En lille film om oprindelighed
Af BO GREEN JENSEN
.jpg)
I 1970erne så man den samme skyldbetonede romantisering af amerikanske indianere og australske aboriginals. En forståelse for drømmespor hørte med til at være på englenes side. Nicolas Roeg satte fokus på den seksuelle mystik i sin psykedeliske udgave af Walkabout (1971). Peter Weir gjorde vandrehistorien om urban aboriginals til et sindbillede på hvid fremmedgørelse i The Last Wave (1975, da. Den sidste bølge).
Thomas Kenneally, forfatteren til Schindlers liste, skrev i 1972 The Chant of Jimmie Blacksmith, som var inspireret af aboriginal-desperadoen Jimmy Governor, der blev henrettet i 1901. Fred Schepisi filmatiserede bogen i 1978. Nyligt afdøde Tommy Lewis spillede Jimmie. Nick Cave og John Hillcoat vidste, hvad de gjorde, da de castede Lewis i The Proposition (2005), som må være prototypen på den nye hallucinatoriske western.
Alle disse ikoniske titler er moderne hovedværker, men ingen af filmskaberne var aboriginals. Roeg var til og med englænder. Også derfor er Sweet Country noget særligt. For første gang bliver perioden skildret af en instruktør, som selv er aboriginal.
Arbejdsstyrken består af indfødte familier, som bliver betalt i naturalier og lever i en art stavnsbånd. Ingen interesserer sig for, hvem de var og hvem landet tilhørte, før kolonisterne kom. Kun Fred Smith (Sam Neill) insisterer på, at alle er lige og behandler sine arbejdere med respekt.
Smith kan ikke sige nej, da tilflytteren Harry March (Ewen Leslie) beder om hjælp. March er aldrig kommet helt hjem fra Den store Krig i Europa. Han drikker for at holde dæmonerne nede. Den indfødte Sam Kelly (Hamilton Morris) skal arbejde for ham. March behandler Sam med foragt og voldtager hustruen Lizzie (Natassia Furber). Alligevel er det i selvforsvar, at Sam Kelly dræber den rablende March.
I vildnisset venter erfaringsoverskridende oplevelser, både for forfølgerne og for Sam og hans hustru, der ved lige så lidt om ægte aboriginals. Possen falder fra hinanden. Kun Fletcher holder ud. Da han er ved at dø af tørst, er det Sam, som kommer gående ud af luftspejlingen og kaster en feltflaske til ham.
Der er ikke den store spænding i filmen, snarere en rituel forudsigelighed. Al musik er fravalgt. De store landskaber er gjort fuldkommen åbne og nærværende. Warwick Thompson kommer selv fra området ved Alice Springs. Han har også selv ført kameraet.
Fletcher er intet uhyre. Også han var med i krigen i Europa. Han drømmer om at slå pjalterne sammen med barværtinden Nell (Anni Finsterer) og hendes datter. Snart ankommer en idealistisk dommer (Matt Day), som gerne vil ind til kernen i sagen. Alligevel tegner slutningen mørk.
EN af de første australske film, The Story of the Kelly Gang (1906), var et helteportræt af Ned Kelly, den fredløse bushranger, som i landets populærkultur svarer til skikkelser som Jesse James og Billy the Kid. På film er Kelly blevet spillet af bl.a. Mick Jagger (i 1970) og Heath Ledger (2003).
Det er netop The Story of the Kelly Gang, som Warwick Thornton citerer. Det sker, da sergent Fletcher kommer ridende ind fra sin surrealistiske nærdødsoplevelse i saltørkenen. Hele byen er ude på gaden, hvor en rejsebiograf viser filmen. Han raser, da publikum jubler. Thorntons pointe er vist nok, at der ingen film var om de fortrængte stammefolk.*
THORNTON er ny i genren, men gammel i gårde. Han fortalte i Samson & Delilah (2009) en tragisk kærlighedshistorie om moderne aboriginals, der lå midt mellem myte og realisme. Som (næsten) alle væsentlige australske filmskabere bidrog han til The Turning (2013), et stafetværk efter Tim Wintons roman, der kun blev vist i Cinemateket herhjemme.
»Jeg så en masse frisk land,« – sweet country – siger Fletcher til slut, da han er hjemme hos Nell. »Godt kvægterritorium,« tilføjer han. Det er cirka den samlede lære, som fremtidens mand drager af episoden.
Sweet Country er en majestætisk film, rolig, klar og livsalig. Thornton fravælger romantik og mystik. Han fravælger også effekter og blodtørst. Filmen kommer inde fra sjælen i landet. Den er alt, som Netflix-føljetoner ikke er, og lige nu kan man se den i danske biografer.
*) Charles Taits The Story of the Kelly Gang (1906) var ikke blot den første australske spillefilm, men den første i fiktionsfilm i historien med en spilletid på over en time. Kun tyve minutter overlever og er restaureret. UNESCO har givet filmen status som umisteligt kulturdokument i sit Memory of the World Programme. Ned Kelly (1854-1880), hans lillebror Dan og resten af Kelly-banden svarer fuldkommen til James-brødrene, som var aktive på samme tid i USA. Kelly var søn af en irsk straffefange, der blev deporteret til Victoria. Jesse og Frank James red med Quantrills paramilitære guerilla i Den amerikanske Borgerkrig. Ned og Dan Kelly stod i lære hos bushrangeren Harry Power. Kelly fik folkeheltestatus i kraft af en række dristige røverier og ildkampe med ordensmagten. I den sidste træfning bar han en hjemmelavet rustning, hvis hjelm er blevet ikonisk. I et 56 sider langt brev, dikteret til bandemedlemmet Joe Byrne, giver Kelly sin version af historien, undsiger de korrupte lokale myndigheder og taler om »myternes tradition for irsk oprør« mod »Englands tyranniske åg«. Kelly begik adskillige drab og blev hængt i 1880. I eftertiden er han blevet indbegrebet af den australske frihedskæmper. Der er skrevet sange og teaterstykker, rejst statuer og malet billeder. Adskillige bøger er skrevet om Kelly. Mick Jagger havde titelrollen i Tony Richardsons Ned Kelly fra 1971. Heath Ledger bar en kopi af den legendariske rustning i Gregor Jordans Ned Kelly (2003). Justin Kurzels True History of the Kelly Gang (2019) er baseret på Peter Careys roman, som modtog Man Booker-prisen i 2001.
Filmen streames på Blockbuster, FILMSTRIBEN, Google Play, iTunes og SF Anytime
Weekendavisen Kultur 10.08.2018
Ingen kommentarer:
Send en kommentar