Mørke diamanter: Sangskriveren Ian Curtis 1956-1980

MØRKE DIAMANTER
Anton Corbijns film om Ian Curtis

Af BO GREEN JENSEN

HERE come the young men, the weight on their shoulders. Der er gået 40 år, siden Ian Curtis (1956-80), sangeren i Joy Division, tog sit liv i den Manchester-lejlighed, som han delte med hustruen Deborah og parrets spæde datter, Natalie. Curtis havde dog været på vej ud af ægteskabet, som de indgik, da Debbie var 17 og han selv var 19 år, i hele det sidste år med Joy Division, hvor han indledte et forhold til den belgiske musikjournalist og promoter Annik Honoré (1957-2014).

   Curtis var kun 23 år, da han døde. I erindringsbogen Touching from a Distance (1995) skriver Deborah Curtis, at Ian altid havde til hensigt at tage sit liv og blive en af rockhistoriens døde helte, når sangene var skrevet. Hendes bog er skrevet med tørre øjne, men ikke uden et savn og en undren. De sidste 50 sider aftrykker Curtis’ samlede tekster. Det er noget af den bedste lyrik, der blev skrevet i sen-70ernes England.

JOY Division udgav tre albums, Unknown Pleasures (1979), Closer (1980) og Still (1981), på Tony Wilsons legendariske Factory Records. De sidste to titler udkom efter Curtis’ død, da Bernard Sumner, Peter Hook og Stephen Morris videreførte bandet som New Order. Michael Winterbottom gav i 24 Hour Party People (2002) et lattermildt tilbageblik på hele Manchester-scenen. Han viste også Curtis’ død og citerede midtvejs den syrede musikvideo fra 1988, hvor Anton Corbijn lader kutteklædte skikkelser bære den døde sangers billede langs en strand, mens »Atmosphere« kører på lydsiden.

DER er ingen komisk toning i Control, Corbijns egen film om Ian Curtis. Hovedkilden er Deborah Curtis, men Corbijn trækker også på sit eget arbejde med Joy Division, som han løste flere opgaver for som ung fotograf. Siden blev den hollandske mester en af musikmiljøets mest efterspurgte portrætkunstnere.* 

   Corbijns fotos af Joy Division er grafiske udtryk for sjælen i Curtis’ musik. De er derfor, stadig og altid, det primære stof, som bliver brugt ved lanceringen af stadig mere overdådige genudgivelser af musikken. Curtis' myte er kun blevet større, siden Control havde premiere. Den lokale markering af 40-året for sangerens død i 2020 var en definitiv kanonisering.**

   Corbijns film genskaber tiden og fortæller Joy Divisions korte, intense historie, som stadig lever stærkt i kraft af klare sange som »She’s Lost Control«, »Transmission«, »Ceremony«, »Love Will Tear Us Apart«, »Atmosphere«, »The Eternal« og »Decades«, hvorfra indledningslinjen om de unge mænd er hentet. Disse mørke diamanter står uden for tiden. De kunne være skrevet i går, i dag eller i morgen.

CONTROL er ingen rockhistorisk hagiografi, men et varmt portræt af en ung mand, der blev gammel før tiden. Filmen skildrer, i brede sort-hvide billeder, hvordan Ian (Sam Riley) tager sin studentereksamen i forstaden Macclesfield, Manchesters svar på Kastrup eller Hvidovre, bliver gift med Deborah (Samantha Morton) og får ansættelse på Arbejdsformidlingen. Sammen med Bernard Sumner begynder han at spille under navnet Warsaw.

   Den lokale tv-stjerne Tony Wilson giver dem sendetid i tv og skriver kontrakt med manageren Rob Gretton. Joy Division har virkelig fremtiden for sig, da Curtis får det første af mange stadig kraftigere epileptiske anfald, som forgifter hans tilværelse og gør bandets koncerter til et nervøst tilløbsstykke. Han svigter Deborah og er væk i lange perioder. Hun kommer til en lokal koncert og er højgravid med Natalie. Det er en nyhed for alle de andre.

CORBIJNS film fungerer, fordi den undlader at gøre forskellige ting. Den sentimentaliserer ikke Curtis’ sygdom, og den fortolker ikke hans selvmord. Den lader sangene stå, men gør dem ikke til en hovedsag, og den afstår fra at vælge side i striden mellem Deborah Curtis og Annik Honoré. »Don’t walk away in silence,« mantraet fra »Atmosphere«, giver stadig genlyd. Det er ikke mindst blevet en film, som unge mennesker kan og bør se.

*) Corbijn fortsatte filmkarrieren som en solid, skønt undervurderet instruktør af nøje udvalgte og omhyggeligt realiserede projekter. George Clooney spillede lejemorderen, der prøver at trække sig ud af spionernes verden i den Hitchcock-tonede thriller The American (2010). Philip Seymour Hoffman (1967-2014) havde en af sine sidste filmroller i John le Carré-filmatiseringen A Most Wanted Man (2014). Corbijns bedste film efter Control er dog Life (2015), hvor Robert Pattinson spiller Dennis Stock, LIFE-fotografen, som tog de ikoniske fotos af James Dean til LIFE Magazine i 1955. Charlotte Bruus Christensen, den danske fotograf og instruktør, var Corbijns d.o.p. på Life. Mærkværdigvis fik filmen ikke dansk premiere.

**) Skønt Corbijn fylder meget i den gotiske branding af Joy Division, var det Manchester-fotografen Kevin Cummins (f. 1953), som tog de fleste hverdagsfotos og fulgte bandet på nært hold. Cummins var næsten en officiel fotograf, Corbijn designede målrettet PR på vegne af Factory Records.  

Læs videre i: Mark Johnson: An Ideal for Living. An History of Joy Division (Proteus Books, 1984); Deborah Curtis: Touching From a Distance. Ian Curtis and Joy Division (Faber, 1995); Chris Ott: Unknown Pleasures (Continuum, 2004); Peter Hook: Unknown Pleasures: Inside Joy Division (Simon & Schuster UK, 2012); Ian Curtis: So This is Permanence: Joy Division Lyrics and Notebooks. Ed. Jon Savage, introduction by Deborah Curtis (Faber, 2014); Jon Savage: This Searing Light, the Sun and Everything Else: Joy Division: The Oral History (Faber, 2019).

Control. Instr.: Anton Corbijn. Manus: Mat Greenhalgh. Foto: Martin Ruhe. 121 min. UK-USA-Australien-Japan-Frankrig 2007. Dansk premiere: 11.01.2008

Fotos: CineMaterial/ MovieStillsDB/ Becker Films/ Camera Film/ Kevin Cummins (Ian Curtis Portrait, The Hacienda 1979)

Filmen streames på Blockbuster, FILMSTRIBEN, GRAND HJEMMEBIO og Viaplay Rent & Buy

Anmeldelsen er et uddrag af interview med Anton Corbijn i Weekendavisen Kultur 11.02.2008