onsdag den 5. maj 2021

To versioner: The Secret Life of Walter Mitty (1947/2013)



JORDEN KALDER WALTER MITTY
James Thurbers apologi for eskapismen

Af BO GREEN JENSEN

TO sider. Så meget fylder den lille novelle om »The Secret Life of Walter Mitty«, som James Thurber (1894-1961) skrev til The New Yorker i maj 1939. Teksten har til gengæld haft et langt og voluminøst efterliv på film, teater og tv. Den har også inspireret generationer af væsensbeslægtede dagdrømme. For eksempel fik Keith Waterhouse ideen til Billy Liar (1959), da han så den første filmudgave af Thurbers humoristiske vignet.
   Det er interessant at læse teksten, som står i Thurber: Writings and Drawings (Library of America, 1996). Walter kører til byen med sin kone, der taler ustandseligt til ham i bilen. Han skal ordne indkøb, mens hun er hos frisøren. Walter skal have overtræksko, tandpasta, hundekiks og andre trivielle fornødenheder. Han hører ikke efter og forsvinder ind i fantasier, hvor han uvægerligt er en handlingens mand.



NOVELLEN åbner in medias res, da Commander Mitty fører hydroplanet SN202 gennem den værste storm i 20 år. Så er han kirurgen, der holder et betydningsfuldt liv i sine hænder. I flyet siger cylinderne ta-pocketa-pocketa-pocketa. De defekte instrumenter på operationsstuen siger det samme: pocketa-pocketa-pocketa.
   Nu har Walter glemt, hvad det er, han skal købe. Han vidner i en celeber mordsag. Den offentlige anklager rækker han en Webley-Vickers 50.80 og spørger, om våbnet er hans. Det lykkes Walter at rekonstruere hustruens dosmerseddel. Kaptajn Mitty og hans tropper er under beskydning, da han sætter varerne fra sig. Flammekasterne siger naturligvis pocketa-pocketa-pocketa.
   Fru Mitty vækker sin mand af hans dagdrøm. Hun skal lige ordne det sidste. Imens står Walter med ryggen mod muren og ryger en cigaret. Her glider teksten over i den sidste drøm. »Til helvede med tørklædet,« siger Walter hånligt. Han tager et sidste sug, knipser cigaretten væk og ser på henrettelsespelotonen: »Oprejst og urørlig, stolt og hånlig, Walter Mitty den Ubesejrede, uransagelig til det sidste.«



DA Thurber brugte teksten i samlingen My World – and Welcome to It (1942), var USA trådt ind i 2. verdenskrig. Da Danny Kaye spillede Walter Mitty i filmudgaven fra 1947, talte hverdagseskapismen ikke mindst til hjemvendte soldater, som havde svært ved at slå sig til ro. Thurber tog afstand fra filmen. Han mente, at produceren Samuel Goldwyn fordrejede teksten med billig action og sex.
   Filmen med Kaye – og Virginia Mayo som gennemgående love interest i Walters fantasier – er dog en technicolordrøm af de klare. I filmen arbejder Walter som redaktør på et forlag, der udgiver pulp fiction af forskellig art. Hans fantasier foregår i diverse kulørte genrer. Kayes stemme læser beskrivelsen højt. Filmen har ændret adskilligt, men beholdt det distinkte pocketa-pocketa.
   Der var dansk premiere i december 1948. Herhjemme hed filmen Alle Tiders Helt. Norman McLeod instruerede, men Walter Mitty var først og fremmest Sam Goldwyns projekt. Pointen blev drejet stilfærdigt, så den tog afstand fra Walters fantasier. I novellen fungerer de som en overlevelsesmekanisme. I filmen bliver han blandet ind i en farlig sag om nazister og diamanter. Han møder Virginia Mayo i virkeligheden, som overgår fantasien. Mottoet kunne være: Stop Dreaming. Start Living.



NETOP dét hook bruger den nye Walter Mitty i sin lancering. Ben Stiller er den fjerde eller femte instruktør, som har arbejdet med projektet. Officielt har filmen været under optagelse siden december 2005. Det var nødvendigt, hvis Samuel Goldwyn Productions skulle beholde sine rettigheder. Også Steven Spielberg, Ron Howard og Gore Verbinsky har været tilknyttet.
   Maskinerne siger stadig pocketa-pocketa, men desværre med mindre finesse og selvironi. Stiller spiller selv Walter Mitty, der i denne omgang er negativforvalter på Life Magazine. Han var engang på weekend i Arizona, men har ellers levet sit liv i New York. I 16 år har han behandlet de spektakulære fotos, som i en menneskealder gjorde Life Magazine til verdens bedste billedblad.
   Walter drømmer om Cheryl (Kristen Wiig) fra bogholderiet og har et betroet forhold til stjernefotografen Sean O’Connell (Sean Penn), der stadig skyder krige, vulkanudbrud og sneleoparder på analog film. Walter mistede tidligt sin far og måtte forsørge sin mor (Shirley MacLaine) og søsteren Odessa (Kathryn Hahn), der stadig håber at gå scenevejen. I ungdommen var han et es på sit skateboard.



DE halvhjertede fantasisekvenser ligger i begyndelsen af filmen. Walter er en romantisk figur, der svarer til de preferencer, Cheryl har udtrykt på nettet. Det bliver dog hurtigt et spørgsmål om at møde og opleve virkeligheden. LIFE bliver opkøbt og skal udgive sin sidste printudgave. Sean O’Connell har taget sit livs foto, men motivet mangler på det fremsendte kontaktark. De nye ejere svinger kniven. Walter sætter alt ind på at finde O’Connell og aflevere den sidste forside.
   På den måde kommer han til Grønland, Island, Yemen og bjergene i Afghanistan, hvor han endelig finder O’Connell. Kun én fantasi fungerer i ånden fra Thurber: på Grønland vægrer Walter sig ved at kravle ombord i en helikopter. Der er varslet storm, og den islandske pilot (Ólafur Ólafsson fra Dybet) er beruset.
   Med ét står Kristen Wiig på landingsbanen og synger David Bowies »Space Oddity«, som man også håner Walter med på kontoret. »Ground Control to Major Tom« er filmens svar på »Jorden kalder Walter Mitty«. Fantasien hjælper – som hos Thurber – Walter med at komme videre. Sangen, drømmen og virkeligheden glider i ét.



ELLERS er det filmens idé at lade Walter finde kræfterne i sig selv, få stor appetit på den fysiske verden og nå så langt, at han ikke behøver drømmene mere. Scenen med henrettelsespelotonen bliver brugt til at bryde med fantasien, ikke som fundamentet i eskapistens trodsige manifest.
   Den nye vinkel er udmærket tænkt. Stillers version er en fortolkning, snarere end en genindspilning, men den gør fortællingen mindre og mere ordinær, skønt især de smukke scener fra Island – hvor Walter har rig lejlighed til at bruge sit skateboard – er værd at se for deres egen skyld.


I VIRKELIGHEDEN udkom det sidste trykte nummer af LIFE i marts 2007. Magasinet holdt flere pauser i sin lange levetid, men var i storhedstiden 1936-72 et ugeblad med et oplag på 1 mio. Fra 1978-2000 var LIFE et månedsblad. Forlaget er stadig aktivt. Fotoarkivet og samtlige trykte numre har siden 2008 været tilgængeligt via Google og Google Books.
   Den nye film er ikke dårlig, bare for lang, for løs og lidt ordinær. Man savner indlevelsen i den gamle version, der var fortrolig med eskapismens teknik. Med andre ord lidt mere ta-pocketa-pocketa, tror jeg.


The Secret Life of Walter Mitty. Instr.: Ben Stiller. Manus: Steven Conrad. Foto: Stuart Dryburgh. 115 min. USA 2013. Dansk premiere: 25.12.2013

The Secret Life of Walter Mitty (Alle tiders helt). Instr.: Norman Z. McLeod. Manus: Ken Englund, Everett Freeman. Foto: Lee Garmes. 110 min. USA 1947. Dansk premiere: 21.12.1948 

Fotos: CineMaterial/ Filmaffinity/ MovieStillsDB/ Time-Life/ Fox/ SF Studios/ Library of America/ The New Yorker
1947-filmen streames ikke men er udgivet på DVD og blu-ray
2013-filmen streames på Blockbuster, Google Play, iTunes, Rakuten TV, SF Anytime og Viaplay
Teksten stod i Weekendavisen Kultur 03.01.2014

Ingen kommentarer:

Send en kommentar