellini på Broadway: Nine (2009) | Musicals; Kenneth Branagh: The Magic Flute/ Tryllefløjten (2006); Damien Chazelle: La La Land (2016) | Musicals; Have Yourself A Merry White Christmas [Xmas Special 2019]; Bogen og filmen: Cats (1939/1981/2019) | Musicals; Sparks | Leos Carax: Annette (2021) | Musicals; To versioner: West Side Story (1961/2021) [Oscars 2022].

Se også Klassiske karakterer: Cyrano de Bergerac | Liv og teater; Klassiske karakterer: Anna Karenina; Klassiske karakterer: Pinocchios eventyr 1881-2021; Tamburlaine skal dø: Christopher Marlowe 1564-1593; John Madden/ Tom Stoppard: Shakespeare in Love (1998); Mike Leigh: Topsy-Turvy (1999) [Evig latter]; Jean-Baptiste Poquelin Molière 1622-1673 | Liv og teater. 

NOTER

*) La Révolution Française 1789-1794 er en ekspansiv forestilling, der kan ses som en skitse til Les Misérables på samme måde, som Joseph and the Amazing Technicolor Dreamcoat (1968) kan ses som en skitse til Jesus Christ Superstar (1970). Jeg har altid holdt særligt af skæringen »Á Versailles 14 juillet 1789«. Claude-Michel Schönberg synger selv partiet som Louis XVI. Robespierre er fremført af Alain Bashung. Dobbeltalbummet optrykkes jævnligt, både på cd, BD og vinyl. 

**) First Night Records genudgav Les Misérables: The Original French Concept Album i 1989. Alt i alt er den bedste studieindspilning stadig den første Original London Cast Recording, som Relativity Records udgav i 1985. The Complete Symphonic Recordings (1989) blander stemmer fra de britiske, australske, japanske og amerikanske (Broadway + Los Angeles) produktioner. Det er Gary Morris fra Broadway-udgaven, som synger Valjean. Bokssættets tredje disc var en cd-rom med interviews og videoclip. For sin tid var det virkelig state-of-the-arts. Musicalens levetid overlapper næsten 1:1 med cd-mediets store år. Det er først i 2020'erne, at Les Misérables har fået et liv på vinyl. Alle versioner kan streames. 

Den første 10 års fødselsdag blev fejret med en gallakoncert i Royal Albert Hall, hvor David Charles Abell dirigerede The Royal Philharmonic Orchestra, og Colm Wilkinson sang for som Jean Valjean i et kompagni på 250 spillere. »The Dream Cast« var sat sammen af optrædende fra flere britiske og amerikanske opsætninger. Til slut kom alle de internationale udgaver af Jean Valjean på scenen. Fra DK medvirkede Kurt Ravn. Næste store standardudgave var den grundigt dokumenterede 25 års jubilæumsudgave, som blev opført på O2 i London i 2010. Igen med forenede transatlantiske kræfter og en kavalkade af optrædende fra alle nationer og år. Samtidig udkom i USA Les Misérables Live! the 25th Anniversary Production – The 2010 Broadway Cast. Seneste stort dokumenterede version er Les Miserables: The Staged Concert (The Sensational 2020 Live Recording) [Live From The Gielgud Theatre. London].

***)  Den danske opsætning af Les Misérables havde premiere på Østre Gasværk i 1992. Albummet med de 16 største sange blev indspillet i DRs studier oktober/november 1992. Svend Skipper dirigerer Radiounderholdningsorkestret. Kurt Ravn og Claus Kofod synger Valjean og Javert; Anne-Marie Max Hansen er Fantine, Birgitte Raaberg Eponine, Louise Fribo den voksne Cosette. Den kyniske comic relief i Thénardier-parrets »Master of the House« (»Herre i sit hus«) bliver leveret af Maria Stenz og Per Pallesen. Det var før Stig Rossen kom hjem fra London og overtog signaturrollen som Valjean. BMG/RCA udgav albummet i samarbejde med Danmarks Radio. Niels Brunse har gendigtet sangene, så de fungerer og bevarer sjælen i værket. Han gjorde siden det samme for alle William Shakespeares skuespil. 

****) De Elendige er citeret efter Fr. Winkel Horns gamle oversættelse, som Lademann udgav i i tre bind i serien Store fortællere i 1974. Knud Togeby har redigeret og kommenteret, Louis Moes illustrationer er fra førsteudgaven. Skønt Horns version fylder 900 sider, mangler mere end halvdelen af Victor Hugos originaltekst. Hans Peter Lund færdiggjorde i 2014 den første uforkortede oversættelse, som udkom på forlaget Vandkunsten.

*****) Det er i sidste ende sangteksterne, der forløser det romantiske stof i den store musical og sikrer forbindelsen til Hugo. Cameron Macintosh gav i første omgang oversætteropgaven til James Fenton, men kontaktede Herbert Kretzmer (1925-2020), da han savnede glød og drama hos Fenton. Kretzmer var muligvis en mindre forfatter, men han forstod at overføre sjælen i en sangtekst. Blandt andet skrev Kretzmer de engelske tekster til Charles Aznavours franske ballader. »Hier encore j'avais vingt ans«, som Patrick Bruel skrev den franske tekst til, blev på den måde til »Yesterday When I Was Young«: »Yesterday when I was young/ The taste of life was sweet as rain upon my tongue«. Præcis den samme følelse lever i Jean Valjeans sang om at bringe Marius sikkert hjem til Cosette: »The Summers die/ One by one/ How soon they fly/ On and on/ And I am old/ And will be gone...« 

Les Misérables. Instr.: Tom Hooper. Manus: William Nicholson, Alain Boublil, Claude-Michel Schönberg , Herbert Kretzmer. Foto: Danny Cohen. 158 min. UK-USA 2012. Dansk premiere: 21.03.2013.

Fotos: Universal Pictures/ Working Title Films/ Cameron Macintosh Ltd./ Relativity Media/ UIP/ CineMaterial/ MoviestillsDB  

Filmen streames (juni 2025) på Amazon Store, Apple TV, Blockbuster, Rakuten TV, SF Anytime, SkyShowtime, TV2 PLAY | SkyShowtime, Viaplay Lej & Køb, YouTube Film

4K UHD + 2K Blu-ray (regionsfri) fra Universal Studios 18.07.2023

Første del af teksten stod [med rubrikken 'Det nøgne ansigt'] i Weekendavisen Kultur 22.03.2013. Resten er skrevet til i december 2023 og januar 2024.

Ron Howard: A Beautiful Mind/Et smukt sind (2001)

DEN STYRENDE MEKANISME

Ron Howards portræt af et martret geni

Af BO GREEN JENSEN

HISTORIEN om John Forbes Nash Jr. (1928-2015) er så kulørt og handlingsmættet, at man næppe ville tro den, hvis den ikke var sandfærdig.

   Den amerikanske matematiker formulerede allerede i 1950erne »spilteorien«, som i 1994 indbragte ham Nobelprisen i økonomi. I en vis forstand er han indbegrebet af klicheforestillingen om den geniale undtagelse, distræt og excentrisk, grænsende til det aparte, men velsignet med en evne til at se og læse verden klart.

   Efter gennembruddet fandt han sammen med en kvinde, fysikeren Alicia Esther Nash (1933-2015), som aldrig veg fra hans side og støttede ham i alle henseender, også da han i 1959 blev tvangsindlagt med en skizofren paranoia, som i flere årtier afholdt ham fra at fungere socialt. Endelig vendte han langsomt tilbage, kom ind fra kulden som privilegeret løsgænger på sit gamle universitet, Princeton, og genvandt sin særstatus i forskersamfundet.*

RON Howards film A Beautiful Mind bygger på Sylvia Nasars bog om Nash fra 1998, men der er ikke tale om nogen ordinær biopic. Snarere tager Akiva Goldsmans manuskript afsæt i biografien og spinder en ende over dele af bogen. I neutralt referat lyder A Beautiful Mind velsagtens som en sentimental tv-film om to mennesker, der byder mørket trods og sejrer over modgangen, fordi de fremdeles elsker hinanden.**

   Det er ikke helt retfærdigt. Et sådant sofastykke er filmen også, det er fortællingens overordnede kurve, men der sker ting og sager på vejen. Bedst som man tror, man har regnet den ud, giver filmen sin tilskuer ét stort chok og to mindre overraskelser, som ganske forrykker den samlede ligning. Det ville være synd at røbe mere. Lad det blot være sagt, at man holdes til ilden.***

MEGET i filmen giver sig selv. Vi møder Nash i 1947, da han ankommer til Princeton som en af flere forskere, man ser en strålende fremtid i. Den unge mand skiller sig ud fra begyndelsen. Mens andre spiller spil og går med piger, falder Nash på Isaac Newton-vis i staver over de mønstre, der tegner sig i flokkes adfærd, hvad enten det gælder duer eller mennesker.

   Mens kammeraterne gør indtryk med målrettede projekter, famler Nash i lang tid forvirret omkring, besat af tanken om at bryde koden og isolere »den styrende mekanisme«, som ligger til grund for al social bevægelse. Vi ser ham tegne på glas og gebærde sig sært. Kun en lærer (Judd Hirsch), en konkurrerende kollega (Adam Goldberg som den begavede forsker, der koncentrerer de egenskaber, Nash netop ikke besidder) og den litterært inklinerede Charles Herman (Paul Bettany), vennen som Nash deler værelse med, har kontakt med den erklærede enspænder.

DA Nash formulerer sin spilteori og definerer »det grundlæggende ligevægtsbegreb i ikke-kooperative spil«, som Nationalencyklopædien kalder forskerens fornemste resultat, får vi ganske vist at vide, at der er tale om revolutionerende indsigt.

   Filmen forsøger dog aldrig for alvor at eksponere matematikken. Til gengæld begriber vi hurtigt, at Nash kan gennemskue kaos og se symmetrier i det vilkårlige. Regeringsagenten William Parcher (Ed Harris) kalder ham en født kodebryder, den bedste han har set. Vi følger villigt med, da filmen skifter farve og drager os ind i en hemmelig dobbeltverden, hvor Nash gransker tal på regeringens vegne.

ENDELIG møder han Alicia Lardé Lopez-Harrison (Jennifer Connelly), der tager den sære mand som han er. Psykiateren Rosen (Christopher Plummer) diagnosticerer Nash som skizofren, og filmen følger i detaljer den uhyggelige insulinterapi, som man behandler sygdommen med.

   Nash kommer ud på den anden side som en skygge af sig selv. Lyset i det smukke sind er slukket, og han tager utilregneligheden på sig. Det tjener dernæst filmen til ære, at den skildrer ægteskabets kriser udførligt. Vi ved, at anerkendelsen venter, men det er fascinerende og bekræftende, samt af og til ganske morsomt, at følge en mand, der forsoner sig med sine tvangstanker.

PROBLEMET med filmen har rod i de fortællemæssige spidsfindigheder, som samtidig udgør dens primære styrke. Hvad var Et smukt sind ret beset, hvis man fjernede den strategiske gimmick? En ufokuseret beretning om et matematisk geni, som slår revner. Et portræt af den maniske stræber, som bliver offer for sin søgen efter den styrende mekanisme. En sympatisk kærlighedsskildring, som tager frasen »i lyst og nød« gravalvorligt. Og et i alle detaljer gedigent portræt af en kreds og en tid, nemlig forskermiljøet i den kolde krigs varmeste år. Her er lidt af hvert af det hele, men kun få bevægelser føres igennem og flere spor får lov at ligge hen og sande til efter en tid.

DER er dog tale om en original film for voksne, en nuanceret fremstilling af en kompleks præmis, som bestræber sig på at få os til at tænke. Dem er der ikke mange af i dagens amerikanske hovedstrøm. Russell Crowe brillerer som Nash, men har også let spil med figuren. Det er snarere Jennifer Connelly, der løfter hustruens rolle.

   Wynn Thomas’ scenografi genskaber tiden, og især i det første kvarter forsøger fotografen Roger Deakins at filtrere lyset gennem det smukke sind. James Horners musik er ikke så svulstig, som man kunne frygte. Ron Howards instruktion er som altid indbegrebet af soliditet.

   Dog er og bliver det manuskriptet, som skaber og bærer A Beautiful Mind. Se selv hvorfor og hvordan.

*) John og Alicia blev gift i 1957 og skilt i 1963, da John blev indlagt og var i behandling. De flyttede sammen igen i 1970, hvor Alicia påtog sig at være værge for John. De blev gift igen i 2001, samme år som A Beautiful Mind fik premiere. De omkom sammen i en trafikulykke på New Jersey Turnpike den 23. maj 2015. Parret havde været i Norge, hvor John modtog Abel Prisen. De tog en taxi hjem fra Newark Airport, og chaufføren mistede kontrollen over bilen. Begge døde på stedet. De var sammen i næsten 60 år. Parrets søn, John Charles Martin Nash (f. 1958), arvede faderens sindslidelse.  

**) Sylvia Nasar: A Beautiful Mind: a Biography of John Forbes Nash, Jr., Winner of the Nobel Prize in Economics, 1994. 460 s. New York: Simon and Schuster, 1998. Bogen modtog National Book Critics Circle Award for årets bedste biografi og var nomineret til Pulitzer-prisen. Sylvia Nasar (f. 1947) underviste i journalistik på Columbia University, da hun skrev den. Hun er nu professor emirita samme sted.

***) På tyve års afstand kan sløret vel løftes. I virkeligheden hørte Nash stemmer, som ikke var der. I filmen er stemmerne fysisk gestaltet.

 

A Beautiful Mind var Oscar-nomineret i 8 kategorier. Filmen vandt for Best Picture, Best Director (Howard), Best Adapted Screenplay (Goldsman) og Best Supporting Actress (Connelly).

A Beautiful Mind (Et smukt sind ). Instr.: Ron Howard. Manus: Akiva Goldsman. Foto: Roger Deakins. 134 min. USA 2001. Dansk premiere: 01.03.2002.

Fotos: WikiMedia Commons/ CBS/ PBS/ Universal Pictures/ Cinematerial/ Filmaffinity/ MovieStillsDB

Filmen streames på Amazon Prime, Blockbuster, Google Play, HBO MAx, iTunes, Paramount+, Rakuten TV, SF Anytime, TV2/Paramount+, Viaplay

Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 01.03.2002

Peter Weir: Master and Commander (2003) [Bogen og filmen]

I SKIBENES TID
The Aubrey-Maturin Chronicles

Af BO GREEN JENSEN

DER var en tid, da mænd var mænd og havene tilhørte store sejlskibe. Ord som mod og ære gav stadig en vis form for mening. Mændene var dog ikke større, mere eller mindre helte, end de er nu. Det er vel den første fejl, som megen historisk digtning begår. I filmsammenhæng ruller blodet altid raskere, og smilene er bredere. Resultatet er drengedrømme for voksne.

   Englænderen Patrick O’Brian (1914-2000) nåede at skrive tyve romaner om Jack Aubrey, kommandør i den Kongelige Flåde, der under Napoleonskrigene sejler verdenshavet tyndt som kaptajn på fregatten H.M.S. Surprise. Han er så godt som altid i selskab med skibslægen Stephen Maturin, med hvem han deler en lidenskab for musik og visse basale anskuelser. Siden Master and Commander (da. Den første kommando) udkom i 1970, har serien fået stadig flere trofaste læsere, ikke mindst i USA, hvor forlaget Norton lancerede Aubrey i 1990. Herhjemme udgav Rosinante de første fem romaner.

AUBREY og Maturin tilhører skibenes verden og heltenes tid. De griber os dog med deres nutidighed og pragmatiske væsen. O’Brian baserede sine romaner på faktiske træfninger fra Napoleonstiden og opererede ud fra en overbevisning om, at »den usandsynlige virkelighed« overgår fantasien. Han ville ikke skabe, men beskrive og genskabe. »Det autentiske er uforligneligt,« står der i forordet til Den første kommando. Der er blot justeret i kronologien.

   Romanerne repræsenterer en genre, som Frederick Marryatt (1792-1848) grundlagde med Peter Simple (1834) og Mr. Midshipman Easy (1836). C.S. Forester (1899-1966) moderniserede den med sin serie om Horatio Hornblower, der i 11 romaner avancerer fra kadet til admiral i Lords Nelsons flåde. Siden har forfattere som Dudley Pope (Ramage-serien), Ellis K. Meacham (Merewether-serien) og Alexander Kent (Bolitho-serien) gjort naval fiction til en populær litterær specialitet.

   

PATRICK O'Brian tilførte genren noget ekstra med sin blanding af historisk akkuratesse og overvældende menneskelighed. »Jeg vil ikke sige, at jeg græd, men jeg vil heller ikke sige, at jeg ikke græd,« skrev David Mamet i sine mindeord i The New York Times.

   Den hårdkogte filmskaber tilføjede, at O’Brian har skabt skikkelser, som betyder mere for ham end mange virkelige bekendtskaber. Han sætter O’Brian væsentligt højere end parnassets fejrede navne. Det er nok at gå rigeligt langt. Der er områder af tilværelsen, eksempelvis livet på land og familier, som der ikke står meget om hos O’Brian.

   Men vi ved, hvad Mamet mener, og på sin måde har han ret. Endvidere skylder man militærgenren tak, fordi den skabte rammen, som krystergenren lukrerer på. George MacDonald Frasers udødelige Harry Flashman ville ikke være det samme uden eksempler som Hornblower og Aubrey.

PETER Weirs store film tager sin titel fra den første roman, men er i alle væsentlige henseender en filmatisering af seriens tiende bind, The Far Side of the World fra 1984. Her ligger H.M.S. Surprise og hugger langs kysten ud for Brasilien, idet Aubrey har fået ordre til med alle midler at eliminere det franske kaperskib Acheron, som har bragt krigen til Stillehavet. »You will sink, burn or take her a prize,« står der i Aubreys instrukser. Det er lettere sagt end gjort, for Acheron er et moderne skib, som modstår kanonilden og skyder en højere fart end Surprise.

   Året er 1805. Der er 197 sjæle og 28 kanoner ombord på fregatten. Undervejs i filmen går Aubreys besætning kun i land en eneste gang. Denne pause er til gengæld spektakulær: på de legendariske Encantadas, dvs. Galapagos-øerne, har den naturvidenskabeligt interesserede Maturin lejlighed til at studere arternes oprindelse et kvart århundrede før Charles Darwin. Aubrey vil gerne give sin ven mulighed for at fordybe sig, men krigen forhindrer et længere ophold. Også til slut må Surprise lette anker i noget, der nærmer sig yderste hast. Jeg skal undlade at røbe hvorfor, eftersom dét er fortællingens clou.

DET er netop præget af fortælling, som Peter Weir overfører så smukt. Man læser ikke O’Brians bøger for spændingen og effekterne, men for atmosfæren i romanernes rum, de minutiøse beskrivelser af livet ombord, det ekstremt konkrete, beskrivende sprog og den maskulint understatede rapport mellem vennerne Aubrey og Maturin.

   Produktionen har kostet en formue (nærmere bestemt 135 mio. dollar). Man kunne derfor frygte, at Fox-studiet ville kræve sex, søuhyrer og saftige eksplosioner, gimmicks der kunne få hoben i tale, men det er ikke tilfældet. Weir respekterer bøgernes sjæl og fortæller i samme rolige tempo og saglige tone som O’Brian.

   Endvidere filmer han denne verden af vand med samme sans for konkret magi og slående kompositioner, som har kendetegnet hans arbejde fra de australske begyndelser med Picnic at Hanging Rock (1975), The Last Wave (1977) og Gallipoli (1981) til amerikanske produktioner som Dead Poets Society (1989), Fearless (1993) og The Truman Show (1998). Peter Weir er en af de meget få tilflyttere, som har skabt synkefri filmkunst i Hollywood. Også inkarnerede landkrabber vil lade sig bjergtage, når Surprise og Acheron veksler skud.

RUSSELL Crowe er fremragende som Aubrey, der netop er kendetegnet ved sin fysiske overstørrelse. Første gang vi møder ham – og første gang Aubrey og Maturin mødes, til en koncert på Menorca i april 1800 – står der om kaptajnen, at han »var en mand på mellem tyve og tredive, hvis store korpus var alt for fyldigt til stolen, så man kun anede en stribe forgyldt træ hist og her.« I rollen som Maturin udgør Paul Bettany – der gjorde indtryk som Tom i Lars von Triers Dogville – en skarp og nødvendig kontrast. Også i filmen musicerer Aubrey og Maturin sammen, spiller Mozart, Corelli og Boccherini, når krigens pauser tillader det.

   Omkring dem kredser en hel galakse af unge og ældede ansigter, alle mandens aldre er repræsenteret ombord på Surprise. Kadetter i puberteten giver skarpe ordrer til menige voksne. En Jonas tager sig af dage. En læge må operere sig selv, og man kan aldrig vide, hvornår fjendens lydløse spøgelsesskib tager form i muren af tåge. Master and Commander er en gennemført god filmoplevelse. Den indre søulk fryder sig.

*) Patrick O’Brian blev adlet, hyldet og fejret for sine tyve romaner om Aubrey og Maturin. Han var 50, da han begyndte på serien, og han var fyldt 70, da den blev populære. Der kom et helt forfatterskab før Master and Commander. Endvidere skrev han en biografi om Pablo Picasso og foretog de engelske oversættelser af Henri Charrière og Simone de Beauvoir.

   O’Brian hed egentlig Richard Patrick Russ og kom fra Buckinghamshire. Han forlod sin første familie, da han mødte Mary Wickstead Tolstoy, som var gift med et medlem af Tolstoj-familien. Parret bosatte sig i Collioure i Frankrig, hvor O’Brian skrev alle Aubrey-bøgerne.

   Forfatteren havde i årenes løb konstrueret en biografi, der omfattede opvækst i Irland, maritim militæruddannelse og efterretningsarbejde under 2. verdenskrig. Da han fyldte 80, blev britiske medier opmærksomme på uoverensstemmelser i livshistorien. Der var ikke belastende hemmeligheder, men mange omskrivninger og fortielser.

   O’Brian følte sig afsløret og kompromitteret. Hans ven, historikeren Max Hastings, fortæller om forløbet i forordet til den fornemme Folio Society-udgave af Master and Commander (2008). Folio har udgivet hele Aubrey/Maturin-serien. I 2004 udkom The Final Unfinished Voyage of Jack Aubrey. Den amerikanske titel var 21.

   Nikolai Tolstoy har skrevet biografierne Patrick O’Brian: The Making of a Novelist (2004) og Patrick O’Brian: A Very Private Life (2019) om sin stedfar.

Master and Commander: The Far Side of the World (Master and Commander – Til Verdens Ende). Instr.: Peter Weir. Manus: Peter Weir, John Collee. Foto: Russell Boyd. 138 min. USA 2003. Dansk premiere: 27.11.2003.

Fotos: Twentieth Century Fox (20th Century Studios - Walt Disney Studios Motion Pictures)/ CineMaterial/ MovieStillsDB/ Sunday Times (Patrick O'Brian portrait)/ The Folio Society/ Rosinante Gyldendal/

Filmen streames på Apple TV, Blockbuster, DISNEY+, Rakuten TV, SF Anytime, YouTube Film

2K Blu-ray fra 20th Century Fox (UK) [Zavvi Exclusive Steelbook] 18.09.2017

Anmeldelsen trykt i Weekendavisen Kultur 27.11.2003

Ridley Scott: American Gangster (2007)

DER VAR ENGANG I HARLEM

Det store amerikanske gangsterdrama

Af BO GREEN JENSEN

HARLEM 1968. Efter 15 år som højre hånd for Ellsworth »Bumpy« Johnson, en alfaderlig gangster med borgmesterlignende status, overtager Frank Lucas territoriet. Den unge mand har planer med sit liv og sin forretning. Han har set og taget ved lære. Tidens handelsvare er heroin, der beslaglægges og videreforhandles af korrupte politifolk, som har aftaler med det kriminelle miljø. Man har vænnet sig til, at det bare er sådan.

   Lucas vil eliminere engrosledet. Vietnamkrigen eskalerer, og via en militær kontakt får han forbindelse med de primære fabrikanter i Thailand. Varen skibes hjem i kister, når døde soldater bliver fløjet tilbage. Inden længe er kvalitetsproduktet Blue Magic det eneste, stofmisbrugerne vil røre. Det er ufortyndet heroin, så rent at man kan ryge det. Markedet er i chok, mens Lucas markerer det afro-amerikanske initiativ i en branche, som hidtil har været kontrolleret af italienske mafiafamiler. Manden skaber sig magtfulde fjender.

DET samme gør Richie Roberts, som læser jura i sin fritid og er noget for tiden og stedet så sjældent som en ubestikkelig narkobetjent. Han bliver én gang for alle persona non grata, da han finder en million dollar i bagagerummet på en bil. Richie kunne stryge gevinsten og holde sin kæft. Det er, hvad kollegerne forventer, men han insisterer på at aflevere de sorte penge som bevismateriale. Fra da af er Richie og makkeren som spedalske.

   Imens gør Frank Lucas kometkarriere. Privat har manden stil og principper. Han arbejder på at uddanne sig, henter hele familien fra North Carolina til et nyindkøbt rigmandspalæ på Long Island og gifter sig med Miss Puerto Rico 1970 i en ceremoni, der markerer hans overgang fra etnisk gangster til amerikansk succeshistorie. Professionelt er han ubønhørlig, sætter ild til en angiver uden at blinke og likviderer en konkurrent på åben gade ved højlys dag.

FRANK vil have respekt og får den. Han ser ned på konkurrenternes Superfly-stil. Selv holder han en lav profil. Han har ingen straffeattest, og der går flere år, før politiet kan sætte et navn og et ansigt på manden. Det sker, da han mod bedre vidende tager en kostbar pels, en gave fra hustruen, på til bokseopgøret mellem Joe Frazier og Muhammad Ali. Han har bedre billetter end mafiahøvdingen Dominic Cattano (Armand Assante), der indgår en aftale med Lucas, skønt begge mænd åbent foragter hinanden.

   Det er naturligvis Richie Roberts, som gradvis får skovlen under Frank Lucas. Samtidig slutter krigen i Vietnam, og forsyningssikkerheden er truet. Roberts har fået sin egen interne afdeling, der nok skal bekæmpe narkohandlen, men fremfor alt luge ud i en politistyrke, hvor tre ud af fire officerer er korrupte. Statistikken omfatter afgjort kriminalløjtnant Trupo (Josh Brolin), der hader Roberts på samme måde, som Cattano ser ned på opkomlingen Lucas.

SOM det fremgår etablerer American Gangster en parallel struktur. Filmen sidestiller Lucas og Roberts som ligeværdige skæbner, resolutte outsidere med integritet, der ikke vil bøje nakken for nogen. Historien er autentisk og bygger på en artikel af journalisten Mark Jacobsen, som har ført lange samtaler med Frank Lucas. Roberts er derimod skabt til lejligheden, for symmetriens skyld, og virker da også i højere grad som en skrivebordskonstruktion.

   De to mænd spilles med fuld stjernestyrke af Denzel Washington og Russell Crowe. Hele filmen bygger op til den scene, hvor parterne endelig mødes. Da det sker, er det helt som i Michael Manns Heat (1995), hvor der på samme måde skabes forbindelse mellem gangsteren, spillet af Robert De Niro, og hans nemesis, spillet af Al Pacino. Der er mange udenværker i American Gangster, men filmen slutter tilfredsstillende og oven i købet retfærdigt.

LUCAS og Roberts er sider af den samme mønt. Narkohandlerens slægtninge irriteres af hans bedrevidende facon, kriminalbetjenten er forhadt af sine kolleger. Begge kæmper mod interti i systemet. Længe nægter Roberts’ overordnede at tage Lucas alvorligt, fordi sorte gangstere pr. definition er dummere end de italienske familier, der har drevet landets organiserede kriminalitet, siden uafhængighedserklæringen blev skrevet. Det kan derfor ikke undre, at de to mænd trykker hænder til slut, da ingen har mere at miste.

FILMEN er – som signaleret i titlen – et bravt forsøg på at modernisere det ærketypiske gangsterdrama, der i USA også er en familiehistorie. Englænderen Ridley Scott har muligvis ikke de fornødne forudsætninger for at genskabe 70ernes New York. Til gengæld har han stil og håndelag i spandevis. Den episke ambition er filmens store styrke, men bliver endelig også dens svaghed. Scott vil på én gang lave Scarface, The Godfather, The French Connection, Shaft, Prince of the City, Once Upon a Time in America, Goodfellas, Heat og The Sopranos.

   Det lykkes at strejfe et stykke af alle de nævnte modeller, men på målstregen savner filmen til gengæld sine egne markører. Den ville intet være uden Denzel Washington, der skaber og bærer American Gangster. I en særligt isnende scene knuser han sin fætters hoved med låget på et flygel. Ikke mange antihelte kan gøre dét og bevare vor billigelse.

DE bedste afsnit er logistiske sætstykker, som beskriver narkotrafikken. Rejsen op ad floden i Thailand; transporten ud af Vietnam; fabrikken i Harlem, hvor alle er nøgne, så ingen kan stjæle af varen.

   Fra Alien (1979), Blade Runner (1982) og Someone to Watch over Me (1987) til Thelma & Louise (1991), Black Hawk Down (1999), Gladiator (2000) og Kingdom of Heaven (2005) har Scott været alle genrer igennem. Senere i 2008 er der premiere på Irak-filmen Body of Lies. Til næste år venter en filmatisering af Cormac McCarthys Blood Meridian. Det bliver Sir Ridleys første western. Kun Spielberg har været så alsidig, kun Ford har været så stilren. I en alder af 70 år er Ridley Scott ved at være den kommercielle filmindustris sidste auteur.*

*) Body of Lies fik dansk premiere 28.11.2008. Filmatiseringen af Blood Meridian blev ikke til noget. Til gengæld skrev Cormac McCarthy originalmanuskriptet til grænselandsdramaet The Counselor, som Scott instruerede i 2013. Den film kan så betragtes som englænderens første western. Ridley Scott er født i 1937. Han fylder 84 år den 30. november 2021.

Se også Blade Runner – The Final Cut (1982/2007); Ridley Scott: Kingdom of Heaven (2005); Antologifilm | All the Invisible Children (2005); Ridley Scott: Prometheus (2012) [Sci-Fi 100]; Ridley Scott | Cormac McCarthy: The Counselor (2013); Ridley Scott: The Martian (2015) [Sci-Fi 100]; Ridley Scott: Covenant (2017) [Sci-Fi 100]; Ridley Scott: All the Money in the World (2017); Ridley Scott: The Last Duel (2021); Ridley Scott: House of Gucci (2021) + Philip K. Dick 1928-1982; Klassiske karakterer: Moses og mogulerne.

American Gangster. Instr.: Ridley Scott. Manus: Steven Zaillian. Foto: Harris Savides. 158 min. USA 2007. Dansk premiere: 04.01.2008.

Fotos: Universal Pictures/ UIP/ CineMaterial/ MovieStillsDB/ Filmgrab

Filmen streames på AMAZON PRIME, Blockbuster, Rakuten TV, SF Anytime, SKYSHOWTIME, YouTube Film

4K UHD + 2K Blu-ray fra Universal Studios 21.10.2019

Anmeldelsen trykt i Weekendavisen Kultur 04.01.2008