Joel & Ethan Coen: Inside Llewyn Davis (2013)

EN KAT VED NAVN ODYSSEUS
Coen-brødrenes mand til alle tider

Af BO GREEN JENSEN

COEN-brødrenes uforligneligt bittersøde Inside Llewyn Davis er en studie i intens præcision. Den bygger på en ironisk viden, som publikum deler med filmskaberne.

   Sanger-sangskriveren Llewyn (Oscar Isaac) hutler sig gennem dagene i Greenwich Village i New York. Året er 1961. Både vi og filmen ved, at folkegenren forvandles om lidt, når den unge Bob Dylan indtager scenen. Peter, Paul & Mary, Joan Baez, Phil Ochs, Tom Paxton og andre troubadurer bliver pludselig indbegrebet af tidsånd.

   Karaktererne i filmen har ingen anelse om, hvad der venter. Llewyn dannede duo med Mike, som tog sit liv, og har for egen regning indspillet et album, der samler støv i brune papkasser. Vennen Jim (Justin Timberlake) optræder sammen med Jean (Carey Mulligan), som begge mænd har været kærester med. Et barn er på vej. Llewyn har ingen penge, en dårlig kontrakt og et væsen, som skræmmer kunderne væk.

FILMEN følger ham over en uge, der synes at ligge uden for tiden. En meget stor pointe er, at Llewyn synger gudbenådet. I en gængs musikfilm ville han snart blive opdaget og anerkendt. Det sker bare ikke hos brødrene Coen, som altid har været i taberens vinkel og anskuet tilværelsen fra skeptikerens perspektiv.

   Llewyn drømmer om at spille for klubejeren Bud Grossman (F. Murray Abraham) i Chicago, hvor lykken måske kunne vende. Da mulighederne i New York tørrer ud, tager han chancen og tomler til Illinois. Grossmans eneste kommentar er et tørt: »I don’t see a lot of money here.« Llewyn modtager afslaget uden at blinke.

   For enden af sin rejse har Llewyn fået nok. Da han forlader scenen, træder den unge Dylan (Benjamin Pike) frem i baggrunden og begynder at synge »Farewell«. Her begynder 60erne, modkulturen og guldalderen, men Llewyn kender ikke sin besøgstid – og er dømt til aldrig at træffe de rigtige valg.

FØRST og sidst får han tæsk i gyden bag The Gaslight. Det er en vred, mørk kontur, som råber og slår. Man siger, at musikere, som virkelig har ilden, skal møde djævelen ved korsvejen ved midnat. Her bliver de endelig indviet.

   Måske får Llewyn stryg af den krævende bluesdjævel. Trods alt har han svigtet sit løfte. Eller også er det bare kæresten til en kvinde, hvis optræden sangeren har saboteret.

   Inside Llewyn Davis – som er en meget alvorlig komedie – giver ikke sin hovedperson noget som helst. Publikum får til gengæld adskilligt – ikke mindst 14 fornemme sange, som T-Bone Burnett har fundet og arrangeret.*

DET er en kat ved navn Odysseus, som sender Llewyn ud på rejsen, der koncentrerer hans liv i et mise en abîme. Han har ikke noget sted at bo og sover hos bekendte. Et professorpar holder af syngende gæster. Llewyn spiser maden og tager imod husly for natten, da han har fornærmet alle ved bordet.

   Næste dag har værten lagt en sød seddel. Det er derfor med atypisk anger, at han vil finde husets kat, som smutter fra ham. Jagten går over hele New York. Han finder det forkerte dyr og bliver ved med at tage sig af det. Det ligner ham egentlig ikke, men Llewyn er selv en slags herreløs kat.

DE sidste musikalske venner, Jim og Jean, er svære at forholde sig til, da Llewyn har gjort Jean gravid. Han hjælper hende med at finde en læge, som vil foretage en abort, og han lytter tålmodigt til hendes tirader. Han siger ikke dét, som hun egentlig vil høre, og han er for stolt til at blive tredjestemmen i den Peter, Paul & Mary-agtige trio, som Jim og Jean danner sammen med den renskurede Troy Nelson (Stark Sands). Troy er på vej til rekrutskolen og kunne være den unge Tom Paxton.

   Llewyn er skiftevis jaloux og overlegen, når andre har succes. Selv har han ikke forstand på forretning. Albummet Inside Llewyn Davis udkommer hos den søvnigste musikforlægger. Jim går i studiet med en aktuel popsang, »Please Mr. Kennedy«, og har brug for professionel backing. Llewyn kan vælge mellem at få royalties af sangen eller et engangshonorar for sin indsats. Han tager naturligvis checken. Da sangen bliver et radiohit, er Llewyn skrevet ud af regnskabet.

JOEL og Ethan Coen bruger genrer, karakterer og perioder som afsæt. De har lavet krimi i flere formater (Blood Simple, Fargo), inklusive gangsterfilm (Miller’s Crossing) og misantropisk film noir (The Man who Wasn't There). I bagkataloget er også revisionistiske westerns (No Country for Old Men, True Grit), romantisk komedie (Intolerable Cruelty), politisk farce (Burn After Reading), demokratiske fabler i ånden fra Capra (The Hudsucker Proxy) og Sturges (O Brother, Where Art Thou?), samt eksistentiel sædeskildring i A Serious Man. Egentlig mangler kun sci-fi og krig.

   Inside Llewyn Davis er løst baseret på de beskrivelser af Greenwich Village-tiden, som sanger-sangskriveren Dave van Ronk (1936-2002) gav i erindringsbogen The Mayor of MacDougal Street. Van Ronk blev i kvarteret, da berømte generationsfæller som Ramblin’ Jack Elliott, Phil Ochs, Tom Paxton, Joni Mitchell og Dylan havde været forbi. Han fik aldrig nævneværdig succes. Boxsættet Down in Washington Square (2013) er det seneste af adskillige forsøg på at gøre hans kunst mere udbredt.

DE allerfleste filmelskere har anerkendt styrken i brødrene Coens portræt. Kritikken er kommet fra musikerkredse, som finder billedet af perioden reduktivt og fortegnet. For eksempel siger Suzanne Vega (som blev født i 1959 og var spæd, da disse ting foregik): »I feel they took a vibrant, crackling, competitive, romantic, communal, crazy, drunken, brawling scene and crumpled it into a slow brown sad movie.«

   Heller ikke Terri Thal, Van Ronks eks-hustru, kan genkende billedet. Oscar Isaac har taget den ydre fremtoning, skægget og tøjet, fra Van Ronk, hvis signaturalbum netop hed Inside Dave van Ronk (1964). Også filmens sange ligner den særegne blanding af traditionel folkemusik, tillempet hvid blues og americana, som man finder hos Van Ronk og mange andre, før Dylan fornyede repertoiret.

   Imidlertid – siger alle, som kendte van Ronk – var mennesket anderledes. Van Ronk var en gavmild sanger, der brændte for musikken og havde det godt med sin tid. Han var ikke, som Isaac fremstiller ham.

   Nej, naturligvis, havde man nær sagt. Filmen tegner 60erne, som tiden ville se ud for en mand, der tænker som Llewyn Davis. Universet er imod ham, fiasko er et grundvilkår. Havde kilden været Chronicles, Dylans erindringsbog fra 2005, ville guldalderen i Greenwich Village se anderledes strømførende ud.

SOM sagt kan Llewyn synge, så et hjerte af is ville smelte. Blot er det aldrig den rigtige tid. Han kommer for sent til at rette de fejl, han har begået, og for tidligt til 60ernes folk boom. Ironien er krystalliseret i scenen, hvor Llewyn synger hele »The Death of Queen Jane« for Bud Grossman. Han giver sit yderste i en gribende tolkning af den gamle ballade, men Grossman kan se, hvilken mand han har for sig.

   På vej tilbage overvejer Llewyn et øjeblik at standse i Ohio, hvor der venter et barn, som han aldrig har mødt. I en anden film ville han gøre det, vende blad og give skæbnen endnu en chance. Men Llewyn tager hjem for at melde sig til Handelsflåden. Han besøger sin far og synger balladen »Shoals of Herring«, som den gamle mand altid holdt af. Han har aldrig sunget smukkere, men faderen er for dement til at lytte.

DEN majestætisk melankolske Inside Llewyn Davis – Suzanne Vega har jo ret i, at det er »en langsom, brun, bedrøvet film« – er på flere måder en tvilling til den anderledes sangvinske O Brother, Where Art Thou? (2000). George Clooneys Soggy Bottom Boys var på vild flugt gennem Syden under Depressionen, og bluegrass og radiosange fra tiden blev brugt på samme medlevende måde.

   Begge film benytter Odysseen som skabelon. Llewyns kat hedder Ulysses, og det er i en klub med navnet Gate of Horn, at han synger for Bud Grossman. I Odysseens 19. sang taler Penelope om »to forskellige porte«, som drømmene kommer til mennesket gennem. »Bygget af horn er den ene, den anden af skinnende fils-ben.«

   Det er det klassiske skriftsted for sondringen mellem fantasi og realisme: »Hver en drøm, som til mennesket går gennem porten af fils-ben, er en bedragende drøm, som ej betyder det mindste; går en drøm derimod ud gennem den glinsende horn-port, da fuldbyrdes forvisse, hvad mennesket skued i søvne.«**

   Llewyns rejse foregår i et limbo, hvor han ikke kan se forskel på portene af horn og elfenben.

FILMEN har også sin egen kyklop. På vejen til Chicago bliver Llewyn samlet op af Roland Turner, en kæmpemæssig jazzmusiker, der er ufortrøden morfinist, bruger krykker og har ansat en fåmælt beatdigter, Johnny Five, som sin personlige assistent og chauffør. Parret spilles af John Goodman – der altid har frygtindgydende roller hos brødrene Coen – og Garrett Hedlund.

   I drømmen, der kommer ad elfenbensporten, fremstår de som genfærd fra 1950erne, kronologiske misfits som Llewyn, men ufortrødne anakronismer. Roland giver ikke to potter pis for Llewyns lyriske klimpren. For kyklopen handler sand musik om at presse hornets klage ud i den store amerikanske nat, som Johnny Five skriver om.

LLEWYN er en af de skuffede mænd, som brødrene Coen har skildret i mange film efterhånden. Han er af samme æt som forfatteren i Barton Fink; barberen Ed Crane i The Man who Wasn’t There, som tror, at han kan presse penge af skæbnen; Larry Gopnik i A Serious Man, der vil gennemskue livets mysterier. Han er modsætningen til »The Dude« i The Big Lebowski, den store, glade undtagelse i brødrenes univers.

   Inside Llewyn Davis er særegent smuk, har besk galgenhumor og stedvis også en sødme, der preller af på Llewyn som vand på en gås. Han er den hjælpeløse skeptiker, så irriterende uforbederlig, at man forstår, hvorfor Jean bliver rasende på ham. Men ude i sneen på vejen, med katten under jakken og kraven krænget op, er han også imponerende stoisk. Han er den udsatte killing i vildnisset, Guds egen schmuck og schlemiel, kan man sige.

   Få kan som brødrene Coen gå imod det foreskrevne, bryde stemningskurven og lukke fortællingen nede i nul, hvor man alligevel føler sig salig. Inside Llewyn Davis er en af deres store film. Måske endda den allerbedste.

Se også To versioner: True Grit (1969/2010) [Westerns 100]; Joel & Ethan Coen: Burn After Reading (2008); Joel & Ethan Coen: O Brother, Where Art Thou? (2000).

*) En stor musikbegivenhed fandt sted i New York City Town Hall, da filmen havde lokal premiere. T-Bone Burnett producerede, og Coen-brødrene instruerede selv koncertfilmen Another Day Another Time: Celebrating the Music of 'Inside Llewyn Davis', hvor gamle og nye fans og fortolkere af musikken fra 1960ernes Greenwich Village mødes, optræder sammen og udveksler livsstof. Det sker i en anderledes hjertelig stemning end den, som er skildret i filmen. Showtime Network streamede filmen i USA, StudioCanal udgav den på dvd i Europa. Bob Dylan medvirker ikke, men Oscar Isaac går på scenen som aftenens stjerne og kommer virkelig til sin ret. Koncerten er med på bluray-udgaven af Inside Llewyn Davis, som The Criterion Collection udgav i 2016. Dan Drasins kortfilm Sunday dokumenterer en konfrontation mellem politi og musikere i 1961. Elijah Wald præsenterer 60ernes Greenwich Village i kontekst. Det var Wald, som redte sproget ud i Dave Van Ronks selvbiografi The Mayor of MacDougal Street. Joel & Ethan Coen fortæller Guillermo Del Toro om deres tilgang til stoffet. Det gør de i 40 minutter. Herefter rundes timen ud med en samtale om folkemusikken, som T-Bone Burnett og brødrene har til fælles. 

**) Homer er citeret efter Christian Wilsters oversættelse af Odysseen fra 1837, i revideret form (som det hedder) ved E. Fox Maule og Leo Hjortsø. Udgaven er bind 3 i Gyldendals Bibliotek Verdenslitteratur (1968). Min fortolkning bygger videre på præmissen for Harry Levins læsning i The Gates of Horn: A Study of Five French Realists (1963), hvor han bruger sondringen i forbindelse med Stendhal, Balzac, Flaubert, Zola og Marcel Proust. Levin bruger Robert Fitzgeralds gendigtning, hvor passagen lyder: »Two gates for ghostly dreams there are: one gateway/ of honest horn, and one of ivory./ Issuing by the ivory gate are dreams,/ of glimmering illusion, fantasies,/ but those that come through solid polished horn/ may be borne out, if mortals only know them.« Det siger vel noget om Llewyns projekt, at han bliver afvist porten af horn. Levins brug af billedet ligner forskellen på ideal og praksis i M.H. Abrams' The Mirror and the Lamp: Romantic Theory and the Critical Tradition (1953). Abrams har sit dualistiske billede fra digteren William Butler Yeats: »It must go further still: that soul must become/ its own betrayer, its own deliverer, the one/ activity, the mirror turn lamp.«

Inside Llewyn Davis. Instr. og manus: Joel & Ethan Coen. Foto: Bruno Delbonnel. 105 min. USA 2013. Dansk premiere: 06.03.2014.

Fotos: CBS Films/ StudioCanal/ Mis Label UIP/ CineMaterial/ MovieStillsDB/ Filmgrab

Filmen streames på Blockbuster, FILMSTRIBEN, GRAND HJEMMEBIO, iTunes, SF Anytime

Teksten stod i Weekendavisen Kultur 07.03.2014