Claude Lelouch | Jean-Paul Belmondo: Les Misérables (1995)

GODE MENNESKER
Manden der ville være Valjean

Af BO GREEN JENSEN

TITLEN kræver en smule forklaring. Skønt snart sagt alle træk og tråde i Claude Lelouchs panoramiske Les Misérables på en eller anden måde forholder sig til handlingsgangen og ånden i Victor Hugos magnum opus fra 1862, er der ikke tale om en filmatisering i gængs forstand. Og skønt Henri Fortin – den centrale skæbne hos Lelouch – føler sig så forbundet med romanfiguren Jean Valjean, at det grænser til en besættelse, er der heller ikke tale om en moderniseret genfortælling af Hugos store skabelsesvævning. Lelouchs Les Misérables er således et hverken-eller i bund og grund. På dette beror dens anselige styrke, og samtidig er det hér, man skal finde årsagen til den nærved-og-næsten atmosfære, der hviler over dele af filmen.

DET er på sæt og vis århundredets historie, som Lelouch har sat sig for at fortælle, og Henri Fortin er århundredets barn. Netop nytårsaften 1900, da Henri er fem år gammel, indtræffer den begivenhed, der bliver bestemmende for hans skæbne. Henris far bliver dømt for en forbrydelse, han ikke har begået, og havner i et fængsel, der er mindst lige så umenneskeligt som dét, der hærdede Jean Valjean. Hans hustru bliver derfor kombineret servitrice og prostitueret hos en Thénardier-agtig familie på et gæstgiveri i Normandiet, hvor sønnen vokser op. Første gang han for alvor bliver bevæget, er da kroen foreviser en stumfilmsudgave af De elendige. Allerede som stor dreng står Henri bag lærredet og føler, at fortællingen handler om ham.*

CLAUDE Lelouch, som for altid har en plads i vore hjerter, fordi han i 1967 skabte Un homme et une femme (da. Manden og kvinden), bruger 40 minutter på at udfolde denne prolog. På bare fem panoreres der så hastigt hen over årene til den dag, da Henri som forhenværende bokser og nuværende flyttemand igen får kontakt med sin skæbne som vort århundredes Jean Valjean. Under Vichy-regeringen hjælper han en jødisk familie med at flygte.

   Der er mange krøller på denne historie, for Lelouch lægger samme vægt på det kosmiske tilfælde som Hugo, men det korte af det lange er, at Henri Fortin får chancen for at følge Jean Valjeans eksempel, da familien Ziman én gang har vist ham, hvem han er. Og i 1940'ernes splittede Frankrig løber man hele tiden på evige skæbner, der kunne være – og, eftersom skuespillerne går igen, også er – ajourførte versioner af nedrige, nidkære, gode, grove og kærlige mennesker som Javert, Thénardier, Fantine, Cosette, Marius, Éponine m.fl.

MANUSKRIPTET er skrevet, og filmen er skudt, med stor og fin fornemmelse for, hvornår pastichen bliver ren kopi, og hvornår værket fortsat har egenliv. Det er dog hverken den ujævne dialog eller den patetiske handlingsgang, der bærer Lelouchs store hyldest til litteraturen i almindelighed og Victor Hugo i særdeleshed. Det er kontrasten mellem den aldrende Jean-Paul Belmondos sprukne, men stadig spillevende gavtyvefjæs og de suverænt poetiske billeder, som i flere scener får lov at tale alene sammen med musikken, der skyldes alle Lelouchs gamle allierede, fra Francis Lai til Michel Legrand.

EN balscene indvier århundredet, og valsen drejer i fem minutter, uden at et ord bliver sagt. Den sårede André Ziman (Michel Boujenah) ser træernes grene blive skarpe, disede og skarpe igen, da han ligger på ryggen i sneen, hvor tyskerne har mejet de jødiske flygtninge ned. Stædigt holder Lelouch fast i enkelte ansigter – især pigen Salome (Salomé Lelouch) og kvinden Elise Ziman (Alessandra Martines) – mens årene drejer som sætstykker. Det er evige typer på tidens bagtæppe. Som øverste autoritet inddrages filmlegender som Annie Girardot (1931-2011) og den 82-årige Jean Marais (1913-1998), der i rollen som Monseigneur Myriel inkarnerer kristen godhed til alle tider.

ENESTE skønhedsplet er de scener, der decideret fortolker og dramatiserer Les Misérables med Jean-Paul Belmondo som Jean Valjean. Det er ét lag for mange i konstruktionen og ligner i skæmmende grad løse rester af den regelrette filmatisering, som sikkert har været Lelouchs oprindelige projekt.**

   Størstedelen af filmen sidder man dog både forført, billedsalig og bevæget til godhed og storhed, mens filmen tager sig den tid, der skal til for at sætte århundredernes legende i værk. For Lelouch som for Hugo er præmissen, at tingene aldrig ændrer sig, at to eller tre grundhistorier er dømt til at gentage sig evindeligt, men at muligheden for forandring alligevel er til stede, så længe der findes gode mennesker.

   Til disse gode mennesker bliver Les Misérables da en hyldest. Og for tilskueren en vemodig, men ægte og dybfølt glæde, der fungerer som kærkommen modgift til den tjekkede kynisme, der var toneangivende ved årtusindeskiftet. Denne kynisme kaldes ofte tidssvarende og realistisk, men Les Misérables minder os om, at der er flere farver i mennesket.

RIP Jean-Paul Belmondo 1933-2021 

Se også Liv og teater: Les Misérables 1980-2023 | Musicals; Claude Miller | Philippe Grimbert: Un secret | En hemmelighed (2007); Claude Lelouch: Les plus belles années d'une vie (2019).

*) Der er to store stumfilmversioner: Albert Capellanis Les Misérables fra 1912 varer tre timer og blev distribueret i fire dele (Jean Valjean; Fantine; Cosette; Cosette et Marius). På samme måde udkom Henri Fescourts monumentale filmatisering fra 1925 i fire akter eller »epoker« (Jean Valjean; Fantine; Marius; L'Epopée de la rue Saint-Denis), som varer 359 min. Fescourts film cirkulerede internationalt i to dele med titlerne The Soul of Humanity og Barricade. Galejslavens flugt og Galejslavens endeligt havde dansk premiere i oktober 1926. Begge blev i 1934 fortrængt af Raymond Barnards filmatisering (288 min), den første med et lydspor, der fik premiere som tre enkeltstående titler (Une Tempête une cràne; Les Thénardier; Liberté, liberté chérie). I 1935 fik den konkurrence af Richard Boleslawskis amerikanske Les Misérables – med Fredric March og Charles Laughton – som opgav den panoramiske ambition om at rumme hele romanværket og koncentrerede Valjean/Javert-motivet på 108 min. W.P. Lipscomb bearbejdede bogen efter produceren Darryl F. Zanucks anvisninger. Det gør herefter stor forskel, om Hugo bliver filmatiseret i eller uden for Frankrig. Britiske Eureka! har udgivet Barnards Les Miserables på dvd og blu-ray i sin Masters of Cinema-serie. Ekstramaterialet inddrager klip fra de stumme versioner. Endvidere Capellanis pionerarbejde Le chemineau fra 1905, som bruger scenen, hvor Valjean bryder ind hos Myriel. Vagabonden er håndtintet og varer kun seks minutter. Det må være den første filmatisering.

HENRI og hans mor ankommer til kystbyen i Normandiet, hvor det moderne Thénardier-par driver værtshus, kort før nytår 1901. Det passer nogenlunde med tiden, hvis det er en scene fra Capellanis Jean Valjean, som operatøren drejer med hånden i kroen, hvor Henri Fortin vokser op. Han sidder bag lagenet, som billederne er blæst op på. Samtidig korresponderer hans mor med hans far, som er straffefange. Ingen i familien kan læse eller skrive, så Henris mor får hjælp af en empatisk kirketjener (den utålmodige præst har for travlt), mens Henri senior assisteres af en medfange, der har arbejdet for (og bedraget) Gustave Eiffel. Henris mor fortæller om drengen. Henris far svarer i et brev, hvor der står »jeg elsker dig« 27 gange. Den venlige kapellan læser hvert eneste »Je t'aime«. Da Henri senior forsøger at flygte bliver han fanget i sneen og som straf sat i et udendørs isolationsbur. Her råber han sin trods ud og holder sig varm ved at træne. Snebillederne fra fængslet er noget af det smukkeste i filmen. 30 år senere bliver D-dag, landgangen i Normandiet og befrielsen, der kommer til Frankrig, et andet visuelt højdepunkt. Undergrundsbevægelsens modstandskamp skal hos Lelouch fungere som barrikaderne i 1832 gør hos Hugo. 

**) JEAN-PAUL BELMONDO (1933-2021) var 60 år, da han medvirkede i Les Misérables. »Bébel« og Lelouch lavede tre film sammen. Der var først et lille tilløb. De mødtes i 1963, da Lelouch optog et arbejdsportræt af det varme franske nybølgenavn. Fordi Lelouch stod i gæld efter produktionen af debutspillefilmen Le Propre de l’homme (1961), som ikke var nogen succes (og som han siden forsøgte at slette af værklisten), påtog han sig at instruere en række korte portrætter af stjerner i tiden. Filmene svarer til de Bag kameraet-film, der siden blev standardudstyr på dvd’er og Blu-ray. Filmen med Belmondo har ikke overlevet. 

   Belmondo og Annie Girardot (1931-2011) danner par i Un homme qui me plaît (1969, da. En mand jeg kan li’), som var Lelouchs tredje film efter gennembruddet med Un homme et une femme i 1966. En fransk skuespillerinde (Girardot) er på optagelse i USA, hvor instruktøren ønsker filmkomponisten (Belmondo) til stede, så stemningen kan sættes med manér. De forelsker sig for alvor og får svært ved at vende hjem til deres respektive familier i Frankrig, da Love is a Funny Thing er i kassen.

  Filmen, som arbejder bevidst med sin ramme af metafiktion, blev optaget i sekvens, scene for scene, på locations, som filmholdet fandt undervejs. Det var i de år, at Belmondo kom tættest på at blive en international stjerne. Han besluttede at blive i Frankrig og prøvede aldrig at lære engelsk: »I prefer a national film to an international film. Something is lost. Look at what happened to Italy when they went international.«

 

   

TYVE år senere er Itinéraire d’un enfant gâté (1988) en skelsættende film for begge mænd. Itinéraire er co-produceret af Les films 13 og Belmondos eget Cerito Films. Belmondo var begyndt at tage alderen på sig og vælge roller med indlejret tyngde. Der er ikke flere actionkomedier. Der er derimod en erkendelse af, at ingen har tilbudt ham krævende roller siden Jean-Luc Godard (À bout de souffle og Pierrot le Fou), François Truffaut (Mississippi Mermaid) og Jean-Pierre Melville (Leon Morin og Le Doulos) i nouvelle vague-tiden.

   Bébel gjorde klar til at trække sig ud, men først skulle der sættes et mindeværdigt punktum. På Théâtre Marigny tog han livtag med to store roller, som man tvivlede på, at han havde farverne til: Edmund Kean i Kean, Jean-Paul Sartres opdatering af Alexandre Dumas' drama om Shakespeare-skuespilleren, og Cyrano i Robert Hosseins opsætning af Cyrano de Bergerac. I filmsammenhæng ledte han efter en rolle, der kunne bære og samle karrieren. Lelouch havde set Belmondo i Kean og skrev Itinéraire specielt til Bebél.

   Det er fortællingen om trapezkunstneren Sam Lion, som blev en succesrig entreprenør, da en ulykke tvang ham væk fra manegen. Da han fylder 50 og mener, at han har svaret enhver sit, forlader han familie og forretning og rejser til Afrika for at finde sig selv på savannen. Han bliver indhentet af sin fortid i skikkelse af den unge Richard Anconina og kommer ad omveje hjem til fællesskabet.

   Itinéraire fik ikke dansk premiere; i Sverige hed filmen Att möta ett lejon. I Frankrig solgte den 3,7 mio. billetter og blev Belmondos sidste store succes. Han modtog en Cesar for bedste mandlige hovedrolle. Fem år senere er forvandlingen fra ungt ikon til gammel institution tilendebragt i Les Misérables.

   Un homme qui me plaît, Itinéraire d'un enfant gâté og Les Misérables er samlet i Blu-ray-bokssættet Lelouch Belmondo fra Metropolitan Film & Video (2021). De er alle restaureret i 2K HD, og der er omsider kommet engelske undertekster på. Det er de samme kopier, som indgår i det overvældende Lelouch 60 ans de cinéma-bokssæt fra 2023.

OG for endelig at blive personlig. Jeg er født i 1955 og ikke helt gammel nok til at have oplevet la nouvelle vague-tiden live. Min årgang så den fra grundskolehøjde. Jeg må have været ti år, da jeg så La tulipe noire (1964, da. Den sorte tulipan eller Den sorte musketers hævn) til en eftermiddagsforestilling i Kastrup Bio og blev betaget af Alain Delon, der havde rollen som den sortklædte fægtemester. Jeg er sikker på, at de også viste Cartouche (1962) med Belmondo i en lignende swashbuckler-rolle.

   På en måde har jeg fulgt de to musketerer fra begyndelsen til slutningen. Med Delon var man altid betaget af stilen. Han har den hele vejen igennem, uanset hvilken slags rolle han spiller, uanset hvor kold eller varm han var som person; der er intet, der bider på Le samourai. Belmondo er altid varmere, har sværere ved det og føler tingenes tryk som vi andre. Der er intet mysterium. Han kan ikke spille ond for alvor. Endvidere har han selvironi, en kvalitet som mangler helt hos Delon.    

   Jeg faldt pladask for Belmondo i 1973, da han spillede Bob St. Clair i Philippe de Brocas Le magnifique (da. Agenten der ikke ku’ knaldes), en fransk pendant til Walter Mitty og Billy Liar. Filmen om forfatteren, der dagdrømmer sig ind i de kioskromaner, han skriver på samlebånd, var et riff på den i Frankrig uopslidelige L’homme de Rio (1964, da. Orlov i Rio), som i sig selv var et satirisk spoof på agentfeberen, der bredte sig med James Bond og epigoner. Som ung blev Belmondo berømt for selv at udføre sine drabelige stunts. Det er i L'homme de Rio, at han hænger i armene fra en helikopter. 

   Fyrre år senere var jeg i Cannes, da Belmondo modtog en ærespris for sit virke og blev hyldet af Vincent Perrot i portrætfilmen Belmondo itinéraire... Det var en lokal fransk ting, som fandt sted i udkanten af festivalen, men jeg gik til gallapremieren, som var en Her-er-dit-liv-forestilling med alle endnu aktive vidner på scenen. Den gangbesværede stjerne var i godt humør, men i dårlig form efter et slagtilfælde i 2001.

ALAIN DELON (1935-2024) fungerede som en slags vært. Han fortalte endnu en gang anekdoten om, hvordan han og Belmondo som unge løver sad på en særlig café ved Les Halles og ventede på at blive opdaget. Det blev de cirka samtidig, og i teenårene så vi dem sammen i Jacques Derays Borsalino (1970). 

   Delon producerede selv Borsalino (samt to fortsættelser). Jeg har genset den, og den holder ikke på samme måde som Derays La piscine (1969), men det var fra Delon, at Belmondo havde ideen om selv at producere. Han var en af de første, som fik skrevet ind i sin kontrakt, at hans navn skulle indrammes på plakaten. Det blev det ikke på Borsalino. Så Belmondo stævnede Delon.

   De ting blev der ikke talt om i Salle Debussy den 16. maj 2011, da vi var til Hommage à Jean-Paul Belmondo. Det var en elskelig aften, der føltes som et pusterum. Belmondo har været 78. Han var 88, da han døde i september 2021. Det samme var Delon, da han forsvandt i august 2024.

   Delons fysik var stærkere, og han var bedre til at gøre sig hård. Og han var med i flere film, der står som ikoniske hovedværker. På sigt bliver Belmondo husket for À bout de souffle, for Leon Morin, prêtre og for Pierrot le Fou. Måske ikke engang for L’Homme de Rio eller Itinéraire. Og desværre ikke for Les Misérables.

   Les Misérables blev ikke et stort tilløbstykke, men filmen gik verden over og tjente sig hjem. I USA fik den en Golden Globe, da Golden Globe endnu havde betydning. Claude Lelouch er 87 år i 2025. Han var senest i Venedig for at præsentere svanesangen Finalement, som fik fransk premiere i november 2024. Det bliver hans spillefilm nr. 60.

Les Misérables (Les Misérables). Instr. & manus Claude Lelouch. Foto: Claude Lelouch, Philippe Pavans de Ceccatty. 175 min. Frankrig 1995. Dansk premiere: 22.03.1996.

Fotos: Les Films 13/ TF1 Films Production [Photos: Fabian – SYGMA]/ Canal+/ CineMaterial/ MovieStillsDB/ Framegrab [TF1 Video]

Filmen streames ikke i DK – i Frankrig bl.a. på Amazon Store 

2K Blu-ray fra Metropolitan Film & Video [i bokssættet Lelouch Belmondo Trois films Inoubliables 1965-1995] 02.12.2021

Les Misérables indgår endvidere i Blu-ray-bokssættet Claude Lelouch 60 ans de cinéma, som Metropolitan udgav i december 2023. Her er 44 film af Lelouch samlet på 50 discs. Alle har engelske undertekster.

Første udgave af anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 22.03.1996

Liv og teater: Les Misérables 1980-2023 | Musicals

TIGERNE KOMMER OM NATTEN

En stiv musical bliver til levende film

Af BO GREEN JENSEN

DE fleste mennesker har på et tidspunkt set Les Misérables, uanset om de ville eller ej. Den venerable tragédie musicale begyndte sit liv i 1980, da komponisten Claude-Michel Schönberg (f. 1944) og tekstforfatteren Alain Boublil (f. 1941) – Frankrigs svar på Webber og Rice, som havde haft lokal succes med rockmusicalen La Revolution Française (1973) – søgte risikovillige kræfter og sendte et fransksproget dobbeltalbum i luften. Den første opsætning havde urpremiere i Palais des Sports (nu Dôme de Paris) den 24. september 1980.*  

   Produceren Cameron Macintosh så en ny Evita (1976) eller The Phantom of the Opera (1986) i projektet. Med engelske tekster af Herbert Kretzmer fik Les Misérables premiere på Barbican Theatre den 8. oktober 1985. Trevor Nunns stadig stilskabende opsætning med Colm Wilkinson som Jean Valjean flyttede samme år til Palace Theatre i West End. Siden fulgte Broadway og resten af verden. The Complete Symphonic Recordings (1989) er udsendt igen og igen, for hver gang med lidt mere selvfølelse.**

JEG har set 7-8 opsætninger af Les Misérables gennem de 40 år, som er gået. Første gang var i Chicago i 1989, hvor en turnéudgave fra Broadway slog gnister. Næstsidste gang var på Det Ny Teater i 2010, hvor metaltrætheden var mærkbar. Den søvnigste opførelse så jeg i London i bombesommeren 2005. Orkestret så på uret og skyndte sig hjem. Victor Hugos passionerede 1863-manifest var da endt som en museal operette. Kun Thénardier-parrets skamløshed gjorde indtryk.

   Tom Hoopers filmatisering er et vovestykke med sikkerhedsnet. Det globale forsalg er sikret, for man vil gerne føle magien igen, men det kan alt i alt ikke undre, hvis fanbasen køber billetter med skepsis. Les Misérables er nu arvesølv, en kulturbærende institution, som forpligter. Det er meget længe siden, at de høflige sange kunne overraske. Man tror vel, at man skal se en indramning, et filmet aftryk af sceneudgaven, som kan stå på reolen sammen med musikken og romanen, når man har været i biografen.

FILMUDGAVEN kan kun overraske, og det gør den heldigvis med élan. Hooper vil ikke reproducere teatret, men skabe ny visuel kongruens. Især går han tæt på det nøgne ansigt og lader spillerne synge på stedet. Kasper Holten gjorde det samme i Juan (2010), en dynamisk moderne filmatisering af Mozarts Don Giovanni (1787) – som på sin side måtte forholde både til Joseph Loseys 1979-film og Milos Formans Amadeus (1984) – men hans cast havde trænede stemmer, som var vant til at virke i flugt.

   Hoopers hold består af stjerner, som ikke nødvendigvis synger godt. Hugh Jackman (Valjean) bliver skinger i det høje register, og hverken Russell Crowe (Javert), Anne Hathaway (Fantine), Amanda Seyfried (Cosette), Eddie Redmayne (Marius) eller Helena Bonham Carter og Sacha Baron Cohen (Thénardier-parret) har skolede stemmer. De hiver efter vejret og ligner, hvad de er: Mennesker, som anstrenger sig.

   Overraskelsen er, at tricket fungerer. Det nye soundtrack er næppe en indspilning, man vil høre igen og igen, men Hooper har fuldkommen fjernet det præg af støvet funkis og Biedermeier-nips, som forestillingen fik hen ad vejen. Man hører en særlig grundtone, den moderne musicals patenterede lyd, i samtlige sceneudgaver af Les Misérables. De spindelvæv er blæst helt væk i filmen, som satser på ny sårbarhed.

ISÆR den første time er effektivt afviklet. Valjean og Javert introduceres i en sekvens, hvor straffefangerne bjærger et kuldsejlet skib, og Hooper lader synsvinklen veksle mellem panoramisk total og ansigter i nær. Anne Hathaway modtog en Oscar for sin indsats i rollen som Fantine. Da hun synger »I Dreamed a Dream«, bliver Les Misérables noget mere end stiliseret teater. Som alle gode musicals får den sangen til at leve som et sprog, der taler sandt bag tingenes overflade.

   Det er interessant at følge, hvordan teksterne har udviklet sig. De bedste steder var ikke på plads i den franske førsteudgave. »But the tigers come at night/ With their voices soft as thunder,« synger Fantine. Kretzmer indføjede disse linjer, ligesom han gjorde »Do You Hear the People Sing?« til en magtfuld finale og løftede slutstroferne til et fyndord: »To love another person is to the face of God«.

   Hos Boublil står der bare: »Qui aime sa femme/ sans le savoir, aime dieu.« »At holde af en anden er at træde frem for Gud,« var Niels Brunses respektable bud i den solide danske libretto fra 1992.***

   Det er næstekærligheden, medlidenheden og samfølelsen, der bærer den brændende indignation i Hugos romantiske traktat:

   »Så længe århundredets tre problemer ikke er løste: mandens nedværdigelse ved proletariatet, kvindens fornedrelse som følge af sult og børnenes hentæring som følge af det mørke, de lever i; så længe den sociale kvælningsproces, der foregår på sine steder, er mulig; med andre ord og fra et endnu videre synspunkt, så længe der på jorden findes uvidenhed og elendighed, må bøger som denne gøre nytte.«****

FØLELSEN lever i alle de variationer, med eller uden frapperende sange, som Hugos legende har inspireret, fra de klassiske versioner af Albert Capellani (1911), Henri Fescourt (1925) og Raymond Bernard (1934) til Claude Lelouchs frie modernisering (1995) og Bille Augusts undervurderede filmatisering (1998), hvor værdikampen mellem Valjean og Javert i endnu højere grad er hovedmotivet. Musicalen siger det koncist: »There is nothing on earth that we share/ It is either Valjean or Javert.«

   Colm Wilkinson – den første Valjean – har den lille, men vigtige rolle som biskop Myriel, der giver Valjean en ny chance og får ham til søge det gode i livet. Wilkinson er en slags talisman – han var for Jean Valjean på scenen, hvad Sean Connery var på film for James Bond-rollen. Samantha Barks spillede Eponine i 2010-produktionen i London, da Cameron Mackintosh gav hende rollen i filmen. Der er mange flere ansigter og reminiscenser fra sceneudgaven.

FOR det første var det vigtigt at have stemmer, der kunne synge rent og danse på stedet. Tom Hooper siger, at han altid har haft det svært med traditionelle filmmusicals, hvor stemmerne er optaget i et studie. På Les Misérables-settet kunne hver enkelt skuespiller høre produktionens pianist, mens de agerede. De kunne eksperimentere med betoning og fortolkning, mens Danny Cohen eller Hooper selv cirklede rundt om dem med et steadicam. Efterfølgende blev det symfoniske score lagt på i studiet. Det var musikken, som måtte tilpasse sig. Det plejer at være omvendt.

   Det var derfor vigtigt at have et cast, som kunne forestillingen forfra og bagfra. For fans er det en added bonus, at hver lille rolle i baggrunden spilles af teaterfolk, som på et tidspunkt har stået forrest med en af de store. Det gælder ned til hver galejslave, hver arbejderske på fabrikken, hver prostitueret ved havnen; hver soldat og hver student; hver af værtshusgæsterne hos Thénardier. 

   For produktionsdesignerne Eve Stewart og Anna Lynch-Robinson (som begge var Oscar-nomineret for filmen) var det mest tilfredsstillende at visualisere de situationer, som teaterforestillingen lader foregå off stage. Det spektakulære begravelsesoptog er filmet foran Greenwich Naval College, som gør det ud for Place de la Bastille. Blandt sætstykkerne er en elefantfigur i fuld størrelse.

   Kejser Bonaparte forsømte ingen lejlighed til at sætte monumenter. Man kunne ikke fylde byen med triumfbuer, så efter det egyptiske felttog var en elefantskulptur i bronze planlagt. Siden kom marmor på tale. En attrap af gips blev opført, så mulige sponsorer kunne danne sig et indtryk af effekten. Det lykkedes aldrig at finde finansiering, og figuren gik i forfald. Resterne blev fjernet i 1846, men i barrikadernes tid fungerede Napoleons elefant som et læsted for hjemløse. Her kunne gadebørn som Gavroche overnatte. I hvert fald er scenen endnu et bidrag til filmkunstens samling af elefanter.

     

HVIS man tror, man kender Les Misérables for godt til at sidde gennem det hele igen, eller hvis man tilhører typen, der hader musicals af princip, bør man lægge fordommen fra sig og se denne film. William Nicholson (Shadowlands, Gladiator) har klarlagt handlingsgangen i et eksemplarisk manuskript. Billedsiden er ren som i stumfilmens dage, hvor højt melodrama havde samme valør. De enkle musikalske arrangementer gør den gamle forestilling til en nøgen, ny og medrivende oplevelse.*****

I 2023 så jeg Les Misérables på scenen igen. Det var på Sondheim Theatre (som før i tiden hed Queen's Theatre) i London, hvor Les Miz har haft hovedkvarter siden 2004. Der har været to afbrydelser. Under ombygningen i 2019 blev forestillingen forvandlet til en staged concert i Guilgud Theatre, og under COVID-19-pandemien måtte alting sættes på pause.

   Nedlukningen varede i halvandet år, fra 16. marts 2020 til 25. september 2021. Det er nu Josh Piterman og Stewart Clarke, der synger partierne som Valjean og Javert. Barikaden er stadig det ikoniske sætstykke, men sceneapparatet er gjort enklere og lettere, faktisk meget i ånden fra Tom Hoopers film.

   Der var absolut ingen træthed at spore. Måske skyldes det den destabiliserede tidsånd, måske at castet er nyt og stadig har noget at risikere. Scenetæppet er dekoreret med Victor Hugos egne uvejrsakvareller fra Guernsey. Det er blevet kutyme at klappe efter de store numre. Alle musicals har nu dette koncertpræg. Da Piterman var færdig med at synge »Bring Him Home«, blev der råbt »Bravo!« fra bagerste række i the stalls.

   Min datter på 11 var grebet mod forventning og satte stor pris på Gavroches »Little People«. Vi sad på anden række i salen, som er kort og stejl, så scenen spiller til et publikum, der er fordelt på fem etager. Black Box-scenografien har altid egnet sig til cisterner og konverterede fabriksrum. Det er en scene, der kan sættes hvor som helst i historien fra 1848 til nu. Teksten står stærkest i usikre tider. Så i oktober 2023 virkede Les Misérables fuldkommen frisk.

   

TEATERFORESTILLINGEN er oversat til 22 sprog, opført i 53 lande og set af 120 millioner tilskuere. Filmen gjorde det hæderligt. Budgettet var på $61 millioner. Der er til dato solgt billetter for $442.299.309. Les Misérables var Oscar-nomineret i 8 kategorier. I tilgift til Anne Hathaways pris (for Best Performance by an Actress in a Supporting Role) blev filmen præmieret for Make-Up og Sound Mixing. Også den nye sang, »Suddenly«, som Schönberg, Boublil og Kretzmer skrev til lejligheden, og Hugh Jackman var nomineret. 2013 var året, hvor Argo, Lincoln, Silver Linings Playbook og Django Unchained stjal opmærksomheden. 

Se også Klassiske karakterer: A Star is Born 1937-2018 | Musicals; Landet bag regnen: L. Frank Baum og The Wizard of Oz (1900/1939); Billy Wilder: Sunset Boulevard (1950) [Noir 100]; Bob Fosse: Cabaret (1972) | Musicals; Lars von Trier: Dancer in the Dark (2000) | Musicals; Baz Luhrmann: Moulin Rouge! (2001) | Musicals; François Ozon: 8 femmes (2002) + interview [Moderne mestre]; Carmen på kliksprog: U-Carmen (2005) [Berlinale Golden Bear 2005]; Bill Condon: Dreamgirls (2006) | Musicals; The Beatles | Julie Taymor: Across the Universe (2007); ABBA | The Movie (1977) | Mamma Mia! (2008) | Voyage (2021); Fellini på Broadway: Nine (2009) | Musicals; Kenneth Branagh: The Magic Flute/ Tryllefløjten (2006); Damien Chazelle: La La Land (2016) | Musicals; Have Yourself A Merry White Christmas [Xmas Special 2019]; Bogen og filmen: Cats (1939/1981/2019) | Musicals; Sparks | Leos Carax: Annette (2021) | Musicals; To versioner: West Side Story (1961/2021) [Oscars 2022].

Se også Klassiske karakterer: Cyrano de Bergerac | Liv og teater; Klassiske karakterer: Anna Karenina; Klassiske karakterer: Pinocchios eventyr 1881-2021; Tamburlaine skal dø: Christopher Marlowe 1564-1593; John Madden/ Tom Stoppard: Shakespeare in Love (1998); Mike Leigh: Topsy-Turvy (1999) [Evig latter]; Jean-Baptiste Poquelin Molière 1622-1673 | Liv og teater. 

NOTER

*) La Révolution Française 1789-1794 er en ekspansiv forestilling, der kan ses som en skitse til Les Misérables på samme måde, som Joseph and the Amazing Technicolor Dreamcoat (1968) kan ses som en skitse til Jesus Christ Superstar (1970). Jeg har altid holdt særligt af skæringen »Á Versailles 14 juillet 1789«. Claude-Michel Schönberg synger selv partiet som Louis XVI. Robespierre er fremført af Alain Bashung. Dobbeltalbummet optrykkes jævnligt, både på cd, BD og vinyl. 

**) First Night Records genudgav Les Misérables: The Original French Concept Album i 1989. Alt i alt er den bedste studieindspilning stadig den første Original London Cast Recording, som Relativity Records udgav i 1985. The Complete Symphonic Recordings (1989) blander stemmer fra de britiske, australske, japanske og amerikanske (Broadway + Los Angeles) produktioner. Det er Gary Morris fra Broadway-udgaven, som synger Valjean. Bokssættets tredje disc var en cd-rom med interviews og videoclip. For sin tid var det virkelig state-of-the-arts. Musicalens levetid overlapper næsten 1:1 med cd-mediets store år. Det er først i 2020'erne, at Les Misérables har fået et liv på vinyl. Alle versioner kan streames. 

Den første 10 års fødselsdag blev fejret med en gallakoncert i Royal Albert Hall, hvor David Charles Abell dirigerede The Royal Philharmonic Orchestra, og Colm Wilkinson sang for som Jean Valjean i et kompagni på 250 spillere. »The Dream Cast« var sat sammen af optrædende fra flere britiske og amerikanske opsætninger. Til slut kom alle de internationale udgaver af Jean Valjean på scenen. Fra DK medvirkede Kurt Ravn. Næste store standardudgave var den grundigt dokumenterede 25 års jubilæumsudgave, som blev opført på O2 i London i 2010. Igen med forenede transatlantiske kræfter og en kavalkade af optrædende fra alle nationer og år. Samtidig udkom i USA Les Misérables Live! the 25th Anniversary Production – The 2010 Broadway Cast. Seneste stort dokumenterede version er Les Miserables: The Staged Concert (The Sensational 2020 Live Recording) [Live From The Gielgud Theatre. London].

***)  Den danske opsætning af Les Misérables havde premiere på Østre Gasværk i 1992. Albummet med de 16 største sange blev indspillet i DRs studier oktober/november 1992. Svend Skipper dirigerer Radiounderholdningsorkestret. Kurt Ravn og Claus Kofod synger Valjean og Javert; Anne-Marie Max Hansen er Fantine, Birgitte Raaberg Eponine, Louise Fribo den voksne Cosette. Den kyniske comic relief i Thénardier-parrets »Master of the House« (»Herre i sit hus«) bliver leveret af Maria Stenz og Per Pallesen. Det var før Stig Rossen kom hjem fra London og overtog signaturrollen som Valjean. BMG/RCA udgav albummet i samarbejde med Danmarks Radio. Niels Brunse har gendigtet sangene, så de fungerer og bevarer sjælen i værket. Han gjorde siden det samme for alle William Shakespeares skuespil. 

****) De Elendige er citeret efter Fr. Winkel Horns gamle oversættelse, som Lademann udgav i i tre bind i serien Store fortællere i 1974. Knud Togeby har redigeret og kommenteret, Louis Moes illustrationer er fra førsteudgaven. Skønt Horns version fylder 900 sider, mangler mere end halvdelen af Victor Hugos originaltekst. Hans Peter Lund færdiggjorde i 2014 den første uforkortede oversættelse, som udkom på forlaget Vandkunsten.

*****) Det er i sidste ende sangteksterne, der forløser det romantiske stof i den store musical og sikrer forbindelsen til Hugo. Cameron Macintosh gav i første omgang oversætteropgaven til James Fenton, men kontaktede Herbert Kretzmer (1925-2020), da han savnede glød og drama hos Fenton. Kretzmer var muligvis en mindre forfatter, men han forstod at overføre sjælen i en sangtekst. Blandt andet skrev Kretzmer de engelske tekster til Charles Aznavours franske ballader. »Hier encore j'avais vingt ans«, som Patrick Bruel skrev den franske tekst til, blev på den måde til »Yesterday When I Was Young«: »Yesterday when I was young/ The taste of life was sweet as rain upon my tongue«. Præcis den samme følelse lever i Jean Valjeans sang om at bringe Marius sikkert hjem til Cosette: »The Summers die/ One by one/ How soon they fly/ On and on/ And I am old/ And will be gone...« 

Les Misérables. Instr.: Tom Hooper. Manus: William Nicholson, Alain Boublil, Claude-Michel Schönberg , Herbert Kretzmer. Foto: Danny Cohen. 158 min. UK-USA 2012. Dansk premiere: 21.03.2013.

Fotos: Universal Pictures/ Working Title Films/ Cameron Macintosh Ltd./ Relativity Media/ UIP/ CineMaterial/ MoviestillsDB  

Filmen streames (juni 2025) på Amazon Store, Apple TV, Blockbuster, Rakuten TV, SF Anytime, SkyShowtime, TV2 PLAY | SkyShowtime, Viaplay Lej & Køb, YouTube Film

4K UHD + 2K Blu-ray (regionsfri) fra Universal Studios 18.07.2023

Første del af teksten stod [med rubrikken 'Det nøgne ansigt'] i Weekendavisen Kultur 22.03.2013. Resten er skrevet til i december 2023 og januar 2024.