Kathryn Bigelow: Zero Dark Thirty (2012) [Re: 9/11]

MØRKETS GERNINGER
Likvideringen af Osama bin Laden

Af BO GREEN JENSEN

FRA 2001 til 2011 havde USAs selverklærede krig mod terror et mål, et navn og et ansigt. Al Qaeda-lederen Osama bin Laden havde stolt hoverende taget ansvaret for angrebet på World Trade Center den 11. september, 2001. Den 2. maj 2011 blev han dræbt af amerikanske jægersoldater i Islamabad-forstaden Abbottabad. Måske var missionen af ringe strategisk betydning. Til gengæld var symbolværdien ikke til at tage fejl af. I længden er der ingen, som slipper godt fra at angribe USA.

   Kathryn Bigelows film om jagten på Osama bin Laden er realiseret uden de heroiske fanfarer, de irrelevante sidehistorier og den maskuline romantik, som amerikansk film ofte benytter sig af, når den frygter at kede sit publikum med for megen saglighed. Ligesom Bigelows The Hurt Locker (2008) går den først og fremmest efter det intense commitment i psykologien. Det er let at se en søster til mineeksperten fra The Hurt Locker i Maya Lambert, den ekstremt fokuserede CIA-officer, som spilles af Jessica Chastain.

MAYA ser ikke op fra sit arbejde i de ti år, som efterforskningen varer. Under vekslende chefer og administrationer er hun aldrig i tvivl. Kolleger bliver dræbt og forflyttes, jagten får lavere prioritet, men Maya bliver ved med at lede. Hun overlever et attentat i restauranten på Islamabads Hotel Marriott. Bagefter siger hun uden at blinke: »I believe I was spared so I could finish the job. I’m going to smoke everybody involved. And then I’m going to kill bin Laden.«

   I modsætning til The Hurt Locker er Zero Dark Thirty fuld af ideologi. Chastains Maya bærer historien, og det gør hun forførende stærkt. Problemet med figuren er naturligvis, at den er en fiktion. Mark Boals manuskript præsenterer forløbet som et puslespil. Brikkerne lægges, mønstret tager form. Mayas stædighed bliver belønnet. Det fremgår, at alt er autentisk baseret. Filmen bygger på »øjenvidneskildringer af faktiske begivenheder«. Men karaktererne er konstruktioner, centrale aktører som Bush og Obama ses kun på tv-skærme i baggrunden.

FOR så vidt er Zero Dark Thirty en meget upræcis rekonstruktion. Metoden giver mening i universet, hvor man udkæmper en skjult krig og agerer i en hemmelig virkelighed. Man hører kun fra lysets verden, dér hvor andre mennesker lever, når medierne rapporterer om nye terrorangreb eller diskuterer amerikanernes praksis. Der er stedangivelser som »CIA Black Site«, hvor man fremskaffer oplysninger ved tortur. Abu Ghraib-fængslet nævnes, der er billeder fra Guantanamo Bay. Maya selv kalder tiden, der går, for »hvid støj«.

   En særdeles selektiv tidslinje fremstår. Den begynder på Manhattan i september 2001 og slutter i Pakistan i maj 2011. Der er ikke noget før og efter, den ene begivenhed er en direkte konsekvens af den anden. Tortur finder sted, men kun under Bush-administrationen. Zero Dark Thirty er filmen, som rehabiliterer CIA med et slag. Krigen vindes med tvivlsomme midler, men hvordan kan man ellers »smoke everybody involved«?

MAYA rekrutteres allerede i gymnasiet. Hun bliver voksen, mens hun bruger sit liv på at finde Osama bin Laden. Filmen begynder, da efterforskeren Dan (Jason Clarke) giver Maya undervisning i, hvordan man spørger, så man får svar. Hun ser ikke væk, for det ønsker hun ikke. I Zero Dark Thirty kommer efterforskerne aldrig ud for at stå med en mistænkt, der tilstår på grund af torturen og for at få fred. Man ser kun de skyldiges ansigter. Bin Laden selv er bare et lig i en pose til slut.

   Der er ikke meget at komme efter i kunstnerisk henseende. Filmen har få fejl, men udtrykker omvendt ingen dybere sandhed. Den handler om en nations katarsis, og derfor er Zero Dark Thirty i virkeligheden svær at bedømme, hvis man ikke er amerikansk. Der er ingen letkøbt gung ho-patriotisme. Der er derimod en fejring af stoisk pligtbevidsthed. En ny slags ritualistisk patriotisme. Det er os mod dem, og vi er alene i verden. De andre kan ikke forstå os.

»ZERO Dark Thirty« er militært kodesprog for 30 minutter over midnat. Den sidste halve time af filmen bliver en detaljeret rekonstruktion af selve angrebet på komplekset i Abbottabad, hvor bin Laden har forskanset sig med sine nærmeste rådgivere og deres familier. De brave amerikanske mænd fordriver tiden med maskulin banter og kåd venteleg. Så kravler de op i to Stealth-helikoptere, flyver ind i Pakistan under radaren og likviderer de fleste i komplekset.

   Slutsekvensen er blandt andet og med rette blevet kritiseret for at ligne en bane i skydespil som Medal of Honor og Call of Duty. Soldaterne bærer night vision-udstyr, der får dem til at ligne karakterer i et computerskabt spil. Her gælder det kun om at trykke og dræbe. »Nuancer er for tøsedrenge,« som George W. Bush sagde i begyndelsen af århundredet, da krigen mod terror blev erklæret.

   Senere tog han sejren på forskud og holdt tale på et hangarskib, hvor teksten »Mission Accomplished« var skrevet med stort på et smældende banner. Det var et sjældent tydeligt udslag af hybris og troen på besværgende magi. Under Obama føres krigen med flere anfægtelser og mere finesse. Men Bigelows film giver begge mænd ret. Den moralske overbygning er bare retorik. Det er loven om øje for øje, der tæller. Tand for tand hævner Amerika sig.

MED Zero Dark Thirty afrundes en cyklus af krigsfilm, der har været ude i mange stilistiske hjørner og etiske positioner: fra Sam Mendes’ Jarhead (2005), Peter Bergs The Kingdom (2007) og Robert Redfords Lions for Lambs (2007) til Brian De Palmas Redacted (2007), Kimberly Peirces Stop-Loss (2008) og Bigelows egen, Oscar-vindendeThe Hurt Locker. CIA – og USA – blev sønderlemmende kritiseret i Gavin Hoods Rendition (2007).

   Grundlaget for krigen – de fiktive masseødelæggelsesvåben – er tilbagevist i Oliver Stones W. (2008) og Paul Greengrass’ Green Zone (2010). Sorgarbejdet på hjemmefronten er skildret i Paul Haggis’ The Valley of Elah (2007), Oren Movermanns The Messenger (2009) og Stephen Daldrys Extremely Loud & Incredibly Close (2011). Fra allieret side suppleres med Michael Winterbottoms The Road to Guantanamo (2006), Ken Loachs Route Irish (2010) og Mira Nairs The Reluctant Fundamentalist (2012). Showtime-serien Homeland (2011-2020) har gjort metakrigen til populært folkeeje.

BIGELOWS film er både en omskrivning af cirklen og et korrektiv til den samlede cyklus. Den erkender, at krigen trods alt var personlig. Og nu ser man, at alt var nødvendigt. Missionen gav mening, målet helligede midlerne. Amerika havde et stævnemøde med skæbnen, og det moralske regnskab blev korrigeret én gang for alle, da man udraderede Abbottabad-komplekset. Fjendens ansigt er skudt i stykker, da Maya til slut flyves hjem.

   Så den amerikanske exceptionalisme lever i bedste velgående. Zero Dark Thirty er æstetisk imponerende, faktuelt problematisk og ideologisk set enten retfærdig eller ubehagelig, alt efter hvor man sætter sin kryds. Det er en rodet film, der maskerer sit mørke som klarhed, men også en gestus med hård konsekvens. Det er en af de film, som Barack Obama gik til valg på, en amerikansk succeshistorie, som selv Bruce Springsteen kan medunderskrive. Vote for the guy who killed Osama. Man skal se den i hvert fald én enkelt gang.

Se også: Paul Greengrass: United 93 (2006) [Re: 9/11]; Oliver Stone: World Trade Center (2006) [Re: 9/11]; Extremely Loud & Incredibly Close (2011) [Max von Sydow 1929-2020]; Efterbilleder: Terrorangrebet i fælleskulturen [Re: 9/11].

Zero Dark Thirty. Instr.: Kathryn Bigelow. Manus: Mark Boal. Foto: Greig Fraser. 157 min. USA 2012. Dansk premiere: 07.02.2013.

Fotos: Annapurna/ Sony Pictures/ UIP/ CineMaterial/ MovieStillsDB/ Wikimedia Commons (Situation Room Photo)

Filmen streames på Apple TV, Blockbuster, NETFLIX, Rakuten TV, SF Anytime, SKYSHOWTIME, TV2 Play | SKYSHOWTIME

4K UHD + 2K Blu-ray fra Sony Pictures 12.09.2017

Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 08.02.2013

Paul Greengrass: United 93 (2006) [Re: 9/11]

DET FJERDE FLY
Når ofre går til modangreb

Af BO GREEN JENSEN

FORLØBET er mere end velkendt: det var dén dag, barbarerne angreb imperiet. Klokken 8.46 den 11. september 2001 blev det nordligste af World Trade Centers tårne ramt af et kapret passagerfly. Klokken 9.04 ramte et andet South Tower. Det tredje fly slog ned ved Pentagon i Virginia. En fjerde kapret maskine havarerede i Pennsylvania. Dens mål var enten Det Hvide Hus i Washington eller Kongresbygningen på Capitol Hill.

   Al-Quaedas leder, Osama bin Laden, trådte frem og tog æren for angrebet, men de praktiske foranstaltninger blev truffet af Mohamed Atta, som koordinerede aktionerne med, må man sige, frygtindgydende præcision. I det fjerde fly gik det dog ikke efter planen. Maskinen var en Boeing 757, der fløj i rutefart mellem Newark og San Francisco. I lufthavnens flyplan hed afgangen United Airlines Flight 93.

HER gik ofrene til modangreb. Efter 46 minutters flyvning blev maskinen kapret af fire unge arabiske mænd. Lederen, Ahmed al-Haznawi, havde planlagt at vente lidt længere, for bomben i bæltet var en attrap, og meget kunne gå galt. Hans medsammensvorne var imidlertid ivrige efter at opfylde Allahs bestemmelse. Haznawi indtog cockpittet og satte et foto af sit mål på roret. Kamikaze-aktionen var undervejs.

   De øvrige kaprere mistede gradvis kontrollen. Det lykkedes flere af de 40 passagerer at ringe hjem til familien. Besætningen fik kontakt med flyveledelsen. Man forstod og accepterede, at der ikke var noget håb.

   I andre sociale grupperinger havde man muligvis resigneret og forsonet sig med offerrollen. Ikke i United 93. Efter en halv time gik passagerer og personale til angreb, overmandede terroristerne i kabinen og trængte ind i cockpittet. Kl. 10.06, efter 91 minutters flyvning, styrtede United 93 ned på en mark i nærheden af Shanksville. Der var ingen overlevende.

ENGLÆNDEREN Paul Greengrass (f. 1955) har ved flere lejligheder demonstreret sin evne til at skildre voldsomme autentiske begivenheder i en form, som forener dokumentargenrens akkuratesse med spillefilmens subjektive indlevelse. Han har også været en skarp kritiker af sit hjemlands nordirske engagement. I Bloody Sunday (2002) beskrev han, så man sent glemmer det, hvordan britiske soldater den 30. januar 1972 gik til angreb på en protestmarch i Derry, dræbte 13 demonstranter og sårede 14 andre civile.

   I tv-filmen Omagh (2004) undersøgte han efterforskningen – og manglen på samme – af et IRA-attentat, som i august 1998 dræbte 29 mennesker i Omagh og belastede den våbenvile, som var indgået i Ulster samme år. Endvidere har Greengrass drejet ren, fysisk spænding i effektive trillere som The Bourne Supremacy (2004) og The Bourne Ultimatum (2007) efter Robert Ludlums agentromaner.

   Efter Irak-krigsfilmen Green Zone (2010) og skibkapringsskildringen i Captain Phillips (2013) kunne Greengrass trække på erfaringerne fra United 93, da han instruerede dramatiseringen af Utøya-massakren i 22 July (2018). News of the World , en human og næsten nostalgisk antivoldswestern fra tiden efter Den Amerikanske Borgerkrig, var produceret før, men fik premiere under COVID-19-pandemien i 2020.

GREENGRASS lader sædvanligvis de ideologiske modsætninger træde frem, efterhånden som kaos og de menneskelige omkostninger eskalerer. Han benytter sig typisk af mange krydsklip. I United 93 er det anderledes. Der er kun ét rum og ingen grundlæggende moralsk konflikt, eftersom meget få tilskuere vil have forståelse for flykaprernes position.

   Det er måske, fordi han har brug for at klippe til noget, at Greengrass også gør rede for, hvordan situationen udvikler sig i luftfartmyndighedernes kommandocenter i Herndon, Virginia. Scenerne føjer dog intet til filmens dramatiske kerne. Snarere brydes den klaustrofobiske intensitet, som er filmens primære aktiv, og graden af indlevelse devalueres, fordi man som tilskuer udstyres med et overblik, som ingen af de ombordværende har.

SOM nævnt vil de færreste interessere sig for terroristernes bevæggrunde. Uden at kompromittere sin solidaritet med ofrene – alle de efterlevende familier har givet deres positive støtte til filmen, som bruger faktiske navne og autentiske personlige baggrunde – gør Greengrass alligevel et forsøg på at markere denne anden synsvinkel. Også kaprernes anfægtelse skildres. De indgår i prologen på lige fod med de øvrige passagerer, og især er det bemærkelsesværdigt, at man næsten fornuftstridigt føler et lille stik af sympati for al-Haznawi, da han erkender sit nederlag.

   Man træder relativt rolig ind i biografen og regner ikke med, at United 93 skal være en spændende film på dén måde. I de sidste desperate minutter, da passagererne rejser sig beslutsomt, og de panikslagne gidseltagere råber, er man imidlertid lige så fanget som de. Man opdager, at man har flyets lyd brølende midt i sit hoved, mens det dykker ubønhørligt mod jorden. Den bratte stilhed til slut er et chok. Alt er gjort uden musik og effekter. Det ligner og føles som virkelighed.

UNITED 93 er en mærkelig og meget intens filmoplevelse. Egentlig hører terrorscenariet til spændingsgenrens faste stok af effekter. Man har ofte nok set et fly blive kapret af ekstremister, som nogen så angriber og overmander efter halvanden times intens nervekrig. Man er sådan set også vant til at kende slutningen på forhånd, for i fiktionsgenren kunne ingen drømme om at lade kaos og mørke besejre det gode.

   I United 93 er der ingen tvivl om, hvordan det vil ende. Man griber ganske vist sig selv i at håbe mod alt håb og ønske, at det var muligt at ændre historien. Man har alle de fysiske reaktioner, som er forbundet med at se kropsnære thrillers, men man véd med sin hjerne, hvor galt det vil gå.

   Mange afsnit ligner scener fra en ofte set katastrofefilm, men meningen med dem bliver noget nær modsat. Banale ordvekslinger antager ny betydning. En hensynsfuld gestus, et nervøst sideblik. Et af filmens mest følelsesladede øjeblikke indtræder allerede i prologen, under afviklingen af den prosaiske ombordstigning.

   Passagerer, besætning og for dens sags skyld de fire terrorister indtager deres pladser, som man nu gør, med en følelse af i det mindste at være nået så langt. Som tilskuer ved man, at ingen vil komme levende ud. Det giver filmen en rituel kvalitet, som Greengrass effektivt bygger videre på.

SÅ man sidder som på nåle. At være publikum i en biograf er ikke så forskelligt fra at være passagerer i et rutefly. Der er rig lejlighed til at grunde over, hvordan det må have været og hvordan man ville reagere. Man kan næsten ikke undgå at tænke på, hvor kostbar og skrøbelig tilværelsen er. Dén reaktion har man aldrig haft under Die Hard 3 eller Air Force One. United 93 ligner for så vidt, hvad den er, en dramadokumentarisk rekonstruktion, men den føles og opleves som noget mere.

   Paul Greengrass siger selv om filmen: »Der er mange måder at finde mening i dét, som skete den 11. september. Tv kan formidle begivenhederne, mens de sker. Journalisten kan skrive det første udkast til den historiske version. Historikere kan udvide tidsrammen og give os kontekst. Også filmskaberen har en rolle at spille, og sommetider tror jeg, at man ved at se hårdt og længe nok på en enkelt begivenhed, kan afdække omridset af noget, som er meget større end selve begivenheden – man kunne kalde det vor tids DNA.«

   

AT kalde mytteriet i det fjerde fly for »the DNA of our times«, virker umiddelbart som en overfortolkning. Imidlertid giver formuleringen mening. I den kollektive myte om 11. september svarer ofrenes modstand i United 93 til Sobibor-lejrens oprør i erindringen om Holocaust. Franskmanden Claude Lanzmann undlod med vilje at fortælle om Sobibor, da han skabte sit store dokumentarværk om Shoah (1985), men han lavede siden en selvstændig film, Sobibor, 14 octobre 1943, 16 heures (2001), om episoden.

   De spredte forsøg på at drive mørket tilbage passer ikke i den samlede erindring om angreb, udslettelse og genrejsning, men de rummer et heroisk kim, der vidner om menneskets ukuelighed til alle tider.

United 93. Instr. og manus: Paul Greengrass. Foto: Barry Ackroyd. 91 min. Storbritannien-Frankrig-USA 2006. Dansk premiere: 11.08.2006

Fotos: CineMaterial/ MovieStillsDB/ Filmaffinity/ Universal/ Google Images

Filmen streames på Blockbuster, Google Play, iTunes, Rakuten TV, SF Anytime og Viaplay Rent & Buy

Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 11.08.2006