Martin Scorsese | Shusako Endo: Silence (2016) [Bogen og filmen]

DE FRAFALDNE PRÆSTER

Shusako Endos tekst om at tro

Af BO GREEN JENSEN

EFTER fråseriet følger askesen. Martin Scorseses forrige film, The Wolf of Wall Street (2013), var et hæsblæsende portræt af hedonisten Jordan Belfort, der voldtog verdens tillid og forbrugte så meget, han kunne. Scorsese gik også helt ud til kanten med sin skildring af 1970ernes musikmiljø i HBO-serien Vinyl (2016).

   Silence er – derimod – en frugal filmatisering af Shusako Endos roman om de katolske missionærer, som afsvor troen eller stod fast under udrensningen af de kristne i 1600-tallets aggressivt protektionistiske Japan. Begge film har Rodrigo Prieto som cheffotograf. Man kan sagtens se dem som tvillingestykker.

SHUSAKO Endo (1923-1996) skrev sin roman i 1966. Tavshed udkom på dansk i 1972 og var altid den første tekst, som blev nævnt, når Endo igen var på listen over nobelpriskandidater. Det blev dog Kenzaburo Oe, som i 1994 tog den første japanske nobelpris siden Yasunari Kawabatas (i 1968).

   Silence foregår på et tidspunkt, hvor de japanske myndigheder har besluttet at sætte hårdt ind mod kristendommen, der betragtes som en subversiv kraft. Det sker efter en afventende periode med relativ åbenhed og tolerance. Og i en politisk afgørende tid, hvor fire imperialistiske stormagter – Portugal, Holland, England, Spanien – forsøger at handle med Japan.

   I 1640 modtager Fader Valignano (Ciaran Hinds) et foruroligende brev fra Japan. Det beskriver den systematiske udrensning af »skjulte kristne«, kakure kirishitan, som tortureres og henrettes, hvis de ikke fornægter deres tro og træder på et billede af Kristus.

   Brevet har været syv år undervejs. Det er skrevet af jesuitterpræsten Ferreira (Liam Neeson), der har fungeret som troens brohoved i Nagasaki. Kureren kan supplere med oplysningen om, at Ferreira efterfølgende selv har fornægtet troen og lever som buddhist, med et nyt navn og en japansk familie.

DET er chokerende nyheder for Sebastian Rodrigues (Andrew Garfield) og Francisco Garupe (Adam Driver), der begge er oplært af Ferreira. De drøfter sagen med Valignano og beslutter at rejse til Japan. Han forsøger på skrømt at tale dem fra det. I det sidste billede fra Europa er præsterne set fra et zenit – tre sorte omrids, der flakser hen over et hvidt felt af marmor.

   Herefter er filmen en lang Smertens Vej. I et broget, travlt Macau (der er skildret med håndholdt, subjektivt kamera, som bandernes verden i Gangs of New York) finder præsterne en fordrukken japaner, Kichijiro (Kubozuka Yosuke), der gerne vil hjem. De ankommer som partisaner og praktiserer i skjul. Der er hemmelige gudstjenester. Især dåben af nyfødte er populær blandt de japanske kristne, som har bidt sig fast i billedet af et lykkeligt, smertefrit Paraiso.

INKVISITIONEN ankommer i skikkelse af guvernøren Inoue (Ogata Issey), en gammel og besnærende elskværdig samurai, som gerne vil diskutere kulturforskelle med de fremmede præster. Han er for øvrigt den eneste karakter, der smiler i løbet af filmens tre timer.

   Torturmetoderne er ofte karikerede versioner af Jesu lidelser. Tre mænd fra Kichijiros by bliver kortfæstet i strandkanten og druknet af højvandet. Man sprøjter ofrene til med vand fra kogende kilder. Særligt infam er »brønden« – man hænger med hovedet nedad og (for)bløder fra et lille snit i halsen.

   Pinen hører op, hvis man stamper på Kristus. Tilværelsen bliver et spørgsmål om at træde eller ikke at træde. Myndighederne er ligeglade med menigheden. De vil have præsterne til at forlade troen og omfavne buddhismen. Alt er sat i scene som politiske skueprocesser. »Vi kræver ikke overbevisning,« siger en af bødlerne. »Det er bare en lille bevægelse.«

   Præsterne kan redde tusindvis af uskyldige liv – og sig selv – ved at træde. Fundamentalisten Garupe er aldrig i tvivl. Men Ferreira trådte til sidst og gav slip. Rodrigues bliver ydmygende venligt behandlet, mens han fører lange samtaler med inkvisatoren, som insisterer på en betingelsesløs overgivelse. Han møder endelig også Ferreira igen, og hér har filmen sit blødende hjerte.

FOR Rodrigues er tavsheden værst. Først i filmen ser han Jesus’ ansigt og hører en stemme. I Japan bliver han syg og drikker af en kilde i solen. Igen ser han ansigtet, og nu er trækkene blandet op med hans egne. Da han bliver prøvet, siger stemmen: »Træd. Jeg var altid med dig i tavsheden.« Men han kan ikke være sikker. Han har kun sin egen menneskelighed.

   Kichijiro har trådt igen og igen. Manden, som viser sig at være kristen, så sin familie blive henrettet. Han skrifter igen og igen. Han forråder Rodrigues og får sølvmønter kastet for sine fødder af soldater, som foragter ham. Han bliver vist frem som et eksempel på, hvor let det er at træde. Man ser ham også tøve, men han træder altid som forventet. Og Rodrigues tilgiver ham.

   Romanens slutning er fortalt i officielle dokumenter og andenhåndsoptegnelser, så læseren må danne sine egne billeder og udrede, hvad der videre sker. Scorseses film bruger samme teknik i de sidste scener fra Nagasaki, hvor de frafaldne præster er blevet en myte. Hver hollandsk last bliver undersøgt for kristne effekter. Ferreira og Rodrigues takserer.

DET er svært at skildre troen og tvivlen på film, i hvert fald så de giver mening for skeptiske øjne. Scorseses Silence – som han begyndte at skrive på allerede i 1993, før Goodfellas fik prioritet – føjer sig i hans eget filmværk til The Last Temptation of Christ (1988) og Kundun (1997).*
   Der er naturligvis også en vaklende præst i blødende mænd som Travis Bickle (Taxi Driver) og Jake LaMotta (Raging Bull), men især er Silence beslægtet med franske – og meget katolske – film som Robert Bressons En landsbypræsts dagbog (1951) og Maurice Pialats Under Satans sol (1987). Det giver fuldkommen mening. George Bernanos var et forbillede for Shusako Endo, der studerede i Lyon som ung og blev kandidat i fransk litteratur.

   Silence er en lang film, som kræver udholdenhed af sin tilskuer. Der er ikke én smilerynke, og Scorsese og Prieto holder altid igen på de steder, hvor det ville være let at bade lidelsen i visuel overdådighed. Havde Mel Gibson filmatiseret Endo, ville torturscenerne være en uafbrudt blodfest.

DER er meget få effekter. Tydeligvis er det vigtigt for Scorsese at bygge hver scene med sine hænder. Han vil også undgå det salvelsesfulde. Det lykkes ikke altid. Garfield, Driver og Neeson må så ofte se væk, bide tænderne sammen og lide i lamslået maskulin tavshed. Især Garfield er sat på en prøve. Han gør også en ærefuld indsats – men der er grænser for, hvad et ansigt kan bære.

   Det er ikke en film for de fans af Scorsese, som vil have mere ultravold og kokain. Den [i 2017] 74-årige filmskaber indfrier en gammel gæld og beviser igen, at han er en fagets mester, måske den sidste store auteur fra New Hollywood-generationen. Silence taler om tvivl og barmhjertighed i et kulturelt landskab, der dyrker ironisk medvidenhed. Filmen er den katolske skeptikers credo.

Se også Martin Scorsese: Raging Bull (1980); Martin Scorsese: Bringing Out the Dead (1999); Martin Scorsese: Gangs of New York (2002); Martin Scorsese: The Aviator (2004); Martin Scorsese: The Departed (2006); Martin Scorsese: Hugo (2011) [Moderne mestre]; Martin Scorsese: The Wolf of Wall Street (2013); Martin Scorsese: The Irishman (2019) + Living in the Material World: George Harrison 1943-2001; Kongernes konge: Kristus i filmen [Påske Special 2020].

*) Endos roman er tidligere filmatiseret af Masahiro Shinoda i 1971 og João Mário Grilo i 1996. 

Silence. Instruktion: Martin Scorsese. Manus: Jay Cocks og Martin Scorsese. Foto: Rodrigo Prieto. 161 min. USA-UK-Taiwan-Japan-Mexico-Italien 2016. Dansk premiere: 26.01.2017.

Fotos: SharpSword Films/ Paramount Pictures/ UIP/ CineMaterial/ MovieStillsDB

Filmen streames på Blockbuster, Google Play, GRAND HJEMMEBIO, iTunes, Rakuten TV, SF Anytime og YouTube Movies

Teksten stod i Weekendavisen Kultur 27.01.2017