Lisa Rovner: Sisters with Transistors (2020) [Future is Female]

EN HÅNDLAVET MYSTIK

Elektroniske heltinder fra den analoge pionertid

Af BO GREEN JENSEN

MELLEM udbredelsen af båndoptageren og opfindelsen af den personlige computer. Cirka dér ligger den lange, rige periode, hvor elektronisk musik var en overvejende analog proces, en kreativ alliance mellem menneske og maskine, der gik ind i samarbejdet på lige vilkår.

   »Maskinen var levende. Den var varm, og den kommunikerede. Den var sentitiv,« siger Suzanne Ciani i begyndelsen af Sisters with Transistors. »Man kunne ændre en lille del bare en smule, og et helt nyt udtryk ville åbne sig.« Ciani taler både off screen i 2018 og direkte til kameraet fra et galleri i San Francisco i 1974, hvor hun skal opføre et værk, der er skrevet for synthesizer.

   Det er en afvæbnende begyndelse. Det er så ungt, energisk og optimistisk, at man som tilskuer bare vil rejse tilbage og hjælpe Ciani med at betjene de store apparater. Der er tunge mikrofoner, levende feedback, tusind knapper, glødende rør og sammenfiltrede ledninger. Det er dér, det moderne begynder.

SÅ spoler Lisa Rovner filmen 20 og 30 år længere tilbage, til Coventry i England og The BBC Radiophonic Workshop i London, hvor pionerer som Delia Derbyshire (1937-2001) og Daphne Oram (1925-2003) begyndte at udforske og arrangere virkelighedens klangflader. Oram udviklede Oramics, som var et grafisk noteringssystem for elektronmusik, der ikke kunne skrives med noder.

   Begge kvinder skrev banebrydende kompositioner, men er i dag især kendt for deres ukrediterede bidrag til tv og film: Delia Derbyshire for temaet til Doctor Who; Oram for sit score til Quatermass and the Pit (1967), kultserien The Stone Tape (1972) og The Innocents (1961), dvs. Jack Claytons filmatisering af Skruen strammes.

ROVNER beskriver elektronisk musik som et felt, hvor kvinder satte dagsordenen og havde en mulighed for at udfolde sig, som de ikke fik i den traditionelle musiks patriarkater.

   Man kan diskutere præmissen – der var flere mænd i faget, end Rovner giver udtryk for – men ikke fundamentet. Sisters with Transistors kortlægger ni elektriske liv: Clara Rockmore (1911-1998), som mestrede thereminen; Derbyshire og Oram; Éliane Radigue (f. 1932), Bebe Barron (1925-2008), Pauline Oliveros (1932-2016), Maryanne Amacher (1938-2009), Laurie Spiegel (f. 1945) og Suzanne Ciani (f. 1946).

   Der er få biografiske oplysninger – vægten er alene på musikken. Flere af komponisterne fik tragiske liv. Delia Derbyshire var 64, da hun døde, så godt som glemt og kronisk alkoholiseret. Hun efterlod stakke af notesbøger og 107 timers optagelser med musik, som aldrig er offentliggjort. Der er skrevet biografier og skuespil om hendes liv, men selve værket ligger hen.*

DET er et gennemgående tema, at de elektroniske komponister havde svært ved at få deres værker anerkendt som musik. Bebe Barron og hendes mand, Hugo Barron, komponerede i fællesskab. I 1955 skrev parret musik til Forbidden Planet (1956, da. Kampen på dødskloden), som er en sci-fi udgave af Stormen. De leverede det første score, der var skrevet for synthesizer. De blev imidlertid ikke kredideret for musik, men for »elektroniske tonaliteter«.

I 1968 udgav Wendy Carlos albummet Switched-On Bach, som arrangerede 12 Bach-kompositioner for moog synthesizer. Pladen var et stort kommercielt hit, som solgte 9.000 eksemplarer om dagen, da det gik vildest for sig. Som Suzanne Ciani ser det, var det den forkerte succes på det forkerte tidspunkt. Musikken var ved at gøre nye erkendelser. Det sidste, der var brug for, var en banalisering af regressiv klassicisme.

   Bemærkningen giver Rovner anledning til at inddrage den transkønnede musikskaber, som for alvor steg i status, da Stanley Kubrick brugte Carlos som arrangør og komponist på lydsporet til A Clockwork Orange i 1971. Da hed Carlos stadig Walter. Navnet blev ændret efter en kønsskifteoperation i 1972. Wendy Carlos lever stadig – hun er 81 år – men udtaler sig ikke i filmen.

DET gør flere endnu levende pionerer og heltinder. En sidste mosaik af små scener er optaget i 2018. Laurie Spiegel går ned på gaden i New York og fodrer duerne. Éliane Radigue får tårer i øjnene ved endelig at høre sin musik blive opført og respekteret. Der er stadig mest kant og vrede i Ciani, som åbnede hele kæden af stemmer i San Francisco i 1974.

   Sisters with Transistors følger to hovedspor og ni markante pionerer gennem et halvt århundrede. Det kan undre, at Lisa Rovner ikke inddrager Else Marie Pade (1924-2016), det store danske navn i konkret musik, der gjorde de samme erfaringer og erkendelser på samme tid som Delia Derbyshire.**

   I montageværket En dag på Dyrehavsbakken (1955) brugte Pade fundne og konkrete hverdagslyde på samme måde, som Daphne Oram gjorde i Private Dreams and Public Nightmares (1957), der behandles indgående i filmen. Både for Pade og Éliane Radigue var Pierre Schaeffers A la Recherche d’une musique concrete (1952) bestemmende læsning.

PIONERERNE i 1960ernes alternative amerikanske miljøer – Pauline Oliveros og Maryanne Amacher – er friere i formen og tættere på den sammensmeltning af avantgarde, videnskab, pop og minimalistisk kompositionsmusik, der fra 70erne og frem bløder over i ambiance og art rock og bliver populært gennem kunstnere som Brian Eno og Laurie Anderson.

   Det giver filmen et ekstra løft, at netop Anderson – i gudmoderlig modus – har indtalt den sparsomme, men velfungerende kommentar, der knytter stumperne sammen (teksten er skrevet af Sophia Al-Maria):

   »Dette er historien om kvinder, som hører musik i deres hoveder. Der er radikale lyde, hvor der bare var stilhed engang, drømme som bliver muliggjort af teknologi. Historien om kvinder har været en historie om stilhed – og om at bryde gennem stilheden – med smuk støj.«

KONKRET musik er støjen af virkelighed, som får struktur og bliver bearbejdet, så nye lag og erkendelser træder frem. Laurie Spiegel udviklede et pc-program, som hun markedsførte i 1985, da de første Mac-computere kom på markedet. Hendes tidlige kompositioner var skrevet på kort, som hun stak huller i. Hun siger, at hun længtes efter en digital præcision.

   Spiegel og Ciani er de første, der bryder med den organiske æstetik, som ellers driver pionererne. De fravælger fejlen som kreativ mulighed.

   Ud af dét er der kommet frugtbare værker, men en del af den håndlavede mystik er forsvundet. Hos skikkelser som Oliveros og Amacher har både kunstnerne og deres publikum en følelse af at være lige ved at nå en form for »deep listening«, der er tæt forbundet med virkeligheden.

DET sker i symbiosen af krop, sind og maskine. Den nye indsigt er snublende nær – men når ikke at blive realiseret, før anelsen i det analoge forsvinder med konsekvensen i det digitale univers. Algoritmerne tager over. De sindrige, ydmyge arbejdsprocesser er i dag erstattet af filtre, man slår til og fra.

   Sisters with Transistors er en smuk film, som citerer fra mange andre kilder og værker. Man får lyst til at rejse længere ind i musikken – »into the mystic«, som Van Morrison ville sige. Han er dog ikke citeret i Rovners film, hvor mænd generelt har kønnet imod sig.

Se også Fra fremmed til fortrolig: Multikunstneren Laurie Anderson [V.U. Legends]; Hundens hjerte: Et interview med Laurie Anderson; Brian Eno: The Ship + Fickle Sun (2016); Matt Johnson | Johanna St Michaels: The Inertia Variations (2017); Fjerne søster: Christa »Nico« Päffgen 1938-1988 [V.U. Legends].

*) Det er der efterhånden rådet bod på. Da kunstnerens efterladte effekter (267 spolebånd og kassevis af arbejdspapirer) blev doneret til Manchester University, besluttede man at skabe en åben resurse, som kombinerer museum og forskningscenter. The Delia Derbyshire Archive på John Rylands Library åbnede i 2007 og har siden positioneret sig stærkt. Den årlige Delia Derbyshire Day (23. november) bliver markeret med seminarer, koncerter, udgivelser og events. Under COVID-19-pandemien blev den digitale udgave af DD Day et internationalt tilløbsstykke. 

   Silva Screen udgav bokssættet Inventions for Radio – en kronjuvel fra arkivet, med værkerne »The Dreams«, »Amor Dei«, »The After-Life« og »The Evening of Certain Lives«  – på vinyl i 2023 og på cd til Record Store Day 2024. Hovedparten af Derbyshires arbejde er skabt til produktioner, som krediterer forfattere og instruktører. Det var således kun Berry Bermange, som fandt og monterede stemmerne, der blev nævnt i introen til de oprindelige BBC-programmer.

For skuespilleren Caroline Catz (kendt for rollen som læreren Louisa, der danner par med lægen Martin Clunes i 18 sæsoner af ITV-serien Doc Martin 2004-2022) har Derbyshire været en livslang passion. Hun prøvede i årevis at finde finansiering til en portrætfilm, som blander arkivklip og dramatisering. Det lykkedes i 2017, da kortfilmen Delia Derbyshire: The Myths and the Legendary Tapes fik premiere på London Film Festival. I 2020 blev dokumentaren forstørret til fuld featurelængde.

   Catz spiller selv Derbyshire i de fiktive afsnit. Lydsiden er tilrettelagt af Cosey Fanni Tutti (fra industrialbandet Throbbing Gristle), som har udgivet sine Original Soundtrack Recordings i 2022. Cosey Fanni Tutti (som blev døbt Christine Newby i 1951) er også forfatter til Re-Sisters: The Lives and Recordings of Delia Derbyshire, Margaret Kempe and Cosey Fanni Tutti (Faber, 2023).

   Både Catz og Cosey har optrådt på Delia Derbyshire Day, som er et pilgrimsmål for Doctor Who-fans. Som Hans Sydow i Danmark brugte inspirationen fra Else Marie Pade i ny kontekst, fungerer DD for britiske avantgardister. Fanboy-duoen Garry Hughes og Harvey Jones står bag udgivelser som Delia Derbyshire Appreciation Society (2017) og Wow and Flutter (2019). Allerbedst opleves musikken rent på skæringer som »Lure of the Space Goddess (Full Broadcast Version)«, »Falling, From The Dreams (Workshop Mix)«) og »Pot au Feu« (1964 Workshop Mix).

**) Troels Donnerborgs biografi Klangen af en stjerne (Byens Forlag, 2009) fortæller »Historien om vidunderbarnet, Else Marie Pade, der voksede sig stærk i nazisternes fængsel og blev Danmarks første elektroniske komponist«. Donnerborg forankrer motivet smukt i sin tid og giver i forbifarten et (selv)portræt af den kritikergeneration, som i 00erne genopdagede Pade. Foreningen af Danske Musikkritikere (som blev stiftet i 2003 og desværre måtte afvikle sig selv i 2021) gav i 2003 Årets Steppeulv (en af dem, i kategorien ’Årets Idé’) til Hans Sydow for albummet Syv cirkler og fem remix, der bygger videre på Pades pionerværk fra 1958-59. Fordi Pade selv kom til ceremonien og blev hyldet for sit livsværk, er Steppeulv-prisen blevet opfattet som en ærespris til komponisten. Hans Sydow har redigeret Livet i et glasperlespil (2005), en blanding af festskrift og kritisk antologi, hvor Pade selv fortæller, og 15 kolleger bidrager med entusiastiske værklæsninger. Andrea Bak har skrevet Else Marie Pade (Gyldendal, 2009), som er en regelret biografi.   

Sisters with Transistors. Instr. og manus: Lisa Rovner. Foto: Bill Kirstein. 89 min. Frankrig-UK 2020. Dansk premiere: 19.04.2021 [CPH:DOX].

Fotos: Willow Glen Films/ Anna Lena Films/ Metrograph Pictures/ Filmaffinity/ CPH:DOX/ Sisterswithtransistors.com/ BBC

Filmen streames ikke i DK - i UK på Amazon Instant, iTunes og You Tube Movies - i Sverige på SVT Play

Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 29.04.2021.

Mia Hansen-Løve: Eden (2014)

FORTABT I MUSIKKEN
Tyve år i technokulturen

Af BO GREEN JENSEN

DET er svært at blive gammel som DJ. Hver nat står man i lyset og spiller frydens musik for et mørkt dansegulv, der bølger af pumpende kroppe. Der er en vis evig absurditet over jobbet, og man slår sig på hjernen med stoffer og sprut.

   Uden for klubben bliver vennerne voksne. En dag har smagen ændret sig, og tiden vil høre en anden musik. Nu har man ikke midashænder mere. Så venter tinnitus og abstinenser. Hvem holder da af en aldrende DJ?

   Klublivets udfordringer er skildret i en hel undergenre af film: den amerikanske 54 (1998), Michael Winterbottoms 24 Hour Party People (2002), den canadiske It’s All Gone Pete Tong (2004), den tyske Berlin Calling (2008). Senest var Northern Soul (2014) et portræt af klubkulturen i 1970ernes Lancashire.

HVER generation har sit sted og sin strømning, men DJ’ens liv bliver uvægerligt skildret som en rejse fra eufori til melankoli. Der er ingen vej ud, hvis man har musikken i blodet. David Bowies bannersang fra Lodger sagde det hele allerede i 1979: »I am a DJ/ I am what I play/ Can’t turn around, no, can´t turn around.«

   Eden følger en fransk DJ’s karriere fra 1992 til 2013. Paul Vallée er 16 år, da han og vennen Stan begynder at optræde sammen som duoen Cheers. De vender ikke bare plader, men skaber nye rum i bevidstheden. De siger selv, at de spiller »N.Y. Garage with a Parisian twist«. Over tid bliver stilen kendt som French Touch.

   

MIA Hansen-Løve (f. 1981) har skrevet Eden sammen med sin storebror, Sven, der var DJ i 90erne. Visse træk er ændret, men musikerne har beholdt deres navne og historier. Filmen bruger den originale musik. Thomas Bangalter (Vincent Lacoste) og Guy Manuel de Homem-Christo (Arnaud-Azoulay) fra Daft Punk, technoscenens krumtap, er bare store drenge. De bærer endnu ikke masker, hjelme eller robotudstyr.*

   Trods sit navn er Hansen-Løve fransk. Som 16-årig medvirkede hun i Fin août, début septembre (1998) og blev kæreste med instruktøren Olivier Assayas. Félix de Givry, som spiller Paul Vallée, fandt hun i Aprés mai (2012, da. Efter revolutionen), hvor Givry havde rollen som den unge Assayas i 1968. Hansen-Løve har skildret sin ungdom i Le père de mes enfants (2009) og Un amour de jeunesse (2011). L'avenir (2016, da. Dagen i morgen) er et forvarsel om, hvad der venter os alle. Isabelle Huppert spiller filosofilæreren, der bliver hægtet af ved pensionsalderen.

   Hansen-Løves seneste film, Bergman Island, havde premiere på Cannes Festivalen i 2021. Vicky Krieps og Tim Roth spiller filmskaberparret, der besøger Fårö i den svenske skærgård, hvor Ingmar Bergman boede de sidste 40 år af sit liv. De skal skrive hver sit manuskript i refugiet, og i Krieps' metafiktion begynder Bergman'ske skikkelser at blande sig med virkeligheden. Mia Wasikowska og Anders Danielsen Lie har de bærende roller i filmen-i-filmen. Løve-Hansen har endnu ikke lavet en film, der var uden sin særlige tone.

  

EDEN er fortalt i to akter. Første del hedder »Paradise Garage« og dækker årene 1992-2001. I begyndelsen er der kun varme og tillid. Kulden sætter ind, da Cheers går fra hinanden. Paul har korte affærer med amerikanske Julie (Greta Gerwig), arabiske Yasmin (Golshifteh Farahani) og franske Margot (Laura Smet). På gulvet sidder Juliette Lamet og ser til fra lillesøsterens perspektiv.

   Lyset bliver mindre efter 2000. Tegneseriekunstneren Cyril begår selvmord i november 2001, da kulturen stadig er i chok over 9/11. Hele kredsen samles for at sende ham afsted. Årene 2003-06 er præget af generel omkalfatring og afvikles i en montage. Diverse døgnfluer fungerer som kronologiske markører: Tony Humphries, PS1, Showgirls, La India, Crystal Waters’ »Gypsy Woman«.

ANDEN akt hedder »Lost in the Music« og ajourfører fortællingen. Den fatalistiske Paul er i mange henseender en stoisk og smuk Peter Pan. Alligevel får hans historie et skær af tragisk vemod. Der er ingen ironi. Filmen deler hans fryd ved musikken og hans tro på, at utopien kan bære. Også selv om den ved, hvor det ender.

   Eden tager farve efter musikken. Den flyder som i en endeløs trance, hvor tiden er sat ud af drift. Strukturen er imponerende konsekvent. Marion Monnier har klippet de enkelte scener, så bevægelsen bliver en besværgende gestus.

ENDELIG er Robert Creeleys digt »The Rhythm« sat som coda. Små drenge bliver til gamle mænd, uden at have været voksne. Livet pulserer som rytmen »from window to door/ from ceiling to floor/ light at the opening/ dark at the closing.«

   Eden er en sublim sædeskildring. Trods et lydspor, der citerer fra 40 technosange, kan man se den uden at føle alverden for genren. Hér er selve tiden, der glider os af hænde. Det er en mørk og meget bevægende film, der rammer én som de bedste steder hos Marcel Proust og F. Scott Fitzgerald. Med en svimmel, akut bittersødme.

Se også Mia Hansen-Løve: L'avenir/ Things to Come (2016); Mia Hansen-Løve: Bergman Island/Bergmans ø (2021); Mia Hansen-Løve: Un beau matin/ En dejlig morgen (2022).

*) I juli 2015 talte Mia Hansen-Løve med Vice Magazine om filmen, sin bror og hans kreds: »De var ikke bare DJs: de var musikere, producere, kunstnere, radioværter, managers, designere – det hele var forbundet i dét, der siden blev kendt som The French Touch. Daft Punk var en del af dét. Vi vidste ikke, hvor berømte de ville blive, de havde bare en særlig udstråling. Som store drenge var de ikke noget særligt at se på, men de vidste, hvad de ville med det hele. Det var en af de store forskelle på folk som dem og folk som min bror, der levede i øjeblikket, uden at tænke over, hvor han ville hen.«

   Den 22. februar 2021 lagde Daft Punk en skæring med titlen »Epilogue« på YouTube. Efter fem minutter (5:20) vises i 15 sekunder et skilt med teksten: 1993-2021. Udgivelsen markerer slutningen på Daft Punk. Bangalter og Guy-Man vil dog fortsat lave musik hver for sig.

Eden. Instr.: Mia Hansen-Løve. Manus: Sven og Mia Hansen-Løve. Foto: Denis Lenoir. 131 min. Frankrig 2014. Dansk premiere: 17.09.2015.

Fotos: CG Cinéma/ Canal+/ Camera Film/ Cinematerial/ Cineimage

Filmen streames på Blockbuster, FILMSTRIBEN og SF Anytime

Trykt første gang i Weekendavisen Kultur 18.09.2015