To versioner: Papillon (1973/2017) [Bogen og filmen]

TILBAGE TIL DJÆVLEØEN

Henri Charrières fantastiske flugthistorie

Af BO GREEN JENSEN

TÆNK at der kommer en ny Papillon. For 50 år siden var det sådan en bog, der lå i alle butiksvinduer.

   Karriereforbryderen Henri Charrière blev kaldt Papillon, fordi han havde en sommerfugl tatoveret på brystet. I 1931 blev han dømt for mord, deporteret og sendt til Fransk Guyana, hvor staten anbragte samfundets bærme.

   På skibet mødte Charrière falskmønteren Louis Dega. Denne havde ruineret adskillige familier, som investerede i hans veludførte forfalskninger af statsobligationer. Serien fra 1928 var et veritabelt mesterværk.

   Den spinkle Dega var i kronisk livsfare. Medfangerne ville dræbe ham for at få fat i de penge, han havde stukket op i sin krop. Vagterne ville tage hævn for bedraget. Charrière tilbød Dega sin beskyttelse mod finansieringen af en flugt. For Henri vidste straks, at han måtte ud, væk og videre. Det var jo historien om Papillons liv.

   Strafudmålingen lå fast. Første flugtforsøg gav to år i isolation. Det andet gav fem. Drabsmænd blev guillotineret. I bedste fald var hverdagen et helvede af malaria, slavearbejde og mishandling ved altid beredvillige medfanger.

   Henri var på øen i 16 år. Syv blev tilbragt i isolation. Endelig lykkedes flugten. Han skrev en bog, som blev oversat til mange sprog og solgt i 30 milllioner eksemplarer. Systemet blev ændret ad åre – og i 1973 fik Charrière sin historie fortalt i en Hollywood-film med Steve McQueen og Dustin Hoffman.

   Publikum elskede filmen. Der gik en tid, før kritikken var overbevist, men Franklin J. Schaffners Papillon har længe haft klassikerstatus. I 2017 har danskeren Michael Noer genindspillet den stedsegrønne fængselsskildring. Skyldes det stofnød, eller er der en grund?

DET må være 47 år siden, at jeg så Papillon første gang. Filmen havde dansk premiere den 22. februar 1974 og var en begivenhed af de større.

   Samme år så vi Sidste stik, Den store Gatsby, Serpico, Eksorcisten, Zardoz, Den amerikanske nat og Sheriffen skyder på det hele, som Blazing Saddles hed på dansk. DR viste Bergmans Scener fra et ægteskab. Jeg gik i 2.g. Det var kræsne og forventningsfulde dage.

   Selvfølgelig skulle man se Papillon, men filmen gjorde ikke noget stort indtryk. Der var for meget Steve McQueen og for lidt Dustin Hoffman, men især var filmen en skuffelse for fans af Franklin J. Schaffner. Det samme havde Patton været tre år før. Vi blev ved med at håbe på mere i stil med The Planet of the Apes (1968) fra instruktøren.

   Forleden så jeg Schaffners Papillon for at komme i stemning til Noers genindspilning. Der er meget, som man ikke så i 1974. For eksempel er eksponeringen af den homoerotiske faktor forbavsende ligefrem for sin tid. »Undlad at onanere for meget,« siger kommandanten, da Henri bliver sat i isolation første gang. »Det tærer på kræfterne.«

   Masochismen når martrede River Kwai-højder, og forholdet mellem »Papi« og Dega er en bromance, der varer for livet. Bipersonen Maturette sætter ord på det homoseksuelle tema og lyder som en LGBT-aktivist.

   Til sidst er Henri og Louis som et gammelt par, der trisser rundt mellem hytterne på Djævleøen. Dega fodrer grise og dyrker gulerødder. Charrière lægger planer som altid, for flugt er nu engang hans ting. »Tror du, det virker?« spørger Louis. »Gør det nogen forskel?« svarer Henri.

PAPILLON handler mest af alt om at blive ved. Kommandanten præciserer, at systemet ikke tror på rehabilitering. Straffen går ud på at nedbryde kroppen og sindet og viljen, så der ingen karakter er tilbage. »Jeg er her stadig, I røvhuller!« råber Henri i isolationscellen. Han gentager det i slutbilledet, hvor han ligger på sin lille flåde af kokosnødder og har kurs mod Venezuela: »I’m still here, you bastards!«

   Det er dog 70er-æstetikken, som gør det største indtryk nu. Filmen er fortalt i brede, strålende billeder, som fotografen Fred Koenekamp har fuld kontrol over. Hver statisk indstilling er komponeret som et renæssancemaleri. Koenekamp arbejdede også på Patton, men ikke på Abernes Planet, som Leon Shamroy var fotograf på. De tre film er holdt i den samme panoramiske stil, som må være Schaffners signatur.

   Det er en helaftensfilm på to en halv time, og Papillon blev af flere kaldt dræbende langsom. Men Schaffner bruger hvert minut. Vi er i en helt anden tidsregning. Da den store flugt lykkes, bliver alt, som foregår uden for fængslet, fortalt i en ti minutter lang montage, hvor kun Jerry Goldsmiths musik taler med.

   Der er intet fedt og knap en finger at sætte på Papillon, som kommer fra en tid, hvor storfilm havde heroisk format. Steve McQueen og Dustin Hoffman er eminente. Filmen er stadig i omløb, så hvad kan en ny version føje til? Mig bekendt har ingen ligefrem råbt på en ny Papillon.

I MICHAEL Noers genindspilning synes virkeligheden at være krympet. Verden er kommet tættere på, og den er også blevet mindre. Billederne er lige så brede, men beskæringen er altid tæt. Der er ingen favnende landskaber. Kun ved havet til slut ser man hele horisonten.

   Der er ikke tale om en dramatisk omkalfatring. Manuskriptforfatteren Aaron Guzikowski har bevaret de fleste scener fra Dalton Trumbos originalmanuskript. Historien er blevet en halv time kortere og har lidt mere med af baggrunden for Charrières og Degas indespærring.

   Man kan i høj grad diskutere, om dét er en forbedring. Der er en prolog, som foregår i det muntre Paris i 1931, hvor chefen lægger en fælde for den foretagsomme tyv. Her prøver filmen at skabe en svimmel, Babylon Berlin-agtig stemning, men underminerer troværdighedspræget med anakronismer. I natklubben hører man »Bei Mir Bist Du Schön«, skønt sangen først blev komponeret i 1932 og hed »Bei Mir Bistu Shein«, indtil Sammy Cahn og The Andrews Sisters gav den jiddische sang engelsk titel i 1937.

DEN gamle film begyndte ved skibet, som skulle til Guyana, og sluttede ved den sidste flugt. Noers film inddrager også erindringsbogen Banco (1971), hvor Charrière beskriver sit liv i Venezuela. Til sidst ser vi ham aflevere manuskriptet. Der er lidt staveplade over det hele.

   Begge film slutter med billeder af de forladte fængselsbygninger på Saint-Laurent-du-Maroni i Fransk Guyana. Henri Charrières sidste flugt fandt sted i 1947. Straffekolonien blev nedlagt i 1953. Charrière døde i 1973 og nåede ikke at se Papillon. Begge slutninger har en skærmtekst om, at det forhadte system ikke overlevede ham.

   Noer viser også et foto af forfatteren. Man kan se, at hver tatovering er trofast genskabt i den nye version. Ingen af filmene er faktisk optaget i Fransk Guyana. Schaffner indspillede sin i Spanien og på Jamaica. Det sidste halsbrækkende flugtspring blev foretaget på Maui i Hawaii.

   Noers film er optaget i Serbien, Montenegro og på Malta. Det forklarer måske, hvorfor lyset er mindre. I værkets kerne, som skildrer selve fængselsopholdet, er de to film identiske stykker. Det er de samme replikker og situationer. Noer prøver ikke at fortrænge erindringen om Schaffners Papillon. Enhver genopførelse er jo en hyldest.

FÆNGSELSFILM er en bugnende genre med to hovedspor. I det ene er flugten omdrejningspunktet. I det andet er hverdagen i fængslet det centrale. Fokus er på rutiner og hierarkier i den lukkede struktur, som udgør et samfund i koncentrat. Der er ofte en meget lang tidshorisont. Planer bliver lagt og er år om at lykkes.

   Den første Papillon var især en succes, fordi den brugte begge modeller. I nyere tid, hvor kriminelle kan skildres som nuancerede mennesker, er de bedste film fra den sidste kategori. Skærmføljetoner som Oz, Prison Break og Orange is the New Black lader trådene sno sig over mange sæsoner.

   Michael Noer og Tobias Lindholm skrev og instruerede sammen R (2010), som foregik over to år i Horsens Statsfængsel. Pilou Asbæk overlevede fra dag til dag og navigerede mellem de indsattes hierarkier. Roland Møller, som også har en stor rolle i Papillon, debuterede i R. Filmen var blevet en større succes, hvis den ikke delte mange træk med Jacques Audiards  Profeten (2009), som blev til i samme periode.

   Noer konsoliderede den socialrealistiske hyperstil i Nordvest (2013), men der er næppe tvivl om, at det var R, som fik produceren Joey McFarland til at kontakte den danske instruktør, da Papillon skulle genindspilles.

NOER gør det godt med de midler, han har til rådighed. Der er dog næppe en scene i den nye Papillon, som ikke stod lidt skarpere i 1973-versionen.

   I den sidste halve time bryder Noer og Guzikowski (omsider) med forlægget og prøver noget nyt. Flugten har fået en helt anden rytme, end montagesekvensen havde hos Schaffner. Noer dvæler ikke ved det paradisiske stammefolk og de forrædiske nonner. Her fungerer flugtbåden faktisk, og det bliver Henri, Dega, Celier (en rolle som må være skrevet til Roland Møller) og Maturette, som har et klodset opgør ude på havet.

   Flere nye detaljer er gode. Hos Schaffner stak mændene af, mens kolonien hørte en klassisk koncert. Noer lader fangerne se en film – Merian C. Coopers King Kong (1933) – som i hele sin ikonografi kommenterer de indsattes situation. Dét eventyr er for resten også blevet genfortalt et par gange.

BEDST er Noers version i personinstruktionen og psykologien. Charles Hunnam og Rami Malek er mindst lige så gode sammen, som legenderne McQueen og Hoffman var i den gamle film. Malek ser lidt for renskuret ud, men han prøver ikke som Hoffman at stjæle opmærksomheden med pudseløjerlige manierismer. I scenerne med Hunnam er han altid loyal.

   Hunnam giver Charrière en lyrisk kvalitet, som Steve McQueen ikke havde, men han er ikke mindre effektiv. Hunnam, som kommer fra tv-serien Sons of Anarchy og kan minde om en yngre Brad Pitt, har spillet Kong Arthur i to rabalderfilm af Guy Richie, men han var fremragende som den opdagelsesrejsende i James Grays The Lost City of Z (2016).

DET lykkes Noer at give mændenes venskab en spontan kvalitet, som det ikke helt havde hos Schaffner. De opdager, at de kan stole på hinanden i en struktur, hvor alle ellers lyver, forråder og voldtager. Det er stadig en bromance med mange facetter. Men først og fremmest er de to mænd simpelt hen taknemlige for hinanden.

   Disse ting er eksemplarisk forløst i en film, som man ellers kunne leve foruden. Noers Papillon er et solidt svendestykke, som forhåbentlig giver instruktøren flere store opgaver, hvor han i højere grad har helt frie hænder. Men det er stadig i den gamle Papillon, at det hårde, historiske stof bliver løftet og står i et uanfægteligt skær af myte og eventyr.

Papillon. Instr.: Michael Noer. Manus: Aaron Guzikowski. Foto: Hagen Bogdanski. 133 min. USA-Tjekkiet-Spanien 2017. Dansk premiere: 23.08.2018.

Papillon. Instr.: Franklin J. Schaffner. Manus: Dalton Trumbo, Lorenzo Semple Jr. Foto: Fred J. Koenekamp. 151 min. USA-Frankrig 1973. Dansk premiere: 22.02.1974.

Fotos: Cinematerial/ MovieStillsDB/ Warner Bros./ Filmgrab/ Jose Haro/ Bleecker Street/ UIP.DK

Papillon 1973 er udgivet på blu-ray og dvd

Papillon 2017 bliver streamet på Blockbuster, FILMSTRIBEN, Google Play, iTunes, Rakuten TV, SF Anytime og Viaplay Rent & Buy

Teksten er fra Weekendavisen Kultur 24.08.2018