Sex i Amerika: Alfred C. Kinsey 1894-1956

SEX I AMERIKA
Den første kreds af sexologer

Af BO GREEN JENSEN

DET var naturligvis ikke Alfred Charles Kinsey (1894-1956), som opfandt amerikanernes kønsliv. Imidlertid var han med til at gøre det synligt på et tidspunkt, hvor man nødigt talte om menneskers seksuelle adfærd.

   Med støtte fra The Rockefeller Foundation gennemførte Kinsey og hans stab af assistenter – »The Inner Circle« – mere end 10.000 interviews med almindelige mennesker, som i sagens natur havde et sexliv og en identitet som kønsvæsener.

   Også som sociologisk projekt var undersøgelsen banebrydende. Kinsey grundlagde sit Institute for Sexual Research ved University of Indiana i 1947. Da han året efter publicerede sin forskning i pionerværket Sexual Behavior in the Human Male, gik medierne i selvsving. Rapporten var en kontroversiel men indiskutabel succes, som ruskede gevaldigt op i samtiden og gav genlyd i resten af verden.

KINSEY var nu en offentlig person og også en helt af en slags. Mere problematisk blev hans arbejde med Sexual Behavior in the Human Female, som endelig udkom i 1953 efter mange forsinkelser og ydmygelser. Kinsey opfattede det som et personligt nederlag og en underkendelse af hele hans forskning, at Rockefeller Foundation trak sin støtte tilbage.

   Samtidig begyndte profetens eget liv at slå revner. Kinsey, hustruen Clara og de unge par i Indercirklen havde eksperimenteret med seksuelle forbindelser på tværs af køn og følelser. Med ét syntes alt at give bagslag, og Kinsey døde som en rystet mand.

DER har de seneste årtier været stor interesse for Kinsey og hans cirkel. Ikke i så høj grad omkring forskningen, som kun kan chokere i visse mørklagte egne af USA, men i personerne fra »The Inner Circle«, i Kinseys bemærkelsesværdigt åbne ægteskab og de midlertidige forhold, man indgik. Bill Condons film Kinsey, der blev præsenteret på Berlinalen i 2005, er et udslag af renæssancen. Et andet er den »dokumentariske roman«, som T. Coraghessan Boyle fik udgivet i 2004. Den bærer netop titlen The Inner Circle.*

CONDONS biografiske portræt er et stykke af vejen en meget sød og lidt ordinær levnedsskildring, der skildrer Kinseys vej til sin bestemmelse. Egentlig var han en tilknappet insektforsker, som havde viet sit liv til studiet af bjerghvepsens migrationsmønster. Clara McMillen, en studerende, lukkede Kinsey eftertrykkeligt op, men som nygifte havde parret seksuelle problemer, der kun blev løst, fordi Kinsey henvendte sig til en læge. Forholdet havde hængt i en tråd for så lidt. Kinsey tænkte, at han og Clara ikke var alene. Han begyndte derfor at tilbyde timer i sex, et såkaldt ægteskabskursus.

HERFRA greb det om sig. Kinsey kom helt ind i krogene af skabet og fik snart trukket alle skufferne ud. Så måtte han videre, lære den homoerotiske side af sig selv at kende, se Clara gå i seng med sin protegé, udforske alle kønnets aspekter på en måde, som foregriber 1960ernes seksuelle eventyrlyst, men var stærkt radikal i 50erne. Det er i tredje akt, da skyggerne trækker sig sammen, at filmen for alvor begynder at anfægte. Det er også hér, at det giver mening at caste Liam Neeson og Laura Linney som Alfred og Clara. I begyndelsen er det ganske svært at tage dem alvorligt som helt unge mennesker.

BILL Condon har før drejet særpræget stof i en uventet frugtbar og positiv retning. Gods and Monsters (1998) var et portræt af den homoseksuelle britiske filmskaber James Whale, som i tonefilmens første år skabte ærke-amerikanske gysere som Frankenstein (1931), Bride of Frankenstein (1935) og The Invisible Man (1933), før han instruerede pionerudgaven af Show Boat (1936). I rollen som Whale skabte Ian McKellen en uforglemmelig figur.

   Det gør Neeson måske ikke i Kinsey, men filmen tilbyder et fascinerende blik på en lukket kultur og nogle adfærdsformer, som vi længe var ved at fjerne os fra, men måske er på vej mod igen. Der er kræfter i Amerika, som gerne vil have Kinseys rapporter brændt eller blacklistet én gang for alle. The Kinsey Institute i Indiana praktiserer dog stadig ud fra devisen: »We are the recorders of facts – not the judges of the behaviors we describe.«

Se også Bill Condon: Dreamgirls (2006) | Musicals; Guder og monstre: James Whale 1896-1957.

*) T. Coraghessen Boyle: The Inner Circle. 432 s. Viking, 2004. Jan Pock-Steens oversættelse af Inderkedsen udkom på People's Press i 2006. Historien om Kinsey Instituttets pionerår er fortalt gennem den (fiktive) John Milk, der forlader litteraturstudiet og bliver inddraget i kredsen omkring Kinsey. Som de fleste af Boyles henved tyve romaner er den virkelig stærk på baggrund, idé og detaljer. Han har simpelt hen flair for godt stof. Men fortællingen flyder ud undervejs, og karaktererne har en tendens til at se det samme og tale ens, uanset hvilken tid, de befinder sig i. Jeg er med stor entusiasme begyndt på East is East (1981, da. Øst er øst), The Road to Wellville (1993, da. Vejen til Wellville), Drop City (2003, da. Langt ude) og måske især The Terranauts (2016), for så at måtte anstrenge mig for at fokusere og gennemføre læsningen. Undtagelsen er Riven Rock (1998, da. Det ensomme paradis). Den autentisk baserede fortælling om Stanley McCormick (1874-1947), en seksuelt traumatiseret millionærarving, der isolerer sig i et hermetisk univers af plejere og læger, da hustruen Katharine Dexter (1875-1967) har opgivet at trænge ind til ham, har en særlig besat kvalitet, der holder læseren fanget, fordi den ikke vil løse identitetsmysteriet. Man læser med samme fascination, som når det handler om William Randolph Hearst (modellen for Citizen Kane), Ludwig II af Bayern eller Howard Hughes.

Kinsey. Instr. & manus: Bill Condon. Foto: Frederick Elmes. 110 min. USA 2004. Dansk premiere: 06.05.2005.

Fotos: CineMaterial/ MovieStillsDB/ Wikiwand

Filmen streames ikke i Europa (er i region A på alle platforme), men er udgivet på dvd og blu-ray

Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 06.05.2005