Paolo Sorrentino: The Hand of God (2021)

DEN UNGE MAND

En filmskabers dannelsesskildring

Af BO GREEN JENSEN

PÅ et tidspunkt laver alle italienske instruktører en erindringsfilm, som samler begyndelsen op. I hvert fald hvis de tilhører auteurskolen og har en vis selvfølelse. Federico Fellini satte en særlig høj standard med Amarcord (1973), men der er mange andre eksempler: Ettore Scola, Taviani-brødrene, GiuseppeTornatore. 

   Fabietto Schisa (Filippo Scotti) vokser op i 80ernes Napoli. Det er bestemmende år for drengen og byen. I 1986 scorer Diego Maradona i VM-kampen mod England. Snart efter sker miraklet. Argentineren kommer til Napoli og fører fodbold i byen til tops. Fabiettos bedstefar ser målet, der bliver scoret med »Guds hånd«, som et eksempel på trods og kosmisk protest.

FABIETTO er interesseret i film. Der er nærbilleder af VHS-kassetten med Sergio Leones Once Upon a Time in America, som Fabiettos far (instruktørens favoritskuespiller, Toni Servillo) aldrig kommer til at se. Storebror Marchino (Marlon Joubert) går til audition hos Fellini, som off screen meddeler, at ansigtet er for ordinært. Helvede bryder løs i familien, da en utroskab bliver afsløret. Men der findes også tilgivelse. Det er alt i alt et kærligt univers.

EN stor og brat tragedie slukker lyset i familien. Fabietto bliver seksuelt indviet af den gamle baronesse (Betti Pedrazzi), som ellers synes hævet over hoben. Antonio Capuano, som også uden for fiktionen er regionens lokalpatriotiske filmskaber – en napolitansk Nils Malmros eller Robert Guédiguian – råder den unge mand fra at rejse til Rom.

   Fabietto er betaget af sin ustabile moster Patrizia (Luisa Ranieri). Alt løber sammen i filmmennesket, som senere skaber bl.a. Il divo, Den store skønhed og Youth. Paolo Sorrentino (f. 1970) hører sammen med Matteo Garrone og Alice Rohrwacher til stjernerne i sin generation.

FILMEN står smukt og agtværdigt alene. Kradser man i stoffet, bliver det klart, hvor megen personlig erfaring der er. Sorrentinos forældre døde virkelig sådan, da han var 16. Det er sandt, at han mødte Antonio Capuano og begyndte som manuskriptforfatter på Polvere di Napoli (1998, int. The Dust of Naples). Fellini-fikseringen har været klar siden La Grande Bellezza, som fik Guldpalme, Oscar og Bodil i 2014.

   Her er den tydeligst i de første scener, hvor moster Patrizia bliver gjort frugtbar af Den Lille Munk og San Gennaro, der har samlet hende op ved stoppestedet i sin limousine. San Gennaro er Napolis skytshelgen. Det kan folk udefra ikke vide. Det er et tegn på filmens styrke, at den virker med eller uden forklaring.

   San Gennaro behandler Patrizia i et forfaldent palazzo, der kunne være løftet fra Fellinis Roma. Det gravkammerlignende rum oplyses af en gigantisk krystallysekrone, som ligger på gulvet. Det er et fantastisk billede. The Hand of God er den første film, som Sorrentino ikke har lavet med fotografen Luca Bigazzi. Daria D’Antonio mere end løfter opgaven.

DEN unge mand finder sig selv og forlader. Det er jo en tidløs historie. Der er magiske sekvenser som indflyvningen over Napoli, en natlig ekskursion til Capri og slutningens atter besværgende billeder af den evige hjemstavn. For deres skyld må filmen ses i biografen bare én gang. Dannelseshistorien står sig, uanset om man ser den på skærm eller lærred.

   Ja, det er Sorrentinos Amarcord. Den er mere løs i kødet, men tættere på et almindeligt liv.

Se også Paolo Sorrentino: Il divo (2008); Paolo Sorrentino: This Must Be the Place (2011); Paolo Sorrentino: Den store skønhed (2013); Paolo Sorrentino: Youth (2015); Paolo Sorrentino: Silvio og de andre (2018).

The Hand of God (È stata la mano di Dio). Instr. og manus: Paolo Sorrentino. Foto: Daria D’Antonio. 130 min. Italien 2021. Dansk premiere: 03.12.2021 (streaming 15.12.2021)

Fotos: The Apartment/ Netflix/ Gianni Fiorito/ CineMaterial/ Filmaffinity

Filmen streames på Netflix

Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 10.12.2021