Ridley Scott: House of Gucci (2021)

EN STORSLÅET TARVELIGHED

Ridley Scott kaster (atter) alting i gryden

Af BO GREEN JENSEN

MAN forventer måske en tragisk fortælling om modehuset Guccis storhed og fald. Det er ikke, hvad man får i 84-årige Ridley Scotts spillefilm nr. 27. Det ville også være kontrafaktisk: varemærket Gucci lever og er kun blevet mere ikonisk, siden det lurvede jalousidrab, som én gang for alle fjernede den italienske del af familien fra ligningen i 1995.

   Snarere fortæller House of Gucci den instruktive historie om, hvordan firmaet blev reddet fra sine ejere. Er der en helt, må det være Domenico De Sole, familiens juridiske rådgiver. Han er skakspilleren, som tænker mange træk frem. Han bliver spillet af Jack Huston, som for det meste glider i ét med tapetet, mens de indbildske hovedaktører gør sig til midt på gulvet.

SCOTT præsenterer historien som en komisk opera buffa. Der er realistiske rum og romantiske arier, men tonen i bunden er grel og kulørt. Målet må være at skabe en tarvelig storslåethed, der udstiller dårskaben og dekadencen. Det lykkes, hvis man er med på ideen. House of Gucci har dog ikke tyngden, kynismen og klarsynet, som kendetegnede All the Money in the World (2017), der brugte 1970'ernes Italien og J. Paul Gettys familie på samme måde.

DET er for så vidt en enkel historie. Fem faste skikkelser navigerer i en konfettilignende sværm af vignetter. Imens går tiden stærkt i Firenze, Milano, Rom og New York.

   Scott og fotografen Dariusz Wolski lægger hjerte i at huske livsfarven fra tre årtier. Det er sikkert karakteristisk, at tonen er kærligst i de ældste afsnit. Det begynder til tonerne af »Sono bugiarda«, som er Caterina Casellis italienske version af Neil Diamonds »I’m a Believer«. Eurythmics (»Here Comes the Rain Again«) inkarnerer 80'erne stort. Det slutter i 90'erne med rumlende mørk porno chic.

   Kildematerialet er Sara Gay Fordens bog om Gucci, men Becky Johnstons manuskript har presset kronologien. I virkeligheden mødtes Patrizia Reggiari (Lady Gaga) og Maurizio Gucci (Adam Driver) i 1970. Her sker det først i 1978.

MAURIZIO er endnu den uspolerede tronarving. Patrizia ved, hvad hun vil, med det samme. Maurizio læser jura, og hun stalker ham behændigt. Familien driver et fragtfirma og er aldrig god nok til Maurizios far.

   Nu kommer titanerne ind – eller også er det de primære klovner. Jeremy Irons spiller Rodolfo Gucci, som bestyrer den italienske forretning. Som ung skuespiller mødte han sin tyske hustru, der hjalp ham med at få stil. Han bor som Burt Lancaster i Leoparden. Rodolfo kan på én gang vise venlighed og foragt. Han gør Maurizio arveløs, da sønnen insisterer på sin kærlighed.

   Det bliver derfor onkel Aldo, som træder alfaderligt til. Aldo varetager Guccis interesser på Manhattan i New York, hvor Sophia Loren (Madelina Diana Ghenea) stjæler rampelyset, da Patrizia er på besøg. Her er mange hurtige scener, hvor legender fra tiden optræder: Anna Wintour, Gianni Versace, Karl Lagerfeld, Tom Ford. Der måtte gerne være flere, for filmen blomstrer op.

AL Pacino spiller Aldo med en hjertelig charlatanvarme, der er stik modsat kulden hos Irons. Han nyder at gøre Maurizio til en bonussøn. Hans egen søn er Paolo Gucci (Jared Leto), som hele tiden vil selv og aldrig lykkes med noget. »Han er en idiot,« konstaterer Aldo. »Men han er min idiot«.

   Da Rodolfo er borte, træder Maurizio i hans sted. Jeg skal ikke røbe mere om intrigerne, som udarter over de næste to timer. Filmen har en vis fortrolighed med Patrizia, der er glad for Maurizio, skønt hun tager ham for givet. Man forstår for så vidt, hvordan værdierne skrider for hende.

   Maurizio selv forbliver et ciffer, og Adam Driver kan spille et ciffer med stil. Han er lige så svær at læse hér, som han var i The Last Duel, Scotts anden film fra 2021. Det er alligevel en gåde, hvordan parret mister den uskyld og kærlighed, som forbandt dem. Vi ved, at magt korrumperer. Men her er der slet ingen tilløb.

DEN moralske deroute hos parret i midten er gennemført og forstemmende. Jo værre smerten bliver, jo mere karikerer Scott. Det fungerer sådan set. Tre timer går i en fart. Det føles samtidig som forspildt materiale – der er mere i menneskene og historien. Det er bare for sent for filmen at tage det op.

   Scott er altid en mesterlig håndværker, men satire hører ikke til hans kompetencer. Fortilfældet er Prêt-à-Porter (1994), et ironisk myldrebillede, som Robert Altman skabte præcis på den tid, der er skildret i House of Gucci. Berømthederne spillede næsten sig selv. Også hér indgik Sophia Loren. Men filmen var en skuffelse, og den er ikke blevet stående.   

SCOTTS bud forsvinder nok lige sådan. Jeg tror, at der er to instruktører, som kunne have fundet mere i stoffet. Italieneren Paolo Sorrentino har en Fellini-agtig fornemmelse for både skønheden og humoren og det sære. Men mest interessant kunne det være at se en Gucci-film af Tom Ford.

   Texaneren fik sit gennembrud som designer, da han skabte Guccis 1994-kollektion. I House of Gucci bliver han spillet af Reeve Carney. Han fik chancen, fordi ingen store navne ville arbejde for Gucci, der blev afskrevet som en mormorbutik. Ford blev hos Gucci til 2004. Han har selv instrueret to fornemme film: A Single Man (2009) og Nocturnal Animals (2016).

   Efter premieren på Scotts film sagde Ford, at han følte det, som havde han overlevet en orkan. Han tilføjede: »Det er svært at se humor og camp i noget, der var så blodigt. I virkeligheden var ingenting camp. Somme tider var det absurd, men i den sidste ende var det bare tragisk.«

FILMEN er fuld af ikoniske tasker, tørklæder, kjoler og sko. Da det første forræderi er fuldbragt, og Aldo må sælge sine aktier i Gucci, så Maurizio kan blive enevældig, viser stråmanden ham en af sine Gucci-sko. Det er en hyttesko med indlagt guldblad, som Aldo designede til Clark Gable.

   Når filmen gør plads til detaljer, bliver den mere vedkommende. Patrizia er lamslået, da hun ser en kopi af »the Bamboo Bag« – den ikoniske taske med bambushåndtag – som køkkenpigen har fået af sin mand. Det fører til en diskussion af kopifænomenet, som Aldo i øvrigt opmuntrer. Men i glimtet af stuepigen er der et helt socialt rum, som åbner sig.

DET er en film, som er bygget af sladder og metavirkelighed. Salma Hayek spiller sandsigersken, der hjælper med at bestille drabet på Maurizio. Hayek er gift med François-Henri Pinault, som er CEO for Kering, der ejer luksusmærker som YSL og Boucheron. Men juvelen i selskabets krone er Gucci.

   Scott kaster alting i gryden. Det slutter, som i virkeligheden, med et lejemord og en dom på 29 års fængsel. Patrizia Gucci er 74 år i dag. Hun blev løsladt i 2016. Efter sigende er hun meget tilfreds med filmens portræt.

   House of Gucci er et forrevent vanitasbillede. Filmen skal ses som et stift genrestykke. Sir Ridley behersker trods alt sin metier. Der er et vist format over tarveligheden.

Se også Blade Runner – The Final Cut (1982/2007); Ridley Scott: Kingdom of Heaven (2005); Antologifilm | All the Invisible Children (2005); Ridley Scott: American Gangster (2007); Ridley Scott: Prometheus (2012) [Sci-Fi 100]; Ridley Scott | Cormac McCarthy: The Counselor (2013); Ridley Scott: The Martian (2015) [Sci-Fi 100]; Ridley Scott: Covenant (2017) [Sci-Fi 100]; All the Money in the World (2017) [Christopher Plummer 1929-2021]; Ridley Scott: The Last Duel (2021) + Philip K. Dick 1928-1982; Klassiske karakterer: Moses og mogulerne.

House of Gucci. Instr.: Ridley Scott. Manus: Becky Johnston, Roberto Bentivegna. Foto: Dariusz Wolski. 158 min. UK-Canada-USA 2021. Dansk premiere: 02.12.2021.

Fotos: BRON Studios/ MGM/ Scott Free Productions/ Universal Pictures/ SF Studios/ CineMaterial/ MovieStillsDB.

Filmen streames på Blockbuster, Google Play, GRAND HJEMMEBIO, Rakuten TV, SF Anytime, Viaplay Rent & Buy

Teksten trykt (let forkortet) i Weekendavisen Kultur 03.12.2021.

Steven Soderbergh: Ocean's Thirteen (2007)

ALLE GODE GANGE
Tredje stik fra Soderbergh og Clooney

Af BO GREEN JENSEN

DET kræver mere end almindelig flair og elegance, hvis endnu en film om hasard i Las Vegas skal lykkes. Man har været der så mange gange, at man færdes hjemmevant i kulissen. Alle kneb er benyttet i en alenlang række af actionkomedier og heist movies om elskelige slyngler, der gør bedraget til kunst og scorer kassen på samme tid. Man er faktisk tæt på at undertrykke en gaben, da de første forjættende billeder af neonvildnisset kommer op på lærredet i begyndelsen af Steven Soderberghs Ocean’s Thirteen.

   Ocean's Eleven (2001) var en tam genindspilning af Lewis Milestones lille Rat Pack-klassiker med Frank Sinatra, Dean Martin, Sammy Davis Jr. og Peter Lawford. Jeg så den samme uge som Hans Fabian Wullenwebers Klatretøsen og var mere spændt på kuppets udfald i sidstnævnte. Ocean's Twelve (2004) kom betydeligt bedre i luften og havde en distinkt duft af Rififi, The Italian Job, Thomas Crown Affæren og Mission Impossible. Stilikonerne George Clooney og Brad Pitt var faldet til i deres roller og kunne ekstemporere. Som hønen i kurven var Julia Roberts i pagt med tidsånden blevet gravid.

MAN kan næppe sige, at verden har råbt på en treer fra Soderbergh, Clooney & Co. Dog kan man ikke afskrive Ocean’s Thirteen som spekulation. Vist er der tale om dagligvarer i luksusindpakning, men det er lykkedes holdet at variere skabelonerne i en brugsfilm, som tangerer det udsøgte. For det første balancerer plottet sikkert mellem kompleksitet og fortænkthed. For det andet har billedsiden meget at tilbyde, fra en mørkeblå nathimmel over Brad Pitt, der står af flyet, til en hypertekstuel casinoscene, hvor omsætningen ved de enkelte borde bliver skrevet i luften. Fotografen hedder Peter Andrews. Det er Soderberghs alias.

HISTORIEN er selvsagt et påskud for den maskuline banter og bonding, som de selvtilfredse drengerøvsfilm er veritable orgier i. Men den er ikke uden evner, og der er også plads til selvironi. Den skrupelløse finansmand Will Bank (Al Pacino) har snydt den aldrende Reuben (Elliott Gould), en af de bedste kræfter i Oceans dusin. Nu åbner Bank sit nye hotel på hovedgaden i Las Vegas. For Ocean’s 13 gælder det om at forpurre det hele.

   Planen realiseres på mange niveauer. For eksempel bliver journalisten, der skal anmelde Banks hotel, udsat for alskens ydmygelser, mens stivstikkeren Linus (Matt Damon) klæder sig ud som kineser og smører hormonsaft bag ørerne, så han bliver uimodståelig for Ellen Barkin, der i denne film løfter arven efter Angie Dickinson og Julie Roberts. Et jordskælv fingeres med mere succes end beregnet, og gamle fjender som Andy Garcia indforskrives blandt de allierede i krigen mod Pacinos hæmningsløse kapitalist.

RESULTATET er en uimodståelig stiløvelse, der kun skuffer ved at ville så lidt. For Soderbergh og Clooney er Ocean's-filmene pengemaskiner, der skal rejse finansiering til hjertesager som Solaris, Syriana, Good Night and Good Luck og The Good German. Soderbergh synes i stigende grad at beslutte sig for at lave enten entertainment eller kunstfilm. Før i tiden blandede han kortene, og det gjorde oplevelsen mindre forudsigelig. Ocean’s Thirteen holder, hvad den lover. Man kan således gøre sin indsats og løse billet uden ængstelse.

Se også Steven Soderbergh: Ocean's Twelve (2004) [Sequels nr. 6]; To versioner: Ocean's Eleven (1960/2001); Steven Soderbergh: Let Them All Talk (2020); To versioner: Solaris (1972/2002) [Bogen og filmen]; Heroiske fragmenter: Ernesto Ché Guevara 1928-1967; Et moderne helvedesbillede: Contagion (2011) [Epidemic Cinema].

Ocean’s 13. Instr.: Steven Soderbergh. Manus: Brian Koppelman og David Levien. Foto: Peter Andrews. 122 min. USA 2007. Dansk premiere: 08.06.2007.

Fotos: Warner Bros/ Village Roadshow Pictures/ Jerry Weintraub Productions Section Eight/ CineMaterial/ MovieStillsDB/ Filmgrab

Filmen streames på Blockbuster, Google Play, HBO MAX, iTunes, Rakuten TV, SF Anytime, VIAPLAY, YouTube Movies

The Ocean's Trilogy Box Set udkom på Blu-ray i 2007

Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 08.06.2007

Christopher Nolan: Insomnia (2002)

OVER STREGEN

Den som synder sover ikke 

Af BO GREEN JENSEN

SOMMER i Alaska, midnatssol og søvnløshed. Til en lille by helt oppe nordpå ankommer to af de skarpeste detektiver fra Drabsafdelingen i Los Angeles. Officielt er kriminalassistenterne Dormer (Al Pacino) og Eckhart (Martin Donovan) sendt til Nightmute for at hjælpe den lokale politistyrke med efterforskningen af mordet på en ung kvinde. Uofficielt skal de ligge lavt, mens Afdelingen for Interne Anliggender, forhadt som altid i filmens verden, går Dormers metoder efter i sømmene. Dormer er en levende legende. Politikvinden Ellie Burr (Hilary Swank) kan ikke komme sig over, at stjernen hun skrev sit speciale om er i byen. Andre lokale betjente skumler. Som om de ikke var dygtige nok.

   Will Dormer er tilsyneladende en træt mand, som forsøger at holde fast i resterne af sin integritet, mens han udfører sit arbejde så grundigt og uangribeligt som muligt. Han er en af de martrede stoikere, som Pacino har spillet så ofte og godt, at man uvægerligt fatter sympati for hans person og nærer tillid til hans dømmekraft og metoder. Det gør Ellie, og det gør publikum. Men hvad er det egentlig for nogle sære indklip, der synes at bunde i hans erindring?

DE gør sig gældende straks i titelsekvensen. Tekstilfibre gennemblødes i ekstreme nærbilleder. En hånd med en kirurgisk handske gnider i noget stof, enten masturbatorisk eller bare meget ivrigt. Man kan ikke se hvem hånden tilhører. Længe ved vi ikke helt, hvad der knytter sig til disse fragmenter, men de sikrer allerede fra begyndelsens bjergtagende billeder af indflyvningen over fjorden ved Nightmute, at man ikke føler sig sikker på noget, hverken stedet, Dormer eller sagerne, som han enten flygter fra eller skal opklare her. Virkeligheden i Imsomnia ligger aldrig helt fast, skønt fortællestilen på realistisk vis egentlig er bred, klar og lys.

I æstetisk henseende er Christopher Nolans Insomnia en uafbrudt glæde at følge. Moralsk er den derimod rendyrket horror. For måske er det ikke kun solen, der afholder Dormer fra at sove. Eckhart betror ham, at det kan blive nødvendigt at handle med Interne Affærer, så alle Dormers sager bliver åbnet igen. Dormer har sine grunde til at have gjort nogle ting, som ikke var efter bogen – han er dybest set et retskaffent menneske – men når først man træder forkert, er der ingen ende på de historier, man må skrive for sin egen og de andres skyld.

   Netop om skyld, moral og personligt ansvar handler denne ualmindeligt vellykkede thriller. Det er år og dag siden, at noget så helstøbt er kommet ud af et stort amerikansk studie. Sidst det skete var i 1997, da Curtis Hanson filmatiserede James Ellroys L.A. Confidential. Nolans film har dog også adskilligt til fælles med The Pledge (2001, da. Løftet), Sean Penns film efter Friedrich Dürrenmatts roman. Måske står den moralske krimi virkelig over for en renæssance. Det ville ikke være den værste tendens.

DET er svært at skrive om Insomnia uden at røbe for mange af de prosaiske detaljer, der gør opklaringsarbejdet så spændende at følge. Samtidig kan man ikke få øjnene fra Pacino, som heller ikke selv kan sige, om det er et vådeskud og en slags hændeligt uheld, der tidligt i filmen tager livet af Eckhart. Sikkert er imidlertid, at der knyttes en skæbnesvanger forbindelse, da manden som myrdede den unge kvinde første gang ringer til Dormer. Denne ligger vågen i det kroniske dagslys. Morderen havde det lige sådan, da han første gang kom til Alaska. Han nærer dyb respekt for Dormers erhverv. Han ville jo selv være kriminalbetjent. Det er derfor, han skriver romaner om en politidetektiv.

   Man må ikke røbe for meget, men også i dén henseende udgør Insomnia en stor og indviklet undtagelse. For det første får man sit virkelige thrill ved at følge furerne i Pacinos ansigt, se hvornår Dormer krakelerer, følge med i hvor langt han vil gå og overveje, om han er skyldig. For det andet vil mange skandinaviske tilskuere se Insomnia med en fornemmelse af udsøgt déjàvu. Nok er handlingen forskudt til Alaska, og visse detaljer i rammen er justeret, men ellers følger filmen scene for scene sit norske forlæg, Erik Skjoldbjærgs sylespidse skæbnefortælling Insomnia – den som synder sover ikke (1997), som Skjoldbjærg skrev sammen med Nikolaj Frobenius.*

BÅDE skikkelserne og den moralske konflikt reproduceres trofast hos Nolan. I den norske Insomnia var Stellan Skarsgaard den kompromitterede opdager, som kom flyvende fra Sverige for at opklare mordet på en ung kvinde. Forfatteren Walter Finch, som muligvis er gerningsmanden, blev i norsk regi spillet excentrisk og engleblidt af Bjørn Floberg. Hos Nolan gør Robin Williams noget lignende, men han lægger lidt mere pervers fornuft og psykopatisk tyngde i karakterens eksplosive psykologi. Finch kan ikke lade være med at betragte det hele på afstand, samtidig med at han opsøger Dormer. For forfatteren er der både et spil og et plot i forløbet, og han ynder at se sig selv som en joker.

   Vi er og bliver i fortællingens vold og på Dormers side, mens han betror sig til kvinden på hotellet, der hos Nolan bliver fremstillet af Maura Tierney. Maria Bonnevie spillede kvinden på norsk, hvor karakteren var en hovedrolle. Hos Nolan overtager politikvinden Ellie en del af Bonnevies funktioner. Nogle ting stod skarpere hos Skjoldbjærg, der i parentes bemærket er meget tilfreds med den amerikanske genindspilning. På filmfestivalen i Haugesund kunne man se de to film back to back og høre Skjoldbjærg og Frobenius fortælle om processen. Det er synd, at Ole Bornedals Nattevagten ikke blev en så vellykket Nightwatch. Egentlig er det den samme historie om en lillebitte nordisk film, der vælter verden med én god idé.

HOS Skjoldbjærg stod midnatssolen skarpere, og verden virkede lidt mere udsat. I samme ånd var det lettere at se forskel på rigtigt og forkert. Skarsgaards opdagerskikkelse, Jonas Engström, var mere kynisk end Pacinos kvæstede humanist. Nøglescenerne er dog de samme: blodet på stoffet, uvirkeligheden i tågen hvor makkeren omkommer, opgøret med den afsindige forfatter, der hos Skjoldbjærg ikke skrev krimier, men digte om skæbne og ansvar. Englænderen Nolan vakte opsigt med den fragmentarisk opklippede Memento (2000), en thriller om en mand uden korttidshukommelse og i stilistisk henseende en af de mest konsekvente spændingsfilm fra de senere år. Dybden i Hilary Seitz’ manuskript kommer dog fra Skjoldbjærg og Frobenius.

   Der er mere fysisk spænding i Nolans Insomnia, bl.a. en original scene mellem jæger og bytte. Pacino forfølger Williams, som skyder genvej over vandet ved at træde på de flydende træstammer. Hos Nolan kommer man virkelig til at leve på stedet. Ugerningerne bliver konkrete, og det samme gør Pacinos træthed. Han ligner virkelig en mand, der kunne sove i tusinde år, om det skulle være. Ikke for intet hedder han Dormer efter det latinske dormire.

DE bedste steder i filmen kommer direkte ud af Pacinos karakter. Dormer taler i telefonen om sin foragt for skrankepaverne i Interne Affærer. Eller han decimerer Walter Finch, som tror at han nu har guddommelig indsigt, med en velrettet konstatering af, at for ham, Dormer, er forbryderens psyke lige så fascinerende og særlig som et stoppet toilet er for en blikkenslager. Pacino er suveræn i disse scener. Dormer er hans bedste rolle siden Michael Manns Heat. Han er simpelt hen denne retskafne strømer, der krydsede kridtstregen og mistede evnen til at navigere moralsk.

   Er der retfærdighed til, får han fred før det slutter, men man kan aldrig være sikker på Insomnia. Du må selv se denne prægtige film, som i ét hug rehabiliterer den lødige thriller, der prioriterer moralske anfægtelser og hård kugleregn lige højt.

Se også Christopher Nolan: Batman Begins (2005); Slipstream | Christopher Nolan: The Prestige (2006); Christopher Nolan: The Dark Knight (2008); Christopher Nolan: Inception (2010); Christopher Nolan: The Dark Knight Rises (2012); Christopher Nolan: Interstellar (2014) [Sci-Fi 100]; Christopher Nolan: Tenet (2020); Christopher Nolan: Oppenheimer (2023) [Oscars 2024].

Insomnia. Instr.: Erik Skjoldbjærg. Manus: Nikolaj Frobenius & Erik Skjoldbjærg. Foto: Erling Thurmann-Andersen. 96 min. Norge 1997.

   Den norske originaludgave af Insomnia kom aldrig i dansk biografdistribution, men den blev vist på Natfilm Festivalen og fik et langt liv på dvd. Filmen blev udtaget til La Semaine de la Critique (International Critics' Week), Cannes Festivalens Kritikeruge, som først blev virkelig for danske journalister i 2003, da Christopher Boes Reconstruction blev vist og valgt som bedste film. Mange store navne er brudt igennem i Kritikerugen, hvor kriteriet er, at der skal være tale om den første eller anden film fra en instruktør. Gaspar Noé (Seul contre tous), Kevin Smith (Clerks), François Ozon (Sitcom), Alejandro Gonzalez Iñárritu (Amores perros) og Julie Bertuccelli (Da Otar rejste) blev opdaget i Semaine de la Critique. I 2010 var Janus Metz' Nato-i-Afghanistan-dokumentar Armadillo den store film. Den norske Insomnia indgår i The Criterion Collection og er i kritiske cirkler højere agtet end Nolans inspirerede kalkering. 

Insomnia. Instr.: Christopher Nolan. Manus: Hillary Seitz. Foto: Wally Pfister. 118 min. USA 2002. 15.11.2002.

Fotos: Alcon Entertainment/ Witt/Thomas Productions/ Section Eight/ Insomnia Productions/ Summit Entertainment/ Warner Bros./ Cinematerial/ Filmaffinity/ Filmgrab

Insomnia (1997) streames i Norge på Blockbuster og SF Anytime

2K Blu-ray fra The Criterion Collection (Spine #47) 27.08.2019

Insomnia (2002) streames p.t. ikke i DK – i UK på Tubi og Pluto TV

2K Blu-ray fra Warner Bros. 15.10.2013

Anmeldelsen trykt første gang i Weekendavisen Kultur 15.11.2002.

Martin Scorsese: The Irishman (2019)

EN SALUT FOR DE GAMLE SOLDATER
Scorsese, De Niro og det sidste mafiaepos

Af BO GREEN JENSEN

FRANK Sheeran (Robert De Niro) kommer tilfældigt ind i gangsterfaget og »det, der blev mit liv«. Som han ser og fortæller om det fra sin kørestol på plejehjemmet, hvor The Irishman både begynder og slutter, var der nok nogle ting, han kunne have gjort anderledes, og der er helt sikkert forhold, han fortryder og beklager, men et valg var der egentlig aldrig.
   Han kom hjem fra krigen i Europa og begyndte at køre lastbil, da han var en ung mand midt i tyverne. Han var åben og naiv. Han troede, at husmalere malede huse. På en tankstation mødte han Russell Bufalino (Joe Pesci), som hjalp ham med et mekanisk problem. De to mænd så noget særligt i hinanden. Og forblev nære venner livet igennem.
   Det første møde sætter tonen for resten af filmen. Irerens lastbil er gået i stå, og italieneren finder og udbedrer fejlen af ren og skær interesse. Frank præsenterer sig. De trykker hænder. Da han beder om Russells navn, tænker den anden sig om i lang tid. Her er navne ikke noget, man sådan giver fra sig.

KORT fortalt er der kontakt med det samme. Russell præsenterer Frank for Angelo Bruno (Harvey Keitel), som bestyrer forretningen på Østkysten. Han giver ham små og så lidt større opgaver. Den ene tjeneste er altid den anden værd. Det afgørende øjeblik kommer, da Frank i to etaper demonstrerer loyalitet og initiativ.

   Han har fungeret som gældsinddriver. Men Frank har familie og skal bruge penge. Han tager en freelanceopgave for Whispers (Paul Herman), en vaskeriindehaver, som har problemer med konkurrencen fra et andet firma, der ejes af den jødiske mafia. Eller sådan bliver opgaven præsenteret. Frank henter candy (benzin og dynamit) og går i gang. Men faktisk er Angelo Bruno medejer.
   For det første siger Frank sandheden, da Bufalino og Bruno udfritter ham. For det andet forstår han, hvad der forventes. Han skyder Whispers i ansigtet to gange og kaster revolveren i den flod, hvor FBI ville finde »våben nok til at bevæbne en mindre nation«, hvis de ledte. Herefter er ireren sporet ind på sin livsvej: at løse problemer for Bufalino-familien.

  
DENNE baggrund er en parentes, som føjes ind i det bærende flashback. For i 2003 sidder Frank og beskriver, hvordan han og Russell i sommeren 1975 forbereder en lang biltur med deres hustruer. De skal køre fra New York til Illinois, hvor Russells fætter har inviteret familierne til sin datters bryllup. Bill Bufalino (Ray Romano) er sagfører for lastbilchaufførernes faglige forbund, IBT (International Brotherhood of Teamsters). Teamsters ledes af den sagnomspundne Jimmy Hoffa (Al Pacino), og det er egentlig ham, som de har en aftale med i Illinois. 
   Både Carrie Bufalino (Kathrine Narducci) og Irene Sheeran (Stephanie Kurtzuba) er ivrige rygere. Russell vil ikke have, at der bliver røget i bilen. Så der er mange pauser. Faktisk er de ikke nået ud på motorvejen, da Carrie insisterer på at standse. De er ved tankstationen, hvor Russell og Frank mødtes 20 år før. Sådan begynder billedet at tage form. I det store perspektiv er der tale om 60 års amerikansk historie.

FILMEN er mange ting på en gang, heldigvis. Den er Franks beretning om en lang karriere som fastansat lejemorder. Den er fortællingen om forbindelsen mellem det politiske liv og den organiserede kriminalitet i et USA, hvor korruption var systemisk. Og den er forklaringen på mysteriet om, hvad der blev af Jimmy Hoffa. Fagforeningslederen forsvandt den 30. juli 1975 og blev erklæret død in absentia i 1982. Flere har tilstået drabet, og konspirationsteorier florerer. Sagen er stadig åben.

   Især er The Irishman Martin Scorseses sidste storværk om wiseguys og goodfellas fra de gamle italienske forbryderfamilier. Steven Zaillian har skrevet det tætte manuskript om håndværkerne, som flytter kasser omkring i historiens baglokale, mens stjernerne boltrer sig ude i butikken.
   Man kunne tro, at Frank Sheeran – som altid er i billedet, når der sker bestemmende ting i 60rne og 70rnes politiske liv, fra Svinebugten til drabene på Kennedy-brødrene og Watergate-skandalen – var en fiktiv konstruktion, måske en mafiaudgave af den evige Zelig hos Woody Allen. Men Sheeran har skam levet. I bogen I Heard You Paint Houses (2004) fortalte han Charles Brandt om sine bedrifter og oplevelser.* 
   Sheeran var også i virkeligheden en slags livvagt for Jimmy Hoffa, som sørgede for, at ireren blev valgt som formand for sin lokale Teamsters-afdeling. Frank forblev dog på Bufalinos lønningsliste. Hoffa motiverede talen ved den æresbanket, som blev holdt for Sheeran. 

FOR Martin Scorsese (77) er The Irishman en anledning til at samle medlemmerne af den gamle familie, som har befolket hans mest ikoniske film: Robert De Niro (76), Joe Pesci (76) og Harvey Keitel (80). 
   Som Hoffa skaber Al Pacino (79) en formidabel figur, en født populist, for hvem korruption er en livsform, der tjener almenvellet. Andre har fremstillet ham som en mere kontrolleret og kynisk person: Robert Blake i tv-filmen Blood Feud (1983), Jack Nicholson i Danny DeVitos Hoffa (1992). 

   Som leder af Teamsters rådede Hoffa over de samlede pensionsmidler for en million medlemmer. Han gav mafialederne favorable lån og var med til at finansiere byggerierne i Las Vegas. Han hadede Kennedy-brødrene. Forestil Dem Preben Møller Hansen i sin vildeste tid og med 20 milliarder risikovillige kroner i Fælles Kurs-kassen.

   Pacino tegner Hoffa som en gavmild og volatil mand, der sætter pris på sine venner. Han bliver fjernet på grund af interne Teamsters-opgør med den ene og den anden Tony – »de hedder alle sammen Tony,« klager Hoffa – og fordi han siger nej til for mange låneansøgninger. 

   Franks datter (Anna Paquin) tilgiver aldrig sin far. Hun har aldrig holdt af Onkel Russell, men hun forguder Onkel Jimmy. Hun holder foredrag om Hoffa i skolen. Og hun har skammet sig over sin far, siden han gennembankede købmanden, der gav hende et puf. Frank sparker manden i ansigtet og træder på hans hænder. Ingen skal komme efter ham og hans.

GANGSTERNE i The Irishman er tonet ned til menneskelig skala. De kan minde om The Sopranos. Bipersoner præsenteres med en besked om, hvornår de døde og og hvordan. Det er næsten altid noget med fire skud i ansigtet i 1979 eller ’80. Der hersker en helt anden mentalitet end hos de kokainblæste psykopater, som tager over i Goodfellas (1990) og Casino (1995). En elegisk grundtone durrer. The Irishman er også en vemodig salut for de gamle soldater.

   I filmens tilbageblik er skuespillerne gjort yngre ved digitalt trylleri. Scorsese påkaldte sig megen vrede, da han afskrev Marvels superhelte som »noget andet end filmkunst«, men han har aldrig tøvet med at bruge ny teknik. Allerede Gangs of New York (2002) var fuld af CGI-farvelade. Den unge Frank ligner ikke De Niro i 1975. Han er mere firkantet, og kroppen er tung. Men huden er glat, så det overbeviser.
   Der er fine detaljer, også på lydsporet, som Randall Poster har kurateret. Lounge-musik fra en menneskealder spiller mellem fyldige udtag af »In The Still of the Night« med Five Satins, som må være Franks temasang. Robbie Robertson har komponeret ny musik, som også findes på hans seneste album, Sinematic. Van Morrison spiller mundharmonika.**

MAN skal nok være amerikaner for at dele fascinationen af Hoffa. Men portrættet af Frank, som lod livet passere, er universelt. Scenerne fra plejehjemmet er mere end en ramme. FBI-folk udspørger Frank. De forklarer, at alle er døde og glemt. Frank forstår det omsider, da fysioterapeuten ikke ved, hvem Hoffa var. Han fortryder to ting. Ikke Judas-kysset, han gav Jimmy Hoffa, men opkaldet bagefter til Hoffas hustru. Og så at datteren ikke vil se ham. 

   Endelig bliver der lige så stille som på plejehjemmet i Arthur Penns Little Big Man (1970), hvor Dustin Hoffman var sminket 121 år gammel i rollen som Jack Crabb. Han fortalte om Custer og Hickok og Sitting Bull. Frank fortæller om Hoffa og Gallo og Kennedy-brødrene. Tiden er virkelig gået. Resten er tavshed. Det er endelig blevet en god dag at dø.

Se også Martin Scorsese: Gangs of New York (2002); Kongernes konge: Kristus i filmen [Påske Special 2020]; Martin Scorsese: The Wolf of Wall Street (2013); Martin Scorsese: Silence (2016) [Bogen og filmen]; Martin Scorsese: Hugo (2011) [Moderne mestre]; Martin Scorsese: Raging Bull (1980); Martin Scorsese: Bringing Out the Dead (1999); Martin Scorsese: The Departed (2006); Martin Scorsese: The Aviator (2004).

*) Charles Brandt: I Heard You Paint Houses: Frank »The Irishman« Sheeran & The Inside Story of the Mafia, the Teamsters, & the Last Ride of Jimmy Hoffa. 384 s. Steerforth Press, 2004.

   Scorseses film vælger at læse Brandts bog som den skinbarlige sandhed, men teksten er mildest talt kontroversiel. Flere har tilbagevist de omfattende afsløringer, som Sheeran lagde frem før sin død i 2003. Omvendt har andre bekræftet detaljer, som selv en døende lystløgner ikke kunne digte sig til.
   Brandt er forhenværende mordefterforsker og forsvarsadvokat. Det er ingen garanti for sandhedsværdien. Jim Garrison (1921-1992) var offentlig anklager i New Orleans fra 1962 til 1974 og dommer ved appelretten samme sted til sin død. Han leverede et af de mest forskruede bidrag til litteraturen om Kennedy-attentatet, da han skrev On the Trail of the Assassins (1988). Garrisons bog var grundlaget for JFK (1991), Oliver Stones film om drabet i Dallas. Den udkom på dansk i 1992. 

**) Robbie Robertson: Sinematic. Universal Music Group, 2019. Skæringen hedder »I Hear You Paint Houses«. Det var det første, som Jimmy Hoffa sagde til Frank Sheeran. Sheeran svarede: »And I do carpentry too«. Det var slang for, at han ryddede op efter arbejdet.

The Irishman. Instr.: Martin Scorsese. Manus: Steven Zaillian. Foto: Rodrigo Prieto. 209 min. USA 2019. Dansk premiere: 21.11.2019.

Fotos: Tribeca Productions/ Sikelia Productions/ Winkler Films/ NETFLIX/ CineMaterial/ MovieStillsDB/ Wikipedia/ The Criterion Collection

Filmen streames på NETFLIX

The Criterion Collection udgav The Irishman på  Blu-ray i november 2020

Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 22.11.2019