Mia Hansen-Løve: Un beau matin/ En dejlig morgen (2022)

VED SLUTNINGEN
Moden fortælling om svær virkelighed

Af BO GREEN JENSEN

VED slutningen på livet venter en række afviklinger. Det er ubehageligt stof, mørk materie, som de fleste nødigt forholder sig til: sygdom, ældelse, ophør; fysisk og mentalt forfald. Vi bruger en stor del af livet på at vænne os til, at det slutter en dag. Idealet er en værdig død. I praksis bliver slutningen ofte en kæde af uværdigheder, selv når alle parter gør deres bedste.

   Sandra (Léa Seydoux), som er i midten af trediverne, har et realistisk og resigneret forhold til tilværelsen. Hun arbejder som simultantolk og sørger for sig selv og datteren Linn (Camille Leban Martins), der er otte år. De er alene efter Linns fars død, som ligger nogen tid tilbage og er absorberet. Det samme gælder for så vidt den forandring, der fulgte med Sandras fars sygdom.

GEORG Kienzler er professor i filosofi og har levet i sit arbejde. Han har en indviklet, nervenedbrydende sygdom med et symptomsæt, som ligner demens. Han er blind, men ikke helt blind. Balanceevnen er stærkt reduceret. Han forstår alting halvt, men har mistet sit sprog. Der har været tilsynsordninger. Nu er det tid til at anbringe ham, men Georg er ikke en føjelig mand. Han er bange og vred og besværlig. Pascal Greggory spiller ham passiv-aktivt – og fremragende.

   »Jeg møder stadig hans studerende alle vegne,« siger Sandra, da hun tilfældigt støder ind i Clément (Melvil Poupaud), som kendte hendes afdøde mand. Clément har sin egen familie, der mest bliver sammen for syns skyld. Sandra og Clément indleder et forhold. For Sandra bliver det et nærende helle. Han kommer og går, siger fra, får anfægtelser, vender tilbage. Når han deltager, er de en lille familie, der fungerer sammen og arbejder godt.

   Un beau matin begynder, da udflytningen skal eksekveres. Sandras mor er videre med sit eget seniorliv og trives i et nyt ægteskab. Hun er på gaden med De Gule Veste og har en intellektuel profil. Hun er i store træk den samme karakter, som blev fravalgt på grund af sin alder i Mia Hansens-Løves forrige film, L'avenir (2016, da. Dagen i morgen), hvor Isabelle Huppert havde rollen. I En dejlig morgen bliver hun spillet af Nicole Garcia.

BESKRIVELSEN af de praktiske, komplekse og absolut usentimentale forhold – les choses de la vie, som Claude Sautet kaldte dem – udgør for så vidt hele »plottet« i En dejlig morgen. Mia Hansen-Løve skildrer afviklingen i en saglig, anti-æstetiserende tone. Emne og anslag giver filmen en vis lighed med François Ozons Tout s'est bien passé (2021, da. Alt gik godt), der skildrede aktiv dødshjælp og en forpligtende datter/far-relation i samme register. Fransk film forstår sig på svær virkelighed.

   Mia Hansen-Løve – som selv er 42 år – har fra begyndelsen været god til at se tilværelsen fra alle livsaldre. Hun fortalte om sin ungdom i Un amour de jeunesse (2011). Hendes storebrors lange nedtur inspirerede musikfilmen Eden (2014). I Bergman Island (2021, da. Bergmans ø) kom en kvindelig filmskaber med sin mere feterede auteur-ægtemand på skriveophold i Bergman-refugiet på Fårö. Der var tre lag af sammenfiltret fiktion. Hansen-Løve var selv på Fårö med partneren Olivier Assayas. Bergmans ø var bemærkelsesværdig på alle måder. En af dem var, at den dristede sig til at anfægte Bergman-legenden.

   Hansen-Løve siger selv, at hun ville lave en enkel og jordbunden film efter de metateksuelle manøvrer i Bergmans ø. Tonen i Un beau matin er klar og koncis som et stillebens streg. Et glas vand, der står på køkkenbordet i solen. Léa Seydoux spiller Sandra uden henvisning til »stjernen« Léa Seydoux.

DET bedste greb i filmen er forholdet til alle faderens ting. Hans bøger, hans billeder, hans musik. Sandra vil opmuntre Georg med en Schubert-sonate, han holdt særligt af. Nu vil han aktivt ikke høre den, fordi han bliver urolig. Hendes egen musik er Jan Johanssons »Liksom en herdinna«, der indleder filmen og følger med, når hun er på tolkeopgaver. Mia Hansen-Løve hørte første gang Bellman-kompositionen i Ingmar Bergmans The Touch (1971, da. Berøringen). Så idolet er ikke afskrevet helt.*

   Georgs bøger er værdifulde, de har fyldt hans arbejdsliv, hun voksede op med hans bibliotek. Nu vil ingen vide af dem. Sandras mor, som selv har rigeligt, vil i særdeleshed ikke have dem. Det ender med, at Sandra inviterer Georgs studerende. De unge voksne er benovede ved at stå i det allerhelligste. Som er en død samling i et afviklet hjem.

SANDRA beholder selv digtbøgerne. Og hvem siger, at Clément er gået for bestandig? Hele omhuen, der er lagt i skildringen af forholdet til intellektuel ejendom, er bemærkelsesværdig. Det samme er livsfarven på de grå plejehjem, hvor ubønhørligheden står mejslet.

   Mia Hansen-Løve laver stadig åbne og risikovillige film, der forholder sig til den mørke materie – og til underet i den lysende hverdag. Hun kom til som en moden, fuldt færdig filmskaber og bliver ved i samme afklarede form.

*) »Liksom en herdinna, högtids klädd« har nr. 80 i Fredmans epistlar, den ene af de to store sangcyklusser, som Carl Michael Bellman (1740-1795) er berømt for. Hyrdindevisen er vagt »Greensleeves«-agtig. Jazzpianisten Jan Johansson (1931-1968), som døde alt for tidligt, fortolker den instrumentalt og symfonisk på triplealbummet Musik genom fyra sekler (1969), som var kronen på et livsværk, der blev klassisk allerede med Jazz på svenska (1964). Jan Johansson skrev musik til Bo Widerbergs Barnvagnen (1963) og Mai Zetterlings Nattlek (1965). Han er ikke mindst elsket for »Här kommer Pippi Långstrump«, signatursangen fra tv-serien med Inger Nilsson, som Olle Hellbom instruerede i 1969.

Se også Mia Hansen-Løve: Eden (2014); Mia Hansen-Løve: L'avenir/ Things to Come (2016); Mia Hansen-Løve: Bergman Island/ Bergmans ø (2021).

Un beau matin (En dejlig morgen). Instr. & manus: Mia-Hansen Løve. Foto: Denis Lenoir. 112 min. Frankrig-UK-Tyskland 2022. Dansk premiere: 02.03.2023.

Fotos: Les Films Pelléas/ MUBI/ Razor Film Produktion/ Dauphin Films/ CN6 Productions/ Canal+/ Ciné+/ ARTE/ CNC/ FFA/ Medienboard Berlin-Brandenburg/ Les Films du Losange/ Another World Entertainment/ Unifrance/ YouTube [Sony Pictures Entertainment - Extended Cannes Trailer]. 

Filmen streames på Blockbuster, FILMSTRIBEN, Google Play, Grand Hjemmebio, SF Anytime, YouTube Film

Anmeldelsen indlæst og lagt på Weekendavisen Kultur 02.03.2023; trykt 03.03.2023.

Charlotte Wells: Aftersun (2022) [Oscars 2023]

OMKRING EN FAR

Erindringens sprog får en ny dialekt

Af BO GREEN JENSEN

FØRST er de bare Calum og Sophie, en far med sin datter på tur i Tyrkiet. Det må være tilbage i videotiden. Billedet er grynet. Kameraet snerrer, når der bliver zoomet. Hun filmer ham, mens de indretter sig på hotellet, som han siger undskyld for. »Jeg er lige blevet 11,« siger pigen. »Du er 130 – fylder 131 om to dage. Da du var 11, hvad troede du så, at du ville lave lige nu?«

   Manden undviger og bliver mørk. Han er ellers en kærlig og hensynsfuld far. De bliver taget for søskende af teenagerne, som Sophie hænger ud med, da hun og Calum har tørret dem ved billardbordet. Hun er nysgerrig på, hvad de siger om sex. Calum har hånden i gips. De bor ikke sammen til hverdag i Skotland. Der er meget af Calum i Sophie, men manden er ikke nysgerrig mere.

DE har en god ferie sammen. De forstår at sige undskyld og tilgive hinanden. Hun kan alligevel ikke tilgive den aften, han nægter at gå med på scenen og synge karaoke. Hun kæmper sig alene gennem en pivfalsk udgave af »Losing My Religion«, og Calum vil ikke forklare, hvorfor han ikke vil hjælpe.

   Musik fylder meget i filmen. Den sætter også tiden. Blur synger »Tender«, David Bowie og Queen synger »Under Pressure«. Rejselederne får stadig alle op at stå til Bayside Boys-remixet af »Macarena«. Vi er altså ved årtusindeskiftet. Hvis Sophie ser det som voksen, må hun selv være 31 om lidt.

DE taler meget om, hvordan det var, da hun var lille. Interviewet fra begyndelsen bliver gentaget fra andre vinkler. Nu er situationen lidt mere foldet ud. Det er næsten, som om nogen sidder og scanner i materialet. Det gør Calum tit, før de skal sove. Eller han står på balkonen og balancerer og ryger med lukkede øjne.

   Når han ikke vil lege med, siger hun: »I’ll just record it in my little mind-camera.« Netop dét er, hvad Aftersun gør. Den bruger pigens billeder af tiden, som hun husker den. Der er afstand og taktilitet på en gang. Vi er fulde fem kvarter inde, før et klip fører til nutid. Og så straks tilbage til lufthavnen, hvor manden siger »Love you«, før han forsvinder.

SKOTSKE Charlotte Wells (f. 1987) debuterer i lang form med en diskret film, som antyder meget og siger vigtige ting indirekte. Den voksne Sophie vågner i mørket. Hun har en kone nu og en baby, der græder. Kameraet står på kommoden. Vi genkender gulvtæppet fra Tyrkiet. Den sidste dag tog de mudderbad i Kleopatras spa. Han sagde »Love you« til hendes mor, når de ringede til Edinburgh. Hun spurgte hvorfor, når de ikke længere var sammen.

   De smiler på polaroidbilledet, som kanonfotografen tog sidste aften. Lige dér er de glade turister. Der er fortalt mange far/datter-historier, men alligevel ikke helt sådan hér. Der er ingen dramatiske konstruktioner. Sophie får alle på turen til at synge »For He’s a Jolly Good Fellow«, da det er Calums fødselsdag. Vi ser fortvivlelsen i hans ansigt, men Sophie kunne ikke se det dengang.

PAUL Mescal er Oscar-nomineret for sin rolle som den erindrede far. Det er dog i samspillet med debutanten Frankie Corio, at han virkelig skinner. Det er en meget bevægende film, som er spinkel og stærk på en gang. Aftersun taler erindringens sprog, og Wells har sin særlige dialekt. Livet er set gennem sart spindelvæv. Sangen sidder i kroppen endnu.

Paul Mescal var Oscar-nomineret i Best Actor-kategorien. Ved de britiske BAFTA Awards var han indstillet i Best Leading Actor-kategorien (som gik til Austin Butler for titelrollen i Baz Luhrmanns Elvis), og Charlotte Wells modtog prisen for Outstanding Debut by a British Writer, Director, or Producer. Filmmagasinet Sight & Sound satte Aftersun øverst på listen over 50 Best Films of 2022. 

Aftersun. Instr. & manus: Charlotte Wells. Foto: Gregory Oke. 102 min. UK-USA 2022. Dansk premiere: 02.02.2023.

Fotos: BBC Film/ BFI/ Screen Scotland/ Tango Entertainment/ PASTEL/ Unified Theory/ AZ Celtic Films/ REEL Pictures/ CineMaterial/ MovieStillsDB

Filmen er i biografdistribution

Anmeldelsen indlæst og lagt på Weekendavisen Kultur 02.02.2023

Animation | Sylvain Chomet: L'illusionniste/ The Illusionist (2010)

DER FINDES INGEN TROLDMÆND
Jacques Tatis vemodige afskedsbrev

Af BO GREEN JENSEN

JACQUES Tati (1907-82) skrev i 1956 et brev til sin ældste datter, Helga Marie-Jeanne, som han fik med danserinden Herta Schiel i 1942. Han forlod familien og anerkendte ikke faderskabet, da han to år senere giftede sig med Micheline Winter, som han fik datteren Sophie og sønnen Pierre sammen med.

   Brevet begyndte som en forklaring, men fik endelig form som et filmmanuskript. Tati arbejdede på det sammen med Henri Marquest i årene mellem Mon Oncle (1958) og Play Time (1967), da hans Monsieur Hulot-karakter var mest populær. Han sendte aldrig brevet, og manuskriptet blev ikke produceret. Ved hans død blev det arkiveret i Centre National de la Cinématographie som »Film Tati No 4«.

AD omveje og efter megen kontrovers, som endnu ikke er afklaret, blev manuskriptet i 2003 afleveret til tegneserieskaberen Sylvain Chomet, som samme år brød stort igennem – også herhjemme – med animationsfilmen Les Triplettes de Belleville. Trillingerne fra Belleville er en grotesk, så godt som dialogløs hyldest til cykelsport, jazz og andre urfranske fænomener.

   Man kan sagtens se, hvorfor Tati-boet tænkte på Sylvain Chomet. Sammen med japaneren Hayao Miyazaki og briten Nick Park er han en af de meget få animatorer, som skaber film for alle aldersgrupper og bryder med den runde stil fra Pixar, Dreamworks, Disney og Blue Sky. Denne har mange nuancer og kvaliteter, men ingen af de amerikanske studier ville vide, hvordan man skulle tackle Tati.

CHOMET gør det med en stille, sirligt detaljeret og meget melankolsk fortælling om en slidt tryllekunstner, der rejser fra Frankrig til Skotland, hvor han møder pigen Alice på en ø, der er som skåret ud af Whisky Galore. Året er 1956, og rock ‘n’ roll fortrænger den klassiske varietékunst. Illusionisten er Tati op ad dage. Alice tror, at han faktisk kan trylle og følger med til Edinburgh, hvor de skaber en hverdag.

   En tid lang er parret som datter og far. Så møder hun en ung mand og bliver forelsket, mens tryllekunstneren forgæves prøver andre karrieremuligheder. Hans afskedsord står på en seddel: »Der findes ikke troldmænd i virkeligheden«. Forløbet er både bedrøvet og komisk, ganske som Tati kunne være. Man går ud med en stor klump i halsen, for sjældent er en animationsfilm blevet lukket så sørgmodigt.

CHOMET dedikerer filmen til Sophie Tatischeff, Tatis yngste datter, som døde i 2001. Det har udløst en hård reaktion fra komikerens ældste barn, som føler sig skrevet ud af historien. Flere Tati-kendere nægter at forholde sig til filmen. Så forståelig denne stejlhed nu er, bør man se L’Illusionniste uden fordomme. Den er modgift i en tid, hvor man tror, at tegnefilm for enhver pris skal være hvinende søde.

Se også Evig latter: Jacques Tati 1907-1982 og Animation | Les Triplettes de Belleville/ Trillingerne fra Belleville (2003).

Se også Buñuel i skildpaddernes labyrint (2018); Jonas Poher Rasmussen: Flugt | Flee (2021) [Oscars 2022]; Dorota Kobiela/Hugh Welchman: Loving Vincent (2017); Animation | La tortue rouge/Den røde skildpadde (2016); Animation | The Swallows of Kabul/Les hirondelles de Kaboul (2019); Animation | Kahlil Gibran's The Prophet/Den lille pige og profeten (2014); Animation | Ma vie de Courgette/ Mit liv som Squash (2016); Animation | Den Lille Prins/Le Petit Prince (2015) [Bogen og filmen]; Animation | Apollo 10½: A Space Age Childhood (2022).

Se også Det store spring: Ballerina (2016); Pete Docter: Soul/Sjæl (2020) [Oscars 2021]; Andrew Stanton: WALL-E (2008) [Sci-Fi 100]; Hayao Miyazaki: Når vinden rejser sig (2013); Hayao Miyazaki: Ponyo på klippen ved havet (2009); Gorô Miyazaki: Oppe på Valmuebakken (2011); Isao Takahata: Fortællingen om Prinsesse Kaguya (2013); Yushifumo Kondô: Hjertets hvisken (1995); Jack London: White Fang/Ulvehunden (1904/2018) [Bogen og filmen]; Animation | Drengen og verden/The Boy and the World (2013); Animation | Makato Shinkai: Weathering With You (2019); Animation | Makoto Shinkai: Your Name (2016).

L’Illusionniste (Illusionisten). Instr.: Sylvain Chomet. Manus: Jacques Tati, Sylvain Chomet. 90 min. Frankrig-UK 2010. Dansk premiere: 07.04.2010.

Fotos: Pathé/ Django Films/ Ciné B/ France 3 Cinéma/ Canal+/ CinéCinéma/ France Télévisions/ Allied Filmmakers/ Ink.Digital/ Sony Pictures Classics/ Miracle Film Distribution

Filmen streames på FILMSTRIBEN og SF Anytime

Teksten trykt som Filmrevy i Weekendavisen Kultur 08.04.2010.

Cristian Mungiu: Bacalaureat/ Graduation/ Prøven (2016)

I VIRKELIGHEDEN ER DER INGEN MUSIK

Mungiu er blandt Europas store socialrealister

Af BO GREEN JENSEN

MAJ 2017: DET er allerede ti år siden, at 4 måneder, 3 uger & 2 dage (2007) væltede Cannes Festivalen og blev en stille succes verden over. Instruktøren Cristian Mungiu, som dengang var 38 år, fik status som ambassadør for »den rumænske bølge«, der havde været undervejs allerede i Hr. Lazarescus sidste rejse (2005) af Cristi Puiu og 12:08 øst for Bukarest (2006) af Corneliu Porumboiu.

   Mungius film skildrede forretningsgangen omkring en abort, som to unge kvinder bogstaveligt satte livet på spil for at få i stand. Otilia (Anamaria Marinca) gjorde alt for at hjælpe sin desperate veninde (Laura Vasiliu). Der var ingen lykkelig udgang på forløbet, men publikum sad tilbage med en lutrende følelse af at have set et menneske gøre sit yderste for en anden.

   Filmskaberne fra Rumænien har udviklet sig vidt forskelligt. Mungiu – der også er studiechef og producer på mange kollegaers film – står stadig som humanisten og socialrealisten blandt de efterhånden midaldrende instruktører, som voksede op under diktatoren Nicolae Ceausescu, men debuterede efter systemskiftet.

BACALAUREAT skildrer de moralske skred, som finder sted, da en far i den bedste mening forsøger at købe en god eksamenskarakter til sin datter. Filmen kortlægger korruptionens nuancer og ser problemet som en folkesygdom, men den handler især om en far og en datter, der altid har set sig selv som et team.

   Kirurgen Romeo Aldea (Adrian Titieni) og hustruen Magda (Lia Bugnar) kom som nyudklækkede kandidater til provinsbyen Cluj-Napoca. Det var i 1991, da der herskede optimisme efter afsættelsen af Ceausescu.

   Mange i generationen – som også er Mungius – valgte at migrere mod vest, men Romeo og Magda forpligtede sig på hinanden og Rumænien. Fremtiden tegnede lys. Det blev mere eller mindre taget for givet, at velfærd og retskaffenhed ville følge med afmonteringen af statskommunismen.

EFTER 25 år er optimismen både død og begravet. Romeo arbejder uden begejstring, og Magda er kronisk deprimeret. Han ser en tidligere patient, men forholdet skal ikke føre til noget. Romeo har affundet sig med, hvordan tingene blev – men sådan skal det ikke være for datteren Eliza (Maria Dragus), der er ved at tage sin studentereksamen.

   Familien har arbejdet – sammen og hårdt – på at gøre pigen til en eliteelev. Nu venter en britisk universitetsuddannelse. Sidste formalitet er den afgangsprøve, som Eliza skal op til, da filmen begynder. Det er vigtigt, at hun scorer en høj karakter. Så kan alting i og for sig blive ved, som det vil.

   Her bliver Romeo svigtet af skæbnen. Han sætter datteren af ved skolen. Hun skal gå et lille stykke og bliver udsat for et seksuelt overgreb. Bagefter må hånden forbindes. Hun er rystet, men stort set i et stykke. Det er bare et vidt åbent spørgsmål, om hun kan gøre sit bedste ved Prøven.

ROMEO vil ikke tage chancer. Han beslutter at inkassere den goodwill, som hans blakkede status kan mønstre. Først lægger han følere ud. Så forsøger han sig med camoufleret afpresning og griber endelig til regulær bestikkelse – som alle andre i byen er vant til at gøre.

   Den lokale politichef henviser til den korrupte borgmester. Politimanden spilles med frejdig brutalitet af Vlad Ivanov, som altid inkarnerer den ubekvemme sandhed i Mungius film. Man skal derfor høre efter, når han taler. Det var Ivanov, der foretog den illegale abort i 4 måneder, 3 uger og 2 dage.

   Mens Romeo får tunnelsyn, falder han støt i sin datters agtelse. Eliza vil gerne gøre det godt, men hun vil ikke trækkes ind i de voksnes lurvede kompromiser. Bacalaureat – som havde arbejdstitlen Fotografii de familie – er i det mindste en tillidserklæring til ungdommen. Eksamen bliver derfor afviklet på en anden måde, end lægen har tænkt.

MUNGIU har kun lavet to film siden 4 måneder, 3 uger og 2 dage. Han instruerede et segment i antologifilmen Tales from the Golden Age (2011, da. Den gyldne tid), som han skrev alle fem historier til. Året efter var Dupa dealuri (da. Beyond the Hills) et mørkt og forstemmende billede af livet på et landligt kloster, hvor psykiske lidelser blev fordrevet med middelalderlig eksorcisme.

   Bacalaureat er tættere på gennembrudsfilmen. Der er igen et akut problem, som udstiller de korrupte strukturer. Hovedparten af scenerne udspiller sig i bilen, mens far og datter kører rundt i byen, som ligner en permanent byggeplads. Mungiu skaber spænding uden at ty til æstetiske tricks. Han vil ikke bruge stemningsmusik, for »i virkeligheden er der ingen musik«.

DER findes flere slags socialrealisme. Især gør det en forskel, om kunsten bliver brugt til at kritisere eller konstatere. Nogle film har et politisk budskab; andre nøjes med at iagttage og registrere tingene, som de er.

   Mungius form er et bud på den nødvendige socialrealisme, som vil overleve i biografen, uanset hvor diffus og effekthungrende fremtiden bliver. Han ser klart, dømmer ikke og er hverken idealist eller misantrop. Han laver enkle film om mennesker, der er fanget i indifferente systemer.

   Der vil altid være (god) brug for de film.

Se også Abort på film | Cristian Mungiu: 4 måneder, 3 uger & 2 dage (2007).

Prøven (Bacalaureat). Instr. & manus: Cristian Mungiu. Foto: Tudor Vladimir Panduru. 128 min. Rumænien-Frankrig-Belgien 2016. Dansk premiere: 11.05.2017.

Fotos: Mobra Films/ Le Films du Fleuve/ Why Not Productions/ Wild Bunch/ Romanian Film Board/ Groupana Romana/ Orange/ Canal+/ Ciné+/ Eurimages/ FRance 3 Cinéma/ France Télévisions/ Camera Film/ Wikipedia (Cristian Mungiu au Festival de Cannes 2012 by Georges Biard)/ Unifrance.

Filmen streames på Blockbuster, FILMSTRIBEN, GRAND HJEMMEBIO og iTunes.

Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 12.05.2017

Jeppe Rønde: Bridgend (2015) [Cult Fiction]

MØRKE RITUALER
Sandfærdig fiktion mellem livet og døden

Af BO GREEN JENSEN

BRIDGEND ligger i det sydlige Wales mellem Cardiff og Swansea. Byen har ca. 50.000 indbyggere. Den har bestemt kendt bedre dage. I sin tid lå Storbritanniens største ammunitionsfabrik, Arsenalet, i Bridgend. Omvendt er det ikke en nedlukket mineby. Der er intet, som forklarer, hvorfor 29 unge mennesker i alderen 13-17 år har taget deres liv i Bridgend Forest mellem 2007 og 2012.

   Dokumentaristen Jeppe Rønde blev interesseret i Bridgend-selvmordene, da han læste en artikel i en britisk avis. Dem har der været utallige af, for de unge døde taler til tidens tabloid-instinkt. Filmskaberen rejste til Bridgend for at få en fornemmelse af stedet. Denne researchform havde fungeret, da Rønde skabte Jerusalem, min elskede (2004) og den meget roste The Swenkas (2005), om zulu-mænd fra Johannesburg, som lever for at klæde sig fint på og danse lørdag aften.

   Han gik frejdigt ind som en åben outsider. Rønde kunne ikke forestillle sig, at der skulle gå 6-7 år af hans liv med at skildre de gådefulde og stadig ikke forklarede selvmord blandt unge i Bridgend.

FRUGTEN af anstrengelserne er en spillefilm, som bruger den konkrete baggrund, men lægger en fiktiv ramme om Bridgend. Måske for bedre at kunne fabulere, måske fordi englænderen John Michael Williams lavede en dokumentar om Bridgend i 2013. Er man interesseret i årsager, skal man se dokumentaren. Vil man have et bud på, hvad de unge føler, og hvad der muligvis driver den kultiske adfærd, er Røndes mørke drømmespil et fascinerende stemningsstykke.

HANDLINGEN er mest til pynt. Teenageren Sara (Hannah Murrray) og hendes far, Dave (Steven Wadddington), som er kriminalinspektør, flytter tilbage til Bridgend, fordi Dave skal prøve at komme til bunds i selvmordssagerne. De unge hænger sig i skoven, næsten altid på steder, hvor de bliver fundet af deres forældre. Det lykkes Dave at få adgang til et chatroom, hvor de unge hylder kammerater, der er krydset over. Så går efterforskningen i stå.

   Man fornemmer, at far og datter har deres egen historie. Dave indleder et forhold til en veninde fra gamle dage, mens Sara drages ind i den tribalistiske adfærd. Byens unge samles på steder, hvor en kammerat er fløjet væk. Man hælder vin på de interimistiske grave og råber den dødes navn op til himlen.

DER er stoffer, alkohol, gotisk musik og fester, som kulminerer i hærværk. Men det er der jo alle vegne. Også dødsromantik hører med til en ungdom og har gjort det siden Werthers dage. De unge læner sig ind i døden, som en lokal kriminalbetjent udtrykker det. Blot bliver fantasien sjældent gennemført. Så hvorfor i Bridgend?

   Røndes film giver ingen kategoriske svar og er ikke interesseret i prosaiske årsager. Snarere vil Bridgend skildre atmosfæren og undersøge de ritualer, som ungdommen deler i skoven. Det gør den på fængslende vis. Også derfor generer den klichebelagte rammehistorie, som ligner en ordinær tv-krimi.

SARA er sammen med en af de unge mænd, som næsten kvæler hende, før han tager sit liv. Så forelsker hun sig i hans ven, der faktisk overvejer Saras forslag om at flygte til normaliteten i Swansea, hvor det må være muligt at give lyset en chance. I Bridgend trækker mørket alt med sig ned.

   Bridgend er bedst på de steder, hvor Rønde vil skildre utydelige drømme. Han skaber smukke, mørkt funklende billeder sammen med fotografen Magnus Nordenhof Jønck, som kan tage den halve ære for Bridgend. Pigerne flyder i det sorte vand som hvide åkander og ligner nymfer på et maleri af John William Waterhouse.*

RØNDE bruger sit antropologiske blik til at skildre byens fælles ritualer. I skolen læser eleverne et digt, som besværgende fastslår, at døden ikke vil sejre, den »skal ikke have noget herredømme«. Mærkværdigvis krediterer Rønde ikke sin kilde. Det er Dylan Thomas' »And Death shall have no Dominion«, som lægger en helt ny vinkel på sagen. Måske de unge vinder over døden ved at vælge den?

   Da det store spørgsmål bliver, om Sara vil dø eller leve, sælger filmen alle sine aktier for et mytologisk slutbillede, der står lige så stærkt og uforklaret som sekvensen med hekse, der lukker Lars von Triers Antichrist. Der er i øvrigt ikke langt fra selvmordskulten i Forbrydelsens element til de unge, som leger med døden i Bridgend. Begge steder giver handlingen udmærket mening, hvis man har en bestemt alder og læser verden i et særligt lys.

»SOME are born to sweet delight/ Some are born to Endless Night,« skrev William Blake. Nogle fødes til frydefuld sødme, nogle fødes til Endeløs Nat. Og nogle ting kan ikke forklares med lyset i sproget, men man kan skildre dem i billeder.**

   Lige dét lykkes ret godt for Rønde i Bridgend. Desværre reducerer formen det hele til noget i retning af en opdateret The Wicker Man. Det er højbrynet horror og meget mørk art rock.

   De unge tager stadig deres liv i skoven, som Saras far forsøger at brænde. Som dokumentarist var Jeppe Rønde med til at grundlægge hybridfilmen. Han kunne med fordel have skabt én om Bridgend.

Se også Jane Campion: Holy Smoke! (1999) [Cult Fiction]; Martha Marcy May Marlene (2011) [Cult Fiction]; Middlesex og kønnets undren: Et interview med Jeffrey Eugenides; Once Upon a Time ... in Hollywood [Bedste biograffilm 2019 nr. 1]. 

*) John William Waterhouse (1849-1917) var en sen, men særdeles aktiv og produktiv eksponent for ideerne og idealerne i The Pre-Raphaelite Brotherhood. Han var yngre end de øvrige prærafaelitter, og en række af hans værker (Ophelia, Miranda m.fl.) står i skyggen af de mere markante fremstillinger, som John Everett Millais (1829-1896) havde givet motiverne. Ligesom Millais var Waterhouse en bedre tekniker end Dante Gabriel Rossetti (1828-1882) og William Holman Hunt (1827-1910), de store idébærere fra det oprindelige PRB (som var aktivt 1848-1855), og modsat William Morris (1834-1896), som også kom senere til, var han ikke interesseret i social helhedstænkning. Waterhouse begyndte som klassicist i den akademiske tradition fra Frederic Leighton (1830-1896) og delte den affinitet for seksuel subtekst, som man finder hos Lawrence Alma-Tadema (1836-1912), der for victorianerne repræsenterede en slags anerkendt eroticisme. Waterhouse fandt sin særlige niche, ikke i arthurianske og Shakespeare-inspirerede emner, som andre havde fortolket mere markant, men i personlige fortolkninger af episoder fra Odysseen og Æneiden. Hans billeder var blandt de mest populære, da det i 1970erne blev almindeligt at dække væggene med masseproducerede kunstplakater. Især Echo and Narcissus (1903) og Hylas and the Nymphs (1896) var alle vegne. Jeg ved ikke, om sidstnævnte var en erkendt reference for Jeppe Rønde og Magnus Nordenhof Jønck, da de formgav sekvensen i Bridgend, men at se den var næsten som at være i det billede.   

**) »Every night and every morn,/ Some to misery are born,/ Every morn and every night,/ Some are born to sweet delight./ Some are born to sweet delight, some are born to endless night.« Linjerne er nogle af de oftest citerede fra William Blake (1757-1827). De kunne stå som et af »The Proverbs of Hell« i The Marriage of Heaven and Hell (1790-93) men de stammer fra fragmentet »Auguries of Innocence«, som Blake skrev ned i 1803, men aldrig arbejdede videre med. Først da det såkaldte Pickering Manuskript blev offentliggjort i 1863, kom teksten på tryk. Det skete, da Alexander Gilchrist udgav Life of William Blake, "Pictor Ignotus", som er en af de første monografier om Blake. Bogen er i to bind, det første med biografisk tekst, det andet med Blakes egne arbejder. Jim Jarmusch citerer skriftstedet i Dead Man (1995), en metafysisk hippiewestern, der ligesom Bridgend undersøger, hvordan det kunne være »at krydse over«.  Agatha Christie citerede strofen og brugte Endless Night som titel på en sen (meta)krimi fra 1967. Mest kongenialt er linierne brugt af Jim Morrison, som vender og drejer dem flere gange i teksten til »End of the Night« fra The Doors (1967): »Take the highway to the end of night/ Take a journey to the bright midnight/ Realms of bliss, realms of light/ Some are born to sweet delight/ Some are born to endless night...«

Bridgend. Instr.: Jeppe Rønde. Manus: Jeppe Rønde, Torben Bech, Peter Asmussen. Foto: Magnus Nordenhof Jønck. 95 min. Danmark 2015. Dansk premiere: 25.06.2015.

Fotos: Blenkov & Schønnemann Pictures/ Four Sons Pictures/ New Europe Film Sales/ DFI/ CineMaterial/ Filmaffinity

Filmen streames på Blockbuster, DRTV, GRAND HJEMMEBIO, SF Anytime, Viaplay Rent & Buy

Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 26.06.2015