Etnisk arrogance: Rabbit-Proof Fence (2002)

TRE TAPRE PIGER

Australiens stjålne generationer

Af BO GREEN JENSEN

RACISMEN har mange ansigter, og ingen af dem er kønne. I 1930ernes Australien praktiserede man en racepolitik, der blev legitimeret som »genetisk forædling«. Da det mere eller mindre var lykkedes at decimere den oprindelige befolkning, gav regeringen sig til at undersøge, om de sidste genstridige rester af sorthed kunne vaskes helt ud af sindet og kroppen på de halvblodsbørn, som var født i blandede forhold, typisk med hvide fædre og indfødte mødre.

   Børnene blev taget fra deres mødre og fjernet fra bosiddelserne, der fungerede som en slags reservater for aboriginals. Dernæst blev de anbragt i opfostringslejre som den berygtede Moore River Native Settlement, en anstalt hvor nidkære præster og pædagoger præparerede dem med kristne værdier og tvangsarbejde. I Australien taler man stadig om »The Stolen Generations«, de stjålne generationer. De mest modtagelige eksemplarer blev plukket ud og fik en egentlig uddannelse. Resten blev tjenende ånder.*

MAN så naturligvis på praktiske færdigheder og intellektuel formåen, når de udvalgte skulle vælges. Den udslagsgivende faktor var dog, om barnets hud var så lys, at den måske kunne blive helt hvid i løbet af to generationer. En mængde pseudovidenskabelig litteratur fremlagde principperne for raceforædling, og driften af programmet var lagt i hænderne på en lidenskabelig bureaukrat ved navn A.O. Neville. Hans formelle titel var »Chief Protector of Aborigines«, men ikke for ingenting kaldte urbefolkningen ham Mr. Devil.

   I Rabbit-Proof Fence, Phillip Noyces værdige skamstøtte over det australske raceprogram, som først blev afviklet i 1970erne, spilles Mr. Neville af nordireren Kenneth Branagh. Filmens øvrige medvirkende er alle australiere, og de fleste tilhører den oprindelige befolkning. Opmærksomme tilskuere vil genkende David Gulpilil (1953-2021) i rollen som stifinderen Moodoo, der indfanger flygtninge fra Moore River.

   Yolungu-skuespilleren David Gulpilil (hvis Mandjalpingu-navn var Gulpilil Ridjimiraril Dalaithngu) var født i Maningrida, Arnhem Land, Northern Territory. Han vil for mange være manden, som definerer aboriginal culture på film. Han fik ikonografisk status, da han i 1970erne medvirkede i markante produktioner som Nicholas Roegs Walkabout og Peter Weirs The Last Wave.

UMIDDELBART synes Rabbit-Proof Fence at besværge ånden fra disse film, som i dag har fået – og fortjener – kultstatus. Både Roeg og Weir var tiltrukket af mysterierne i den oprindelige kultur under den moderne britiske fernis.

   I The Last Wave (1977) blev en Sydney-advokat (Richard Chamberlain) opslugt af spørgsmålet om, hvorvidt der lever urban tribes i de australske storbyer. Mens han mødtes med vidnerne i en mordsag, hvor to aboriginere stod anklaget, faldt regnen støt over byen. Endelig blev alt overskyllet af den apokalyptiske »sidste bølge«, som gav filmen titel. Chamberlain knælede på stranden for at tage imod den og har næppe haft en bedre rolle i sin ujævne karriere.

   Roegs Walkabout (1971) dyrkede derimod farvestyrken og de seksuelle energier i urkulturen. En teenagepige og hendes lillebror er alene i vildnisset og slår følge med en indfødt, Black Boy, som er udstødt af sin stamme. Filmen, som Roeg selv fotograferede, hører til de mest slående og frodigt mærkværdige skildringer af det australske ørkenlandskab. Som uudgrundelig visuel fetich tangeres den kun af Peter Weirs Picnic at Hanging Rock (1975, da. Udflugten).

   Christopher Doyle, cheffotografen på Rabbit-Proof Fence, der til hverdag fungerer i Kina og bl.a. har stået for billedsiden i flere af Chen Kaiges film, generobrer hjemlandet i en kamerastil, der ligger i sporet fra Walkabout.

OGSÅ instruktøren Phillip Noyce (f. 1950) er en hjemvendt flygtning, der krydser sit spor. Efter spændingsstykker som Backroads (1977), Newsfront (1978) og Heat Wave (1982) blev thrilleren Dead Calm (1989, da. Døden ombord), en amerikansk-australsk co-produktion, et gennembrud for Nicole Kidman.

   Straks tog Noyce til Hollywood og blev specialist i hårdfør action. Patriot Games (1992) og Clear and Present Danger (1994), to af filmene i Jack Ryan-serien efter Tom Clancys romaner, havde Noyce som instruktør. I 1997 forsøgte han at ajourføre Leslie Charteris’ navnkundige Helgenen med Val Kilmer i rollen som Simon Templar alias The Saint. The Bone Collector (1999) var en skuffende mekanisk seriemorderskrøne, mens The Quiet American (2002) var en respektabel filmudgave af Graham Greenes Vietnam-roman. I 2014 instruerede han Jeff Bridges og Meryl Streep i The Giver, en filmatisering af Lois Lowrys dystopiske young adult-romaner om et samfund, hvor den individuelle erindring er erstattet af enshed. 

   Med Dead Calm som en relativ undtagelse er disse film alle portrætter af mænd, som handler voldsomt under pres og prøver at kæmpe sig vej gennem krisen, før de griber til radikale midler som at forhandle og spørge sig for. Noyce har om nogen været manden, der skabte robuste film om mænd for mænd. Man ville have forsvoret, at han kunne skabe så blid en film som Rabbit-Proof Fence.

BLID er dog netop, hvad filmen er. Enkelt og behersket, med prisværdigt få sentimentale effekter, fortæller den om halvblodspigerne Molly Craig (Everlyn Sampi), Daisy Craig (Tianna Sansbury) og Gracie Fields (Laura Monaghan), der tvangsfjernes fra fødestedet Jigalong i Western Australia og anbringes i Moore River. Molly tager initiativet til flugten, som er en bedrift i sig selv.

   Siden følger en rejse på 2000 kilometer gennem uvejsomt terræn. Molly er 14, søsteren Daisy er 8, kusinen Gracie ti år. Alligevel finder de vej. Det gjorde de også i virkeligheden. Filmen bygger på bogen Follow the Rabbit-Proof Fence af Mollys datter, Doris Pilkington Garimara. De sidste billeder viser Molly og Daisy, som endnu lever i Jigalong. Og fordi Noyce konstant gør sig umage med at afstemme de historiske fakta, tilgiver man manglen på dramatiske vendepunkter. Der er kun få krumninger i vejen, og udfaldet er givet fra starten.**

DEN lille spænding opstår, når pigerne skal narre den erfarne stifinder fra Moore River. Kenneth Branaghs tilknappede bureaukrat, der for det meste holder foredrag og trækker i trådene fra sit kontor i Perth, er aldrig noget alvorligt problem. Når det ser værst ud, får pigerne behjertet hjælp fra fremmede og klarer hver gang den næste forhindring.

   Vejen følger et trådhegn, som rakte tværs over Australien og repræsenterede et futilt forsøg på at sikre afgrøderne mod kaniners hærgen. På grund af hegnet kan pigerne finde vej. Til gengæld er strategien så gennemskuelig, at øvrighedsmagten kan sætte fælder. Men medierne følger de tre pigers flugt, og der er grænser for hvor langt man kan gå.***

DET er en sympatisk og bevægende film, som på humanistisk vis gør sin politiske virkning ved blot at lægge tingene frem. Der er ingen forsøg på at mobilisere en syntetisk spænding, som ikke bor i stoffet. Branaghs Mr. Neville er indskrænket, men han er ikke egentlig ond. Scenerne fra Moore River er filmet i koldt blåt lys, mens verden ellers er støvet og grøn.

   Mest effektiv er måske den saglige vinkel på stoffet. Film som Walkabout og The Last Wave dyrkede mystikken for mystikkens skyld og forherligede de irrationelle drømmespor og navnkundige songlines, som vestlige gæster i Australien oftest fokuserer på. Molly, Daisy og Gracie er bare tre tapre piger, der vil hjem. End ikke stifinderens potente magi og praktiske snilde kan konkurrere med denne urdrift.

NOGET andet er, at instruktører som Roeg og Weir muligvis kunne have skabt en for alvor stor film med det givne materiale. For medrivende bliver Rabbit-Proof Fence aldrig. Den vil smaddergerne, og det samme vil publikum, som den vinder for sig allerede i de første ti minutter. Men man glemmer ikke tid og sted. Man kan aldrig helt forsvinde i historien eller abstrahere fra, at her er tale om en dramatisk rekonstruktion.

   Til gengæld kan man nyde en film, der beretter sobert og klart om sit emne. At fortælle om de overgreb, som »The Stolen Generations« var udsat for, er filmens primære ærinde. Al fred og ære være med dét.

*) Før vi pudser glorien for salvelsesfuldt: det australske program har slående ligheder med den danske regerings forsøg på at fjerne og opdrage inuitbørn i 1950ernes Grønland. I 1951 blev 22 grønlandske børn sendt til Danmark og sat i familiepleje. Efter et år skulle de tilbage og have den endelige afretning på Røde Kors-børnehjemmet i Nuuk. Tanken var, at man prægede børnene med dansk kultur, så de kunne vokse op som en civiliseret elite.

   Statsminister Mette Frederiksen undskyldte på Danmarks vegne i 2020, men et erstatningssøgsmål blev afvist i 2021. Tine Bryld skrev bogen I den bedste mening (2010) om forsøget, som Louise Friedberg skildrer i spillefilmen Eksperimentet. De fleste kolonimagter har gjort den samme slags forsøg. Se også Amanda Kernells film Sameblod fra 2016. 

**) Molly Craig Kelly døde i 2004. Daisy Kadibil, den yngste af de tre piger, døde som 95-årig i 2018. 

***) Kaninen kom til Australien med den Første Flåde af kolonister i 1788. De blev sat fri i naturen i 1860erne, da man ville jage efter britisk model. Flere fremstillinger peger på 1859 som det afgørende år. Thomas Austin importerede 24 vilde kaniner og satte dem ud på sin ejendom ved Winchelsea i delstaten Victoria. Kaniner har ingen naturlige fjender i Australien. De avlede ivrigt og eksponentielt, så bestanden på få årtier voksede til 50 millioner dyr. The Darling Downs-Moreton Board opførte kaninhegnet i Queensland i 1893 og vedligeholdt det til 1997. The State Barrier Fence of Western Australia blev opført fra 1901 til 1907 og var på 1.833 kilometer. Sammen med The State Vermin Fence og The Emu Fence dækkede hegnet en strækning på 3.256 km. Kaninen bliver stadig betragtet som et skadedyr, men problemet aftog i 1950erne, da myxomatose (kaninpest) gjorde indhug i bestanden. 

Se også Louise Friedberg: Eksperimentet (2010); Warwick Thornton: Sweet Thornton (2017) [Westerns 100] og Bogen og filmen: Tim Winton's The Turning (2005/2013).

Rabbit-Proof Fence. Instr.: Phillip Noyce. Manus: Christine Olsen. Foto: Christopher Doyle. 94 min. Australien-UK 2002. Dansk premiere: 13.06.2003.

Fotos: Rumbalara Films/ The Australian Film Commission/ CineMaterial/ Filmaffinity

Filmen streames på FILMSTRIBEN

Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 13.06.2003