Nadine Labaki: Where Do We Go Now? (2011)

KVINDERNES OPRØR
Bollywood på libanesisk

Af BO GREEN JENSEN

DER findes ingen lov, som siger, at muslimer og kristne skal hade hinanden. Dog bliver det for det meste sådan i mændenes verden. Det står heller ikke skrevet, at en religiøs tematik for enhver pris må skildres i tragisk belysning. Dog bliver det for det meste sådan i mændenes kunst.

   Den libanesiske filmskaber Nadine Labaki (f. 1974) undersøger i Et maintenant on va où?, hvordan sagen ville og kunne se ud, hvis kvinder fra begge sider stod sammen og søgte at rette mændenes fejl.

   Filmen udspiller sig i en landsby, hvor tiden har stået stille, også under de lange krige i landet. Skønt jorden i bakkerne er mineret, ligger byen relativt uberørt hen, som et libanesisk Sleepy Hollow, ikke fordi man er mildere stemt, men fordi man har været afskåret fra den internationale nyhedsstrøm. Man har derfor dyrket en praktisk hverdag, baseret på værdier som tolerance, respekt og godt naboskab.

I FØRSTE scene lykkes det byens unge mænd at finde et sted, hvor tv-signaler kan modtages. Borgmesterens hustru stiller sit apparat til rådighed, og byen kan holde sin første fjernsynsaften på stedet, hvor Amale (Labaki) driver café og udveksler ærbart forelskede blikke med håndværkeren Takla (Claude Baz Moussawbaa). Takla bruger megen tid foran spejlet, hvor han plukker grå totter ud af sit hår. Med andre ord har tingene været sådan i en længere årrække.

DET er en by, hvor det lykkes kristne, muslimer og jøder at sameksistere på fredelig vis. Idyllen kan dog ikke vare. I tv bliver der talt om krig. I byen ulmer mindre konflikter. Man kaster affald ind til hinanden, og børn bliver slået af voksne, som burde vide bedre. Prologen viser begravelsestoget, der skal jordfæste en af de unge mænd. Det er den muntre historie om kvinders forsøg på at gøre en forskel. Man er dog aldrig i tvivl om, at kvindernes fred ikke holder i længden.

   Det er først og fremmest formen, som gør fablen om tro så charmerende varm. Labakis første film, Caramel (2007), var en Beirut-baseret fortælling om sofistikerede kvinder fra instruktørens egen generation, dvs. de libanesiske krigsbørn. Tematikken var moderne. Et maintenant on va où? har et bredere sigte og er for så vidt en tungere, gammeldags film. Med sit højstemte mix af farce og patos – og især sine indlagte sange – kan den føles som Maghreb-kulturens svar på en Bollywoodfilm.

DER er også reminiscenser af Emir Kusturicas Underground (1995), et eventyrligt requiem for landet, som var Jugoslavien. Mest af alt minder billedet dog om den italienske landsby, hvor komikeren Fernandel spillede præsten Don Camillo over for Gino Cervis kommunistiske borgmester. Le petit monde de Don Camillo (1951) fik fem fortsættelser og var en fascinerende kærlig fremstilling af tidens kamp på værdier. Disse film lever stadig i Frankrig, hvor Nadine Labaki bor til hverdag.

I VIRKELIGHEDEN har der nok aldrig været et libanesisk Lidenlund så elskeligt. Her går præsten og imamen hånd i hånd. En bus med ukrainske danserinder forstyrrer mændenes vrede. Kvinderne bager en cannabiskage og synger »Hashishit Amale« imens. Endelig bytter de tro. Aristofanes’ klassiske løsning – at nægte mændene sex, som det sker i Lysistrate – bliver aldrig forsøgt, måske fordi dét var temaet i Radu Mihaileanus La Source de femmes (2011), et tragikomisk syngespil fra samme egn og samme år, tiltænkt den samme målgruppe.*

   Der er grove træk i Labakis film. Egentlig lykkes det aldrig at få sorgen og glæden til at hænge sammen. Imidlertid smiler man ofte og ægte, mens filmen gennemspiller sin lille tragedie. Det kan alt i alt ikke undre, at den modtog publikumsprisen på sidste års filmfestival i Toronto. Man bliver glad af at se Hvad gør vi nu?

Se også Nadine Labaki: Caramel (2007); Nadine Labaki: Kapernaum (2018) + Nadine Labaki: Kvinderne i Libanon [2008] | Et interview.

*) Festival de Cannes 21.05.2011: »Radu Mihaileanu, den i Frankrig bosatte rumæner, som skildrede de etiopiske jøders svære diaspora-status i Va, vis et deviens (2004, da. Gå og bliv den du er) og siden fik en lidt letkøbt succes med Le Concert (2008), er igen ude med noget stort, musikalsk og folkloristisk. Den til overflod hjertevarme La Source des femmes lader kvinderne i en nordafrikansk landsby gå i kærlighedsstrejke, da deres dovne mænd kun vil holde dem nede. Recepten fra Aristofanes holder stadig, og mange var glade for filmen, der virkelig synes at indvarsle kvindernes oprør i den arabiske verden. Det er dog også en begrænsende glæde. Filmen kunne være lavet for børn.« [Weekendavisen Kultur 27.05.2011]

Hvad gør vi nu? (Et maintenant on va où?). Instr.: Nadine Labaki. Manus: Rodney Al Hadid, Jihad Hojeily, Nadine Labaki og Sam Mounier. Foto: Christophe Offenstein. 110 min. Libanon-Frankrig 2011. Dansk premiere: 07.06.2012.

Fotos: CineMaterial/ MovieStillsDB/ Filmaffinity

Filmen streames på Blockbuster, FILMSTRIBEN, Grand Hjemmebio, SF Anytime, YouTube Film

2K Blu-ray fra Sony Pictures (US) 11.09.2012

Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 08.06.2012 

Oliver Stone: World Trade Center (2006) [Re: 9/11]

SOM LAZARUS

9/11 som nykristen mobilisering

Af BO GREEN JENSEN

CIRKA 3.000 mennesker omkom den tirsdag i september 2001, da terrornetværket al-Qaeda slog til i imperiets hjerte og jævnede World Trade Center med jorden. Der er forskellige udregningsmåder. Det officielle tabstal for angrebet på Manhattan er 2.749, men det stiger til 2.973, hvis man tæller ofrene fra flyene og attentatet mod Pentagon med. Føjer man hertil de 19 jihadister, som fik martyrstatus efter 9/11, er tabstallet 2.992.

   403 af de døde var medlemmer af redningsmandskabet. New York City Fire Department mistede 343 reddere, og 23 betjente fra New York City Police Deparment omkom. Yderligere 37 døde politifolk var ansat i Port Authority of New York and New Jersey. PANYNJ var oprindelig Havnepolitiet i New York, men er i dag ansvarlig for driften, afviklingen og vedligeholdelsen af så godt som al transport i en radius af 40 km fra Frihedsgudinden.

   Kun 20 overlevende blev fundet i ruinerne efter attentatet. Port Authority-betjentene Will Jimeno (Michael Peña) og John McLoughlin (Nicolas Cage) var henholdsvis nummer 18 og 19. Det er disse to mænds version af historien om 9/11, som Oliver Stone fortæller i World Trade Center.

DA det første fly ramte North Tower kl. 8.46, gik alarmen ud til alle disponible enheder i nærheden. Port Authority havde hovedkvarter i tårnet, men de fleste betjente begyndte dagen i busterminalen ved 42. Street. Overbetjent John McLoughlin, en veteran fra attentatet i 1993, havde morgenvagten og kørte til World Trade Center med sine mænd. Der gik rygter om, at endnu et fly havde ramt, men ingen af de såkaldte first responders havde mulighed for at orientere sig. De trængte ind i de brændende tårne, mens alle andre flygtede ud.

NOGET af det mest vellykkede i World Trade Center er skildringen af attentatet. Generelt holder filmen ærbar afstand til katastrofegenrens traditionelle virkemidler. Angrebet på tårnene vises i anslag og øjebliksbilleder: en rystelse i jorden; et fly der glider lavt over gaden med surrealistisk inkongruens; lydene der bliver dumpe og forsvinder, så tingene synes at ske under vand. Der gøres intet forsøg på at give en overskuelig fremstilling. Tværtimod opleves alt så forvirret og fragmentarisk, som det må have været for vidnerne midt i ildstormen.

   McLoughlin beslutter at gå ind i tårnet med de betjente, som ønsker at hjælpe. Fire melder sig frivilligt. Den interimistiske enhed befinder sig i vestibulen i North Tower, da tårnet begynder at styrte sammen. De ved endnu ikke med sikkerhed, om det er sandt, at også South Tower er ramt. Endelig har de samlet ildflasker nok – man kan ikke redde nogen liv, hvis man ikke selv kan trække vejret – og skal til at bevæge sig op i bygningen. I stedet kaster mændene sig i sidste øjeblik hovedkulds ned i elevatorskakten.

ALT bliver mørkt. Så ser man McLoughlins forpinte grå øje. Efter tyve imponerende minutter skifter filmen gear og bliver en overlevelseshistorie. Tre af mændene er døde. McLoughlin og Jimeno er i live, men ligger fastklemt under murbrokkerne. De må nu tale for at holde hinanden i live. De lærer hinanden at kende og spørger til hinandens familier. Veteranen har fire børn hjemme og hustruen Donna. Jimenos hustru venter parrets første barn. De kan ikke blive kloge på, om pigen skal hedde Alyssa eller Olivia.

FILMEN bruger megen tid hos mændene i mørket. Dog klipper Stone jævnligt til de pårørende, Donna McLoughlin (Maria Bello) og Allison Jimeno (Maggie Gyllenhaal); til børnene, forældrene og resten af familierne, som lider alle helvedes kvaler, fordi de ikke kan få vished for, om mændene lever eller er omkommet. Denne krise er prisværdigt sobert genskabt. Dialogen bygger trofast på mændenes egne beretninger. McLoughlin og Jimeno kunne lige så godt være begravede minearbejdere, passagerer i et kæntret skib eller nødstedte mennesker efter et flystyrt. Desværre siger de næsten kun banale ting til hinanden.

   Der er næppe tvivl om, at det bliver så enkelt, når skæbnen med ét skærer helt ind til benet. Som tilskuer kan man sagtens leve sig ind i en tilstand, hvor det eneste der har betydning er kærligheden til børn og ægtefæller. Det er bare ikke – og det nytter ikke at nægte det – så overvældende spændende at følge, når der samtidig kun bliver sagt meget lidt.

STONES film er ingen apokalypse. Der er lagt vægt på at fortælle en optimistisk og bekræftende Lazarus-historie, som på værdig vis hylder redningsmandskabet, de overlevende og deres familier uden at ét øjeblik at glemme de døde og deres familier. World Trade Center er et nødvendigt kollektivt sorgarbejde, og den må tale meget stærkt til de newyorkere, som havde ødelæggelsen inde på livet.

   Det kommer aldrig på tale at forklare, kritisere, placere et ansvar eller for den sags skyld forholde sig til den overordnede konflikt. Stone holder også igen med høj retorik om heroisk selvopofrelse. Det er for så vidt en ærlig og meget straight film, der afholder sig fra propagandere. Alligevel er der en bismag, som man ikke i længden kan ignorere. Især for ikke-amerikanske tilskuere er der tale om en skræmmende pseudo-religiøsitet.

   Ét er, at filmen nødigt vil støde de såkaldt »genfødte« kristne, som udgør en stadig større magtfaktor, når de siger til og fra over for en film eller ytrer sig om kultur generelt. Nogle film kan bære det. Ang Lees Brokeback Mountain (2005) blev en kommerciel succes, skønt de nyfundamentalistiske kristne rasede mod den. Også mindre og mere specielle film kan klare sig uden den kristne blåstempling, men ikke en film som World Trade Center, der har kostet Paramount-studiet 63 mio. dollars at fremstille.

   Uanset om Stone virkelig mener det, er han nødt til at komme de kristne og hele familiesegmentet i møde. Så alle taler og opfører sig pænt. Ingen ryger eller siger fuck, og der bliver afgjort ikke spyttet på flaget. For en stund står den frie verden sammen og ønsker Amerika det godt, mens hverdagens helte gør deres pligt. Dét er ikke problemet. Det er Jimeno og McLoughlin heller ikke. Som jævne, anstændige mænd er de gode identifikationspunkter og endnu bedre rollemodeller.

   Problemet er den nye slags helt, som filmen med skræmmende ro præsenterer.

DET var den forhenværende marineinfanterist David Karnes (Michael Shannon), som hørte Jimeno og McLoughlin kalde dybt nede i krateret. Han er af flere grunde en foruroligende faktor i World Trade Center. Karnes bor i Connecticut og arbejder som revisor. Hans kolleger er i chok. Karnes siger bare: »I don’t know if you guys know it yet, but this country is now at war.« Den troende mand kører hen til sin kirke og gransker korset på væggen. Han siger til præsten, at hver fiber i ham længes efter at tage til New York og hjælpe til.

   Da man atter ser Karnes, er den blege mand med de stikkende øjne iført fuld kampuniform. Han er nyklippet under sin khakikasket og beder om at få adgang til ruinerne. Kun tårnets forvredne skelet står tilbage i røgen og asken på det ulmende katastrofested (Ground Zero brændte i 99 dage). En redder spørger, om Karnes kender vejen. Karnes siger uden at blinke: »It is as if God made a curtain with the smoke – to shield us from what we’re not yet ready to see.«

   »Den er god med dig, dit skøre spektakel,« griner brandmanden efter Karnes, da han går. Som tilskuer smiler man ikke, for det fremgår efterhånden, at fundamentalisten Karnes, der gebærder sig som en blanding af Travis Bickle-figuren i Taxi Driver og guvernør Schwarzenegger i Terminator 2, skal ses som en positiv skikkelse. Det er hans faste tro, som redder McLoughlin og Jimeno. Det var det virkelig også, men måden som Stone skildrer Karnes på er svær.

PÅ filmens officielle website kan man se interviews med de overlevende. Stone gjorde meget ud af at vælge spillere, der har en vis fysisk lighed med modellerne for deres karakterer. Cage og Peña ligner faktisk virkelighedens McLoughlin og Jimeno ikke så lidt. Tyve nøglepersoner fortæller kort om, hvordan det var. Betegnende nok er der intet interview med Dave Karnes. En eftertekst fortæller, at han genindtrådte i aktiv tjeneste og har været i Irak to gange siden 9/11. Alt i filmen er autentisk baseret, men hvis man ikke vidste bedre, kunne man tro, at Karnes var en fiktiv person.

   Han har alle de politisk ladede udsagn i filmen. Mens Jimeno og McLouglin ligger fastklemt, forsøger de at holde hinanden vågne, for man ved ikke om man vågner igen, hvis man lader følelsesløsheden få overtaget. McLouglins bevidsthed driver ind og ud af syner og erindringer om Donna og børnene. Den troende Jimeno ser, til og med i gyldent modlys, Kristus bøje sig forover. Frelseren holder en flaske med vand, og fantasien er liflig, fordi Jimenos mund er fuld af aske og sand. Senere suger man småsten ud af mændenes lunger.

DA Jimeno første gang ser omridset af Karnes, er det atter Kristus i modlys han ser. McLoughlin, som ligger fuldkommen fastlåst ti meter nede, har bedt Jimeno, som ligger højere oppe og har den ene arm fri, om at blive ved med at lave støj med et rør, han kan nå. Karnes hører lyden, og Jimeno beder soldaten blive på stedet, så han ikke glemmer, hvor det er. »Bare rolig, råber Karnes ned i hullet. »We are marines – you are our mission now.«

   Det tager to timer at skære Jimeno fri. Det tager yderligere to at frigøre McLoughlin, som bliver hentet i sidste øjeblik af den sagligt mindede redder Scott Strauss (Stephen Dorff). Da er Karnes allerede på vej for at slutte sig til sit regiment. Hans sidste replik er så tyk, at Stone kunne have bedt den debuterende manuskriptforfatter Andrea Berloff om at skrive den om. Karnes siger: »They’re going to need some good men out there to avenge this.«

   Sådan. »De får brug for nogle gode mænd til at tage over og hævne det hér.«

DET kristne spor lever sit eget liv i filmen. Man kan vælge at se bort fra det og blive hos mændene nede i hullet, frygte det værste og håbe det bedste sammen med de hysteriske pårørende, der uden at glemme en eneste floskel siger og føler alle de ting, som sorgramte og chokerende pårørende har sagt og følt i lignende situationer i talløse sentimentale tv-film.

   Med Jimeno og McLouglin som hæderlige undtagelser opfører menneskene i Stones film sig som marionetter. Hvilket man muligvis også bliver i virkelige katastrofesituationer, men det er grådkvalte familietableauer som disse der gør, at man næsten føler sig skyldig, når man i sit eget liv konfronteres med sorg og bekymring, uden at nogen bryder hulkende sammen og må støttes af grædende slægtninge. Den amerikanske mainstreamfilm har alle dage haft en svaghed for følelsespornografi. Der er øjeblikke af ægte patos i World Trade Center, men der er også mange scener, hvor følelsen klinger betænkelig hult.

 

MAN må nok stole på Stone, når han siger, at han ikke ville lave en film med politiske budskaber. Man er ude på et skråplan, hvis man anmelder virkeligheden i stedet for at kritisere fremstillingen af virkeligheden, og Jimeno så virkelig Kristus nærme sig i modlys. Der var en mand, som råbte til nødstedte, at marineinfanterister var på vej. Alligevel er det fristende at læse filmen som en halv forsoningsgestus fra instruktøren, der i kraft af film som Natural Born Killers og U-Turn blev et hadobjekt i mobiliseringens USA.

   Under alle omstændigheder var de kristne og patriotiske elementer ikke spildt på målgruppen. Filmen fik sine mest positive anmeldelser på websites som Christian Spotlight on the Movies, hvor man giver stjerner på en særlig skala for »moral rating«. Den højreorienterede kommentator Cal Thomas – et professionelt tågehorn med en daglig klumme i 550 aviser, en radiokommentar som sendes på 300 stationer og sit eget talkshow på Fox News Network – kaldte World Trade Center »one of the greatest pro-American, pro-family, pro-faith, pro-male, flag-waving, God Bless America-films you will ever see.«

STONE kunne sikkert have været foruden denne lobhudling fra religiøse og reaktionære segmenter. Ude på den anden fløj i et stadig mere polariseret kulturmiljø, dér hvor mere rationelt tænkende kritikere skriver, blev filmen overvejende anskuet som tung og lidt gammeldags, men ikke fuldkommen uvederhæftig og ikke helt uden relevans.

   Som et efterbillede af 9/11 kan World Trade Center siges at repræsentere den officielle version af forløbet. Som film betragtet kommer den ikke i nærheden af Paul Greengrass' United 93.

Se også Paul Greengrass: United 93 (2008) [Re:9/11] og Extremely Loud & Incredibly Close (2011) [Max von Sydow 1929-2020]

World Trade Center. Instr.: Oliver Stone. Manus: Andrea Berloff. Foto: Seamus McGarvey. 129 min. USA 2006. Dansk premiere: 22.09.2006.

Fotos: Paramount/ CineMaterial/ MovieStillsDB

Filmen streames på Blockbuster, Google Play, iTunes og SF Anytime

Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 22.09.2006

Ridley Scott: Kingdom of Heaven (2005)

JERUSALEM ER ØDELAGT

Korsfarerne som kristen koalitionsstyrke

Af BO GREEN JENSEN

RIDDERTIDENS kristne korstog var en blanding af pilgrimsfærd, altså åndelig søgen, og regelret plyndring sat i system. Der var otte eller flere, afhængigt af hvordan man tæller, og de foregik over 200 år. Det første (1096-99) blev iværksat af pave Urban II, da den byzantinske kejser Alexios I bad Europa om hjælp mod den tyrkiske hær. Med andre ord lidt som når USA og dets allierede rykker ud til truede zoner i mere eller mindre villige koalitioner.

   Korstoget kulminerede med Jerusalems erobring i juli 1099. Med kirkens fulde billigelse blev byens muslimer og jøder hugget ned. Deres bedesteder blev konverteret til kirker, og den hellige krig var ikke mindst en eftertrykkelig økonomisk succes. Fra dansk side var Erik Ejegod på vej til den kristne boomtown, da han døde på Cypern. Jerusalem var herefter et kongerige, en korsfarerstat som bestod frem til 1291. Der var dog væsentlige afbrydelser og megen nervøs trafik frem og tilbage.

RIDLEY Scotts visuelt imponerende korsfarerfilm udspiller sig i tiden op til det tredje korstog (1189-92) og kulminerer med Jerusalems fald i 1187, hvor sultan Saladin (egl. Salah ad-Din Yusuf Ibn Ayyub) belejrede og erobrede bystaten med en hær på 200.000 mand. Saladin havde bestemt sine grunde. Som det fremlægges i Kingdom of Heaven, kunne den arabiske fyrste næsten ikke forsvare at give europæerne mere snor.

   Bag murene har Baldwin IV, kongen af Jerusalem, forsøgt at holde fred mellem kristne, muslimer og jøder. Han har endog introduceret princippet om integration. Men kirken og tempelherrerne vil have krig og guld for enhver pris, så den milde konge – som også i virkeligheden led af spedalskhed – må se sin drøm om Jerusalem smuldre. Efter dén drøm tager Scotts film sin titel og sit tema. Jerusalem kunne blive »a kingdom of conscience«, et samvittighedens kongerige, hvis de gode kræfter holdt stand. I stedet endte alt som sædvanlig med blod og død under solen i Israel.

FILMEN tager fat i det mørke Europa, hvor man næppe kan kende aske fra sne, når hvide fnug eller flager bæres på vinden. Smeden Balian (Orlando Bloom) har netop mistet alt, hvad han levede for, sit barn og sin hustru, da en vejrbidt korsfarer (Liam Neeson) ud af det blå gør holdt i landsbyen, præsenterer sig som Godfrey af Ibelin og siger sådan noget som: »Jeg er din far, sønnike.«

   Godfrey vil have Balian med til Det Hellige Land, hvor gode riddere med Guds hjælp kan skabe en lysere fremtid for menneskeheden. For: »What man is a man who does not make the world better?« Det har Balian selv ridset og brændt over porten i sin smedje. »Hvilken slags menneske er en mand, som ikke gør verden til et bedre sted?« I Ridley Scotts selvbevidste historiske stykker er der altid sådan et lidt svulstigt fyndord.

   Der er adskillige voldsomme forhindringer, men Balian når til Jerusalem og bliver ridder, da hans far falder bort. Han får land og gode venner i kong Baldwin (Edward Norton), dennes rådgiver Tiberias (Jeremy Irons) og Baldwins søster Sibylla (Eva Green). Af samme grund får han en ærkefjende i tempelridderen Guy de Lusignan (Marton Csokas), som er gift med Sibylla og ser frem til at herske, når den spedalske regent giver op.

LUSIGNAN forsøger med alle midler at yppe kiv mellem Baldwin og Saladin (Ghassan Massoud). Sammen med den gennemført nedrige Reynald de Chatillon – »Jeg er, hvad jeg er – nogen må jo være det,« siger Brendan Gleeson filosofisk – får han endelig udløst den store konflikt. Som en særlig krigsliderlig tempelherre ses i øvrigt hædersmanden Ulrich Thomsen. Han råber hele tiden »Gud vil det!«, når nogen forsøger at mane til besindelse.*

   Endelig kan Baldwin ikke længere låse konflikten. Kongen, som bærer en maske af sølv for at skjule sit sårforvredne ansigt, dør af sin invaliderende sygdom, og Lusignan bliver konge. Så er der dømt Operation Desertstorm. »Gud vil det!« råber alle de kristne, og korsfarerhæren bliver ydmyget i ørkenen, fordi man ikke har sikret sin forsyningslinje. Det er Balian, som må forsvare det kristne Fort Alamo, da Saladin omsider ikke gider høre mere vrøvl.

SLUTKAMPEN varer det meste af en time, sådan virker det i hvert. Der er kamptummel ud over alle grænser, men Balian formår at overgive sig ærefuldt, og Saladin respekterer kontrakten. Jerusalem er faldet, men trods alt ikke helt ødelagt, da Balian rejser hjem til sin by for at dyrke sin have, for resten i behageligt kvindeligt selskab. Han er for længst holdt op med at bede til Gud, men tror stadig væk på ideen om Samvittighedens Kongerige.

   På vejen møder han en konge på vej til Det Hellige Land. Det er Richard Løvehjerte, som i øvrigt kun får Jerusalem at se på afstand. Men det næste korstog er iværksat, og med dét begyndelsen til enden. Det fjerde korstog (1202-04) var en skændig, underfinansieret forretning. Fordi Byzans stod i gæld, fik hæren lov at plyndre Konstantinopel. Rom udraderede sin kristne konkurrent og kunne kalde manøvren nødvendig forretning. Siden fulgte det patetiske Børnekorstog og en mængde imperialistiske krige, der blev udkæmpet i troens navn, men ført alene for pengenes skyld.

SCOTTS film er et stort og vaklende skrummel, forsøgsvis smuk og tænksom til tider, andre gange primitiv som en seriefremstillet Hollywood-western fra vores barndom. Der er flere gode scener end i væsensbeslægtede projekter som Wolfgang Petersens Troja (2004), Oliver Stones Alexander (2005) og Scotts egen Gladiator (2000), for den sags skyld. Korsfarertiden er fotogen, og Scott kan som få skabe stærke, enkeltstående billeder.

   Imidlertid er der for mange humanistiske taler, som i den politiske korrektheds navn vil dele sol og vind lige mellem Islam og Kristendommen. Gladiator havde det samme problem, når Russell Crowe gav sig til at verbalisere. Der bliver for så vidt sagt udmærkede ting, men man tvivler på, at Scotts hjerte er i dem. Hvad han virkelig kan, er at vise krigen nede på jorden, uden motiver og nærmere stedsans. Det gjorde han nok allerbedst i Black Hawk Down (1999), som skildrede de amerikanske marineinfanteristers nederlag i Mogadishu i Somalia. I den film var der ingen ædle taler. Af samme grund troede man mere på den.

   Kingdom of Heaven skildrer en religionskrig mellem europæere og arabere. Det er klart, at det må indbyde til aktuelle sammenligninger. I USA har man anklaget Scott for at skabe forvrængede fjendebilleder. I hans hjemland bliver filmen derimod betragtet som »Osama bin Ladens udlægning af verdenshistorien«. Skal man endelig have de briller på, må man nærmest dele den britiske skepsis. Der er slet ingen onde arabere med.

BLANDT de kristne riddere er gode mænd som Ibelin, Balian og Baldwin derimod et særsyn. Flertallet er grådige, liderlige lejesoldater og fyrsterne, som har betalt dem. Især tempelherrerne bliver set som en skitse til katolsk dekadence og inkvisition. Det er egentlig modellen fra Walter Scotts Talismanen, Ivanhoe og de fleste Robin Hood-versioner. I sit hjerte er Sir Ridley trods alt en britisk instruktør, når det gælder.

   Alle figurerne er autentiske. Man kæmper med historisk korrekthed, og der kan sikkert skrives bøger om, hvor realistisk det hele er gjort. Alligevel har det næppe været sådan. Det har historien på film kun meget sjældent været, fordi den dybest set handler om os her og nu. Hvad skal og vil og kan vi da med dette kostbare udstyrstykke?

   Vi kan undre os over ideen, at Jerusalem engang var tænkt som et »samvittighedens kongerige«, hvor man levede side om side i fred. Vi kan spekulere på, om der virkelig var retskafne krigsherrer som Saladin og Baldwin IV. Men om et år tror jeg kun, at tre ting hænger fast: den spedalske konges drømmende stemme bag sølvmasken; et hvidt glimt af Eva Greens nøgenhed den nat, hvor spejderdrengen Balian lader sig lokke, og sneen eller asken i mørket i Europa. Hvis Ridley Scott vil fortælle mere historie, bør han lede efter Himlen dér.

Se også Blade Runner – The Final Cut (1982/2007); Antologifilm | All the Invisible Children (2005); Ridley Scott: American Gangster (2007); Ridley Scott: Prometheus (2012) [Sci-Fi 100]; Ridley Scott | Cormac McCarthy: The Counselor (2013); Ridley Scott: The Martian (2015) [Sci-Fi 100]; Ridley Scott: Covenant (2017) [Sci-Fi 100]; All the Money in the World (2017) [Christopher Plummer 1929-2021]; Ridley Scott: The Last Duel (2021) + Philip K. Dick 1928-1982; Tårer i regnen: Blade Runner 2049 [Sequels nr. 3]; Klassiske karakterer: Moses og mogulerne [2014].

*) Carsten Selch Jensen skrev i 2020 Gud vil det - en lille bog om korstogene til serien Teologisk Folkebibliotek, som udgives af Forlaget Vandkunsten. Jeg spurgte engang Ulrich Thomsen om, hvordan det var at medvirke i en stor produktion som Kingdom of Heaven. Og hvordan det var kun at have den ene replik. Han fortalte om logistikken i det store apparat, som indspilningen var. Og sagde, at han havde spurgt Ridley Scott, om han ikke kunne variere replikken »God wills it!«, som han siger 4-5 gange. »Jeg siger jo hele tiden det samme.« »Ja,« sagde instruktøren. »Men du siger det så godt«.

   Jeg havde ikke de seneste bøger om korstogene til rådighed, da jeg skrev anmeldelsen i 2005. Min egen hovedkilde var Elizabeth Hallam (red.): Chronicles of the Crusades: Nine Crusades and Two Hundred Years of Bitter Conflict for the Holy Land Brought to Life through the Words of Those who Were Actually There  (New York: Weidenfeld & Nicolson, 1989); Karen Armstrong: A History of Jerusalem (1998, da. Jerusalem: tro, historie, politik) og A History of God (2001, da. Gud - i jødedom, kristendom og islam); Steven Runciman: The Fall of Constantinople 1453 (Cambridge University Press, 1965). Jeg havde heller ikke set det Director's Cut, som Scott fik givet et limited release allerede i december 2005. Her er Kingdom of Heaven præsenteret som en gammeldags helaftensfilm med ouverture og fuldt score (Entr'acte) i pausen. Spilletiden er forlænget med 45 minutter, og baggrunden er mere uddybet. Sibylla føder Baldwins søn, men begår medlidenhedsdrab, da hun indser, at tronfølgeren lider af spedalskhed som sin far. Scenerne fra slaget om Jerusalem er mere udpenslede. Det er den korte version, som kan købes/lejes og bliver streamet på Disney+. Alle tre versioner er samlet på blu-ray med titlen Kingdom of Heaven - Ultimate Edition (2015)  

Kingdom of Heaven. Instr.: Ridley Scott. Manus: William Monahan. Foto: John Mathieson. 145 min. UK-Spanien-USA 2005. Dansk premiere: 04.05.2005

Kingdom of Heaven - Director's Cut. 194 min. DVD UK-USA 2006.

Kingdom of Heaven. 189 min. Blu-ray UK-USA 2009.

Kingdom of Heaven - Ultimate Edition. 194 min. Blu-ray UK-USA 2015.

Fotos: Twentieth Century Fox (Twentieth Century Studios)/ CineMaterial/ Filmaffinity

Filmen streames (i 145 minutter version) på Apple TV, Blockbuster, DISNEY+, Rakuten TV, SF Anytime, YouTube Film

2K Blu-ray fra 20th Century Fox [Ultimate Edition | 1 Movie, 3 Cuts] 04.05.2015

Artiklen stod i Weekendavisen Kultur 04.05.2005