Klassiske karakterer: A Star is Born 1937-2018 | Musicals

STJERNERNE FØDES OG SLUKKES
Fire versioner af filmbyens yndlingshistorie

Af BO GREEN JENSEN

DER er aldrig tvivl om stjernernes bane. Han er på vej ned fra himlen, mens hun lige så sikkert stiger derop. I et umisteligt øjeblik er der balance. Så falder han hurtigt og brænder ud. Han tager sit liv for at give hende frihed. Se, dét er en kærlighed, som vi forstår. Hun prøver at se sig tilbage fra scenen. Filmbyen siger velkommen hjem.

   Det er en af Hollywoods yndlingshistorier. A Star is Born ligger i skarp konkurrence med andre bittersøde selvportrætter – fra Sunset Boulevard (1950) og The Bad and the Beautiful (1952, da. Illusionernes by) til The Last Tycoon (1976, da. Magtens sødme) og La La Land (2016) – men En stjerne fødes vinder altid på point, fordi den viser begge sider på en gang: succes og fiasko, romantik og realisme.

   Budskabet kan koges ned i en kommerciel aforisme: Berømmelsen har sin pris – men prisen er værd at betale.

HISTORIEN er så god, at den bliver genfortalt cirka hvert tyvende år. Den er på alder med stjernefabrikken. Allerede William Wellman og Robert Carson var inspirerede af George Cukors What Price Hollywood? (1932), da de skrev den første A Star is Born (som i danske biografer hed Hollywood bag kulisserne) i 1937.

   Ideen kom fra produceren David O. Selznick, som altid ville overgå andre – især sin svigerfar, Louis B. Mayer, som ejede MGM-studiet. Selznick gav historien en tur mere på samlebåndet hos forfatterne Dorothy Parker og Alan Campbell.

   I den første film spillede Janet Gaynor over for Fredric March. Bondepigen Esther Blodgett kom fra North Dakota til Hollywood og mødte sit idol, Norman Maine, som havde kendt bedre dage. Hun fik et nyt navn og blev til Vicky Lester. Der var en pinlig Oscar-ceremoni, og Maine tog sit liv. Der var ingen sange i filmen, men nok en reel selvkritik.

JUDY Garland og produceren Sid Luft var gift, da de gik til Warner Brothers med en plan om at genindspille A Star is Born som musical. Jack Warner købte ideen for at tirre MGM og for at afprøve CinemaScope-formatet, som var nyt i 1954. Det er næppe brugt bedre siden.

   Moss Hart ajourførte manuskriptet, men det er sangene af Harold Arlen og Ira Gershwin, der bærer fortællingen og giver den dybde. Garland synger »The Man that Got Away«, da James Mason får øje på hende i Cocoanut Grove Nightclub. Det er et af de største filmøjeblikke.

   Der var mange bud til rollen som Norman Maine, men ingen turde friste skæbnen og spille en stjerne i fald. Før Mason tog rollen, sagde følgende nej: Humphrey Bogart, Marlon Brando, Montgomery Clift, Gary Cooper, Cary Grant, Erroll Flynn, Henry Fonda, Ray Milland, Gregory Peck, Tyrone Power, Frank Sinatra, James Stewart og Robert Taylor.

   Alle mulighederne er interessante. Det kunne være blevet en helt anden film, men Mason er god til at snerre og være patetisk. Også han tager sit liv i bølgerne ved Malibu Beach.

CUKORS musical er klassisk stof, men som fortælling er den ujævn. Garlands store medley om at være født i en kuffert i Pocatello, Idaho, varer fulde 15 minutter. Det sætter filmen så meget i stå, at der næsten ikke er luft til at sørge, da den tragiske tid sætter ind. Den lange balletsekvens med Gene Kelly i Vincente Minnellis An American in Paris (1951, da. En amerikaner i Paris (1951) har samme virkning. De bliver små film i filmen i alt for høj grad.

FRANK Pierson instruerede Barbra Streisand og Kris Kristofferson i 1976-versionen af A Star is Born. Her er historien flyttet fra filmbranchen til musikindustrien. Filmen er blevet bedre med tiden, men den kræver, at man bærer over med Streisand – eller er hendes fan nummer ét.

   Streisands karakter hedder Esther Hoffman. Hun kunne ikke drømme om at ændre sit navn. Kris Kristofferson var dengang selv en stjerne i problemer. Han spillede John Norman Howard efter naturmetoden. Både Elvis Presley, Neil Diamond og Mick Jagger blev spurgt. Paul Williams skrev de udmærkede sange, som er bedre, når han selv synger dem.

   Miljøet kunne lige overbevise. Pierson skrev manuskriptet sammen med ægteparret John Gregory Dunne og Joan Didion. Det er mere pop end rock, men Kristoffersons første sangnummer – han synger »Watch Closely Now« ved en udsolgt stadionkoncert – er stærkt. Han dør i en trafikulykke. Det er ikke sikkert, at han tager sit liv.

MOSS Hart er krediteret, men det er især Dunnes og Didions manuskript, som Bradley Cooper brygger videre på i den fjerde version. Historien har nu en lidt mere jordbunden sensibilitet. Cooper spiller selv Jackson Maine, der kommer fra countrymusikken og er forsvundet i stadionrock. Han ved, at han har haft sin tid, da han møder stjernefrøet Ally, som spilles af Lady Gaga.

   Lady Gaga hedder egentlig Stefani Joanne Angelina Germanotta (f. 1986). Hun har erfaring med navneskift og stjernemageri. Hun er mindre naiv og mere forelsket, end Esther var i de første versioner. Portrættet af branchen er nøgternt. Der er en scene mellem Cooper og Allys producer, hvor de er ærlige om deres gensidige foragt.

   Det er atter andre tider i branchen. Gagas første sang er en campet »La Vie en Rose«, som hun synger i en transvestitklub. Hun har ikke Garlands tragiske flair, men hun slipper godt fra at spille frisk og intakt. Cooper blamerer sig ekstra pinagtigt ved en ydmygende Grammy Awards-ceremoni. Hans figur har mere tilfælles med segnende kæmper som Robert Duvall i Tender Mercies (1983) og Jeff Bridges i Crazy Heart (2009).

COOPER instruerer diskret og eksemplarisk. Han træder ærbart til side, hvor Streisand eksponerede skamløst. Der er gode detaljer og en fornemmelse for musikkens historie. Cooper optog flere scener på Glastonbury Festival i 2017, før den da 83-årige Kris Kristofferson gik på. Filmen er i hvert fald så stærk, at jeg tror på, at Cooper tror på musikken.

   Omvendt forstår jeg ikke den begejstring, som sender filmen ud i 112 biografer og sætter den øverst på alle prislister for den kommende Oscar-sæson. Der var noget ægte og skært i Garland-udgaven, måske fordi hovedsagen var film. Coopers version er et værk af sin tid.

   La La Land og A Star is Born er musicals for millennials, dvs. generationen, der kom til ved årtusindeskiftet. Stjernerne slukkes og fødes igen. Femte version af fortællingen kommer med stor sikkerhed i 2037, når der er gået 100 år. Først til den tid kan vi se, om de yngste ædelsten er diamanter.

A Star is Born. Instr.: Bradley Cooper. Manus: Eric Roth, Bradley Cooper, Will Fetters. Foto: Matthew Libatique. 136 min. USA 2018. Dansk premiere: 06.12.2018.

A Star is Born (En stjerne fødes). Instr.: Frank Pierson. Manus: Joan Didion og John Gregory Dunne. Foto: Robert Surtees. 139 min. USA 1976. Dansk premiere: 04.11.1977

A Star is Born (En stjerne fødes). Instr.: George Cukor. Manus: Moss Hart. Foto: Sam Leavitt. 154 min. USA 1954. Dansk premiere: 21.10.1955

A Star is Born (Hollywood bag kulisserne/ En stjerne tændes). Instr.: William A. Wellman. Manus: Alan Campbell, Robert Carson, Dorothy Parker. Foto: W. Howard Greene. 111 min. USA 1937. Dansk premiere: 08.11.1937

Fotos: CineMaterial/ Filmaffinity/ MovieStillsDB/ Warner Bros./ SF Studios

Filmen fra 2018 streames på Blockbuster, C More, Google Play, iTuners, Rakuten TV, SF Anytime, Viaplay Rent & Buy og YouTube Movies

Filmen fra 1976 streames på iTunes, Rakuten TV og Viaplay Rent & Buy

Filmen fra 1954 streames på Google Play, iTunes og YouTube Movies

Filmen fra 1937 er udgivet på blu-ray og dvd
Teksten er fra Weekendavisen Kultur 07.12.2018