Bogen og filmen: Tim Winton's The Turning (2005/2013)

EN MAND DER HEDDER VIC

Den store australske stafetfilm

Af BO GREEN JENSEN

AUSTRALIEREN Tim Winton (f. 1960) har skrevet romaner, novellesamlinger, adskillige børnebøger og diverse essayistik, som blander naturskildring med personlig erindring. Hertil kommer dramatik og filmmanuskripter. Romanerne The Riders (1994, da. De rejsende) og Dirt Music (2001, da. Mindernes musik) var nomineret til Man Booker-prisen. På dansk findes også romanen Himlen er et øje (That Eye, the Sky).

   Forfatteren er i sit hjemland så højt skattet, at han har status som en af 92 »Australian National Living Treasures«. Han blev født i Karrinyup, voksede op i Albany og bor i Fremantle ved Perth i Western Australia. Alle hans tekster tager form efter dette landskab. Det gælder i særdeleshed novellekredsen The Turning (2005). Produceren Robert Connelly holder så meget af den, at han i 2013 bad 17 instruktører vælge hver en novelle at filmatisere. Fortællingen »Aquifer« tog han sig selv af.

JEG kendte ikke Wintons bog, da jeg så The Turning første gang. Det var i 2014 på Berlinalen, hvor jeg simpelt hen blev lokket af konceptet: en episodefilm, der samler de fleste af Australiens aktuelle talenter, fra instruktører som Warwick Thornton og Claire McCarthy til skuespillere som Rose Byrne, Cate Blanchett og Hugo Weaving. At skuespilleren Mia Wasikowska debuterer som instruktør – i episoden »Long, Clear View« – var også med til at sælge ideen.

FORTÆLLINGERNE varierer stærkt i stil og tone. I flere af dem optræder en mand, der hedder Vic. Der gik alligevel nogen tid, før jeg indså, at Vic Lang var en gennemgående karakter. Han bliver spillet i otte forskellige tider af otte forskellige mænd. I bogen er der 17 noveller. Winton tager sin titel fra T.S. Eliots digt Ash-Wednesday (1930, da. Askeonsdag). Det er i filmen opgraderet til en prolog i animationsform. Colin Friels læser hele Eliots tekst.

   Som voksen er Vic gift med Gail, der taler både i »Damaged Goods« og »Reunion«. Den lille forløsning i slutteksten »Defender« er fortalt i en tredje person, som er tættest på Vic. Hans far var politibetjent og forlod familien, da Vic var dreng. Faderen optræder i to, moderen Carol i tre historier. Også de bliver spillet af flere. I »Long, Clear View« er Vic dog alene i huset i Albany, som bogen kalder Angelus.

THE Turning er en krævende film. Den fanger tilskueren med den anden historie, »Big World«, hvor fortælleren er en teenager, der beskriver det frustrerende ved at få sin eksamen, blive fastansat i fritidsjobbet og kun høre rungende tavshed efter den store fejring på stranden. Sammen med kammeraten Biggie, som han altid har følt sig lidt hævet over, flygter han i et folkevognsrugbrød.

   Vennerne samler en pige op. Nu er det Biggie, som vokser med situationen, mens fortælleren hører sig selv blive skinger. Om et år vil Biggie dø. Fortælleren vil tage hjem og få en bedre eksamen. Han vil stifte familie og møde den uopnåelige Briony i supermarkedet, nu med hårde træk og tidlige rynker. Men de ting er i fremtiden. »Jeg er ligeglad med, hvad der sker uden for dette øjeblik. I det varme nordlige tusmørke, bliver verden omkring os pludselig stor, så stor at vi bare giver efter og ser den.«

   Tonen er som i en sang af Bruce Springsteen. Warwick Thornton har instrueret episoden, som bruger novellens fortæller i voice over hele vejen op langs kysten. Perspektivet er typisk for bogen, der springer i 40 års kronologi. Fortællingen ved altid mere end karaktererne, men bliver aldrig klogere på livet, end de er.

I »Damaged Goods« fortæller Gail Lang, at hendes mand har en svaghed for sårede mennesker. I gymnasiet var han besat af Allison, som havde et blussende modermærke på kinden. Hun skrev et digt til skolebladet, og Vic fik sagt, at han elskede det. Siden sprang Allison ud som lesbisk. De sås ved en fest, og Vic sagde igen, at han elskede digtet. Hun sagde, at hun elskede ham for at elske det. På vej hjem kørte hun galt og døde.

   Der er en evig uopfyldthed i Vics liv. Set udefra er han og Gail et ordinært og vagt komisk forstadsægtepar. I »Reunion« kommer Vics mor til julemiddag. Alle ender med at få for meget at drikke. Det er Cate Blanchett, der hopper i poolen som Gail.

VI kender Vics mor fra episoden »On Her Knees«, hvor hun gør rent hos fremmede og får skyld for at have stjålet. Vic iscenesætter en hævn. Overhovedet er der mere i Vic som ung mand. Han leger med faderens tjenestevåben i den isnende »Long, Clear View«. Han sigter på naboer, som passerer, og føler en seksuel ophidselse. Samme træk slår ud i den sidste novelle, »Defender«, hvor Gail har været ham utro.

   I »Commission« opsøger Vic sin far, der er blevet eneboer i skoven. Han fortæller, at Carol ligger for døden, men Den Gamle vil ikke tilbage. I »Fog« er det 30 år før. Bob Lang har problemer i sit arbejde, fordi han ikke vil være korrupt. Politibetjenten begynder at drikke og bliver gjort til syndebuk.

DE narrative tråde omkring Vic giver fornemmelsen af en stor sammenhæng, liv der leves uden at falde på plads, løfter der aldrig bliver indfriet. De bedste episoder er dog isolerede fortællinger. I »Small Mercies« er en enkemand og alenefar kommet til kysten for at være i fred. En gammel kæreste byder sig til, og han beder hende gå.

   I »Big World« begynder verden at vokse. I titelhistorien er Raelene (Rose Byrne) ved at gro til i sit ægteskab med fiskeren Max. Begge drikker, manden slår. De bor i en trailerpark. Raelene møder et nykristent par, som prøver at vinde hende for Herren. Hun bliver sikkert ikke i troen, men får alligevel mod på at gøre sig fri.

VIC bliver spillet af Joseph Pedley, Dougie Baldwin, Harrison Gilbertson, Matthew Shanley, Richard Roxburgh, Josh McConville, Casey Douglas og Dan Wylie. Som Gail ses Libby Tanner, Cate Blanchett og Kate Mulvany. Vics mor bliver spillet af Susie Porter, Di Adams og Robyn Nevin, hans far af Hugo Weaving og Dean Daley-Jones. Det giver filmen et shapeshifter-præg, som matcher bogens mange synsvinkler.

   Der er fyld, som tangerer det prætentiøse. Vic kører i bus med en forelsket pige, som ser ham på afstand. Det fortælles i danseform i episoden »Immunity«. Max og hans bror dræber næsten hinanden som drenge. Det fortælles i fabelform i vignetten »Sand«, for der skal være noget med indfødte song lines.

   Det er ikke desto mindre en unik filmatisering. Efterbilledet ligner det aftryk, som Robert Altman satte med Short Cuts (1993), der på samme måde brugte ni noveller og et digt af Raymond Carver. Hos Altman var bestræbelsen panoramisk: historierne kulminerede i Los Angeles på én gang. I The Turning er tiden en tunnel. Det svimler for manden, som ser sig tilbage, men for tilskueren giver bevægelsen mening.

De 18 instruktører er: Jonathan auf der Heide, Tony Ayres, Jub Clerc, Robert Connolly, Shaun Gladwell, Rhys Graham, Justin Kurzel, Yaron Lifschitz, Anthony Lucas, Claire McCarthy, Ian Meadows, Ashlee Page, Stephen Page, Simon Stone, Warwick Thornton, Marieka Walsh, Mia Wasikowska, David Wenham.

The Turning. Instr.: Robert Connolly + 17. Manus: Justin Monjo, Andrew Upton m.fl. Foto: Denson Baker, Jeremy Rouse, Warwick Thornton. 180 min. Australien 2013. Dansk premiere: 19.11.2014 (Månedens film i Cinemateket).

Fotos: Arenamedia/ MIFF/ CineMaterial/ Screen Australia/ Penguin Australia, Picador 

Filmen streames ikke i DK (men i UK på Chili). Den er udgivet på blu-ray og dvd.

Teksten stod i Weekendavisen Kultur 20.11.2014