Ken Loach: The Wind that Shakes the Barley (2006)

EN DEL AF VERDENS HJERTE

Den politiske filmskabers første Palme d'Or

Af BO GREEN JENSEN

MAJ 2006: KEN Loach fik forleden et nyt lykketal. Tretten gange er den stilfærdige englænder rejst til Cannes med en film i bagagen. Otte gange har han deltaget i hovedkonkurrencen, og det er også blevet til adskillige mindre priser, men aldrig den symbolske Guldpalme. Nu er Loach en sky og seriøs filmskaber, som ikke dyrker falske guder og sjældent lader sig rive med. Der er dog næppe tvivl om, at en drøm gik i opfyldelse, da han søndag aften modtog årets Palme d’Or.*

   Helt kogt ned er Loachs film, The Wind that Shakes the Barley, en historisk lektion i tre akter. Efter Påskeopstanden i 1916 kontrolleres Irland af britiske lejesoldater, de berygtede »Black and Tans«, som hærger i flæng, mens irernes modstand organiseres i Irish Republican Brotherhood, som siden bliver til undergrundshæren IRA. Teddy (Pádraic Delaney) er leder af den lokale IRB-celle. Hans lillebror Damien (Cillian Murphy) vil hellere holde sig fri af konflikten og læse til læge i London.

LOACH og hans faste manuskriptforfatter Paul Laverty vælger side fra begyndelsen. De demonstrerer straks, hvor håbløs den irske situation er og hvor brutalt de engelske lejesvende opererer. Her er et misbrug, som skriger til himlen, men Damien holder på sit og er lige ved at slippe af sted, da han på jernbanestationen står ved vejen til Damaskus og i 11. time vælger at blive, fordi imperiets soldater går for langt over stregen.

   Der kommer en tid, hvor man må se stort på personlige hensyn og engagere sig i det fælles. Det er budskabet, som bliver bøjet i neon, og det kommer fra bunden af hjertet, der banker for sagen. Som sådan er Loachs film både politisk og romantisk. Man kan næsten tro sig hjemme i 1970erne igen.

DAMIEN bliver i Irland og engagerer sig aktivt i modstandsbevægelsen. Året er 1920, og mens parterne strides, skriver Michael Collins og andre irske forhandlere i London under på traktaten om et hjemmestyre, The Irish Free State, som vil regere under streng selvjustits. Irland deles i nord. Teddy bliver officer i den irske milits, der snart fører kampen lige så hårdt som de britiske styrker. »Green and Tans« bliver derfor deres dæknavn.

   Loach og Laverty skildrer irernes forsøg på at administere et nyt retssystem. Et tørt kvarter går med at diskutere konsekvenserne af accept eller modstand. Her er filmen tæt på at knække, ganske som Land and Freedom, en skildring af den spanske borgerkrig, i 1995 gik i stå, fordi Loach insisterede på at dramatisere en diskussion af de socialistiske jordreformer.

   The Wind that Shakes the Barley tager sin titel, ikke fra en anonym folkevise, men fra en litterær ballade af digteren Robert Dwyer Joyce (1836-1883), som var professor i litteratur. Han skrev den om en ung mand, der forlader sin kæreste for at kæmpe i oprøret mod englænderne i 1798. Sangen har genrens romantiske islæt og forklarer samtidig konflikten. På samme måde har filmen et kurateret præg. Den er meget sikkert og svalt skåret til. Man kan næsten savne nogle af de store virkemidler fra Land and Freedom, som var håndlavet på en helt anden måde. 

FILMEN rejser sig i slutningen, da det kommer til et brud mellem brødrene og en borgerkrig mellem systemets mænd og de militante partisaner, som ikke vil ratificere traktaten. Teddys mænd tager Damien til fange. Dét er kernen i lektionen: at blod ikke altid er tykkere end vand. I den grænseoverskridende slutning beordrer den ene bror den andens henrettelse. To mænd ser døden i øjnene, og begge ved, hvad det gælder.

   Om sin film siger Loach, at den repræsenterer »et lille skridt på vejen til en britisk erkendelse af sin imperialistiske fortid. Og hvis vi taler ærligt om fortiden, kan vi måske sige sandheden om nutiden.«

*) Ved vejs ende komplimenterede Loach festivalens kunstneriske leder, Thierry Frémaux, for årets konkurrencefilm. Nogen spurgte, om han havde en kommentar til de mange åbenlyst politiske film i hovedserien. Den blufærdige englænder sagde da noget vigtigt: »Det er sandt, at der er flere politiske film, også i underholdningsgenren, end for 7-8 år siden. Det skyldes, at vi alle er blevet mere politiske, end vi var for 7-8 år siden. Det har vi været nødt til at blive, fordi verden ser ud som den gør. At filmen kan være en del af denne bevidstgørelse, at den kan være med til at løfte virkeligheden på plads, i stedet for at levere mere popcorn og baggrundsstøj, gør mig optimistisk på kunstartens vegne. Filmen er atter blevet del af verdens hjerte. Det kan jeg kun være stolt af og glad for.«

Se også Ken Loach: Land and Freedom (1995); Ken Loach: My Name is Joe (1998); Ken Loach: Sweet Sixteen (2002); Ken Loach: It's a Free World.../ En fri verden (2007); Ken Loach: Looking for Eric (2009); Ken Loach: Route Irish (2010); Ken Loach: The Angels' Share (2012); Ken Loach: The Spirit of '45 (2013); Ken Loach: Jimmy's Hall (2014); Ken Loach: I, Daniel Blake (2016); Sorry We Missed You (2019) + Ken Loach: Ladybird, Ladybird (1994) | Et interview.

The Wind that Shakes the Barley (Vinden som ryster kornet). Instr.: Ken Loach. Manus: Paul Laverty. Foto: Barry Ackroyd. 127 min. UK-Irland-Tyskland-Italien-Spanien-Frankrig-Belgien-Schweiz 2006. Dansk premiere: 03.02.2007.

Fotos: Sixteen Films/ Diaphana Films/ Matador Pictures/ Regent Dapital/ UK Film Council/ Bórd Scannán na hÉireann (Irish Film Board)/ Filmstiftung Nordrhein-Westfalen/ Element Films/ BIM Distribuzione/ Tornasol Films/ Pathé Distribution/ Cinéart/ TV3 Ireland/ Filmcoopi Zürich/ Festival de Cannes

Filmen streames ikke i Skandinavien (i UK og EU på iTunes og Amazon Instant) – findes i talrige dvd-udgaver, men er (endnu) ikke udgivet på blu-ray

Teksten er et udtag af en festivalreportage (»Fire appelsiner«) i Weekendavisen Kultur 02.06.2006.