Jacques Audiard: The Sisters Brothers (2018) [Westerns 100]

KVÆSTEDE COWBOYS
Drømmen om at skabe den sidste gode western

Af BO GREEN JENSEN

ALLE nye westerns er metafilm. Filmskaberne ved, at de dyrker en anakronisme. Den klassiske western var fuld af racisme og misogyni. De nye film ved, at vi kender de gamle, og forholder sig både til historien og genren. Derfor er der ingen dusinværker. Hver eneste film er nødvendig.

   Franskmanden Jacques Audiard har skabt maskuline kronstykker som Det slag mit hjerte sprang over (2005) og fængselsfilmen En profet (2009). Guldpalmevinderen Dheepan (2015) fulgte hverdagen for en tamilsk vicevært i en parisisk ghettoforstad. Også i Danmark blev Smagen af rust og ben (2012), en grænseoverskridende kærlighedsfilm med Marion Côtillard og Matthias Schoenaerts, en ægte biografsucces.

   Audiards bedste værker er forbundet med sårbar maskulinitet af den mest stoiske slags. Alle hans helte er kvæstede mænd. Så naturligvis har han grebet chancen for at instruere, da skuespilleren John C. Reilly købte rettighederne til Paul DeWitts roman om The Sisters Brothers (2011). Reilly kunne se en nuanceret rolle til sig selv i materialet. Audiard har anet en mulighed for at hylde mestre som Ford, Hawks, Mann og Leone, mens han gav mytologien et velfortjent nakkeskud.

ELI og Charlie Sisters (Reilly og Joaquin Phoenix) er dusørjægere i 1850ernes USA. De udfører også et lejemord nu og da. Det er tiden for de store guldfund. Brødrene jager guldgraveren Hermann Warm (Riz Ahmed) på vegne af Kommandøren, en kapitalistisk bagmand i Trump/Murdoch-kategorien. Angiveligt står Warm i gæld til Kommandøren. I realiteten handler det om at få fat i hans opfindelse: formlen for en kemisk væske, der på magisk vis får guld til at lyse i vand.

   Der er flere synsvinkler og kronologiske spor. I ét beskriver Pinkerton-detektiven John Morris (Jake Gyllenhaal) hvordan han mødte Warm, mens han var på vej til noget andet. Detektiven fatter sympati for opfinderen, som vil grundlægge en utopisk koloni med pengene fra sit patent. Morris nærer ingen kærlighed til Sisters-brødrene, men han kender deres ry og respekterer deres håndværk.

FAKTISK drømmer alle filmens mænd om en bedre verden og en mindre voldsom levevej. Kun Charlie Sisters skyder løs på det hele. Eli er altid den tøvende, kejtede toer. Begge vil gerne tilbage til gården og besøge deres mor. Der er både komedie og tragedie i filmen. Grundtonen er på én gang mørk, nostalgisk og humoristisk.

   The Sisters Brothers er stemt i efterår på samme måde, som Robert Altmans McGabe & Mrs. Miller (1971) var forbundet med vinter. Her er klodsede skudopgør som i Clint Eastwoods Unforgiven (1992). Der er også en anelse Deadwood i filmen. I en næsten psykedelisk sekvens bliver opfindelsen demonstreret. Her er grådighed som i The Treasure of Sierra Madre (1948, da.Tre mænd søger guld). Af alle sine helte ligner Audiard måske John Huston mest.

   The Sisters Brothers havde premiere på Venice Film Festival i 2018. Også brødrene Coen kom med en western. Deres sjælfulde The Ballad of Buster Scruggs var en lige så stilbevidst antologifilm. Juryen foretrak den relative alvor hos Audiard og tildelte ham sin Grand Prix. Joel og Ethan Coen modtog manuskriptprisen.

The Sisters Brothers. Instr.: Jacques Audiard. Thomas Bidegain og Jacques Audiard. Foto: Benoît Debie. 122 min. Frankrig-Spanien-Rumænien-Belgien-USA 2018. Dansk premiere: 27.06.2019.

Fotos: CineMaterial/ FilmAffinity/ Camera Film
Filmen streames på Blockbuster, FILMSTRIBEN, Google Play, GRAND HJEMMEBIO, iTunes, Rakuten TV, SF Anytime, Viaplay Rent & Buy og You Tube Movies

Weekendavisen Kultur 28.06.2019