Richard Curtis: The Boat that Rocked (2005)

LOVLØSE RADIODAGE
Fra de flydende stationers tid

Af BO GREEN JENSEN

ENGANG var der piratradio til. Herhjemme havde vi Radio Mercur (1958-62) og Danmarks Commercielle Radio (1961-62). I England var det stationer som Wonderful Radio London (1964-67), Swinging Radio England (1966) og Radio Caroline, der fra 1964 sendte pop og rock ’n’ roll til folket fra fartøjer uden for sømilegrænsen.

   Danmark fik allerede i 1962 en lov, som forbød de kommercielle monopolbrud. I England ventede man til 1967 med at vedtage The Marine Broadcasting Offences Act, der ulovliggjorde piratvirksomheden. Det lod den sig selvsagt ikke standse af. Ingen og intet kunne standse musikken, der flød som blod fra selve hjertet af det hele på den tid. 

   The Boat that Rocked er en nostalgisk hyldest til disse rebelske radiodage. Hovedparten af filmen udspiller sig ombord på en tæret trawler i Nordsøen, hvor otte excentriske discjockeys vender sort vinyl around the clock, lever for musikken og holder sig oppe på tanken om den månedlige besøgsdag, hvor groupier kommer ombord for at score favoritstemmen.

   

RADIO Rock bestyres af Quentin (Bill Nighy), übercool og aristokratisk, og staben tæller stjerner som amerikaneren The Count (Philip Seymour Hoffman) og den feterede Gavin Connaught (Rhys Ifans). Der er dog længst kø ved døren hos Midnight Mark (Tom Wisdom), som har forstået, at tavshed virkelig rykker. Hans kahyt ligner coveret til Electric Ladyland.

   Som publikums vej ind i vildnisset fungerer den relativt ærbare teenager Carl (Tom Sturridge), der er blevet bortvist fra sin skole og skal føres tilbage på rette spor af sin gudfar, Quentin. Som han ser og tager del i miljøet, bliver The Boat that Rocked i passager et britisk sidestykke til Cameron Crowes lille nyklassiker Almost Famous (2000).

   Manuskriptet er med vilje ikke lagt ordentligt til rette, men former sig som et syret mix af snart brillante, snart platte anekdoter, der uvægerligt kredser om spiritus, sex og narkotika. En spænding går på spørgsmålet om, hvem der er far til Carl. Ved juletid kommer Mor (Emma Thompson) på besøg og lader en forløsende bemærkning falde.

MENS nationen sidder klistret til radioapparaterne, forsøger den fascistoide, af princip indeklemte minister Dormandy (Kenneth Branagh bader sig i skurkerollen) med alle midler at trykke friheden ned. Skibet synker i en pastiche på Titanic, før fiskerbåde med hengivne fans kommer sejlende til undsætning, som gjaldt det evakueringen af stranden ved Dunkirk.

   Filmens suverænt bedste scene er dog hanekampen mellem The Count og Gavin, der udfordrer hinanden til at kravle op i sendemasten. Efter sigende bygger alt på autentiske løgnehistorier om Radio Caroline. Mange er forudsigelige, men dysten i masten er original.

   The Boat that Rocked vil også gerne fremstå som et forsvar for retten til at spille folkets musik, men den del af sagen afvikles mindre overvisende, fordi man kun hører harmløse klassikere og fordi det musikalske tidsbillede er meget udflydende. Filmen foregår 1966-67, men musikken rækker langt ind i 1970erne. Alt ender med fællesdans på dækket til tonerne af David Bowies »Let’s Dance« (1983). I den virkelige verden holdt Radio Caroline ikke op med at sende, men satte blot et International bag sit navn. Stationen er stadig aktiv i 2021.

RICHARD Curtis (f. 1956) skrev manuskripterne til Fire bryllupper og en begravelse (1994), Notting Hill (1999) og filmudgaven af Bridget Jones’ Dagbog (2001), før han i 2003 sprang ud som hjertelig mainstream-auteur med den meget vellykkede Love Actually. Hjemme bliver han ofte kritiseret for sin stålsat optimistiske humor og et glat præg af feel good-fermhed, der gør filmene salgbare i USA. Måske derfor er The Boat that Rocked lavet løst og anarkistisk, med noget nær dødsforagt for den kommercielle bæredygtighed.

   Titlen henviser til Peter Sellers-satiren The Mouse that Roared (1959, da. Musen der brølede), som Jack Arnold instruerede i ånden fra ældre Ealing Studios-lystspil. Et europæisk hertugdømme erklærer USA krig for at kvalificere sig til den økonomiske bistand, som plejer at følge med nederlaget. Sellers spiller tre hovedroller i traditionen fra forbilledet Alec Guinness, som satte en høj standard i Kind Hearts and Coronets (1949, da. Syv små synder).

   I USA hedder Curtis' film bare Pirate Radio. Den franske titel er Good Morning England. Trods disse prisværdige anstrengelser blev The Boat that Rocked ingen succes noget sted. Den ligner jo hverken Four Weddings eller Love Actually.

MUSIKKEN er et overflødighedshorn. Der er 36 skæringer på det gavmilde dobbeltalbum med lydsporet. Og mange flere i filmen. Hertil kommer et score af Hans Zimmer og citater fra en bred palet, der rækker fra Edward Elgar (»Nimrod« fra The Enigma Variations ledsager forliset og redningsaktionen i Dunkirk-stil) til Ennio Morricone. 

   The Boat that Rocked er rodet, ujævn, ofte indforstået og mindst en halv time for lang. Men der er charme og tidsånd i rigeligt mål, og slutningen vokser, som årene går. Filmen er et festmåltid for den rigtige tilskuer. Har man tendens til søsyge, skal man overveje sit besøg. Ikke siden Breaking the Waves har billedet vugget så konsekvent og livagtigt.

Se også Richard Curtis: Love Actually (2003); Richard Curtis: About Time (2013); Danny Boyle | Richard Curtis: Yesterday (2019).

The Boat that Rocked. Instr. og manus: Richard Curtis. Foto: Danny Cohen. 129 min. UK 2009. Dansk premiere: 17.04.2009.

Fotos: United International Pictures/ MovieStillsDB

Filmen streames på Apple TV og TV Play

2K Blu-ray fra Fabulous Films 08.08.2022

Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 17.04.2009

Mia Hansen-Løve: Eden (2014)

FORTABT I MUSIKKEN
Tyve år i technokulturen

Af BO GREEN JENSEN

DET er svært at blive gammel som DJ. Hver nat står man i lyset og spiller frydens musik for et mørkt dansegulv, der bølger af pumpende kroppe. Der er en vis evig absurditet over jobbet, og man slår sig på hjernen med stoffer og sprut.

   Uden for klubben bliver vennerne voksne. En dag har smagen ændret sig, og tiden vil høre en anden musik. Nu har man ikke midashænder mere. Så venter tinnitus og abstinenser. Hvem holder da af en aldrende DJ?

   Klublivets udfordringer er skildret i en hel undergenre af film: den amerikanske 54 (1998), Michael Winterbottoms 24 Hour Party People (2002), den canadiske It’s All Gone Pete Tong (2004), den tyske Berlin Calling (2008). Senest var Northern Soul (2014) et portræt af klubkulturen i 1970ernes Lancashire.

HVER generation har sit sted og sin strømning, men DJ’ens liv bliver uvægerligt skildret som en rejse fra eufori til melankoli. Der er ingen vej ud, hvis man har musikken i blodet. David Bowies bannersang fra Lodger sagde det hele allerede i 1979: »I am a DJ/ I am what I play/ Can’t turn around, no, can´t turn around.«

   Eden følger en fransk DJ’s karriere fra 1992 til 2013. Paul Vallée er 16 år, da han og vennen Stan begynder at optræde sammen som duoen Cheers. De vender ikke bare plader, men skaber nye rum i bevidstheden. De siger selv, at de spiller »N.Y. Garage with a Parisian twist«. Over tid bliver stilen kendt som French Touch.

   

MIA Hansen-Løve (f. 1981) har skrevet Eden sammen med sin storebror, Sven, der var DJ i 90erne. Visse træk er ændret, men musikerne har beholdt deres navne og historier. Filmen bruger den originale musik. Thomas Bangalter (Vincent Lacoste) og Guy Manuel de Homem-Christo (Arnaud-Azoulay) fra Daft Punk, technoscenens krumtap, er bare store drenge. De bærer endnu ikke masker, hjelme eller robotudstyr.*

   Trods sit navn er Hansen-Løve fransk. Som 16-årig medvirkede hun i Fin août, début septembre (1998) og blev kæreste med instruktøren Olivier Assayas. Félix de Givry, som spiller Paul Vallée, fandt hun i Aprés mai (2012, da. Efter revolutionen), hvor Givry havde rollen som den unge Assayas i 1968. Hansen-Løve har skildret sin ungdom i Le père de mes enfants (2009) og Un amour de jeunesse (2011). L'avenir (2016, da. Dagen i morgen) er et forvarsel om, hvad der venter os alle. Isabelle Huppert spiller filosofilæreren, der bliver hægtet af ved pensionsalderen.

   Hansen-Løves seneste film, Bergman Island, havde premiere på Cannes Festivalen i 2021. Vicky Krieps og Tim Roth spiller filmskaberparret, der besøger Fårö i den svenske skærgård, hvor Ingmar Bergman boede de sidste 40 år af sit liv. De skal skrive hver sit manuskript i refugiet, og i Krieps' metafiktion begynder Bergman'ske skikkelser at blande sig med virkeligheden. Mia Wasikowska og Anders Danielsen Lie har de bærende roller i filmen-i-filmen. Løve-Hansen har endnu ikke lavet en film, der var uden sin særlige tone.

  

EDEN er fortalt i to akter. Første del hedder »Paradise Garage« og dækker årene 1992-2001. I begyndelsen er der kun varme og tillid. Kulden sætter ind, da Cheers går fra hinanden. Paul har korte affærer med amerikanske Julie (Greta Gerwig), arabiske Yasmin (Golshifteh Farahani) og franske Margot (Laura Smet). På gulvet sidder Juliette Lamet og ser til fra lillesøsterens perspektiv.

   Lyset bliver mindre efter 2000. Tegneseriekunstneren Cyril begår selvmord i november 2001, da kulturen stadig er i chok over 9/11. Hele kredsen samles for at sende ham afsted. Årene 2003-06 er præget af generel omkalfatring og afvikles i en montage. Diverse døgnfluer fungerer som kronologiske markører: Tony Humphries, PS1, Showgirls, La India, Crystal Waters’ »Gypsy Woman«.

ANDEN akt hedder »Lost in the Music« og ajourfører fortællingen. Den fatalistiske Paul er i mange henseender en stoisk og smuk Peter Pan. Alligevel får hans historie et skær af tragisk vemod. Der er ingen ironi. Filmen deler hans fryd ved musikken og hans tro på, at utopien kan bære. Også selv om den ved, hvor det ender.

   Eden tager farve efter musikken. Den flyder som i en endeløs trance, hvor tiden er sat ud af drift. Strukturen er imponerende konsekvent. Marion Monnier har klippet de enkelte scener, så bevægelsen bliver en besværgende gestus.

ENDELIG er Robert Creeleys digt »The Rhythm« sat som coda. Små drenge bliver til gamle mænd, uden at have været voksne. Livet pulserer som rytmen »from window to door/ from ceiling to floor/ light at the opening/ dark at the closing.«

   Eden er en sublim sædeskildring. Trods et lydspor, der citerer fra 40 technosange, kan man se den uden at føle alverden for genren. Hér er selve tiden, der glider os af hænde. Det er en mørk og meget bevægende film, der rammer én som de bedste steder hos Marcel Proust og F. Scott Fitzgerald. Med en svimmel, akut bittersødme.

Se også Mia Hansen-Løve: L'avenir/ Things to Come (2016); Mia Hansen-Løve: Bergman Island/Bergmans ø (2021); Mia Hansen-Løve: Un beau matin/ En dejlig morgen (2022).

*) I juli 2015 talte Mia Hansen-Løve med Vice Magazine om filmen, sin bror og hans kreds: »De var ikke bare DJs: de var musikere, producere, kunstnere, radioværter, managers, designere – det hele var forbundet i dét, der siden blev kendt som The French Touch. Daft Punk var en del af dét. Vi vidste ikke, hvor berømte de ville blive, de havde bare en særlig udstråling. Som store drenge var de ikke noget særligt at se på, men de vidste, hvad de ville med det hele. Det var en af de store forskelle på folk som dem og folk som min bror, der levede i øjeblikket, uden at tænke over, hvor han ville hen.«

   Den 22. februar 2021 lagde Daft Punk en skæring med titlen »Epilogue« på YouTube. Efter fem minutter (5:20) vises i 15 sekunder et skilt med teksten: 1993-2021. Udgivelsen markerer slutningen på Daft Punk. Bangalter og Guy-Man vil dog fortsat lave musik hver for sig.

Eden. Instr.: Mia Hansen-Løve. Manus: Sven og Mia Hansen-Løve. Foto: Denis Lenoir. 131 min. Frankrig 2014. Dansk premiere: 17.09.2015.

Fotos: CG Cinéma/ Canal+/ Camera Film/ Cinematerial/ Cineimage

Filmen streames på Blockbuster, FILMSTRIBEN og SF Anytime

Trykt første gang i Weekendavisen Kultur 18.09.2015