To versioner: Carrie (1976/2013) [Bogen og filmen]

VREDEN SOM ET KERNEVÅBEN

En klassisk fortælling om mobning og hævn

Af BO GREEN JENSEN

BRIAN De Palmas Carrie (1976) var en filmatisering af Stephen Kings første roman fra 1974. Filmen er en klassiker i horrorgenren. Den bliver til stadighed set af nye årgange. Skal man bruge bogen én gang til, må der mere end et remake til. Nogle versioner er bare kopier, og så giver stiløvelsen slet ingen mening. Skræmmeeksemplet er Gus Van Sants 1998-genindspilning af Hitchcocks Psycho (1960), som simpelt hen kalkerede originalen i et slavisk 1:1 forhold.

   Carrie er en af stærkeste historier om mobning og tankeløs ondskab. Egentlig handler den om seksuel berøringsangst og faren ved at undertrykke naturlige drifter, så de bliver til overnaturlige kræfter. Den telekinetisk begavede Carrie vokser op hos sin kristent fanatiske mor. I skolen bliver hun drillet, hånet og trynet til undselighed.

   Mobningen kulminerer i åbningsscenen, hvor Carrie frygter for sit liv, da hun begynder at bløde i omklædningsrummet. Ingen har fortalt hende om menstruation. Pigerne hidser hinanden op, deres ansigter bliver en vrængende mur. Carrie overdænges med tamponer, mundene råber: »Stik den op!« Lærerinden griber ind, men betror bagefter den konfliksky rektor, at hun selv havde lyst til at ruske i Carrie.

TO piger reagerer forskelligt på hændelsen i brusebadet. Chris, som kastede den første sten, bliver ved at plage Carrie. Den anstændige Sue fortryder, at hun lod sig rive med. Da begge får forbud mod at komme til afdansningsballet – Carrie er også et højdepunkt i prom night-undergenren – beder Sue sin kæreste, Tommy, tage Carrie med til festen. Carrie er mistænksom, men Sues gestus kommer fra hjertet.

   Imens forbereder Chris en passende hævn med sin kæreste. Da Carrie og Tommy bliver kåret som aftenens par, hældes svineblod ned over Carrie. Atter står hun, narret, ydmyget og indsmurt i blod, foran hoben. Vreden i hende detonerer som et kernevåben. Få kommer levende ud af lokalet, og finalen er en studie i rødt, et crescendo af flammer og blod. Hjemme venter opgøret med den hysteriske mor.

KIMBERLY Peirce (Boys Don’t Cry, Stop-Loss) ændrer ikke historien, men hun gør den mere detaljeret og fokuserer på kvindernes psykologiske relationer, hvor De Palma var mere tilbøjelig at kaste sit berygtede voyeuristiske blik på glatkroppene. Carries mor – Piper Laurie i den gamle film, Julianne Moore i den nye – er skrevet op (eller ned ) til en grad af troværdighed, der gør hende til mere end en gysereffekt.

   Manuskriptforfatteren Roberto Aguirre-Sacasa lader flere gamle scener stå ordret tilbage, men tilføjer nye og uddyber psykologien. Han lader også Carrie være mere bevidst om sine telekinetiske kræfter. Hos De Palma blev der holdt igen før den apokalyptiske festscene. Nu er man næsten for godt forberedt, da Carrie krænger vreden ud. Rammen er skrevet op til i dag. Fornedrelsen i omklædningsrummet kommer straks ud som happy slapping på YouTube.

DE Palmas film var glat og skudt i stærke farver, en 80er-film før sin tid. Carrie var vel også hans homage til italiensk giallo. Hos Peirce er verden støvet og fuld af jordfarver. Marco Beltrami har (modsat Mario Tosi, som komponerede musikken til De Palma) ikke fået besked på at skrive et score, der ligger så tæt som muligt på Bernard Herrmann.

   I 1977 var Sissy Spacek en vagere, men mere troværdigt aparte og akavet Carrie, end Chloë Grace Moretz (fra Hugo og Kick-Ass) er i 2013. Navne som Amy Irving og Nancy Allen havde store begynderroller i Carrie. Den nye film finder tilsvarende typer i Gabriella White (Sue) og Portia Doubleday (Chris).

   Jeg så den nye film med min ældste datter, som dengang var 22. For hende var Carrie også en fabel om baggrunden for skoleskydninger. Og netop en tekst med mange betydninger. Det er en god pointe. Faktisk falder Peirces film helt på plads, hvis man ser den sammen med Lynne Ramsays We Need to Talk About Kevin (2011), en anden film, hvor forholdet til Mor spiller ind. Den nye Carrie er værd at se, men den gamle står ret urørligt tilbage.

Se også Brian De Palma: The Black Dahlia (2006) [Noir 100]; Brian De Palma: Redacted (2007); Kimberly Peirce: Stop-Loss (2008); To versioner: Suspiria (1977/2018) [Horror 100]. 

Carrie. Instr.: Kimberly Peirce. Manus: Lawrence D. Cohen, Roberto Aguirre-Sacasa. Foto: Steve Yedlin. 99 min. USA 2013. Dansk premiere: 31.10.2013.

Carrie. Instr.: Brian De Palma. Manus: Lawrence D. Cohen. Foto: Paul Hirsch. 98 min. USA 1976. Dansk premiere: 01.04.1977.

Fotos: MGM/ CineMaterial/ MovieStillsDB/ Filmaffinity/ Filmgrab

1977-filmen streames på Blockbuster, FILMSTRIBEN, iTunes, SF Anytime og Viaplay

2013-filmen streames på Blockbuster og iTunes

Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 01.11.2013