Darren Aronofsky: Noah (2014)

ET GLIMT AF ADAM

»Du skal gøre dig en ark af gofertræ...«

Af BO GREEN JENSEN

STORE effektfilm, der vil have tilskueren til at tænke, er sjældne. Det samme er tænksomme filmskabere, som har mod på at lave blockbusters. Nu og da mødes ekstremerne dog. I Darren Aronofskys markante udlægning af den bibelske myte om Noa, får man mere film for pengene, end i mange heftigt hypede actionstykker.

   Det er en fri fantasi, som tager skriften på ordet. Noa er efterkommer af Set, den yngste af Adam og Evas tre sønner. Over resten af verden råder Kains æt, der spiser dyr, bor i byer og driver industri. Noa og hans familie er holistiske overlevere, der vil passe deres eget. Noa ser i drømme verden dø. Han ser også, i en hyppigt gentagen sekvens, slangen, æblet og stenen, som Kain slog Abel ihjel med.

NOA (Russell Crowe) forstår, at forsøget skal standses. Han er enig med Skaberen i, at fordærvet er gået for vidt. Han beder hustruen Naameh (Jennifer Connolly) pakke, så de sammen med sønnerne Sem (Douglas Booth), Kam (Logan Lerman) og Jafet (Leo Carroll) kan rejse til bjerget i ødemarken, hvor Metusalem (Anthony Hopkins) stadig lever. Noa vil høre, hvad hans bedstefar mener om drømmen.

PÅ vejen bliver de standset af Vogterne, faldne lysvæsener, som Gud lod dække af lava ved nedslaget, da de landede på Jorden for at hjælpe Adam. Også gudesønnerne er skuffede over mennesket. En af stenkæmperne ser dog et glimt af Adam i Noa. Metusalem giver ham et frø fra den første have, idet han plirrer konspiratorisk, som Anthony Hopkins nu engang gør.

   Da Noa planter frøet, skyder skoven op på ingen tid. Han bygger arken sammen med sine sønner og Vogterne. Arken ligner en supertanker af træ. »Du skal gøre dig en ark af gofertræ og indrette den med rum ved rum og overstryge den med beg både indvendig og udvendig,« siger Gud i Første Mosebog. I Aronofskys film taler han aldrig direkte, men meddeler sig i mirakler og epifanier.

   Noa følger de bibelske anvisninger: »Du skal gå ind i arken med dine sønner, din hustru og dine sønnekoner; og af alle dyr, af alt kød skal du bringe et par af hver slags ind i arken for at holde dem i live hos dig.«

   Familien har taget Ila (Emma Watson) til sig, da hun var lille. Pigen var såret og kunne aldrig blive frugtbar. Noa har elsket hende som sin datter. Som ung er hun blevet Sems kæreste, men det piner hende, at hun ikke kan få børn.

DA regnen begynder, kommer dyrene flyvende, gående, krybende og kravlende. Også Kains slægt vil med ind i Arken, og et episk slag følger i traditionen fra Peter Jacksons version af Ringenes Herre. Vogterne får tilgivelse og skydes hjem til himlen i søjler af lys. Floden kommer både oppe fra himlen og nede fra jorden. Det er selve kaosvandet, der ruller skabelsen tilbage.

   For Noa er det vigtigste at følge Herrens bud. Han forhindrer Kam i at tage en såret pige fra Kains æt med ombord. Noa forstår, at skabelsen skal genstartes uden mennesker. Slægten vil dø med ham, Nameeh og deres sønner. Da Ila alligevel bliver gravid, sværger Noa, at han vil dræbe barnet, hvis det er en pige. En dreng må leve tiden ud. Blot ingen kan undfange nyt liv efter Syndfloden.

   For resten har Arken en blind passager. Noas sønner får stadig sværere ved at lystre en far, der gebærder sig som lederen af en moderne selvmordskult. Nameeh er den sidste, som siger fra. Da Noa hæver kniven, får en vuggevise strategisk betydning. Det er umådeligt bevægende. Og smukt og spændende på den samme vagt kitschede måde, som alt ved Aronofskys bibelepos er.

DARREN Aronofsky fik mulighed for at realisere sin storfilm om Noa, da balletfantasien Black Swan (2010) blev så populær, at han var svær at sige nej til.

   Filmskaberen har fra begyndelsen brugt sin jødiske baggrund. I Pi (1998) leder en matematiker efter den talværdi, som rummer skabelsens nøgle og navnet på Gud. Han søger hjælp hos talmud-kyndige gangstere og får først fred i sit kværnende hoved, da han sætter en boremaskine for tindingen. Også The Fountain (2006), en fremtidsfabel om cancer og healing, bruger svære, kabbalistiske motiver.

   Instruktøren fandt for alvor sit publikum med Requiem for a Dream (2000), en hallucinatorisk afhængighedsskildring efter Hubert Selbys roman. Som den fallerede fribryder, der rejser sig i The Wrestler (2008), fik Mickey Rourke et sent comeback.

   Vigtigst for tingenes drejning i Noa er nok, at Aronofsky hverken er genfødt kristen eller et jødisk svar på Cecil B. DeMille. Han er en fantastiker med mosaisk baggrund, der mediterer over en skabelsesmyte. Det gør han i et originalt og frapperende filmsprog, som med stor opfindsomhed visualiserer teksten i Det Gamle Testamente.

DET er en hård, smuk film på sin grovslebne måde. Den deler visse ydre træk med tidens mange fantasyepos, men især minder troen og tvivlen om Jeff Nichols’ Take Shelter (2011), hvor Michael Shannon som en moderne Noa led mange af de samme kvaler, mens han byggede et overlevelsesrum til sin familie.

   Filmens stemningsfulde score er som altid komponeret af Clint Mansell. Det er dog Lenny Kaye og Patti Smith, som har skrevet den altafgørende vuggevise. Sidstnævnte synger »Mercy Is« sammen med Kronos Quartet, da vandet har trukket sig tilbage.

   Herren sætter sin bue i skyen, og kontrakten med mennesket bliver fornyet. Hvad der videre sker, må De selv ind at se.

Se også Darren Aronofsky: The Fountain (2006); Darren Aronofsky: Black Swan (2010); Klassiske karakterer: Moses og mogulerne; Kongernes konge: Kristus i filmen [Påske Special 2020].  

Noah (Noa). Instr.: Darren Aronofsky. Manus: Darren Aronofsky og Ari Handel. Foto: Matthew Libatique. 138 min. USA 2014. Dansk premiere: 03.04.2014

Fotos: CineMaterial/ MovieStillsDB/ Filmaffinity/ UIP/
Filmen streames på Amazon Prime, Blockbuster, Google Play, iTunes, Rakuten TV, SF Anytime og Viaplay Rent & Buy

Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 04.04.2014