lørdag den 26. juni 2021

Steven Spielberg: Munich/München (2005)



EFTER MÜNCHEN
Terror, sport og politik 

Af BO GREEN JENSEN

DE 20. olympiske sommerlege blev afviklet i München i Tyskland, som dengang hed Vesttyskland, fra den 26. august til den 11. september 1972. De blev længe kaldt »de muntre lege«, kan man se i den udgave af årbogen Set & Sket, som jeg konsulterer for at genskabe fornemmelsen af tiden.*
   Selv var jeg 16 år gammel og husker udmærket tv-billederne af de hætteklædte partisaner fra terrorgruppen Sorte September, som definitivt dræbte den ædle idrætsstemning.
   Man havde frygtet det værste, for tiden var generelt turbulent. De dramatiske gestus ved olympiaden i Mexico 1968, hvor amerikanske atleter gik på sejrsskamlen og hilste med De Sorte Panteres knyttede næve, blev af flertallet opfattet som utidig sammenblanding af sport og politik, et forstyrrende afbrud i underholdningen, hvilket de selvsagt også var tænkt som. Så hvordan skulle det gå i Tyskland, hvor tidens intellektuelle byguerilla havde hensat nationen i kronisk nervøsitet med bilbomber, bankrøverier og gidselstagninger?


I ÅRBOGEN interesserer man sig lige så meget for, at Sovjetunionen fik flest guldmedaljer – 50 mod USAs 33 og Østtysklands imponerende 20 – og at den store sportsbegivenhed fik hvert tiende danske hjem til at anskaffe farve-tv. Allerede samtiden ved dog, at man fremover vil huske olympiaden i München for én ting alene: den dramatiske gidseltagning som kostede 15 mennesker livet.
   Natten til den 5. september trængte otte terrorister ind i den olympiske by, fandt israelernes lejr, dræbte to atleter og tog yderligere ni som gidsler. Det følgende døgn forhandlede politiet med de palæstinensiske terrorister, som krævede 234 politiske fanger løsladt i Israel og Tyskland. En aftale blev indgået, skønt Israel nægtede at forhandle, og gidseltagerne fik stillet flere helikoptere til rådighed. Men på flyvepladsen slog nerverne klik. En skarpskytte åbnede ild, og alle fyrede løs på hinanden. Samtlige gidsler, fire terrorister og en politibetjent døde under skudvekslingen.


MEGET kunne være gået anderledes, hvis man havde aflyst resten af Legene. Imidlertid blev stævnet gennemført efter planen. Det vakte megen forståelig harme i Israel. For landets ministerpræsident, Golda Meir, var sagen klar: Der var atter døde jøder i Tyskland, og resten af verden var ligeglad. Hun gav derfor efterretningstjenesten Mossad grønt lys til at iværksætte en omfattende gengældelsesaktion. En gruppe uafhængige agenter, der ikke umiddelbart kunne forbindes med staten, skulle likvidere 11 arabiske nøglepersoner. Samtidig måtte ingen for alvor være i tvivl om, at Israel stod bag de retfærdige drab.
   Gruppens våben skulle være de samme, som PLO, RAF, ETA, ANC, IRA og mange andre bogstavskombinationer benyttede. Terroren lå dybt i tiden. I juni havde det vesttyske politi omsider arresteret Andreas Baader og Ulrike Meinfhof fra Rote Armee Fraktion. Politisk terrorisme udgjorde en international undergrund, og den tyske byguerilla havde hjulpet Sorte September med at tilrettelægge aktionen i München. Derfor var også Baader og Meinhof på listen med navne, som Sorte September krævede løsladt. Affæren var en overvældende mediebegivenhed. Sporten havde endegyldigt mistet sin uskyld.


I DE følgende to år dræbte den israelske kommandogruppe ni af navnene på listen, som Mossad havde givet lederen Avner. Avner hed noget andet, men benyttede dette alias, også da han senere henvendte sig til den canadiske forfatter og filmmand George Jonas, som på baggrund af Avners beretning skrev bogen Vengeance: The True Story of an Israeli Counter-Terrorist Team (1984).
   På film er historien fortalt flere gange. I 1976 dannede gidseltagningen baggrund for William A. Grahams tv-film 21 Hours at Munich, og i 1986 skildrede Michael Anderson efterspillet i en canadisk tv-film, Sword of Gideon, der var baseret på Jonas’ dokumentarroman. Siden er forløbet koncentreret i Kevin Macdonalds dokumentarfilm One Day in September (1999), hvor udvalgte vidner kommer til orde. Alligevel giver det mening, at Steven Spielberg repeterer affæren i filmen, som blot hedder München. I 2005 har også USA en regering, der tror på at hævne sig øje for øje og bekæmpe ondskab med ondskabens midler.


SIDEN The Color Purple (1985) har Spielberg instrueret en række selvbevidst dybe og store problemfilm, der i hans egen opfattelse formentlig kompenserer for værklistens mange popcornsprodukter. Det er film som Schindler’s List (1993) og Saving Private Ryan (1998).
   I en af de mindre vellykkede – Amistad fra 1997 – er der en frygtelig selvbevidst scene, hvor de revolterende slavers tilfangetagne leder og den beskikkede sagfører, som er filmens ædle hvide humanist, pludselig og uden forklaring kan kommunikere, skønt de ikke forstår hinandens sprog. I fængselsgården fører de en rørstrømsk samtale om frihed, lighed og broderskab mellem racerne.
   I München er der en scene som ligner, men som omvendt lykkes forbavsende godt. Midtvejs i det store hævnprojekt bliver Avners gruppe henvist til en »sikker« lejlighed i Athen. Her kan de have base og planlægge aktionen i fred og ro. Imidlertid har Louis, den franske forbindelse, som lever højt på at levere til flere indbyrdes stridende grupper, overbooket lejligheden. Pludselig står en gruppe arabiske terrorister i stuen og skal ligesom Avners gruppe indrette sig. Man finder ud af at sameksistere. Palæstinenserne siger, at de kommer fra ETA, mens israelerne foregiver at være tyske. Stemningen bliver næsten broderlig.


PÅ trappen fører Avner og hans arabiske modpart en samtale, som ligner nøglescenen i Amistad. Det er egentlig mere teater end film, og man fornemmer her, som mange andre steder i dialogen, at replikkerne er skrevet af to dramatikere, Eric Roth og den stærkt systemkritiske Tony Kushner, som efter AIDS-oratoriet Angels in America har angrebet USAs politik i flere ætsende tekster.
   Avner siger, at hvis araberne bliver ved med at dræbe uskyldige jøder, vil resten af verden betragte dem som dyr. »Det er sandt,« siger palæstinenseren, »men samtidig vil verden spørge, hvem der har gjort os til dyr. Og på et tidspunkt vil man begynde at interesse for forholdene i vores bure.«
   Avner kan ikke umiddelbart formulere et fyndigt og dækkende svar. Han har på dette tidspunkt fået anfægtelser med hensyn til værdien af den retfærdige hævn, som gruppen udfører på statens vegne og som alt andet lige er den illusion, filmen sætter sit største spørgsmålstegn ved. For hævnen trækker de gode terrorister ned på fjendens niveau, og princippet om gengældelse får voldens hjul til at dreje stærkere.
   Endvidere føler Avner i stigende grad, at Mossad bruger gruppen til generelt at rense ud i fjendens lejr. Hvor mange navne på dødslisten kan reelt forbindes med München? Måske ikke dem alle, siger mellemlederen Ephraim, som er Avners kontaktmand. Men så har de dødsdømte haft en finger med i spillet ved andre af Sorte Septembers aktioner.


AVNER vil have sin arabiske tvilling til at indse det futile ved Palæstina-projektet. Israel er kommet for at blive. Palæstinenserne vil aldrig få deres hjemland tilbage, og hvad kan under alle omstændigheder være så vidunderligt ved en gold stribe ørken med sand og kameler?
   Partisanen holder da en bevæget og bevægende tale om, hvad begreberne »hjem« og »hjemme« vil sige. Det er denne længsel, som de vestlige medløbere ikke begriber. Derfor lytter vi høfligt, arabere, baskere, kurdere og afrikanerne, når I fremlægger jeres ideologiske floskler, men vi hører ikke efter, for alle de ting betyder intet for os. Det er vort hjem, vi kæmper for, et sted som kun ligger det ene sted.


NÅR Avner begynder at tvivle og har brug for at genoplade sin vrede, plages han af livagtige mareridt om massakren i München. På den måde kan filmen belejligt dosere sin eksponering af baggrunden. Gidseltagningen skildres i en blændende realiseret prolog, der med enkle midler – som autentiske tv-rapporter fra journalisterne Peter Jennings og Howard Cosell – sætter tiden tilbage og lægger tonen fast. Det blodige kaos på flyvepladsen i Fürstenfeldbruck er derimod monteret som indstik, der kommer til Avner i drømme om døden. En terrorist kaster en håndgranat ind i den ene helikopter, som eksploder med fem gidsler ombord. De øvrige dør, da en palæstinenser tømmer sit våben ind i den anden helikopter.


AVNER vågner badet i sved og savner allermest sin familie, hustruen og parrets nyfødte datter, som han kun har set en enkelt gang. Filmen har en smuk metafor for denne længsel, som Avner sjældent drøfter med sine fæller i gruppen, fordi emnet er smertefuldt og fordi man ikke vil vide mere end nødvendigt om hinanden.
   Når Avner mødes med Louis, sker det som regel ved et butiksvindue i Paris. Forretningen sælger eksklusivt køkkenudstyr, og man begriber, uden at det bøjes i neon, hvordan Avner ser sig selv og sine kære i det kostbare køkkens umulige fred. Avner er også på én gang charmeret af og misundelig på den næsten groteske familieidyl hos bagmanden Papa, der har indrettet sig ude på landet i Frankrig. Det er i disse stille scener, at den tilpas anonyme Eric Bana fungerer allerbedst som Avner.


SAMMEN med Avners gruppe føres tilskueren dybt ind i terrorgruppernes spejlkrig, hvor alle arbejder med dobbelte dagsordener og med tiden bliver så vant til at lyve, at man endelig mister ideen om sandhed.
   I denne verden er loyalitet en valuta. Papa og Louis nægter af princip at samarbejde med regeringstilknyttede agenter. Papa var fransk modstandsmand under krigen og føler sig svigtet af en fred, som blot bragte Stalin og USA i stedet for nazisterne og Vichy. Derfor kan han uden skrupler levere våben og oplysninger til både israelerne, Sorte September og Baader-Mainhof. Det vigtigste er, at de undergraver herskende systemer og modarbejder den styrende stat. Som samtidig er guldkalven, der leverer den nødvendige smørelse.
   Papa har en stor familie, men vælger at se en slags stedsøn i Avner. Han er svær at blive klog på, og filmen gør ham muligvis mere mystisk og alfaderlig, end jokerfiguren fortjener, men det samme gjorde virkelighedens Avner i de samtaler, som George Jonas’ bog bygger på. Michael Lonsdale er fornemt castet som Papa.


SPIELBERGS film deler sol og vind lige. Det ligger dybt i selve præmissen, at den ikke vil promovere hævnen som forløser. Den vil heller ikke bygge et uforsonligt fjendebillede, men snarere nuancere modstandernes træk, så vi kan se, at de er mennesker, i det mindste på soldaternes niveau.
   I USA er filmen blevet kritiseret for at vaske sine hænder med olympisk selvretfærdighed. Det er præcis den egenskab, som vil gøre, at man tager den alvorligt i Europa. München er på Avners side og fremstiller Israels værdier sympatisk, men den er ikke rendyrket pro-israelsk, og den underkender ikke palæstinensernes sag.
   Stereotypier er forbeholdt fremstillingen af skikkelser som den flygtige leder af Sorte September, manden der satte München i værk og som det aldrig lykkes Avners gruppe at eliminere, skønt den ved flere lejligheder har ham i sigtet.


MINDST af alt er München pro-amerikansk. Det amerikanske efterretningsvæsen fører i filmen, som i 70ernes virkelighed, en tilbagelænet del-og-hersk politik, hvor man hellere end gerne spiller terrorgrupper ud mod hinanden, støtter tvivlsomme sager i flæng og sponsorerer fanatisk nationalisme, hvis det på sigt giver point i bordtenniskampen mod den store ideologiske modstander, Sovjetunionen, der på sin side arbejder lige så betændt.
   Da Avners gruppe har omringet arkitekten bag Sorte September på en gade i London, bliver drabet forpurret af brovtende udsmidertyper fra CIA. Agenturet har indgået en samarbejdsaftale med palæstinenserne. De afstår fra at angribe amerikanske mål, hvis CIA holder hånden over Sorte September. Det er filmens uudsagte tese, at vejen til 11. september og krigen i Irak begyndte i München i 1972.


MAN genkender det kyniske verdensbillede fra John le Carrés spionromaner, som med tiden blev mere kompromisløse og åbenlyst Amerika-fjendske. Overhovedet er broderparten af München, selve filmens spændingsbærende del, i slægt med atmosfæren i de bedste af le Carrés romaner. Uigennemskueligheden er en væsentlig del af pointen, mens Avner arbejder sig ned gennem listen. Nervøse mænd fører lavmælte samtaler i mørkt belyste rum. Man taler i koder og gåder, som gjaldt det diskrete spioners jargon. Noget højere mål kommer aldrig i sigte. Snarere kompromitteres sagen konstant.
   Holdt man af desillusionen og stoicismen, offerviljen og den patetiske humanisme hos de martrede agenter i romaner som The Honorable Schoolboy, Smiley’s People og Tinker, Tailor, Soldier, Spy, vil man nyde grundtonen i München. Tror man omvendt, at der venter en heftig actionfilm om terroraktionen i München, går man ind til en relativ skuffelse. Spielbergs film handler egentlig ikke om München, men om det spil som blev sat i gang efter München. Instruktøren ville i øvrigt bruge en skakterm og kalde filmen King’s Cross, men filmens producere foretrak Munich.


DER er disse politiske spørgsmål på spil. Imidlertid vil filmen også en række andre ting. Især ligner den ofte en forelsket rekonstruktion af 1970ernes verden, som genskabes meget overbevisende af Janusz Kaminskis brede billeder og Rick Carters lækre produktionsdesign.
   Avners gruppe opererer i London, Paris, Athen, Rom og Beirut, og hvert sted virker farven og tonen autentisk, skønt de fleste scener er optaget i Budapest og Valletta på Malta. Michael Kahn har klippet filmen så smukt, at den føles som en rolig rejse, der aldrig bliver triviel eller udmattende, skønt spilletiden er tæt på tre timer. Selv huskomponisten John Williams leverer et score, som næsten lever op til hans status.
   Undervejs er der plads til at bygge små sætstykker, lade hver aktion få sit særlige snit og udbygge forholdet mellem gruppens fem medlemmer. De kommer alle vegne fra, ganske som Israels familier. Foruden Avner (Eric Bana er amerikaner) gælder det sydafrikaneren Steve (britiske Daniel Craig), våbenmageren Robert (franske Matthieu Kassovitz), som egentlig ved mere om at konstruere legetøj, den fåmælt offervillige Hans (tyske Hanns Zischler) og fuldmægtigtypen Carl (nordireren Ciáran Hinds). Golda Meir bliver spillet af Lynn Cohen. Australske Geoffrey Rush får atter en mindeværdig karakter ud af Mossad-funktionæren Ephraim, der skiftevis roser og truer, elsker og hader sin protegé.


DER er aldrig blevet sat navn på den virkelige Avner. Denne henvendte sig til George Jonas, da han følte sig truet af Mossad. Avner ville ud af tjenesten og skabe et nyt liv med sin familie. Ephraim ville ikke lade ham være – det vil han heller ikke i filmen, som foregriber den faktiske udvikling – og Avner brugte derfor fortællingen om München som en livsforsikring. Jonas lovede ham anonymitet og har til dato holdt sit løfte. Intrigens kerne er verificeret af flere uafhængige kilder. Filmen strammer forløbet og tilfører kausalitetskæden en menneskelig faktor af højt melodrama, men i store træk er den autentisk baseret.


DET er en af Steven Spielbergs mest gennemførte produktioner, og den fungerer på alle niveauer, fra en nervepirrende Hitchcock-pastiche, der i ånden fra Sabotage lader en uskyldig diplomatdatter være tæt på at blive det næste offer, til det retfærdige drab på en prostitueret hollandsk lokkedue, der likvideres helt uden anfægtelser, men forvandles til en nøgen sønderskudt ting, som bagefter hjemsøger mændene.
   Instruktøren er vel allerbedst, når han kombinerer teknisk ækvilibrisme med sin særlige flair for fantastiske genrer, men her har han skabt en meningsfuld thriller, der følger hver af kunstens regler og tilfredsstiller alle genrens behov. Verden blev en anden efter München 1972. I Spielbergs film ser vi hvorfor og hvordan.

*) Den amerikanske svømmer Mark Spitz og den russiske gymnast Olga Korbut var Legenes store sensationer. Forbavsende få (danske) medier interesserede sig for den historiske kontrast og forbindelse til Olympiaden i Berlin i 1936, hvor den nazistiske statsmagt forvandlede sportsstævnet til et effektivt propagandastunt. Det var netop for at lægge afstand til fortiden, at myndighederne tog så demonstrativt let på sikkerheden i 1972. Man ville undgå uniformer i det officielle billede af »die heiteren Spiele«.



Fotos: CineMaterial/ MovieStillsDB/ Filmaffinity
Filmen streames på Blockbuster, HBO Nordic, iTunes, SF Anytime og Viaplay Rent & Buy
Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 27.01.2006
kl.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar