Gaspar Noé: Enter the Void/Soudain le vide (2009)

VERDEN ER LAVET AF NEON

Et psykedelisk melodrama af Gaspar Noé

Af BO GREEN JENSEN

DEN argentinsk fødte franskmand Gaspar Noé (f. 1963) laver kompromisløse film, der dyrker volden, skønheden og brutaliteten cirka i den rækkefølge.

   Det er særdeles selvbevidst art cinema, og Noé deler vandene stærkt og retfærdigt. Seul contre tous (1998) skræmte flere væk, end den lokkede til, men med den vendte tid i Irréversible (2002) formåede Noé at skabe noget uforglemmeligt, væsentligt og tankevækkende.

   Da Soudain le vide fik premiere på Cannes Festivalen 2009, var forventningerne store. Lige så stærk var modreaktionen bagefter. I tæt på tre timer følger Noé amerikaneren Oscar (Benjamin Smith), der sammen med sin søster, Linda (Paz de la Huerta), lever på kanten af virkeligheden i Tokyo. Han sover om dagen og tager stoffer om natten, når neonbyen viser sig fra sin smukkeste side.

   Da manden dør, og måske mens sjælen svæver i limbo, lader Noé sit kamera rejse ind i en tunnel af indtryk og farver, der (også af filmskaberen selv) er blevet sammenlignet med den berømte rejse gennem stjerneporten i Stanley Kubricks 2001: A Space Odyssey (1968).

NOÉ har kaldt filmen et psykedelisk melodrama, og havde han investeret lidt flere følelser og mindre visuel ekvilibrisme, kunne det nok være blevet en spændende rejse. Nu udarter eksperimentet til noget, der minder om visuel masturbation. Hvis man husker slutningen på Irrévisible, husker man også det svimlende indtryk af kameraet, som cirklede op og ud i evigheden, til man mistede orienteringen.

   Her kredser kameraet på samme vis ud og ind af hver scene. Noé finder i hvert interiør en åbning, et afløb, en lille passage, så han ikke skal klippe for at komme videre til næste scene. Det bliver meget enerverende. Der er smukke steder, og efterhånden bygges en biografi om den døde mand, som man egentlig aldrig rigtigt får at se. Men der er ingen fornemmelse af en virkelighed, som der i dén grad var i Irréversible, hvor den lange voldtægt i fodgængertunnelen var mere end virkelighed nok.

NOÉ har skrevet filmen sammen med sin hustru, Lucile Hadzihalilovich, som selv er en væsentlig filmskaber. Man lever sig ind i trippet eller står af. De fleste gør det sidste – også undertegnede ved den første visning – men man må ikke af den grund afskrive Noé, som i hvert fald er original og personlig. Kun asketen Bruno Dumont har en lignende alt-eller-intet måde at nærme sig tingene på. Netop denne film fortjener en chance, uanset hvad kritikerne siger. Enter The Void er ikke for alle, men måske er den lige for dig.

Se også Gaspar Noé: Irréversible (2002/2020); Gaspar Noé: LOVE (2015); Gaspar Noé: Climax (2018); Gaspar Noé: Lux Æterna (2019).

*) Benjamin Smith er altid filmet fra ryggen, som regel på halvanden meters afstand. Det er i grunden den samme håndholdte mandsopdækning, som brødrene Jean-Pierre og Luc Dardenne tog næsten patent på og dyrkede med stor virkning i La promesse (1996, da. Løftet), guldpalmevinderen Rosetta (1999), Le fils (2002, da. Sønnen) og L'enfant (2005, da. Barnet), som også modtog la Palme d'Or. De belgiske socialrealister bliver på den måde hængslet, som forbinder kølig Kubrick'sk formalisme og ny fransk ekstremisme. Den slags krydspodning ser man ikke så tit. Kun i én enkelt scene, før Oscar dør, får man et glimt af hans ansigt i spejlet. Det er, før man ved, hvad der venter, og man værdsætter først dette glimt ved et gensyn. På samme måde viser Noé voldtægtsmanden La Tenias ansigt, da Vincent Cassel går amok i begyndelsen af/slutningen på Irréversible. Vi kan se, at det er det forkerte ansigt, som Cassels karakter slår i stykker, mens den rigtige gerningsmand står og griner, men vi begriber det ikke. Da Noé korrigerede kronologien i Irréversible Straight Cut (2020), blev ironien om muligt bare forstærket. Noé giver øjet informationer, som forståelsen ikke kan bearbejde endnu. Han kan som nævnt være selvfed og sensationalistisk, når han dyrker chokket for chokket, men han er altid en interessant billedskaber.

Enter the Void (Soudain le vide). Instr.: Gaspar Noé. Manus: Gaspar Noé og Lucile Hadzihalilovic. Foto: Benoît Debie. 161 min. Frankrig-Tyskland-Italien-Canada-Japan 2009. Dansk premiere: 12.05.2011 (Cinemateket).

Fotos: Fidélité Films/ Wild Bunch/ CineMaterial/ Filmaffinity( Festival de Cannes (Noé + Paz de la Huerta Premiere Photocall)/ Watch the Titles

Filmen streames på Blockbuster og SF Anytime

Teksten er en filmrevy fra Weekendavisen Kultur 13.05.2011