onsdag den 2. juni 2021

Slipstream | Neil Burger: The Illusionist (2006)


RØG OG SPEJLE
Periodefilm med magisk tema

Af BO GREEN JENSEN

GOD is alive, magic is afoot. Markedet er en mærkelig størrelse, hvor flere projekter til stadighed prøver at komme først med den friske vinkel på tidens varme emner. Nogle år gælder det sværd og sandaler, forelskede cowboys og intime portrætter af Truman Capote. Andre år er pirater, Pearl Harbor og seriemord sagen. Som regel vinder én film alle præmierne, og ingen kan sætte fingeren på, hvad der med ét gør et tema centralt.
   For tiden synes tryllefilm at repræsentere en strømning. De kommer dog ikke ud af det blå. Dels barsler branchen med en biograffilm om Harry Houdini, den første siden George Marshalls Houdini (1953), som flere har haft på tegnebrættet.* Dels er nogle af tidens mest læste romaner, f.eks. Glen David Golds Carter Beats the Devil (2001), baseret på klassisk scenemagi, som forlenes med social betydning, når den kaster lys ind i en bestemt periode.



NEIL Burgers The Illusionist havde fordelen af at være først ude. Som dreng i 1880ernes Østrig-Ungarn bliver Eduard Abramowitz introduceret til de magiske kunster af en gådefuld vandringsmand, der kunne være en gammel troldmand eller for den sags skyld Djævelen selv. Endvidere forelsker den jødiske snedkersøn sig i hertugdatteren Sophie. De leger sammen og bliver hinandens første store kærlighed. Eduard fremstiller et smykke af træ, et hjerte med et hemmeligt rum, hvor de kan være sammen hinsides klasser. Så forlader han byen og flakker om i ti år, efter sigende primært i Kina, hvor han lærer det magiske håndværk.
   Femten år senere er drengen tilbage i Wien som tryllekunstneren Eisenheim (Edward Norton), der trækker fulde huse med spektakulære illusioner, som får yderligere virkning ved at være stort iscenesat. Eisenheim kan få et appelsintræ til at spire, blomstre og bære frugt for øjnene af det måbende publikum. Han giver spejlbilleder konkret egenliv og synes at kunne vække de døde. En aften er kronprinsen, Leopold (Rufus Sewell), blandt tilskuerne med sin tilkommende, Sophie von Teschen (Jessica Biel). Atter møder Eisenheim pigen, som han gav sit hjerte, da de var børn.


LEOPOLD er fascineret af Eisenheims illusioner, som han samtidig prøver at afsløre. En optræden ved hoffet bliver arrangeret. Her insisterer Eisenheim på at ydmyge den hensynsløse kronprins, som i ledige stunder, når han ikke prygler sine elskerinder, planlægger et militærkup, der skal styrte hans far, kejser Franz Josef, og rette op på flere flydende tilstande, som truer det gudgivne autokrati. Snart har Eisenheim den første af flere alvorlige samtaler med byens politichef, Walther Uhl (Paul Giamatti), som Leopold har lovet en ministerpost, når de nye tider kommer om lidt.
   I princippet har man personlig frihed i Østrig-Ungarn, men Leopold kontrollerer sin by ved hjælp af politistyrken, som har uindskrænkede beføjelser. Politiske modstandere fjernes lige så effektivt som konkurrerende bejlere og borgere, der bliver besværlige. Det er fra filmens første scener klart, at Leopold vil have Eisenheim standset. Resten af historien foldes ud i en kinesisk æske af flashbacks, som formidles af den opportunistiske Uhl, der imidlertid ikke er uden integritet.
   Det er aldrig klart, om Eisenheim faktisk besidder paranormale egenskaber. Det er derimod tydeligt, at han ikke kan lade være med at tirre autoriteterne. Især når han åbenlyst ville være bedre tjent med at behage og underholde, må Eisenheim udfordre magten.
   På sit andet teater, efter det tilsyneladende tab af Sophie, der rammer ham som en selvforskyldt hybris, optræder han med ét enkelt nummer, der ifølge de kinesiske assistenter »is no trick«. Siddende på en køkkenstol, alvorlig og klædt i almindeligt tøj, kalder Eisenheim de døde frem. Hans publikum omfatter nu alle samfundets lag. Selv prinsen kommer inkognito, og politiet står klar i kulissen. Det er hér, at den store illusion kan begynde.


FILMEN om Illusionisten forsøger selv at udføre en stor tryllekunst. Alt er arrangeret om en krumtap, et centralt synsbedrag, som falder mod slutningen og er tænkt som et grænseudvidende trick, der i traditionen fra The Usual Suspects (1995), The Sixth Sense (1999) og Memento (2000) forrykker fundamentet og gør det nødvendigt for tilskueren at tænke hele historien igennem igen.
   Desværre har man set det komme på flere kilometers afstand, og fortællingens mange afledningsmanøvrer er ærlig talt ikke meget bevendt. Som thriller er The Illusionist bestemt på det jævne. Man er nysgerrig efter at se, hvordan tricket bliver udført, snarere end man er følelsesmæssigt engageret og spændt på at følge historien til dørs. At filmen samtidig har svært ved at slutte, men bliver ved med at binde enderne op, gør ikke sagen bedre.
   The Illusionist er imidlertid interessant, fordi den knytter an til nogle politiske felter og mentalitetshistoriske lag, som filmkunsten ikke har rørt ved de seneste årtier: det gamle Europas tiltagende tusmørke, det nervøse »moderne« århundredeskifte, hvor psykoanalysen kommer til verden sammen med ekstreme politiske ideologier og ulmende etnisk konflikt. Den magiske artist er et effektivt billede på kunstneren, som af flere årsager, principper såvel som personlige grunde, gør modstand og sætter sit liv ind på dét.



DET betyder ikke, at filmen er absolut vellykket. Burger eksponerer sit stof med udtalt mangel på historisk fornemmelse, og det er en betydelig svaghed, at filmen fordrejer den politiske baggrund, som den gør til en forudsætning for karakterernes relationer. For eksempel er prins Leopold en fiktion. Kejser Franz Josef havde ingen søn af det navn, men var derimod far til ærkehertug Rudolf, som tog sig af dage i en selvmordspagt med kæresten, baronesse Maria Vetsera. Det skete på slottet Mayerling i 1889 og er i sig selv så mærkelig og tidstypisk en tildragelse, at filmens kulørte plot blegner i forhold.**
   Det stærke produktionsdesign kan i længden ikke skjule, at filmen er underligt sparsomt befolket og i øvrigt optaget i Prag. Imidlertid er Edward Norton distinkt og uudgrundelig som den karismatiske titelfigur. Rufus Sewell dækker den megalomane prins udmærket, især da magten begynder at smuldre sammen med mandens greb om virkeligheden, og Paul Giamatti er uhyre velanbragt som kommissæren, småborgeren der har sin grænse og for resten selv er tryllefan.

   
BURGERS trumf er magien. Man siger, at film om tryllekunst er sjældne, fordi alt i forvejen kan lade sig gøre med effekter. Alligevel får scenerne fra Eisenheims teater det til at gibbe i tilskueren. Både begyndelsens prangende show og den sene rituelle askese er realiseret med høj stilbevidsthed. Diverse flashbacks til Eisenheims formative år er bearbejdet, så de fremstår med en hyperrealistisk drømmevirkning. To af Eisenheims illusioner, det blomstrende appelsintræ på det første teater og den mørke forsvindingskunst på det sidste, er regulære showstoppers, som man husker, når resten af filmen er glemt.
   Illusionisten er således meget seværdig. Filmen bygger på Steven Millhausers novelle »Eisenheim the Illusionist« fra samlingen The Barnum Museum (1990).*** I denne er der ingen royal hævnhistorie. Centralt i novellen står Eisenheims forhold til en konkurrerende illusionist, Ernst Passauer. At The Illusionist slet ikke brugte dette tema skyldes nok, at magisk rivalisering var hovedmotivet i årets anden store periodefilm om tryllekunst, Christopher Nolans The Prestige, som fik dansk premiere i 2007.

*) En tv-film med titlen Believe: The Houdini Story blev produceret i 1998 og vist på TNT. Pen Densham instruerede Johnathon Schaech i titelrollen. 00ernes interesse for Harry Houdini (1874-1926) blev aldrig forløst i en storfilm. I stedet kom mindre projekter som Gillian Armstrongs Death Defying Acts (2007) med Guy Pearce som HH. Catherine Zeta-Jones og Saoirse Ronan spiller mor/datter-parret, som både vil elske og udnytte ham. I Danmark udkom filmen på dvd. Adrien Brody har titelrollen i miniserien Houdini, som Bernard C. Meyer og Nicholas Meyer skrev til A+E Networks i 2014. I Europa blev den vist på The History Channel og streames i 2020 på C More. Stephen Hopkins' serie om Houdini and Doyle, hvor Houdini og Sir Arthur Conan Doyle samarbejder, bliver desværre ikke streamet nogle steder. Houdini og Doyle mødtes også i virkeligheden og førte en venskabelig korrespondance, skønt de kom fra hver sin lejr i forholdet til det paranormale. Houdini satte en ære i at afsløre de spiritister, som Doyle blev stadig mere åben overfor. 

**) Kronprins Rudolf (1858-1889) var søn af kejser Franz Josef og Elisabeth »Sissi« af Østrig-Ungarn. Han var gift med prinsesse Stéphanie af Belgien, men havde et forhold til Maria Vetsera (1871-1889). Rudolf og Maria begik selvmord sammen under et ophold på jagtslottet Mayerling uden for Wien. Mange teorier, også konspirationsteorier, verserede om hvordan og hvorfor. Affæren er skildret i talrige bøger, teaterstykker og film. Charles Boyer og Danielle Darrieux spillede Rudolf og Maria i Anatole Litvaks franske Mayerling (1936). Litvak instruerede også en amerikansk tv-film i 1957. I 1968 blev Terence Youngs Mayerling med Omar Sharif og Catherine Deneuve den romantiske storfilm, der skulle afløse Doktor Zivàgo som tidens tåreperser. Det lykkedes mere eller mindre. I Youngs film bliver kejserparret spillet af James Mason og Ava Gardner. Mayerling er stadig seværdig.



***) The Barnum Museum er ikke oversat. Det er derimod Millhausers Martin Dressler: The Tale of an American Dreamer (1996, da. Martin Dressler: Fortællingen om en amerikansk drømmer, 2002) og The King in the Tree: Three Novellas (2003, da. Kongen i træet s.å). Begge på forlaget Rosenkilde. 



Illusionisten (The Illusionist). Instr. og manus: Neil Burger. Foto: Dick Pope. 109 min. Tjekkiet-USA 2006. Dansk premiere: 15.12.2006


Foto: CineMaterial/ MoviestillsDB/ [FilmGrab]/ FilmAffinity
Filmen streames (køb eller leje) på Blockbuster/ Google Play og iTunes/Apple+ TV
Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 16.12.2006

Ingen kommentarer:

Send en kommentar