Oliver Stone: World Trade Center (2006) [Re: 9/11]

SOM LAZARUS

9/11 som nykristen mobilisering

Af BO GREEN JENSEN

CIRKA 3.000 mennesker omkom den tirsdag i september 2001, da terrornetværket al-Qaeda slog til i imperiets hjerte og jævnede World Trade Center med jorden. Der er forskellige udregningsmåder. Det officielle tabstal for angrebet på Manhattan er 2.749, men det stiger til 2.973, hvis man tæller ofrene fra flyene og attentatet mod Pentagon med. Føjer man hertil de 19 jihadister, som fik martyrstatus efter 9/11, er tabstallet 2.992.

   403 af de døde var medlemmer af redningsmandskabet. New York City Fire Department mistede 343 reddere, og 23 betjente fra New York City Police Deparment omkom. Yderligere 37 døde politifolk var ansat i Port Authority of New York and New Jersey. PANYNJ var oprindelig Havnepolitiet i New York, men er i dag ansvarlig for driften, afviklingen og vedligeholdelsen af så godt som al transport i en radius af 40 km fra Frihedsgudinden.

   Kun 20 overlevende blev fundet i ruinerne efter attentatet. Port Authority-betjentene Will Jimeno (Michael Peña) og John McLoughlin (Nicolas Cage) var henholdsvis nummer 18 og 19. Det er disse to mænds version af historien om 9/11, som Oliver Stone fortæller i World Trade Center.

DA det første fly ramte North Tower kl. 8.46, gik alarmen ud til alle disponible enheder i nærheden. Port Authority havde hovedkvarter i tårnet, men de fleste betjente begyndte dagen i busterminalen ved 42. Street. Overbetjent John McLoughlin, en veteran fra attentatet i 1993, havde morgenvagten og kørte til World Trade Center med sine mænd. Der gik rygter om, at endnu et fly havde ramt, men ingen af de såkaldte first responders havde mulighed for at orientere sig. De trængte ind i de brændende tårne, mens alle andre flygtede ud.

NOGET af det mest vellykkede i World Trade Center er skildringen af attentatet. Generelt holder filmen ærbar afstand til katastrofegenrens traditionelle virkemidler. Angrebet på tårnene vises i anslag og øjebliksbilleder: en rystelse i jorden; et fly der glider lavt over gaden med surrealistisk inkongruens; lydene der bliver dumpe og forsvinder, så tingene synes at ske under vand. Der gøres intet forsøg på at give en overskuelig fremstilling. Tværtimod opleves alt så forvirret og fragmentarisk, som det må have været for vidnerne midt i ildstormen.

   McLoughlin beslutter at gå ind i tårnet med de betjente, som ønsker at hjælpe. Fire melder sig frivilligt. Den interimistiske enhed befinder sig i vestibulen i North Tower, da tårnet begynder at styrte sammen. De ved endnu ikke med sikkerhed, om det er sandt, at også South Tower er ramt. Endelig har de samlet ildflasker nok – man kan ikke redde nogen liv, hvis man ikke selv kan trække vejret – og skal til at bevæge sig op i bygningen. I stedet kaster mændene sig i sidste øjeblik hovedkulds ned i elevatorskakten.

ALT bliver mørkt. Så ser man McLoughlins forpinte grå øje. Efter tyve imponerende minutter skifter filmen gear og bliver en overlevelseshistorie. Tre af mændene er døde. McLoughlin og Jimeno er i live, men ligger fastklemt under murbrokkerne. De må nu tale for at holde hinanden i live. De lærer hinanden at kende og spørger til hinandens familier. Veteranen har fire børn hjemme og hustruen Donna. Jimenos hustru venter parrets første barn. De kan ikke blive kloge på, om pigen skal hedde Alyssa eller Olivia.

FILMEN bruger megen tid hos mændene i mørket. Dog klipper Stone jævnligt til de pårørende, Donna McLoughlin (Maria Bello) og Allison Jimeno (Maggie Gyllenhaal); til børnene, forældrene og resten af familierne, som lider alle helvedes kvaler, fordi de ikke kan få vished for, om mændene lever eller er omkommet. Denne krise er prisværdigt sobert genskabt. Dialogen bygger trofast på mændenes egne beretninger. McLoughlin og Jimeno kunne lige så godt være begravede minearbejdere, passagerer i et kæntret skib eller nødstedte mennesker efter et flystyrt. Desværre siger de næsten kun banale ting til hinanden.

   Der er næppe tvivl om, at det bliver så enkelt, når skæbnen med ét skærer helt ind til benet. Som tilskuer kan man sagtens leve sig ind i en tilstand, hvor det eneste der har betydning er kærligheden til børn og ægtefæller. Det er bare ikke – og det nytter ikke at nægte det – så overvældende spændende at følge, når der samtidig kun bliver sagt meget lidt.

STONES film er ingen apokalypse. Der er lagt vægt på at fortælle en optimistisk og bekræftende Lazarus-historie, som på værdig vis hylder redningsmandskabet, de overlevende og deres familier uden at ét øjeblik at glemme de døde og deres familier. World Trade Center er et nødvendigt kollektivt sorgarbejde, og den må tale meget stærkt til de newyorkere, som havde ødelæggelsen inde på livet.

   Det kommer aldrig på tale at forklare, kritisere, placere et ansvar eller for den sags skyld forholde sig til den overordnede konflikt. Stone holder også igen med høj retorik om heroisk selvopofrelse. Det er for så vidt en ærlig og meget straight film, der afholder sig fra propagandere. Alligevel er der en bismag, som man ikke i længden kan ignorere. Især for ikke-amerikanske tilskuere er der tale om en skræmmende pseudo-religiøsitet.

   Ét er, at filmen nødigt vil støde de såkaldt »genfødte« kristne, som udgør en stadig større magtfaktor, når de siger til og fra over for en film eller ytrer sig om kultur generelt. Nogle film kan bære det. Ang Lees Brokeback Mountain (2005) blev en kommerciel succes, skønt de nyfundamentalistiske kristne rasede mod den. Også mindre og mere specielle film kan klare sig uden den kristne blåstempling, men ikke en film som World Trade Center, der har kostet Paramount-studiet 63 mio. dollars at fremstille.

   Uanset om Stone virkelig mener det, er han nødt til at komme de kristne og hele familiesegmentet i møde. Så alle taler og opfører sig pænt. Ingen ryger eller siger fuck, og der bliver afgjort ikke spyttet på flaget. For en stund står den frie verden sammen og ønsker Amerika det godt, mens hverdagens helte gør deres pligt. Dét er ikke problemet. Det er Jimeno og McLoughlin heller ikke. Som jævne, anstændige mænd er de gode identifikationspunkter og endnu bedre rollemodeller.

   Problemet er den nye slags helt, som filmen med skræmmende ro præsenterer.

DET var den forhenværende marineinfanterist David Karnes (Michael Shannon), som hørte Jimeno og McLoughlin kalde dybt nede i krateret. Han er af flere grunde en foruroligende faktor i World Trade Center. Karnes bor i Connecticut og arbejder som revisor. Hans kolleger er i chok. Karnes siger bare: »I don’t know if you guys know it yet, but this country is now at war.« Den troende mand kører hen til sin kirke og gransker korset på væggen. Han siger til præsten, at hver fiber i ham længes efter at tage til New York og hjælpe til.

   Da man atter ser Karnes, er den blege mand med de stikkende øjne iført fuld kampuniform. Han er nyklippet under sin khakikasket og beder om at få adgang til ruinerne. Kun tårnets forvredne skelet står tilbage i røgen og asken på det ulmende katastrofested (Ground Zero brændte i 99 dage). En redder spørger, om Karnes kender vejen. Karnes siger uden at blinke: »It is as if God made a curtain with the smoke – to shield us from what we’re not yet ready to see.«

   »Den er god med dig, dit skøre spektakel,« griner brandmanden efter Karnes, da han går. Som tilskuer smiler man ikke, for det fremgår efterhånden, at fundamentalisten Karnes, der gebærder sig som en blanding af Travis Bickle-figuren i Taxi Driver og guvernør Schwarzenegger i Terminator 2, skal ses som en positiv skikkelse. Det er hans faste tro, som redder McLoughlin og Jimeno. Det var det virkelig også, men måden som Stone skildrer Karnes på er svær.

PÅ filmens officielle website kan man se interviews med de overlevende. Stone gjorde meget ud af at vælge spillere, der har en vis fysisk lighed med modellerne for deres karakterer. Cage og Peña ligner faktisk virkelighedens McLoughlin og Jimeno ikke så lidt. Tyve nøglepersoner fortæller kort om, hvordan det var. Betegnende nok er der intet interview med Dave Karnes. En eftertekst fortæller, at han genindtrådte i aktiv tjeneste og har været i Irak to gange siden 9/11. Alt i filmen er autentisk baseret, men hvis man ikke vidste bedre, kunne man tro, at Karnes var en fiktiv person.

   Han har alle de politisk ladede udsagn i filmen. Mens Jimeno og McLouglin ligger fastklemt, forsøger de at holde hinanden vågne, for man ved ikke om man vågner igen, hvis man lader følelsesløsheden få overtaget. McLouglins bevidsthed driver ind og ud af syner og erindringer om Donna og børnene. Den troende Jimeno ser, til og med i gyldent modlys, Kristus bøje sig forover. Frelseren holder en flaske med vand, og fantasien er liflig, fordi Jimenos mund er fuld af aske og sand. Senere suger man småsten ud af mændenes lunger.

DA Jimeno første gang ser omridset af Karnes, er det atter Kristus i modlys han ser. McLoughlin, som ligger fuldkommen fastlåst ti meter nede, har bedt Jimeno, som ligger højere oppe og har den ene arm fri, om at blive ved med at lave støj med et rør, han kan nå. Karnes hører lyden, og Jimeno beder soldaten blive på stedet, så han ikke glemmer, hvor det er. »Bare rolig, råber Karnes ned i hullet. »We are marines – you are our mission now.«

   Det tager to timer at skære Jimeno fri. Det tager yderligere to at frigøre McLoughlin, som bliver hentet i sidste øjeblik af den sagligt mindede redder Scott Strauss (Stephen Dorff). Da er Karnes allerede på vej for at slutte sig til sit regiment. Hans sidste replik er så tyk, at Stone kunne have bedt den debuterende manuskriptforfatter Andrea Berloff om at skrive den om. Karnes siger: »They’re going to need some good men out there to avenge this.«

   Sådan. »De får brug for nogle gode mænd til at tage over og hævne det hér.«

DET kristne spor lever sit eget liv i filmen. Man kan vælge at se bort fra det og blive hos mændene nede i hullet, frygte det værste og håbe det bedste sammen med de hysteriske pårørende, der uden at glemme en eneste floskel siger og føler alle de ting, som sorgramte og chokerende pårørende har sagt og følt i lignende situationer i talløse sentimentale tv-film.

   Med Jimeno og McLouglin som hæderlige undtagelser opfører menneskene i Stones film sig som marionetter. Hvilket man muligvis også bliver i virkelige katastrofesituationer, men det er grådkvalte familietableauer som disse der gør, at man næsten føler sig skyldig, når man i sit eget liv konfronteres med sorg og bekymring, uden at nogen bryder hulkende sammen og må støttes af grædende slægtninge. Den amerikanske mainstreamfilm har alle dage haft en svaghed for følelsespornografi. Der er øjeblikke af ægte patos i World Trade Center, men der er også mange scener, hvor følelsen klinger betænkelig hult.

 

MAN må nok stole på Stone, når han siger, at han ikke ville lave en film med politiske budskaber. Man er ude på et skråplan, hvis man anmelder virkeligheden i stedet for at kritisere fremstillingen af virkeligheden, og Jimeno så virkelig Kristus nærme sig i modlys. Der var en mand, som råbte til nødstedte, at marineinfanterister var på vej. Alligevel er det fristende at læse filmen som en halv forsoningsgestus fra instruktøren, der i kraft af film som Natural Born Killers og U-Turn blev et hadobjekt i mobiliseringens USA.

   Under alle omstændigheder var de kristne og patriotiske elementer ikke spildt på målgruppen. Filmen fik sine mest positive anmeldelser på websites som Christian Spotlight on the Movies, hvor man giver stjerner på en særlig skala for »moral rating«. Den højreorienterede kommentator Cal Thomas – et professionelt tågehorn med en daglig klumme i 550 aviser, en radiokommentar som sendes på 300 stationer og sit eget talkshow på Fox News Network – kaldte World Trade Center »one of the greatest pro-American, pro-family, pro-faith, pro-male, flag-waving, God Bless America-films you will ever see.«

STONE kunne sikkert have været foruden denne lobhudling fra religiøse og reaktionære segmenter. Ude på den anden fløj i et stadig mere polariseret kulturmiljø, dér hvor mere rationelt tænkende kritikere skriver, blev filmen overvejende anskuet som tung og lidt gammeldags, men ikke fuldkommen uvederhæftig og ikke helt uden relevans.

   Som et efterbillede af 9/11 kan World Trade Center siges at repræsentere den officielle version af forløbet. Som film betragtet kommer den ikke i nærheden af Paul Greengrass' United 93.

Se også Paul Greengrass: United 93 (2008) [Re:9/11] og Extremely Loud & Incredibly Close (2011) [Max von Sydow 1929-2020]

World Trade Center. Instr.: Oliver Stone. Manus: Andrea Berloff. Foto: Seamus McGarvey. 129 min. USA 2006. Dansk premiere: 22.09.2006.

Fotos: Paramount/ CineMaterial/ MovieStillsDB

Filmen streames på Blockbuster, Google Play, iTunes og SF Anytime

Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 22.09.2006

Paul Greengrass: United 93 (2006) [Re: 9/11]

DET FJERDE FLY
Når ofre går til modangreb

Af BO GREEN JENSEN

FORLØBET er mere end velkendt: det var dén dag, barbarerne angreb imperiet. Klokken 8.46 den 11. september 2001 blev det nordligste af World Trade Centers tårne ramt af et kapret passagerfly. Klokken 9.04 ramte et andet South Tower. Det tredje fly slog ned ved Pentagon i Virginia. En fjerde kapret maskine havarerede i Pennsylvania. Dens mål var enten Det Hvide Hus i Washington eller Kongresbygningen på Capitol Hill.

   Al-Quaedas leder, Osama bin Laden, trådte frem og tog æren for angrebet, men de praktiske foranstaltninger blev truffet af Mohamed Atta, som koordinerede aktionerne med, må man sige, frygtindgydende præcision. I det fjerde fly gik det dog ikke efter planen. Maskinen var en Boeing 757, der fløj i rutefart mellem Newark og San Francisco. I lufthavnens flyplan hed afgangen United Airlines Flight 93.

HER gik ofrene til modangreb. Efter 46 minutters flyvning blev maskinen kapret af fire unge arabiske mænd. Lederen, Ahmed al-Haznawi, havde planlagt at vente lidt længere, for bomben i bæltet var en attrap, og meget kunne gå galt. Hans medsammensvorne var imidlertid ivrige efter at opfylde Allahs bestemmelse. Haznawi indtog cockpittet og satte et foto af sit mål på roret. Kamikaze-aktionen var undervejs.

   De øvrige kaprere mistede gradvis kontrollen. Det lykkedes flere af de 40 passagerer at ringe hjem til familien. Besætningen fik kontakt med flyveledelsen. Man forstod og accepterede, at der ikke var noget håb.

   I andre sociale grupperinger havde man muligvis resigneret og forsonet sig med offerrollen. Ikke i United 93. Efter en halv time gik passagerer og personale til angreb, overmandede terroristerne i kabinen og trængte ind i cockpittet. Kl. 10.06, efter 91 minutters flyvning, styrtede United 93 ned på en mark i nærheden af Shanksville. Der var ingen overlevende.

ENGLÆNDEREN Paul Greengrass (f. 1955) har ved flere lejligheder demonstreret sin evne til at skildre voldsomme autentiske begivenheder i en form, som forener dokumentargenrens akkuratesse med spillefilmens subjektive indlevelse. Han har også været en skarp kritiker af sit hjemlands nordirske engagement. I Bloody Sunday (2002) beskrev han, så man sent glemmer det, hvordan britiske soldater den 30. januar 1972 gik til angreb på en protestmarch i Derry, dræbte 13 demonstranter og sårede 14 andre civile.

   I tv-filmen Omagh (2004) undersøgte han efterforskningen – og manglen på samme – af et IRA-attentat, som i august 1998 dræbte 29 mennesker i Omagh og belastede den våbenvile, som var indgået i Ulster samme år. Endvidere har Greengrass drejet ren, fysisk spænding i effektive trillere som The Bourne Supremacy (2004) og The Bourne Ultimatum (2007) efter Robert Ludlums agentromaner.

   Efter Irak-krigsfilmen Green Zone (2010) og skibkapringsskildringen i Captain Phillips (2013) kunne Greengrass trække på erfaringerne fra United 93, da han instruerede dramatiseringen af Utøya-massakren i 22 July (2018). News of the World , en human og næsten nostalgisk antivoldswestern fra tiden efter Den Amerikanske Borgerkrig, var produceret før, men fik premiere under COVID-19-pandemien i 2020.

GREENGRASS lader sædvanligvis de ideologiske modsætninger træde frem, efterhånden som kaos og de menneskelige omkostninger eskalerer. Han benytter sig typisk af mange krydsklip. I United 93 er det anderledes. Der er kun ét rum og ingen grundlæggende moralsk konflikt, eftersom meget få tilskuere vil have forståelse for flykaprernes position.

   Det er måske, fordi han har brug for at klippe til noget, at Greengrass også gør rede for, hvordan situationen udvikler sig i luftfartmyndighedernes kommandocenter i Herndon, Virginia. Scenerne føjer dog intet til filmens dramatiske kerne. Snarere brydes den klaustrofobiske intensitet, som er filmens primære aktiv, og graden af indlevelse devalueres, fordi man som tilskuer udstyres med et overblik, som ingen af de ombordværende har.

SOM nævnt vil de færreste interessere sig for terroristernes bevæggrunde. Uden at kompromittere sin solidaritet med ofrene – alle de efterlevende familier har givet deres positive støtte til filmen, som bruger faktiske navne og autentiske personlige baggrunde – gør Greengrass alligevel et forsøg på at markere denne anden synsvinkel. Også kaprernes anfægtelse skildres. De indgår i prologen på lige fod med de øvrige passagerer, og især er det bemærkelsesværdigt, at man næsten fornuftstridigt føler et lille stik af sympati for al-Haznawi, da han erkender sit nederlag.

   Man træder relativt rolig ind i biografen og regner ikke med, at United 93 skal være en spændende film på dén måde. I de sidste desperate minutter, da passagererne rejser sig beslutsomt, og de panikslagne gidseltagere råber, er man imidlertid lige så fanget som de. Man opdager, at man har flyets lyd brølende midt i sit hoved, mens det dykker ubønhørligt mod jorden. Den bratte stilhed til slut er et chok. Alt er gjort uden musik og effekter. Det ligner og føles som virkelighed.

UNITED 93 er en mærkelig og meget intens filmoplevelse. Egentlig hører terrorscenariet til spændingsgenrens faste stok af effekter. Man har ofte nok set et fly blive kapret af ekstremister, som nogen så angriber og overmander efter halvanden times intens nervekrig. Man er sådan set også vant til at kende slutningen på forhånd, for i fiktionsgenren kunne ingen drømme om at lade kaos og mørke besejre det gode.

   I United 93 er der ingen tvivl om, hvordan det vil ende. Man griber ganske vist sig selv i at håbe mod alt håb og ønske, at det var muligt at ændre historien. Man har alle de fysiske reaktioner, som er forbundet med at se kropsnære thrillers, men man véd med sin hjerne, hvor galt det vil gå.

   Mange afsnit ligner scener fra en ofte set katastrofefilm, men meningen med dem bliver noget nær modsat. Banale ordvekslinger antager ny betydning. En hensynsfuld gestus, et nervøst sideblik. Et af filmens mest følelsesladede øjeblikke indtræder allerede i prologen, under afviklingen af den prosaiske ombordstigning.

   Passagerer, besætning og for dens sags skyld de fire terrorister indtager deres pladser, som man nu gør, med en følelse af i det mindste at være nået så langt. Som tilskuer ved man, at ingen vil komme levende ud. Det giver filmen en rituel kvalitet, som Greengrass effektivt bygger videre på.

SÅ man sidder som på nåle. At være publikum i en biograf er ikke så forskelligt fra at være passagerer i et rutefly. Der er rig lejlighed til at grunde over, hvordan det må have været og hvordan man ville reagere. Man kan næsten ikke undgå at tænke på, hvor kostbar og skrøbelig tilværelsen er. Dén reaktion har man aldrig haft under Die Hard 3 eller Air Force One. United 93 ligner for så vidt, hvad den er, en dramadokumentarisk rekonstruktion, men den føles og opleves som noget mere.

   Paul Greengrass siger selv om filmen: »Der er mange måder at finde mening i dét, som skete den 11. september. Tv kan formidle begivenhederne, mens de sker. Journalisten kan skrive det første udkast til den historiske version. Historikere kan udvide tidsrammen og give os kontekst. Også filmskaberen har en rolle at spille, og sommetider tror jeg, at man ved at se hårdt og længe nok på en enkelt begivenhed, kan afdække omridset af noget, som er meget større end selve begivenheden – man kunne kalde det vor tids DNA.«

   

AT kalde mytteriet i det fjerde fly for »the DNA of our times«, virker umiddelbart som en overfortolkning. Imidlertid giver formuleringen mening. I den kollektive myte om 11. september svarer ofrenes modstand i United 93 til Sobibor-lejrens oprør i erindringen om Holocaust. Franskmanden Claude Lanzmann undlod med vilje at fortælle om Sobibor, da han skabte sit store dokumentarværk om Shoah (1985), men han lavede siden en selvstændig film, Sobibor, 14 octobre 1943, 16 heures (2001), om episoden.

   De spredte forsøg på at drive mørket tilbage passer ikke i den samlede erindring om angreb, udslettelse og genrejsning, men de rummer et heroisk kim, der vidner om menneskets ukuelighed til alle tider.

United 93. Instr. og manus: Paul Greengrass. Foto: Barry Ackroyd. 91 min. Storbritannien-Frankrig-USA 2006. Dansk premiere: 11.08.2006

Fotos: CineMaterial/ MovieStillsDB/ Filmaffinity/ Universal/ Google Images

Filmen streames på Blockbuster, Google Play, iTunes, Rakuten TV, SF Anytime og Viaplay Rent & Buy

Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 11.08.2006