Survival Cinema | Peter Flinth: Against the Ice (2022)

TO RYSTEDE MÆND
Et stilrent bidrag til overlevelsesgenren

Af BO GREEN JENSEN

I 1909 foretog Ejnar Mikkelsen (1880-1971) en arktisk ekspedition på vegne af den danske regering. Da skibet Alabama frøs fast, måtte mandskabet overvintre i det nordligste Grønland. Den bedste slædefører fik tæerne amputeret og kunne ikke arbejde. Mikkelsen valgte derfor at tage mekanikeren Iver Iversen (1884-1968) med på missionen, som skulle gennemføres.

   Da mændene kom tilbage, var den øvrige besætning blevet hentet. Mikkelsen og Iversen måtte opgive håbet i mange omgange. Efter 865 dage blev der endelig banket på døren til hytten, som var bygget med rester af Alabama. Mikkelsen skrev om deres strabadser i Farlig tomandsfærd (1955). Det er dén bog, som ligger til grund for Netflix-produktionen Against the Ice.

   Nikolaj Coster-Waldau spiller Mikkelsen og ligner virkelig en mand, der er gennembagt af sol og frost. Joe Cole spiller Iversen, som er benovet i begyndelsen. Han er god ved hundene, som man ikke må knytte sig til. Men han er lærenem og risikovillig. Mikkelsens selvsikkerhed krakelerer. Ved slutningen er der respekt og balance.

   Peter Flinths film bygger på et manuskript af Coster-Waldau og Joe Derrick. Der er lidt af hvert i posen: historisk kontekst, arktisk kuller, overlevelsesmanual, kosmisk samhørighed med naturen og længsel efter duftende kvinder.

MEST nyttig er den historiske baggrund. I rejsebeskrivelser bliver det sjældent forklaret, hvad formålet med ekspeditionerne er. Eller det gælder noget abstrakt og heroisk: at finde polerne eller passagen. Samtiden troede, at Mikkelsen skulle lede efter Ludvig Mylius-Erichsen, N.P. Høeg Hagen og Jørgen Brønlund, som omkom ved '79-fjorden, da Danmarks-ekspeditionen gik til i 1908.*

   Faktisk var ærindet geopolitisk. Amerikaneren Robert Peary (1856-1920), som havde nået (eller var kommet tæt på) Nordpolen i april 1909, mente, at det nordligste Grønland var en ø, som USA kunne gøre krav på. Mylius-Erichsen skulle fastslå, at Peary Land var en halvø. Charles Dance spiller »minister Neergaard« – en forenklet og måske fordrejet fremstilling af konseilpræsident Niels Neergaard (1854-1936) – der ikke vil ofre penge på at komme Mikkelsen til undsætning. Siden taler han for de hjemvendte helte. I kulissen venter Naja (Heida Reed), den inkarnerede drømmekvinde, som mændene har fantaseret om i hytten.

DET er en enkel, klar og levende film, som bruger den store natur eksemplarisk. Iversen kan stille spørgsmål, som giver Mikkelsen lejlighed til at eksponere. Først er de idolet og amatøren. Endelig bare to rystede mænd.

   Peter Flinth har instrueret et par af de bedste nordiske riddertidsfilm – Ørnens øje (1997), Arn – Tempelridderen (2007), Arn – riget ved vejens ende (2008) – og eventyret om De Vilde Svaner (2009), der havde dronning Margrethe som scenograf. Forøvrigt også den norske Beatles (2014), en nænsomt nostalgisk filmatisering af Lars Saabye Christensens nyklassiske coming-of-age roman. Against the Ice er produceret af islændingen Baltasar Kormákur, som kender både amerikansk og skandinavisk smag.

   Det vil sikkert hedde sig, at filmen er for glat og internationalt skåret. Det er i bund og grund en fordom. Against the Ice er et stilrent bidrag til overlevelsesgenren. Og ja, Erik Balling lavede Qivitoq (1956), og Jacob Grønlykke instruerede Rasmus Lyberth i Lysets hjerte (1998), som Dan Laustsen tog store billeder til. Men generelt har danske fiktionsfilm ikke brugt det store grønlandske stof. For eksempel har man aldrig lavet en biopic om Knud Rasmussen (1879-1933).

   

DET er anderledes i England, hvor film om Robert Scott (1868-1912) og Ernest Shackleton (1874-1922) udgår en hel minigenre. I den nordatlantiske filmkultur – som samler arbejder fra hele regionen – møder man flere farverige versioner af Knud Rasmussen og Peter Freuchen (1886-1957). Zacharias Kunuk, som skabte den blændende Atanarjuat – The Fast Runner (2001), skildrer begge mænd i The Journals of Knud Rasmussen (2006). Jens Jørn Spottag spiller Rasmussen; Kim Bodnia er Peter Freuchen. Filmen solgt vist tyve billetter i Danmark.

   Tonen i Against the Ice er tættere på Nadie quiere la noche (Nobody Wants the Night eller Endless Night) som spanske Isabel Coixet præsenterede på Berlinalen i 2015. Juliette Binoche spillede Josephine Peary (1863-1955), der forsøgte at indhente sin mand, som havde stiftet ny familie sammen med inuitkvinden Allaka. Robert Peary er en fascinerende figur. E.L. Doctorow lod ham indgå i panoramaromanen Ragtime (1975). Måden, han tænker og føler på, minder i slående grad om Mikkelsens reaktioner.

DET bedste sted i Against the Ice er øjeblikket, hvor Mikkelsen og Iversen finder stendyssen med Mylius-Erichsens og Brønlunds optegnelser. De har da den samme oplevelse af kontinuitet og identifikation, som vi har ved at følge dem. Mest inspireret er inddragelsen af den legendariske svenske ballonskipper Salomon August Andrée (1854-1897), som foretog sin arktiske overflyvning i 1897. 

   Andrée gik til i intetheden sammen med rejsefællerne Knut Frænkel (1870-1897) og fotografen Nils Strindberg (1872-1897). Sidstnævnte dokumenterede ekspeditionen, hvis nærmere skæbne var et dragende mysterium i årtier. I 1930 blev Andrées sidste lejr fundet af et norsk skib. 93 af Strindbergs 240 negativer kunne restaureres, skønt de havde ligget i saltvand. Fotografierne blev fremkaldt og fortæller historien.

   Ejnar Mikkelsen havde selv mødt idolet. Som dreng tog han helt alene til Göteborg og tilbød fantasten sit arbejde. Andrée gav ham penge til hjemturen.**

   Da det ser værst ud for Mikkelsen og Iversen, kommer ballonen ned over isen med Naja ombord. Hun stryger Mikkelsens kind, og de står dér i varmen på isen. Mikkelsen har feber. Han er skiftevis stolt af bedriften og fortryder alt ved sit sneblinde liv. Det er en formidabel scene. Den er hverken amerikansk eller dansk eller islandsk. Men menneskelig til alle tider.

Se også John Boorman | James Dickey: Deliverance (1972) [Bogen og filmen]; Werner Herzog: Grizzly Man (2005); Sean Penn | Jon Krakauer: Into the Wild (2007) [Bogen og filmen]; Danny Boyle | Aron Ralston: 127 Hours [Bogen og filmen]; Joe Carnahan: The Grey (2012) [Survival Cinema]; John Curran | Robyn Davidson: Tracks (2013) [Bogen og filmen]; Jean-Marc Vallée | Cheryl Strayed: Wild (2014) [Bogen og filmen]; Alejandro González Iñárritu: The Revenant (2015) [Westerns 100]; Jaume Collet-Serra: The Shallows (2016) [Survival Cinema]; James Gray: The Lost City of Z (2017); Joe Penna: Arctic (2018) [Survival Cinema]; Jack London: White Fang/ Ulvehunden (1904/2018) [Bogen og filmen].

NOTER

*) Meget er skrevet om, hvad der skete med Mylius-Erichsen, Høeg Hagen og Brønlund. Det bedste står i Vagn Lundbyes Omkom 79'fjorden – tragedien på Danmark-ekspeditionen 1906-08 (1984, rev. 2006). Vagn Lundbye (1933-2016) deltog selv i Jørgen Brønlund Mindeekspeditionen, der forsøgte at komme til bunds i historien 1984-1987. 

**) Per Oluf Sundman (1922-1992) skrev om Andrée i Ingenjör Andrées luftfärd (1967, da. Andrées luftfærd), en dokumentarisk roman i stilen fra Thorkild Hansen og Per Olov Enquist. Bogen modtog Nordisk Råds Litteraturpris, og Jan Troell filmatiserede den med Max von Sydow i titelrollen. I 1982 var Ingenjör Andrées luftfärd den dyreste svenske produktion nogensinde. Filmen, der har Klaus Rifbjerg, Georg Oddner og Ian Rakoff som medforfattere, var sjælden i årtier, men udkom i 2017 på en blu-ray fra SF Studios/Studio S [til gengæld i en dobbeltudgave, som indeholder både bio- og tv-versionen – Andrées Luftfærd blev klippet i begge formater, ganske som Ingmar Bergmans Fanny & Alexander (1980). Filmen streames i Sverige på Blockbuster og SF Anytime. Den engelske titel er The Flight of the Eagle.

   Troell vendte tilbage til materialet i En frusen dröm (1997), et billeddigt i dokumentarform. Begge film indgår i dvd-bokssættet Svenska bilder, der endvidere omfatter Här har du ditt liv (1966), Ole Dole Doff (1968), Bang! (1977) Sagolandet (1988) og Il Capitano (1991). Per Rydéns Den svenska Ikaros (2003) er den bedste nyere bog om Andrée. Søren Rasmussen fra Albatros Travel skildrer på sin blog, hvordan det i 2014  er muligt at gentage luftfærden – og hvor storslået urealistisk projektet egentlig var.  

Against the Ice. Instr.: Peter Flinth. Manus: Joe Derrick, Nikolaj Coster-Waldau. Foto: Torben Forsberg. 102 min. Danmark-Island 2022. Dansk premiere: 02.03.2022 (streaming).

Fotos: Ill Kippers Productions/ RVK Studios [Still Photographer: Lilja Jónsdóttir] / Netflix/ Det Kongelige Bibliotek/ Wikimedia Commons/ CineMaterial/ FilmAffinity 

Filmen streames på NETFLIX

Anmeldelsen lagt på Weekendavisen.dk 10.03.2022; trykt i WA Kultur 11.03.2022.

John Curran/Robyn Davidson: Tracks (2013) [Bogen og filmen]

NOMADENS EGNE VEJE
Robyn Davidsons pionerarbejde

Af BO GREEN JENSEN

ROBYN Davidson (f. 1950) er i dag en ikonisk rejseforfatter, vejrbidt og verdensberømt. I 1975 var hun 25 år og kom til Alice Springs i det centrale Australien. Hun arbejdede på en kamelfarm og lærte faget fra bunden. Efter to år kunne hun sætte ud på sin store frigørelsesrejse. Med en hund og fire kameler gik hun fra byen midt i ørkenen til kysten ved det Indiske Ocean.

   Davidson var otte måneder om at tilbagelægge distancen på 2.700 kilometer. Rejsen blev sponsoreret af National Geographic Magazine, som bragte Davidsons artikel om togtet og betingede sig, at hun mødte fotografen Rick Smolan ved aftalte steder på ruten. Ellers var autonomien den halve pointe for Davidson. Hun ville udrette noget konkret, være alene midt i en myldrende tid og rejse gennem landet, som hun delte med den indfødte australske befolkning.

BOGEN Tracks blev en succes, ikke mindst blandt feministisk funderede læsere, da den udkom i 1980. Herhjemme fik den titlen Egne veje. Davidson havde studeret i Sydney, hvor hun var aktiv i kunstnerfællesskabet The Push. Hun foregreb sammen med vennen Bruce Chatwin en ny måde at skrive etnografica på. For Davidson var rejsen et eksistentielt projekt og et opgør med den intellektuelle baggrund.

   Disse udenværker er effektivt skåret væk i John Currans filmatisering af Tracks. Her bliver Davidson spillet af Mia Wasikowska og er fra første færd kun interesseret i at komme ud under solen i ørkenen. Hun taler mindst muligt med andre mennesker, mens hun forbereder rejsen, som er svær at få finansieret. Til gengæld giver hun dyrene navne. Hunden hedder Diggety, kamelerne Dookie, Bub, Zeleika og Goliath.

DAVIDSON har sine grunde til at foretrække dyrene, ørkenen og ensomheden. Nogle af dem beskrives i flashbacks til barndommen. Curran og fotografen Mandy Walker skildrer dog landskabet så farvestærkt, at man egentlig aldrig har spørgsmål.

   Rick Smolans rolle er væsentligt opskrevet. Fotografen spilles af Adam Driver. Han tror, at alting er ændret, da de har elsket, men hun er bare lettet over at få det ud af systemet. Rick og Robyn delte også sovepose i virkeligheden. I 1992 udgav de sammen From Alice to Ocean, hvor Smolans fotografier er samlet.*

   Det er afgørende, at Davidson får lov til at rejse gennem den indfødte befolknings territorium. Hun vinder Mr. Eddies respekt, og han guider hende gennem Ngaanyatjarra. Hun bliver overfaldet af vilde kameler og må skyde for at dræbe. Det er ét af flere uskyldstab. Et andet indtræffer, da Diggety bliver forgiftet.

FOR Davidson er nomadetilstanden den optimale livsform. Det er som nomader, at vi har gjort mindst skade og haft den letteste gang på planeten. Filmens voice over uddyber denne filosofi, men billederne har allerede sagt det fornødne.

   Mia Wasikowska (f. 1989) har på få år markeret sig som en af de mest interessante og alsidige skuespillerinder i sin generation. Hun begyndte som Alice i Eventyrland (Tim Burtons 2010-version) og var snart efter god som Madame Bovary (Sophie Barthes' 2014-udgave). Som instruktør har hun bl.a. signeret segmentet »Long, Clear View« i antologifilmen The Turning (2013). I Tracks er hun fremragende som Robyn Davidson.

   Davidsons bøger er værd at opsøge. Blandt andet har hun skrevet om ørkenens folk i Ancestors (1989) og Desert Places (1997). Hun redigerede overflødighedshornet The Picador Book of Journeys i 2001. Manifestet må være »No Fixed Address: Nomads and the Fate of the Planet«, som Davidson skrev til Quarterly Essays i 2006.

DER er en betagende, eventyrlig atmosfære i filmen, som langt ude er i familie med maskuline epos som Dances with Wolves og Lawrence of Arabia. David Leans klassiker skildrer Lawrence som et menneske i sit element og fremstår som et billeddigt, der synger ørkenens pris. Det er i samme ånd, at Wasikowska vandrer med kameler og bliver ét med de indfødtes dreamtime.

Se også: Alejandro González Iñárritu: The Revenant (2015) [Westerns 100]; Werner Herzog: Grizzly Man (2005) og Sean Penn/Jon Krakauer: Into the Wild (2007) [Bogen og filmen]

*) I 2014 udgav Rick Smolan fotobogen Inside Tracks: Robyn Davidson's Solo Journey Across the Outback på forlaget Against All Odds Productions. Her indgår outtakes fra de oprindelige optagelser til National Geographic Magazine og From Alice to Ocean. Der er lagt lige megen vægt på Davidsons bog og John Currans film. Filmen genskaber det klassiske foto af Davidson, som står i vandet med en af kamelerne, da stranden er nået for enden af rejsen. Den kan dog ikke matche styrken i Smolans psykedeliske pragtskud. 

Tracks. Instr.: John Curran. Manus: Marion Nelson. Foto: Mandy Walker. 112 min. Australien 2013. Dansk premiere: 07.08.2014

Robyn Davidson: Tracks. A Woman's Solo Trek Across 1700 Miles of Australian Outback. 288 s. Vintage Books, 1980.

Robyn Davidson: Egne veje. Oversat efter Tracks (1980) af Hanne Tang. 278 s. København: Lindhardt og Ringhof, 1997.

Fotos: See-Saw Films/ HanWay/ Screen Australia/ Miracle Film/ CineMaterial/ MovieStillsDB/ RICK SMOLAN/ National Geographic Magazine/ Time (Davidson 2020 portrait)

Filmen streames ikke i DK – i UK, Tyskland og Frankrig på iTunes og Amazon Instant

Teksten bragt i Weekendavisen Kultur 08.08.2014