Christopher Nolan: Inception (2010)

EN DRØM I EN DRØM

Christopher Nolans betagende mind games

Af BO GREEN JENSEN

KONSTRUEREDE verdener i flere lag; drømme som griber ind i hinanden; kronologiske spor, der skal mødes, hvis karaktererne vil tilbage. Christopher Nolans Inception rammer jorden i høj fart og fortsætter i den hurtige bane. Fra første færd er erkendelsen sat i anførselstegn. Allerede Edgar Allan Poe spurgte, om livet blot er en drøm i en drøm, »a dream within a dream«. Det er selve præmissen hos Nolan. Hele Inception udspiller sig i et skrøbeligt system af sammenstyrtende virkeligheder.

   Inception var noget så relativt sjældent som en Hollywood-produceret auteurfilm til 200 mio. dollars. Der var kun gået 12 år, siden Nolan hjemme i London realiserede hjertebarnet Following (1998) for 100.000 britiske pund. I begge komplekse scenarier optræder drømmetyven Dom Cobb. I Following blev han spillet af Alex Haw og var en uudgrundelig sidefigur. I Inception, hvor man bogstaveligt rammer bunden af sindet, bliver skikkelsen fremstillet af Leonardo DiCaprio.

AT Nolan på kort tid var nået så langt, skyldtes for det første kultfilmen Memento (2000), som han baserede på en novelle af sin lillebror, Jonathan Nolan. Også i genrelandskabet er der langt mellem originale ideer. Måske var det ikke første gang, at der blev fortalt om en mand med beskadiget korttidshukommelse, som må tage fotos af enhver, han møder, fordi han ikke ved, om de er venner eller fjender. Men i Memento blev det gjort med absolut indlevelse. Filmens visuelle æstetik blev stilskabende, og Memento er stadig et must for kommende filmskabere.

   For det andet så Nolan rigtigt, da han i 2002 sagde ja til at instruere den amerikanske genindspilning af Erik Skjoldbjærgs Insomnia (1997). Den norske noir-krimi om en søvnløs politimand, der må arbejde nord for polarcirklen, hvor dagslyset ikke forsvinder, når det er sommer, blev en lille skandinavisk succes med Stellan Skarsgaard som kommissæren. I Nolans version blev figuren spillet af Al Pacino, mens Robin Williams både brugte og brød med sin type som morderen.

I Nolans sted ville mange have valgt at gå videre med egne ideer. Han var allerede da ved at bygge den verden, hvor Inception udspiller sig. Imidlertid kunne han som dedikeret seriefan ikke modstå fristelsen, da Warner-studiet spurgte, om han ville genstarte Batman-legenden i en voksen, mørk, realistisk version. Batman Begins (2005) og især The Dark Knight (2008) blev to af årtiets bedste amerikanske film. Nolan-brødrene skrev The Dark Knight sammen og var i gang med The Dark Knight Rises (2012), da Inception fik premiere. 

   Inception skrev Nolan alene. Det ontologiske spor i produktionen – altså de film, der undersøger ideer om flydende tid, vendt entropi og tilværelsen som et palindrom, der læses ens, uanset hvor man begynder og slutter – synes at være hans personlige besættelse. Også hyperthrilleren Tenet (2020) har Nolan skrevet alene. Og vist er Dunkirk (2017) forankret i faktisk historie, men krigsfilmen bruger den samme kronologiske struktur. Der er tre lag af tid, men de er ikke stakket op lineært. Snarere er de bøjet til koncentriske cirkler, der kværner om et enkelt punkt, som er nuet eller midten af palindromet, om man vil.
   Mellem Batman-filmene skabte Nolan den raffinerede thriller The Prestige (2006) med Guy Pearce og Christian Bale som rivaliserende tryllekunstnere, Scarlett Johansson som kvinden i midten, Michael Caine som den gamle fortæller og David Bowie som den excentriske (og autentiske) fysiker Nikola Tesla. Fordi de store film blev succeser, fik Nolan frie hænder til at være så svær, det skulle være, i den mindre erkendelsesfabel. Samme gynger-og-karussellen-princip gør sig gældende i Inception. Blot har Nolan her fået hele legetøjsbutikken og alle pengene til sin rådighed.

DER er ingen grund til at røbe for meget, men det handler især om, hvordan ideer tager form, hvordan underbevidstheden arbejder og hvordan den fysiske verden ser ud. Mellem sci-fi, psykologisk thriller og futuristisk neo-noir fortæller Inception om Cobb (DiCapprio) og Arthur (Joseph Gordon-Levitt), der opererer som en blanding af klatretyve og industrispioner i udvalgte individers bevidsthed.

   På Mission Impossible-vis er et hold specialister tilknyttet.* Ariadne (Ellen Page) bliver arkitekten, der skal designe de verdener, hvor drømmerne mødes. Her er Escher-agtige huse og Piranesi-inspirerede trapper. På vegne af finansmanden Seito (Ken Watanabe) skal Cobb anbringe en særlig idé i stormogulen Robert Fischers (Cillian Murphys) bevidsthed, så han må tro, at han selv er kommet på tanken.

   Scenen er drømmerens drømme, men i hver af dem optræder kvinden Mal (Marion Cotillard) på afgørende, ofte illusionsbrydende steder. Under drømmen viser Cobb Ariadne den by, som han og hustruen skabte sammen og delte gennem et menneskeliv. Da han ville vågne og rejse tilbage, havde hun låst sit totem inde og glemt, hvad virkeligheden var. En idé havde taget form i hendes sind. Hele verdener må gå til grunde, hvis det skal lykkes Cobb at nå sine børn. De leger i sandet på bunden af drømmen, men han når aldrig at se deres ansigter, før de vender sig væk.

IMENS knyttes tidslag og foreløbige verdener sammen i de delte drømme. Hans Zimmers score pumper sædvanen tro, og det lykkes i suveræn grad Nolan at gøre filmens fysiske spænding konkret. Særlig helstøbt er finalen, hvor tre niveauer af drøm skal konvergere. Holdet bruger »The Kick«, dvs. det ryk som man føler, også i drømme, når noget bliver farligt, til at vågne. Her er »Skubbet« virkeligt hver gang.

   Det kunstfærdige trick ville næppe fungere, hvis man ikke fik lejlighed til at engagere sig i Cobbs karakter og føle for hans smerte. Inception er dog ikke for et publikum, som sværger til romantik eller action, der bare skal suge i maven. Men kunne man lide f.eks. Memento, Terry Gilliams The Fisher King (1991) og 12 Monkeys (1995), David Finchers The Game (1997), søskendeparret Wachowskis trilogi om The Matrix (1999-2003) og Martin Scorseses Shutter Island (2010), vil det hele give mening.** Man vil føle sig hjemme og næsten forløst.

   Det handler dybest set ikke om plot, men om en særlig måde at se på og følelsen af at leve i drømme. Filmen rejser i mørke for lysets skyld og lader bestemmende ting finde sted i det ubevidste. I dén forstand er Inception en klassisk eventyrfortælling. Den er bygget af fantasi og erindring.

Se også Christopher Nolan: Insomnia (2002); Christopher Nolan: Batman Begins (2005); Slipstream | Christopher Nolan: The Prestige (2006); Christopher Nolan: The Dark Knight (2008); Christopher Nolan: The Dark Knight Rises (2012); Christopher Nolan: Interstellar (2014) [Sci-Fi 100]; Christopher Nolan: Tenet (2020); Christopher Nolan: Oppenheimer (2023) [Oscars 2024].

*) Christopher Nolan er selverklæret fan af spiongenren. I forbindelse med 2020-premieren på Tenet har han ikke lagt skjul på sin kærlighed til James Bond-filmene. Han hylder dem som et inspirationssted, men understreger samtidig, at han ikke genså 007-film, mens Tenet blev til, for hans egen vision skulle stå så rent som muligt. Måske har Nolan tænkt, at der ikke kunne ske så meget ved at slappe af med et let Matthew Vaughn-genrestykke. Eller læse en god britisk tegneserie af Mark Millar og Dave Gibbons. I hvert fald synes tøjstilen i den cerebrale palindromthriller mere inspireret af Kingsman:The Secret Service (2014) og Kingsman:The Golden Circle (2017) end af de skiftende moder i 007-universet.  

**) Søstrene Lana og Lilly Wachowski var brødre, da Matrix-trilogien blev produceret. Larry Wachowski skiftede køn i 2008, Lilly Wachowski i 2016. De arbejdede sammen på Speed Racer (2008), Cloud Atlas (2012), Jupiter Ascending (2015) og Netflix-serien Sense8 (2015-2018), men Lana Wachowski har færdiggjort tilføjelsen The Matrix Resurrections alene. Filmen var under optagelse, men blev sat på pause af COVID19-pandemien. Der var streaming-premiere i julen 2021 og regulær premiere i januar 2022, da biograferne genåbnede i det små. Christopher Nolan sagde nej til at gøre det samme med Tenet.   

Inception. Instr. og manus: Christopher Nolan. Foto: Wally Pfister. 148 min. USA 2010. Dansk premiere: 29.07.2010

Foto: Warner Bros./ CineMaterial/ FilmAffimity/ MoviestillsDB/ [FilmGrab]
Filmen streames bl.a. på Netflix, Blockbuster, Viaplay og SF Anytime
Ajourtført udgave af anmeldelsen i Weekendavisen Kultur 30.07.2010