PÅ ET HÆNGENDE HÅR
Fodboldsejren som nationalmyte
Af BO GREEN JENSEN
HVIS nogen skulle være i tvivl, var det Danmark, som vandt EM i fodbold, da finalen mod Tyskland blev spillet på Nya Ullevi Stadion i Göteborg den 26. juni, 1992.
John »Faxe« Jensen bragte Danmark foran efter 19 minutter, og Kim Vilfort konsoliderede sejren efter 79 minutter. De regerende verdensmestre pressede på, men lige meget hjalp det, for Peter Schmeichel stod om muligt bedre end i semifinalen mod Holland, som blev afgjort ved en straffesparksturnering.
EM-sejren er en kronjuvel i dansk selvforståelse. Et undertippet landshold kom med på afbud, fordi det borgerkrigshærgede Jugoslavien blev bortvist fra turneringen. Richard Møller Nielsen, den upopulære landstræner, fik ti dage til at samle sit hold. Mange af fodboldens pinger glædede sig til at se ham gå ned.
Først var der intet at råbe hurra for, men målregnskabet reddede Danmark. I skæbnekampen mod Frankrig fandt holdet og træneren endelig sammen. »Vi« var videre på et hængende hår, og sådan er »vi« allerbedst. I kampene mod Holland og Tyskland spillede Danmark virkelig verdensfodbold.
KASPER Barfoeds Sommeren ’92 husker forløbet i grundfarver og gør Richard Møller Nielsen til en klassisk underdog. Den bedste dialog er forbeholdt situationer, hvor træneren uddyber sin strategi. Han forklarer brødrene Laudrup, som i begyndelsen er to alen ud af det samme arrogante stykke, hvorfor curling er en ædel sport. Han sammenligner spillerne med stivere i sin mors korset.
Ricardo har sin egen støttegruppe i hustruen Jonna (Lene Maria Christensen) og assistenten Kaj Johansen (Henning Jensen). Han lærer at være lydhør, men bliver aldrig banalt jovial. Rollen er ikke så enkel. Ulrich Thomsen har tjek på alle nuancer.
Dansk films bedste unge mænd er med på førsteholdet. Gustav Dyekjær Giese er supermålmanden Peter Schmeichel. Cyron Melville får en forfinet sorrigfuldhed frem i aristokraten Brian Laudrup. Mikkel Boe Følsgaard og Esben Smed Jensen er hverken for lidt eller for meget kammerater som Kim Vilfort og John Faxe Jensen.
FILMEN er godt tænkt og sikkert skåret. På skrivekurser lærer man, at publikum ikke kan føle for mere end 4 historier ad gangen, uanset hvor multiplot filmen så er. Derfor bliver Vilfort og Faxe trukket frem. Vilforts kræftsyge datter beder sin far vinde den sidste kamp. John Jensen får sit øjeblik, da han scorer mod Tyskland.
Man kunne have skabt en film uden helte. En Robert Altman-agtig sportsfilm, som blev i de fælles situationer, lod spillerne råbe i munden på hinanden og brugte det orkestrerede kaos. Det var faktisk sådan, Oliver Stone løste opgaven i sin fodboldfilm, Any Given Sunday (1999).
Barfoed går i stedet efter Moneyball-modellen, hvor den ensomme ulv er i fokus. Møller Nielsen beder om at få flyttet nogle superligakampe, så landsholdet kan være fuldtalligt, når det træner. »Der må da være noget, du kan gøre,« siger han til den ansvarlige, en evig nej-siger, som blot kaldes Ølvom. »Det er der,« siger Ølvom. »Men jeg vil ikke gøre det. For du er en bonderøv, og jeg kan ikke lide dig.«
Scenen koncentrerer lunefuldheden og jantelovsmentaliteten, som møder Richard Møller Nielsen. Til det sidste sidder vandhovederne i tv (der må være mange røde øren) og siger, at holdet sejrer på trods af taberen fra Ubberup.
DET er alt sammen uklædeligt. Somme tider ser man dog de samme mekanismer i det danske filmmiljø. Sommeren ’92 ligger ikke 100 kilometer fra det projekt, som Anne-Grethe Bjarup Riis og Regner Grasten forsøgte at realisere i filmen om Tarok (2013). Dén bold var bare dømt ude fra starten.
Barfoed blander tv-klip med rekonstruerede scener. Det fungerer fremragende. Lars Nielsens produktionsdesign daterer perioden uden at overdænge hvert sæt med nostalgiske effekter. I ’92 så stuerne ud som hjemme hos Richard og Jonna.
»When the legend becomes fact, print the legend,« siger en karakter i John Fords revisionistiske western om Manden, der skød Liberty Valance. Richard Møller Nielsen døde i 2014. Efter Barfoeds film er han en sand Holger Danske.
.jpg)
Filmen streames på Blockbuster, FILMSTRIBEN, iTunes, Netflix, Rakuten TV, SF Anytime, TV2 Play, Viaplay Rent & Buy, YouTube Movies
Anmeldelsen stod i Weekenmdavisen Kultur 28.08.2015
Ingen kommentarer:
Send en kommentar