Michael Winterbottom: 24 Hour Party People (2002)

LYDEN FRA MANCHESTER

Tony Wilsons Factory Records 

Af BO GREEN JENSEN

VIST ligger britisk rocks centrum i London, men ofte er fornyelsen kommet fra de grimede byer oppe i nord: Liverpool, Manchester, Birmingham, Newcastle.

   Sidst i 1970erne herskede der slet ingen tvivl. Da tv-journalisten Tony Wilson (1950-2007) grundlagde musikselskabet Factory Records sammen med vennerne Alan Erasmus (f. 1949) og Rob Gretton (1953-1999), var Ian Curtis’ kultband Joy Division det første navn, som blev promoveret.

   Factory førte således an, da punkrockens uartikulerede primalskrig blev nuanceret af en mørkere, mere følsom new wave og såkaldte new romantics som Howard Devotos band Magazine og Pete Shelleys legendariske Buzzcocks.

PÅ skærmen var Tony Wilson manden med slipset, den kultiverede Cambridge-diktion og de pæne manerer, som selv bedstemødre kunne elske. Også privat inkarnerede han en særlig frigjort slags borgerlighed, men hans vision om Manchesters industrikvarter som en pendant til renæssancens Firenze var der ikke noget småtskårent ved. I Michael Winterbottoms energisk-ironiske drama om Wilsons og Factorys storhed og fald fremstilles manden i midten af komikeren Steve Coogan. Denne taler direkte til kameraet, meget som Eric Idle gjorde i The Rutles: All You Need is Cash (1978), den legendariske parodi på et dokumentarprogram om The Beatles, der hærgede verden i Factorys egen tid.

DETTE dobbeltsyn holder hele vejen i 24 Hour Party People. En hyper-ironisk fortælleform kredser om en kerne, der er både ægte og indtrængende, hvis man ellers kan lade være med at grine. Filmen fastholder 16 års flimrende musikhistorie, som bogstaveligt ændrede verden.

   Det begynder med den legendariske koncert i Manchesters Lesser Free Trade Hall, hvor Wilson og hustruen Lindsay den 4. juni 1976 ser The Sex Pistols fremføre »Anarchy in the U.K.«. Det slutter i 1992, da Wilsons klub The Hacienda må lukke, og Factory bliver ædt af London Records.

   Endelig sidder Wilson på taget sammen med sine to gamle venner og Shaun Ryder fra The Happy Mondays, der for længst har mistet jordforbindelsen. Da svæver Gud ned, giver Wilson ret i det hele og kommer med et par musikalske tip. Han ligner selvsagt Tony Wilson på en prik.

WINTERBOTTOM fortæller historien med alle de psykedeliske hjælpemidler, en nutidig filmskaber har til rådighed. Her er split-screen, videobilleder, tv-billeder, arkivmateriale, fantastiske CGI-sekvenser, hurtige MTV-klip og en svimmel håndholdt kameraføring ved Fassbinder-fotografen Robby Müller, som stadig har bevægelsen i sig efter samarbejdet med Lars von Trier.

   Produktionsdesigneren Mark Tildesley genskaber først mørket i 70erne, tiden der tilhører Joy Division. Dernæst skejer han lige så meget ud på ecstasy i alle farver som det næste store navn, Happy Mondays, og Wilson der fortaber sig i 80ernes guldflipperi. Coogans monologer er direkte henvendt til publikum, og han hjælper beredvilligt til med at pege på relevante træk og personer. På metavis medvirker flere af modellerne for filmens karakterer. Det er alt i alt både underholdende, informativt og lidt bevægende.

FILMEN falder naturligt i to dele og knækker lige så selvfølgeligt på midten. Opturen med Joy Division og stærke mørke sange som »Transmission«, »Atmosphere« og »Love Will Tear Us Apart« har virkelig tidsånd og klassisk substans. Ian Curtis’ selvmord skildres lavmælt og troværdigt, som Sean Harris overhovedet fremstiller karakteren. Midtvejs tages der afsked med Anton Corbijns nyklassiske videoclip og skærmteksten Ian Curtis 1956-1980. Så bliver Joy Division til 80er-fænomenet New Order, og det kan være udmærket, men da 90erne ankommer sammen med Happy Mondays har musikken mistet sin tyngde.

WINTERBOTTOM og manuskriptforfatteren Frank Cottrell Boyce tager os med til den fest på The Hacienda, hvor helliggørelsen af rytmen, »the beatification of the beat«, for første gang finder sted. De dansende klapper ikke af musikken eller kunstnerne, men af discjockeyen, selve mediet og sig selv. Det er rave-kulturens fødsel, og filmen tillægger den skelsættende betydning. Som tilskuer er man mindre overbevist.

FILMEN har adskilligt til fælles med Todd Haynes' Velvet Goldmine (1998), der lagde en fiktiv ramme om glamrocken og tog sig selv langt mere alvorligt. Det er Winterbottoms frikvarter fra dybe agtværdige film som Jude (1996), Welcome to Sarajevo (1997), Wonderland (1999) og The Claim (2000). 24 Hour Party People er lige så bemærkelsesværdig, men vil sikkert sige mindre til den, som ikke var der, da Ian Curtis sang »Love Will Tear Us Apart«.

24 Hour Party People. Instr.: Michael Winterbottom. Manus: Frank Cottrell Boyce. Foto: Robby Müller. Storbritannien 2002. Dansk premiere: 29.11.2002

Fotos: CineMaterial/ Revolution Films/ Filmgrab

Filmen streames på Amazon Prime, Blockbuster, FILMSTRIBEN, Google Play, iTunes, MUBI og SF Anytime

Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 29.11.2002