Apropos EM: Miraklet i Bern/Das Wunder von Bern (2003)

EFTER NEDERLAGET
Første gode tyske efterkrigsøjeblik

Af BO GREEN JENSEN

SOMME tider handler fodbold om mere end fodbold. Spillet kan samle hele nationer og få et slagent folk til at løfte hovedet, hylde fællesskabet og sige landets navn med stolthed igen. Det har muligvis noget at gøre med spillets demokratiske væsen, og det gælder derfor i mindre grad nu, hvor sporten er degenereret til en professionel cirkus på linie med filmindustrien. Men det gjaldt i særdeleshed den 4. juli 1954, da det tyske landshold i Bern i Schweiz besejrede Ungarn 3-2 i VM-finalen.

   Miraklet i Bern er et fornemt stykke mentalitetshistorie. Filmen følger familien Lubanski, som lige klarer dagen og vejen i minebyen Essen-Katernberg. Moderen Christa (Johanna Gastdorf) driver et værtshus sammen med datteren Ingrid (Birthe Wolter) og sønnen Bruno (Mirko Lang). Sidstnævnte er dog på vej væk fra nederlaget og planlægger at emigrere til den nyoprettede østtyske stat, »hvor alle er frie og lige«, som han siger til sin lillebror.

DENNE yngste dreng, Matthias Lubanski (Louis Klamroth), er prismet for alle filmens motiver. Han var end ikke født, da manden i huset, Richard Lubanski (Peter Lohmeyer), forsvandt i Stalins Sovjetunionen. I sommeren 1954 er han 11 år og bruger det meste af sin energi på at heppe, når Rot-Weiss Essen forsvarer byens ære. Især er han ven med den legendariske forward Helmut Rahn (Sascha Göpel), der betragter drengen som sin maskot og påtager sig rollen som fadererstatning med et karakteristisk fandenivoldsk skuldertræk.

DER sker store ting denne sommer. Krigen sidder i de voksne som et kollektivt fundament af fornægtelse. Ingen taler om den, men den præger alle livets forhold. I den store historie samler landstræneren Sepp Herberger (Peter Franke) nu sine mænd og fører holdet til finalen efter et ydmygende stort nederlag til Ungarn i de indledende runder. I den lille historie vender Richard Lubanski hjem efter 11 år i krigsfangenskab. Begge begivenheder er voldsomme processer, der ændrer de involverede for livet.

   Richard kan slet ikke finde ind i familien igen. Han gør alting forkert, støder den store søn fra sig, skræmmer den mindste, koger hans kaniner til moderens fødselsdag og begriber ikke, hvad knægten ser i fodboldspillet. I minen får han panikreaktioner, når slagboret lyder som antiluftskyts. Ved skranke ét bliver han snydt for sin krigserstatning på grund af en teknisk spidsfindighed. Richard hader verden i begyndelsen. Han er bange for fremtiden og misundelig på unge mænd som Helmut Rahn.

SÖNKE Wortmann, der med denne film har taget et syvmileskridt i forhold til sin åndsforladte succeskomedie om Der bewegte Mann (1994, da. Den følsomme mand), krydsklipper mellem Essen og Bern med selvfølgelighed og fin rytmesans. Tidens fodboldlegender fremstilles med nostalgisk omhu – selv en yngre spiller som undertegnede kan få gådehud ved lyden af navne som Puskas – og for et tysk publikum er det sikkert endnu mere meningsfuldt at se Sepp Herberger genrejst, høre den Gunnar Nu-agtige kommentator, der kalder målmanden »en fodboldgud«, og alt i alt vende tilbage til erindringens hjemstavn.

   Sin dybde får filmen dog i historien om drengens og faderens forhold. I 11. time genfinder Richard noget af glæden og kærligheden. Miraklet i Bern er det meste af en time om at komme i gang. Man synes, at det hele er lidt for omstændeligt og Matador/Krøniken-agtigt. Så begynder han at tale om sine oplevelser i fangelejren, og noget uudsagt løsnes og vokser. Det er svært at sætte fingeren på, hvorfor gennembruddet virker så stærkt. Richard vækker drengen og siger, at de sammen vil rejse til Schweiz. Ikke mindst dét er miraklet i Bern.

ET glimt viser Matthias’ storebror, der følger kampen i radioen, nu som uniformeret ungsocialist i DDR, Den Demokratiske Folkerepublik, der endnu ikke har rejst sin »Anti-faschistischer Schutzwall«. Man får således en koncentreret indføring i det moderne Tysklands historie, hvis man ser Miraklet i Bern og derpå spoler frem til Murens fald i Wolfgang Beckers lige så bevægende Good Bye, Lenin! (2003).

   Det er i de seneste år lykkedes tysk film at skabe en sjældent lødig slags folkelighed. Der er endelig gået hul på historien om Tyskland mellem År Nul og die Wende, Nederlaget og Genforeningen. Resultatet er film som Das Wunder von Bern.

Miraklet i Bern (Das Wunder von Bern). Instr.: Sönke Wortmann. Manus: Rochus Hahn og Sönke Wortmann. Foto: Tom Fährmann. 117 min. Tyskland 2003. Dansk premiere: 19.11.2004

Fotos: Senator/ CineMaterial/ MovieStillsDB/ Zeitzeugen-Portal (Momente der deutschen Geschichte)

Filmen streames på tysk og schweizisk Netflix + iTunes - i Danmark kun på dvd

Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 19.11.2004