søndag den 12. september 2021

Kathryn Bigelow: Zero Dark Thirty (2012) [Re: 9/11]


MØRKETS GERNINGER
Likvideringen af Osama bin Laden

Af BO GREEN JENSEN

FRA 2001 til 2011 havde USAs selverklærede krig mod terror et mål, et navn og et ansigt. Al Qaeda-lederen Osama bin Laden havde stolt hoverende taget ansvaret for angrebet på World Trade Center den 11. september, 2001. Den 2. maj 2011 blev han dræbt af amerikanske jægersoldater i Islamabad-forstaden Abbottabad. Måske var missionen af ringe strategisk betydning. Til gengæld var symbolværdien ikke til at tage fejl af. I længden er der ingen, som slipper godt fra at angribe USA.
   Kathryn Bigelows film om jagten på Osama bin Laden er realiseret uden de heroiske fanfarer, de irrelevante sidehistorier og den maskuline romantik, som amerikansk film ofte benytter sig af, når den frygter at kede sit publikum med for megen saglighed. Ligesom Bigelows The Hurt Locker (2008) går den først og fremmest efter det intense commitment i psykologien. Det er let at se en søster til mineeksperten fra The Hurt Locker i Maya, den ekstremt fokuserede CIA-officer, som spilles af Jessica Chastain.


MAYA ser ikke op fra sit arbejde i de ti år, som efterforskningen varer. Under vekslende chefer og administrationer er hun aldrig i tvivl. Kolleger bliver dræbt og forflyttes, jagten får lavere prioritet, men Maya bliver ved med at lede. Hun overlever et attentat i restauranten på Islamabads Hotel Marriott. Bagefter siger hun uden at blinke: »I believe I was spared so I could finish the job. I’m going to smoke everybody involved. And then I’m going to kill bin Laden.«
   I modsætning til The Hurt Locker er Zero Dark Thirty fuld af ideologi. Chastains Maya bærer historien, og det gør hun forførende stærkt. Problemet med figuren er naturligvis, at den er en fiktion. Mark Boals manuskript præsenterer forløbet som et puslespil. Brikkerne lægges, mønstret tager form. Mayas stædighed bliver belønnet. Det fremgår, at alt er autentisk baseret. Filmen bygger på »øjenvidneskildringer af faktiske begivenheder«. Men karaktererne er konstruktioner, centrale aktører som Bush og Obama ses kun på tv-skærme i baggrunden.


FOR så vidt er Zero Dark Thirty en meget upræcis rekonstruktion. Metoden giver mening i universet, hvor man udkæmper en skjult krig og agerer i en hemmelig virkelighed. Man hører kun fra lysets verden, dér hvor andre mennesker lever, når medierne rapporterer om nye terrorangreb eller diskuterer amerikanernes praksis. Der er stedangivelser som »CIA Black Site«, hvor man fremskaffer oplysninger ved tortur. Abu Graibh-fængslet nævnes, der er billeder fra Guantanamo Bay. Maya selv kalder tiden, der går, for »hvid støj«.
   En særdeles selektiv tidslinje fremstår. Den begynder på Manhattan i september 2001 og slutter i Pakistan i maj 2011. Der er ikke noget før og efter, den ene begivenhed er en direkte konsekvens af den anden. Tortur finder sted, men kun under Bush-administrationen. Zero Dark Thirty er filmen, som rehabiliterer CIA med et slag. Krigen vindes med tvivlsomme midler, men hvordan kan man ellers »smoke everybody involved«?


MAYA rekrutteres allerede i gymnasiet. Hun bliver voksen, mens hun bruger sit liv på at finde Osama bin Laden. Filmen begynder, da efterforskeren Dan (Jason Clarke) giver Maya undervisning i, hvordan man spørger, så man får svar. Hun ser ikke væk, for det ønsker hun ikke. I Zero Dark Thirty kommer efterforskerne aldrig ud for at stå med en mistænkt, der tilstår på grund af torturen og for at få fred. Man ser kun de skyldiges ansigter. Bin Laden selv er bare et lig i en pose til slut.
   Der er ikke meget at komme i kunstnerisk henseende. Filmen har få fejl, men udtrykker omvendt ingen dybere sandhed. Den handler om en nations katharsis, og derfor er Zero Dark Thirty i virkeligheden svær at bedømme, hvis man ikke er amerikansk. Der er ingen letkøbt gung ho-patriotisme. Der er derimod en fejring af stoisk pligtbevidsthed. En ny slags ritualistisk patriotisme. Det er os mod dem, og vi er alene i verden. De andre kan ikke forstå os.


»ZERO Dark Thirty« er militært kodesprog for 30 minutter over midnat. Den sidste halve time af filmen bliver en detaljeret rekonstruktion af selve angrebet på komplekset i Abbottabad, hvor bin Laden har forskanset sig med sine nærmeste rådgivere og deres familier. De brave amerikanske mænd fordriver tiden med maskulin banter og kåd venteleg. Så kravler de op i to Stealth-helikoptere, flyver ind i Pakistan under radaren og likviderer de fleste i komplekset.
   Slutsekvensen er blandt andet og med rette blevet kritiseret for at ligne en bane i skydespil som Medal of Honor og Call of Duty. Soldaterne bærer night vision-udstyr, der får dem til at ligne karakterer i et computerskabt spil. Her gælder det kun om at trykke og dræbe. »Nuancer er for tøsedrenge,« som George W. Bush sagde i begyndelsen af århundredet, da krigen mod terror blev erklæret.
   Senere tog han sejren på forskud og holdt tale på et hangarskib, hvor teksten »Mission Accomplished« var skrevet med stort på et smældende banner. Det var et sjældent tydeligt udslag af hybris og troen på besværgende magi. Under Obama føres krigen med flere anfægtelser og mere finesse. Men Bigelows film giver begge mænd ret. Den moralske overbygning er bare retorik. Det er loven om øje for øje, der tæller. Tand for tand hævner Amerika sig.


MED Zero Dark Thirty afrundes en cyklus af krigsfilm, der har været ude i mange stilistiske hjørner og etiske positioner: fra Sam Mendes’ Jarhead (2005), Peter Bergs The Kingdom (2007) og Robert Redfords Lions for Lambs (2007) til Brian De Palmas Redacted (2007), Kimberly Peirces Stop-Loss (2008) og Bigelows The Hurt Locker. CIA – og USA – blev sønderlemmende kritiseret i Gavin Hoods Rendition (2007).
   Grundlaget for krigen – de fiktive masseødelæggelsesvåben – er tilbagevist i Oliver Stones W. (2008) og Paul Greengrass’ Green Zone (2010). Sorgarbejdet på hjemmefronten er skildret i Paul Haggis’ The Valley of Elah (2007), Oren Movermanns The Messenger (2009) og Stephen Daldrys Extremely Loud & Incredibly Close (2011). Fra allieret side suppleres med Michael Winterbottoms The Road to Guantanamo (2006), Ken Loachs Route Irish (2010) og Mira Nairs The Reluctant Fundamentalist (2012). Showtime-serien Homeland (2011) har gjort metakrigen til populært folkeeje.



BIGELOWS film er både en omskrivning af cirklen og et korrektiv til den samlede cyklus. Den erkender, at krigen trods alt var personlig. Og nu ser man, at alt var nødvendigt. Missionen gav mening, målet helligede midlerne. Amerika havde et stævnemøde med skæbnen, og det moralske regnskab blev korrigeret én gang for alle, da man udraderede Abbottabad-komplekset. Fjendens ansigt er skudt i stykker, da Maya til slut flyves hjem.
   Så den amerikanske exceptionalisme lever i bedste velgående. Zero Dark Thirty er æstetisk imponerende, faktuelt problematisk og ideologisk set enten retfærdig eller ubehagelig, alt efter hvor man sætter sin kryds. Det er en rodet film, der maskerer sit mørke som klarhed, men også en gestus med hård konsekvens. Det er en af de film, som Barack Obama gik til valg på, en amerikansk succeshistorie, som selv Bruce Springsteen kan medunderskrive. Vote for the guy who killed Osama. Man skal se den i hvert fald én enkelt gang.






Zero Dark Thirty. Instr.: Kathryn Bigelow. Manus: Mark Boal. Foto: Greig Fraser. 157 min. USA 2012. Dansk premiere: 07.02.2013.


Fotos: UIP/ CineMaterial/ MovieStillsDB/ Wikimedia Commons (Situation Room Photo)
Filmen streames på Amazon Prime, Blockbuster, iTunes, NETFLIX, Rakuten TV og SF Anytime
Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 08.02.2013

Ingen kommentarer:

Send en kommentar