Survival Cinema | Peter Flinth: Against the Ice (2022)

TO RYSTEDE MÆND
Et stilrent bidrag til overlevelsesgenren

Af BO GREEN JENSEN

I 1909 foretog Ejnar Mikkelsen (1880-1971) en arktisk ekspedition på vegne af den danske regering. Da skibet Alabama frøs fast, måtte mandskabet overvintre i det nordligste Grønland. Den bedste slædefører fik tæerne amputeret og kunne ikke arbejde. Mikkelsen valgte derfor at tage mekanikeren Iver Iversen (1884-1968) med på missionen, som skulle gennemføres.

   Da mændene kom tilbage, var den øvrige besætning blevet hentet. Mikkelsen og Iversen måtte opgive håbet i mange omgange. Efter 865 dage blev der endelig banket på døren til hytten, som var bygget med rester af Alabama. Mikkelsen skrev om deres strabadser i Farlig tomandsfærd (1955). Det er dén bog, som ligger til grund for Netflix-produktionen Against the Ice.

   Nikolaj Coster-Waldau spiller Mikkelsen og ligner virkelig en mand, der er gennembagt af sol og frost. Joe Cole spiller Iversen, som er benovet i begyndelsen. Han er god ved hundene, som man ikke må knytte sig til. Men han er lærenem og risikovillig. Mikkelsens selvsikkerhed krakelerer. Ved slutningen er der respekt og balance.

   Peter Flinths film bygger på et manuskript af Coster-Waldau og Joe Derrick. Der er lidt af hvert i posen: historisk kontekst, arktisk kuller, overlevelsesmanual, kosmisk samhørighed med naturen og længsel efter duftende kvinder.

MEST nyttig er den historiske baggrund. I rejsebeskrivelser bliver det sjældent forklaret, hvad formålet med ekspeditionerne er. Eller det gælder noget abstrakt og heroisk: at finde polerne eller passagen. Samtiden troede, at Mikkelsen skulle lede efter Ludvig Mylius-Erichsen, N.P. Høeg Hagen og Jørgen Brønlund, som omkom ved '79-fjorden, da Danmarks-ekspeditionen gik til i 1908.*

   Faktisk var ærindet geopolitisk. Amerikaneren Robert Peary (1856-1920), som havde nået (eller var kommet tæt på) Nordpolen i april 1909, mente, at det nordligste Grønland var en ø, som USA kunne gøre krav på. Mylius-Erichsen skulle fastslå, at Peary Land var en halvø. Charles Dance spiller »minister Neergaard« – en forenklet og måske fordrejet fremstilling af konseilpræsident Niels Neergaard (1854-1936) – der ikke vil ofre penge på at komme Mikkelsen til undsætning. Siden taler han for de hjemvendte helte. I kulissen venter Naja (Heida Reed), den inkarnerede drømmekvinde, som mændene har fantaseret om i hytten.

DET er en enkel, klar og levende film, som bruger den store natur eksemplarisk. Iversen kan stille spørgsmål, som giver Mikkelsen lejlighed til at eksponere. Først er de idolet og amatøren. Endelig bare to rystede mænd.

   Peter Flinth har instrueret et par af de bedste nordiske riddertidsfilm – Ørnens øje (1997), Arn – Tempelridderen (2007), Arn – riget ved vejens ende (2008) – og eventyret om De Vilde Svaner (2009), der havde dronning Margrethe som scenograf. Forøvrigt også den norske Beatles (2014), en nænsomt nostalgisk filmatisering af Lars Saabye Christensens nyklassiske coming-of-age roman. Against the Ice er produceret af islændingen Baltasar Kormákur, som kender både amerikansk og skandinavisk smag.

   Det vil sikkert hedde sig, at filmen er for glat og internationalt skåret. Det er i bund og grund en fordom. Against the Ice er et stilrent bidrag til overlevelsesgenren. Og ja, Erik Balling lavede Qivitoq (1956), og Jacob Grønlykke instruerede Rasmus Lyberth i Lysets hjerte (1998), som Dan Laustsen tog store billeder til. Men generelt har danske fiktionsfilm ikke brugt det store grønlandske stof. For eksempel har man aldrig lavet en biopic om Knud Rasmussen (1879-1933).

   

DET er anderledes i England, hvor film om Robert Scott (1868-1912) og Ernest Shackleton (1874-1922) udgår en hel minigenre. I den nordatlantiske filmkultur – som samler arbejder fra hele regionen – møder man flere farverige versioner af Knud Rasmussen og Peter Freuchen (1886-1957). Zacharias Kunuk, som skabte den blændende Atanarjuat – The Fast Runner (2001), skildrer begge mænd i The Journals of Knud Rasmussen (2006). Jens Jørn Spottag spiller Rasmussen; Kim Bodnia er Peter Freuchen. Filmen solgt vist tyve billetter i Danmark.

   Tonen i Against the Ice er tættere på Nadie quiere la noche (Nobody Wants the Night eller Endless Night) som spanske Isabel Coixet præsenterede på Berlinalen i 2015. Juliette Binoche spillede Josephine Peary (1863-1955), der forsøgte at indhente sin mand, som havde stiftet ny familie sammen med inuitkvinden Allaka. Robert Peary er en fascinerende figur. E.L. Doctorow lod ham indgå i panoramaromanen Ragtime (1975). Måden, han tænker og føler på, minder i slående grad om Mikkelsens reaktioner.

DET bedste sted i Against the Ice er øjeblikket, hvor Mikkelsen og Iversen finder stendyssen med Mylius-Erichsens og Brønlunds optegnelser. De har da den samme oplevelse af kontinuitet og identifikation, som vi har ved at følge dem. Mest inspireret er inddragelsen af den legendariske svenske ballonskipper Salomon August Andrée (1854-1897), som foretog sin arktiske overflyvning i 1897. 

   Andrée gik til i intetheden sammen med rejsefællerne Knut Frænkel (1870-1897) og fotografen Nils Strindberg (1872-1897). Sidstnævnte dokumenterede ekspeditionen, hvis nærmere skæbne var et dragende mysterium i årtier. I 1930 blev Andrées sidste lejr fundet af et norsk skib. 93 af Strindbergs 240 negativer kunne restaureres, skønt de havde ligget i saltvand. Fotografierne blev fremkaldt og fortæller historien.

   Ejnar Mikkelsen havde selv mødt idolet. Som dreng tog han helt alene til Göteborg og tilbød fantasten sit arbejde. Andrée gav ham penge til hjemturen.**

   Da det ser værst ud for Mikkelsen og Iversen, kommer ballonen ned over isen med Naja ombord. Hun stryger Mikkelsens kind, og de står dér i varmen på isen. Mikkelsen har feber. Han er skiftevis stolt af bedriften og fortryder alt ved sit sneblinde liv. Det er en formidabel scene. Den er hverken amerikansk eller dansk eller islandsk. Men menneskelig til alle tider.

Se også John Boorman | James Dickey: Deliverance (1972) [Bogen og filmen]; Werner Herzog: Grizzly Man (2005); Sean Penn | Jon Krakauer: Into the Wild (2007) [Bogen og filmen]; Danny Boyle | Aron Ralston: 127 Hours [Bogen og filmen]; Joe Carnahan: The Grey (2012) [Survival Cinema]; John Curran | Robyn Davidson: Tracks (2013) [Bogen og filmen]; Jean-Marc Vallée | Cheryl Strayed: Wild (2014) [Bogen og filmen]; Alejandro González Iñárritu: The Revenant (2015) [Westerns 100]; Jaume Collet-Serra: The Shallows (2016) [Survival Cinema]; James Gray: The Lost City of Z (2017); Joe Penna: Arctic (2018) [Survival Cinema]; Jack London: White Fang/ Ulvehunden (1904/2018) [Bogen og filmen].

NOTER

*) Meget er skrevet om, hvad der skete med Mylius-Erichsen, Høeg Hagen og Brønlund. Det bedste står i Vagn Lundbyes Omkom 79'fjorden – tragedien på Danmark-ekspeditionen 1906-08 (1984, rev. 2006). Vagn Lundbye (1933-2016) deltog selv i Jørgen Brønlund Mindeekspeditionen, der forsøgte at komme til bunds i historien 1984-1987. 

**) Per Oluf Sundman (1922-1992) skrev om Andrée i Ingenjör Andrées luftfärd (1967, da. Andrées luftfærd), en dokumentarisk roman i stilen fra Thorkild Hansen og Per Olov Enquist. Bogen modtog Nordisk Råds Litteraturpris, og Jan Troell filmatiserede den med Max von Sydow i titelrollen. I 1982 var Ingenjör Andrées luftfärd den dyreste svenske produktion nogensinde. Filmen, der har Klaus Rifbjerg, Georg Oddner og Ian Rakoff som medforfattere, var sjælden i årtier, men udkom i 2017 på en blu-ray fra SF Studios/Studio S [til gengæld i en dobbeltudgave, som indeholder både bio- og tv-versionen – Andrées Luftfærd blev klippet i begge formater, ganske som Ingmar Bergmans Fanny & Alexander (1980). Filmen streames i Sverige på Blockbuster og SF Anytime. Den engelske titel er The Flight of the Eagle.

   Troell vendte tilbage til materialet i En frusen dröm (1997), et billeddigt i dokumentarform. Begge film indgår i dvd-bokssættet Svenska bilder, der endvidere omfatter Här har du ditt liv (1966), Ole Dole Doff (1968), Bang! (1977) Sagolandet (1988) og Il Capitano (1991). Per Rydéns Den svenska Ikaros (2003) er den bedste nyere bog om Andrée. Søren Rasmussen fra Albatros Travel skildrer på sin blog, hvordan det i 2014  er muligt at gentage luftfærden – og hvor storslået urealistisk projektet egentlig var.  

Against the Ice. Instr.: Peter Flinth. Manus: Joe Derrick, Nikolaj Coster-Waldau. Foto: Torben Forsberg. 102 min. Danmark-Island 2022. Dansk premiere: 02.03.2022 (streaming).

Fotos: Ill Kippers Productions/ RVK Studios [Still Photographer: Lilja Jónsdóttir] / Netflix/ Det Kongelige Bibliotek/ Wikimedia Commons/ CineMaterial/ FilmAffinity 

Filmen streames på NETFLIX

Anmeldelsen lagt på Weekendavisen.dk 10.03.2022; trykt i WA Kultur 11.03.2022.

Du som er i himlen | As in Heaven (2021) [Kvindernes kampdag 2024]

EN FØDSEL OG ET DØDSFALD

Filmen er tilegnet mødre og døtre 

Af BO GREEN JENSEN

DET er fortællingen om et forudsigeligt dødsfald. Handlingsgangen er forstemmende enkel og ufravigelig. Den udspiller sig over ca. et døgn ved forrige århundredeskifte, da Danmark endnu var en landbrugsnation. Det er ikke evigheder siden. De fleste af os har rødder på landet.

   Anna Gram (Ida Cæcilie Rasmussen), den 36-årige madmor og frue på slægtsgården Broholm, skal føde sit syvende barn. Hendes ældste datter, Lise på 14, er midt i det hele og hovedpersonen. Det er ikke en skæbnefortælling, for udfaldet kunne være undgået, hvis der var mindre tro – og overtro. Men på en måde bliver Lises skæbne afgjort. Hun begynder dagen som ældste barn. Ved slutningen er hun forvandlet til voksen.

   Kusinerne Elsbet og Grethe er kommet for at hjælpe til. De fornemmer tidligt, at noget er galt, og advokerer for, at man tilkalder Doktor Lund. Men Anna har drømt, at hun ikke ville leve, hvis lægens hjælp bliver nødvendig. På dét punkt er Kloge Sine, den gamle pige i huset, ikke fornuftig. Når drømme er stærke, har de betydning. Annas ønske må respekteres.

   Så dagen går ubønhørligt. Anna er væk i veer og blodstyrtninger. Det foregår for det meste off screen. Børnene ser i brudstykker, hvad der sker for deres mor. Da far Arne kommer hjem fra markedet og tror, at han skal spise middag med naboen, som gør ham følge, er den gode stemning fra morgenen vendt. Der bliver ikke flere lyse dage på Broholm.

MARIE Bregendahl (1867-1940) skrev sin korte, karakteristisk klarøjede roman i 1912. Hun var da ti år inde i forfatterskabet, som følges videre gennem livet med piger og kvinder som Lise Gram. Det er allerede fra Bregendahls hånd en filmisk tekst, der flitrer ud og ind af mange synsvinkler. Fortællemåden er panoramisk:

 »Saadan flimrede der i dette Par Ventetimer et broget Mylder af Billeder frem for Børnenes Øjne, smaa og store, mindre væsentlige og skæbnebestemmende imellem hverandre. Dog alle indbyrdes forbundne, thi de var alle tegnede paa den samme sorte Baggrund: Moderens dødssyge Tilstand.«*

   

Bregendahl komponerer i billeder og situationer. Karaktererne og dagens rytme etableres i en sekvens, der er perfekt oversat til steadycam-kredsen. Børnene er begejstrede over at se deres mor sidde ved bordet og smøre brød i stedet for at gå omkring. »Klog’ Sine« ser på det hele og glæder sig såre. »Gud bewaar Jer aalsammen!« siger hun bevæget.

   Situationen er indrammet som på et maleri. Kirsten Olesen siger »Gud bevare jer alle« med samme spontane affekt. Vi er klar til at gå helt ind i livet på gården, som dette lange sommerdøgn vil ændre for bestandig.

TEA Lindeburgs bearbejdelse af romanen er eksemplarisk. Hun lader i vid udstrækning Bregendahls billeder stå, men hun tilføjer ny dialog. Drengen på Møllegaarden, som simpelt hen er blevet efterladt, og stedsønnen på Broholm, Jens-Peder, der sørger lige så stærkt over Anna, får mere nærvær i filmen. Det er ellers en verden af kvinder og børn, og filmen er tilegnet mødre og døtre.

   Broholm er en stor, velfungerende drift. Filmen har samme fornemmelse for at beskrive landlivet realistisk, som man kunne se i Michael Noers Før frosten (2018), men der er ikke kun fokus på slid og nød. Der er en balance, som er mere skrøbelig, end den ser ud. Møllegården er skræmmebillede på, hvad Broholm kan blive, når Madmor er væk. Hele livet er der hele tiden.

DET giver god mening at ændre titlen fra En Dødsnat til Du som er i himlen. Tekstens bærende drama har at gøre med det sted i Fadervor, hvor vi bekender vor tro og siger »ske din vilje, som i himlen således også på jorden«.

   Lise kan ikke få ordene frem, da Gud er ved at tage hendes mor. Det lykkes i andet forsøg, men kun af hensyn til ritualet. »Jeg er træt af Gud,« siger hun i en replik, som Lindeburg tilføjer for egen regning.

   Der er få, men strategiske tilføjelser. Mest effektfuld er drømmesekvensen, som indleder og kommenterer forløbet. Lise går gennem kornet på bare fødder, naturen er stor og sublim. Der skrues op for Kristian Leths musik, som ellers er økonomisk doseret, og i en majestætisk udzoomning ser vi, at der hænger en sky af rød dis over landskabet.

   Der falder blod på Lises ansigt i drømmen. Så får hun tøj på og kommer, stadig barfodet, ud på gårdspladsen, hvor far Arne tager afsked for dagen. Han giver hende ansvaret. »Og gør noget ved dig selv. Du ligner jo stadig et barn.«

DA Lise er blevet reservemor for sine søskende, har hun ikke længere bare tæer. Farmor rækker hende riven. Fødderne er pakket ind. Lises mor havde trumfet igennem, at pigen skulle på højskole. Det bliver der ikke noget af.

   En Dødsnat er en autofiktion, som bruger Bregendahls egen baggrund. Hun mistede sin mor på den måde. Hun blev voksen som teenager, da hendes far (som vist nok var Arne Gram op ad dage) forsvandt ind i sig selv. Men Marie kom på højskole og begyndte at nære sin drøm om at skrive. Hun forstod, at økonomisk uafhængighed betyder frihed.

   Hun brød sin forlovelse og giftede sig med Jeppe Aakjær mod familiens vilje. Da parret blev skilt, prioriterede hun autonomien. Det skal til Aakjærs forsvar siges, at han promoverede Bregendahls skrifter, også efter deres brud. Fredrik Hegel fra Gyldendal fandt teksten ufeminin og brutal. Vi ville sige moderne.

DET er en hård, smuk og klar film, som Tea Lindeburg har skabt efter Bregendahls bog. Alle scener afvikles med selvfølgelighed. Skønt Lise bliver fanget ind til slut, fornemmer vi tekstens forfatter. Livet på gården er skildret så stort, at man har italienske og svenske (for)billeder i baghovedet.

   Flora Ofelia Hofmann Lindahl har myndighed og naturlig autoritet som Lise. Selv de mindste børn i flokken får en unik karakter. Palma Lindeburg Leth og Flora August er kusinerne Elsbet og Grethe. Der er en særlig kontakt mellem Lise og Helga, næstyngste søster, som spilles af Anna-Olivia Øster Coakley. De røde sko går i arv ligesom spændet fra mor Annas hår.

   Der stilles skarpt på nye ansigter, mens de tunge voksenroller er lagt hos skuespillere, der var unge og kommende for tyve år siden: Thure Lindhardt, Stine Fischer Christensen, Jesper Asholt. I ældste led er Kirsten Olesen og Lisbeth Dahl veritable aristokrater.

DET er en film, som hylder kontinuiteten, skønt den kritiserer tingenes orden. Tea Lindeburg nærer tillid til børnene, der vil forstå at gøre det bedre. Det samme var hele pointen i Marie Bregendahls virke som kunstner.

   Hun ville glæde sig over filmens fortjente succes. Der er en ny årvågenhed i Du som er i himlen. Det kræver ikke meget at være årets bedste danske film til nu. Men mon ikke debutværket har samme status, når vi forlader 2022?**

Se også The Hours (2002) [Kvindernes internationale kampdag 2020]; Suffragette (2015) [Kvindernes internationale kampdag 2021]; Céline Sciamma: Girlhood (2014) [International Women's Day 2022]; Abort på film | Call Jane (2022) [Kvindernes kampdag 2023].

*) Der er adskillige udgaver af teksten. Jeg citerer fra Marie Bregendahl: En Dødsnat + novellen Ved Lars Skrædders Sygeseng. Ill. Halfdan Pisket. Efterord af Hans Otto Jørgensen. 188 s. Forlaget Gladiator, 2013. 

**) Du som er i himlen konkurrerede på San Sebastián International Film Festival i 2021 og modtog priser for Bedste Hovedrolle og Bedste instruktion. Den var Best Nordic Film på Göteborg Film Festival 2022. I 2023 var filmen Robert-nomineret i 12 kategorier og modtog prisen for Årets adapterede manuskript. Ved samme års Bodil-uddeling var Flora Ofelia Hofmann Lindahl nomineret for Bedste kvindelige hovedrolle og Tea Lindeburg for Bedste danske film. Jesper Clausen modtog Henning Bahs-prisen for Bedste scenografi. Robert uddeles af Det Danske Filmakademi; Bodil-priserne af Danske Filmkritikere.  

Du som er i himlen. Instr. & manus: Tea Lindeburg. Foto: Marcel Zyskind. 86 min. Danmark 2021. Dansk premiere: 10.02.2022.

Fotos: Motor Productions [framegrabs Marcel Zyskind | Stillfotograf Christian Geisnæs]/ Det Danske Filminstitut/ Danmarks Radio/ Maan Rental Ode/ Scanbox Entertainment/ Forlaget Gladiator/ Lindhardt og Ringhof/ NDSL/ CineMaterial/ MovieStillsDB/ Rotterdam International Film Festival [You Tube trailer]

Filmen streames på Blockbuster, DRTV, Google Play, Grand Hjemmebio, Rakuten TV, SF Anytime, Viaplay Rent & Buy

Teksten trykt første gang i Weekendavisen Kultur 10.02.2022 .

Kvinden i begyndelsen: Colette 1873-1954

KVINDEN I BEGYNDELSEN

Blid biopic om den unge Colette 1873-1954

Af BO GREEN JENSEN

COLETTES forfatterskab bliver genopdaget med mellemrum. Ikke at det nogen sinde har været glemt, men der er perioder, hvor formen og stilen passer bedre til tiden end andre.

   Nu kunne sagtens være én. Colette skrev for 120 år siden, hvad vi i dag kalder autofiktion. Hun blev 81 år gammel og efterlod sig et viltert værk, der har erindring, dannelse og erotisk mangfoldighed som sine grundtemaer. Man kan se hende som en forløber for Françoise Sagan, Annie Ernaux og Delphine de Vigan.

   Samtiden læste især Colettes bøger – fra Claudine-serien (1900-07) til hovedværkerne Chéri (1920), La Fin de Chéri (1926) og bestselleren Gigi (1944) – for den erotiske ligefremhed. Det er netop dén, der virker mod værket i dag. Ligesom f.eks. Guy de Maupassant (eller herhjemme Schade og Soya) blev Colette set som en »vovet« og »pikant« forfatter. Det er svært at ryste den slags støv af.

EGENTLIG hed hun Sidonie-Gabrielle Colette. Hun blev født i 1873 i Bourgogne og havde stort set den opvækst, som er beskrevet i Claudine à l'école (1900, da. Claudines skoletid). Hun skabte Claudine i tæt samarbejde med sin første ægtemand, Henry Gauthier-Villars, som under pseudonymet »Willy« drev en slags kulturelt tekstbureau.

   »Willy« var et vidtfavnende varemærke. Forretningen var leveringsdygtig i alt fra teater, film og varieté til slibrige postkort, tøj, chokolade og anden merchandise. I 2023 ville parret drive en netbutik og have sin egen YouTube-kanal. Colette så værdien i at blive et brand. Hun var altid på fornavn med sine fans. Der er ikke langt fra »Claudine« til »Colette«. 

   Entreprenøren fungerede selv som idémand og tekstredaktør, men det var stykbetalte underleverandører som forfatteren Marcel Schwob, der gjorde rugbrødsarbejdet. Willys navn stod alene på titelbladet i Claudine à Paris (1901), Claudine en ménage (1902) og Claudine s'en va (1903). Det blev Colette grundigt træt af. Først i La Retraite sentimentale (1907), det femte og sidste bind af sekvensen, er både Willy og Colette krediteret.

   Parret blev gift i 1893 og gik fra hinanden i 1906. Det er i den periode, at Wash Westmorelands film stiller skarpt på Colette. Hun bliver gift, begynder at skrive, frigør sig kunstnerisk og seksuelt. Willy, som var 14 år ældre end sin hustru, har rig lejlighed til at gøre det bedre, men griber aldrig sin chance.

ALT i filmen hænger på de to hovedroller, som bliver spillet af Keira Knightley og Dominic West. Knightley (f. 1985) har lavet film i årtier, men kan stadig gøre sig ung. West karikerer ikke Willy. Faktisk gør filmen meget ud af at sidestille de to. De elsker og forstår hinanden.

   Da Colette indleder et forhold til Mathilde de Morny, Napoleon III’s niece, som var transkønnet, ser »Missy« straks, at Colette er kunstneren i alliancen. Colette erkender sin frustration, men understreger samtidig, at hun ved, hvordan tingene hænger sammen. Hun er ikke et offer. Willy forstår den sociale maskine og kan få ting til at ske. Selv da hun begynder at hade ham lidt, anerkender hun hans evner. Colette sagde altid, at hun var skabt til ikke at skrive. Willy holdt hende til ilden.

   Da de deler en elskerinde, ved begge, at eksperimentet er godt stof, der kan bruges i romanerne om Claudine. Colette forlader Willy, fordi han sælger ophavsretten til deres bøger. »Du har dræbt vores barn,« siger hun. Han kunne kaste sig ud i et større selvforsvar, men nøjes med at sige undskyld. Der er gensidig respekt og intet hykleri.

TIDEN er la Belle Époque, men heldigvis ligner Colette ikke Vincente Minnellis musicaludgave af Gigi (1958) – den med Leslie Caron og Maurice Chevalier, som synger »Thank Heaven for Little Girls«. Gigi var allerede dengang på kanten af krænkende klamhed. I dag er den næsten ubærlig at se. 

   Westmorelands film holder sig stort set til sandheden – i hvert fald på Wikipedia-niveau. Den er kultiveret, begavet og gennemarbejdet. Erotikken er ikke erotisk, men også dét passer godt til den saglige tone i forholdet mellem Willy og Colette. Man kommer til at holde af begge parter.

   Alligevel er der i filmen en mislyd, en kvalitet af noget forstilt og fingeret, som er svær at sætte fingeren på. Der er noget, som ikke helt overbeviser. Måske er det karakterernes modernitet. De forstår som sagt hinanden, men det er de alene om.

FILMEN har to store kvaliteter. Den bliver levende, når den genskaber typen Claudine og lader Willy falde fetichistisk i svime over at elske med sin romanfigur. Og i sprækker aner man styrken i Colettes første bøger. Friskheden er formidabel. 

   Det var egentlig dét, jeg tog med mig, da den lidt for lange film var forbi. Colette er en moderne biografisk fremstilling, som ved, at den taler om balancen mellem kønnene; om andre seksuelle måder; om retten til at være fri og skille sig ud. Det passer bedre til Colette, end til så mange andre proto-feminister.

   Kvinden blev gammel og skrev mange bøger. Hun fik en datter og var gift to gange mere. Hun havde fans som Marcel Proust, Jean Cocteau og Truman Capote. Ved sin død i 1954 var hun både en kanoniseret legende og en skrøbelig, skrantende anakronisme.

   Det begyndte dog med en lærenem pige på 15, som gik i skole et sted i Bourgogne. Der er en rest af hendes livsappetit i den ellers lidt ujævne film om Colette.

CLAUDINE-bøgerne udkom på dansk i 1944 med fællestitlen Claudines Skoletid. Chéri blev oversat i 1943 og er genudgivet hver gang, der var en filmatisering at binde den op på. Det var der i 1955 og 1976. Dog ikke i 2009, da Stephen Frears instruerede Michelle Pfeiffer i rollen som Léa de Lonval og med bl.a. Iben Hjejle i det internationale cast. Chéri bliver spillet af Rupert Friend. Chéri konkurrerede på Berlinalen i 2009, men fik mærkværdigvis ikke dansk premiere.

   Gigi var blandt de første Tranebøger fra Gyldendal, da forlaget lancerede sin ikoniske paperbackserie i 1959. Film/tie-in-udgaven har nr. 12. Den seneste danske Colette-udgivelse er novelleudvalget Kvinden bag masken. Det udkom på forlaget Vandkunsten i 2017. Anette David har nyoversat. Secrets of the Flesh, amerikaneren Judith Thurmanns biografi om Colette, blev oversat af Nina Bolt i 2001. Kødets hemmeligheder udkom på forlaget Tiderne Skifter.

I MAJ 2022 udgav forlaget Norton Chéri and The End of Chéri i en ny og skarpere oversættelse ved Rachel Careau. I november 2022 genoptrykte New York Review Books Chéri and The End of Chéri i Paul Epriles ældre og mere fri version. Judith Thurmann skrev et nyt forord. Vintage udgav en vifte af Colette-titler i 2001. I serien Vintage Heroines blev Gigi trykt igen i 2021.De samlede noveller er senest udgivet i 2003. På fransk kan det hele vist fåes hele tiden.

Colette. Instr.: Wash Westmoreland. Manus: Richard Glatzer, Rebecca Lenkiewicz, W. Westmoreland. Foto: Giles Nuttgens. 111 min. Dansk premiere: 25.10.2018.

Fotos:Number 9 Films/ Killer Films/ Bold Films/ BFI Film Fund/ Pioneer Stilking Films/ Pixoloid Studios/ HanWay Films/ Scanbox Entertainment/ Wikimedia Commons/ CineMaterial

Filmen streames på Blockbuster, FILMSTRIBEN, Grand Hjemmebio, Pluto TV, Rakuten TV, SF Anytime, Viaplay Rent & Buy, YouTube Film

2K Blu-ray fra Lionsgate Films 13.05.2019

Teksten stod (i lidt kortere form) i Weekendavisen Kultur 26.10.2018.

Xavier Beauvois: Les gardiennes | The Guardians | Vogterne (2017)

GÅRDEN I MIDTEN AF VERDEN
En stor film om stædige bønder

Af BO GREEN JENSEN

ÅRET er 1915, stedet en gård midt i Frankrig. Der er langt fra Haute Vienne i Limousin til fronterne i Den Store Krig, som alle egnens unge mænd bliver indkaldt til at kæmpe i. De tager afsted som patrioter, men kommer hjem med udslukte miner. Især har de erfaret, at tyskerne ikke er frådende hunner, men bønder og skolelærere som de selv.

   Vogterne er dog ikke mændenes film. De første billeder viser døde soldater i blå uniformer. Senere har Georges, den ældste søn, et livagtigt mareridt, hvor han kæmper mod tyske soldater. Han mejer dem ned på forskellige måder. Til sidst jager han en bajonet i officeren – og får et genkendelsens chok, da han vrider gasmasken af den døendes ansigt.

   Ellers er der ingen scener fra krigen. Af og til bliver der handlet i byen, og man henter sine slægtninge på stationen. Resten af livet foregår på markerne og i skoven ved slægtsgården Le Paradier. Her må kvinderne dyrke jorden og tage vare på driften, mens mændene er væk. Det er det samme på de andre gårde. Alle vogterne hjælper hinanden.

HORTENSE Misanger er matriarken, som koordinerer arbejdet. Sønnerne Georges og Constant er ved fronten sammen med svigersønnen Clovis. Datteren Solange hjælper til og underviser på landsbyskolen. Clovis har en datter, Marguerite, som håber at blive gift med Georges. For ham er hun dog snarere en ekstra lillesøster.

   Hortense er gift med Henri, som er for gammel og giftplaget til at hjælpe med andet end praktiske råd. I mangel af bedre tager hun Francine Riant i huset. Francine er et vajsenhusbarn på 20 år. Hun er vant til at arbejde ude og inde. Hun spreder til og med glæde. Francine længes efter at høre til. Hun falder hurtigt til på Paradier.

VOGTERNE bygger på en roman, som Ernest Pérochon skrev i 1924. Pérochon blev aldrig oversat til dansk, men flere titler findes på norsk. Filmens producer, Sylvie Pialat, havde bogen fra sin bedstefar. Når hun bad netop Xavier Beauvois om at læse den, må det være, fordi hun har set Des hommes et des dieux (da. Om guder og mænd), som nåede verden rundt i 2010.

   Her skildrede Beauvois tidens gang på et kloster i Algeriet, hvor munkene nægtede at rejse, skønt konflikter trak sammen omkring dem. De døde for sagen til slut, men filmens styrke lå i beskrivelsen af de tusind ens virksomme dage, som følger med at passe et hus. Les gardiennes skildrer et andet miljø, men Beauvois investerer den samme iagttagende æstetik.

HANDLINGEN er enkel som en skillingsvise – måske en af dem, som Francine går og synger, og som hun står på scenen og optræder med i 1920, da omstændighederne har tvunget hende væk fra Paradier.

   Francine og Georges forelsker sig, da han er hjemme på orlov. Hortense holder af Francine, men vælger at forråde hende af grunde, som snarere har at gøre med Solange og gårdens omdømme. Jeg skal ikke røbe mere. Det er en hård, strategisk handling, som egentlig ikke ligger til Hortenses karakter. For i mange henseender er hun eksemplarisk.

   Vogterne er ikke et Marcel Pagnol’sk fanbrev til naturen i Provence, en kristen allegori i ånden fra Bruno Dumont eller et varsel om den næste krig på linje med Michael Hanekes hadske Das weisse Band (2009, da. Det hvide bånd). Filmen er en stille, realistisk skildring af menneskene på en gård i krig og fred.

DER er både desillusion og optimisme. Constant, Solange og Francine taler om, hvordan tingene vil ændre sig til det bedre. Hortense investerer i en mekanisk selvbinder, og det er en begivenhed, som udkonkurrerer naturen, da Solange køber en traktor af de amerikanske tropper, som mobiliserer på egnen.

   Forandringen kommer ikke helt, som de har håbet. Georges, Clovis og Marguerite, som nok skal ende med at få sin vilje, er straks tilbage i de sædvanlige skænderier om arv og fordeling af jord. »Jeg foretrækker dem sådan hér,« siger Hortense til Solange. »Når de er deres gamle jeg igen.«

MAN kunne godt hælde floskler om stoisk livsvisdom og dyb psykologisk indsigt i en vurdering af filmen. Og jeg er nødt til at fremhæve skønheden i de berusende billeder af marken og skoven i skiftende lys, som fotografen Caroline Champetier har komponeret. Musikken er et sent og kongenielt arbejde af stemningsmesteren Michel Legrand (1932-2019).

   Først og sidst ligger styrken dog i manglen på effekter. Der er bare landet, virkelige mennesker, vekslende sommer og vinter. Når det sner, kan man se, at personerne fryser. Der bliver ikke snydt med noget. Det gamle er ikke bedre end det nye. Der er bare gården i midten af verden.

TEMPOET er næsten nede i naturens egen ujævne rytme. Der sker hele tiden en smule, forrykkelser i de personlige relationer, umærkelige ændringer som siden får betydning. Med ét kommer hug, som åbner en afgrund: dødsfald, utroskab, fuldbyrdet elskov. Eller synet af en nymalet traktor, som uimodsigeligt hører fremtiden til.

   Cyril Descours, Nicolas Giraud og Olivier Rabourdin spiller fint som de hjemvendte mænd, men det er Nathalie Baye og Laura Smet – som også i virkeligheden er mor og datter – der bærer filmen sammen med den debuterende Iris Bry. Brys Francine er tilskuerens synsvinkel. Hun vil med tiden nok tilgive sin skæbne. Publikum glemmer den aldrig.

Se også Xavier Beauvois: Des hommes et des dieux/ Om guder og mænd (2010).

Vogterne (Les gardiennes). Instr.: Xavier Beauvois. Manus: Fréderic Moreau, Marie-Julie Maille, Xavier Beauvois. Foto: Caroline Champetier. 138 min. Frankrig-Schweiz 2017. Dansk premiere: 01.11.2018.

Fotos: Les Films du Worso/ Pathé/ Canal+/ Eurimages/ CMC/ Camera Film/ CineMaterial/ MovieStillsDB

Filmen streames (juni 2025) på Apple TV, Blockbuster, FILMSTRIBEN, Grand Hjemmebio, Rakuten TV, SF Anytime, Viaplay Lej & Køb, YouTube Film

2K Blu-ray fra Music Box Films (region A) 11.09.2018

2K Blu-ray fra Pathé Distribution (region B) 11.04.2018 

Anmeldelsen trykt i Weekendavisen Kultur 02.11.2018.