Joel & Ethan Coen: O Brother, Where Art Thou? (2000)

TI CENT PÅ LOMMEN

Homer i amerikansk belysning

Af BO GREEN JENSEN

DENNE løsslupne film har en indviklet baggrund, som man skylder konceptet af give et rids af. For ideen er virkelig one of a kind. Man tager Homers antikke kvad om Odysseus fra Ithaka, en gammel Hollywood-komedie af Preston Sturges, et tæt sæt ridsede lakplader med vejrbidt blues, folk og country, samt de fleste hævdvundne klicheer, man uvægerligt kommer i tanker om, når nogen siger USA under Depressionen i 1930erne.

   Man ryster naturligvis anretningen godt, men sørger samtidig for ikke at ødelægge ingrediensernes egenart. Skønt tonearten er komisk, tager brødrene Coen sagen alvorligt. O Brother, Where Art Thou? er blevet et stykke svært charmerende americana, som selv skeptisk disponerede tilskuere, der ikke kunne se komikken i Barton Fink (1991), Fargo (1996) og The Big Lebowski (1998) vil nyde at give sig hen til.

GEORGE Clooney, John Turturro og Tim Blake Nelson har rollerne som Everett Ulysses McGill og hans to, men ikke nødvendigvis tro følgesvende, der flygter fra et fængsel i 30ernes Syden og bruger det meste af filmen på at hoppe fra det ene tight spot til det næste. Pete og Delmar tror, de skal hjælpe Everett med at finde en større sum penge, inden dalen bliver oversvømmet for at skaffe elektricitet til randområderne.

   Everett er imidlertid på vej hjem til hustruen Penny (Holly Hunter) og sine døtre. I denne version har Penelope dog ikke holdt frierne fra livet. Tværtimod skal hun giftes med manden, som på vegne af en vis Homer Stokes fører kampagnen mod den siddende guvernør, Pappy O’Daniel, der spilles med udførlig pondus af Charles Durning.

TRIOEN møder desperadoer som gangsteren Babyface Nelson, bliver sangstjerner i kraft af en heftig udgave af »I Am a Man of Constant Sorrow« og infiltrerer et stormøde hos Ku Klux Klan. Racisme og identitetspolitik er et hovedmotiv under smilet i O Brother, Where Art Thou?

   Kyklopen er en hårdtslående, hurtigsnakkende bibelsælger, der kalder sig Big Dan McTeague. Han fremstilles netop så faretruende vennesælt, som John Goodman altid optræder hos brødrene Coen. Sirenerne er tre smukke vaskekoner, der drikker mændene fulde og tager deres penge.

MIDT i alt dette er Clooney, der i denne film gebærder sig og taler som Clark Gable i Frank Capras It Happened One Night, mest optaget af at tilvejebringe den rigtige hårpomade (Dapper Dan) og charmere hele sin omverden. Turturro skumler, mens Nelson i højere grad er den frejdige type. Naturligvis er der ingen skat. Naturligvis handler det om tro, håb og kærlighed. Og naturligvis synger og danser det hele.*

I PRESTON Sturges-komedien Sullivan’s Travels (1942, da. Med ti cent på lommen) får Joel McCrea som Hollywood-instruktøren John Sullivan et anfald af social samvittighed og tager på valsen for at samle stof til en vægtig film, der skal skildre og ryste hans samtid. Det går ganske vist ikke helt efter planen, men værket, som Sullivan arbejder på, hedder netop O Brother, Where Art Thou?

   Ved årets Cannes Festival druknede brødrene Coens film i mængden, fordi den virkede så let og fordi den ikke byder på meget, som duoen ikke har gjort før. De har dog sjældent gjort det bedre. Filmen flyder som en bred flod mod havet, majestætisk og med en selvfølgelighed, som ikke udelukker lyriske mellemspil og komiske ophold inde i landet.

   Af mange episoder bliver en stærk fortælling bundet. Jeg ved ikke, hvad den »siger« os, men det står fast, at den synger og funkler og smiler, så man umuligt kan forblive » A Man of Constant Sorrow«, når man har set den.

Se også To versioner: True Grit (1969/2010) [Westerns 100] og Joel & Ethan Coen: Burn After Reading (2008).

*) Musikken fra O Brother, Where Art Thou? blev et kulturfænomen. T Bone Burnett kuraterede det udsøgte soundtrack, som dykkede dybt i en tilstøvet tradition for bluegrass, country, blues, hvid lakpladepop og sort gospel. Allison Krauss blev en stjerne i kraft af sin medvirken og begyndte på samarbejdet med Led Zeppelin-forsangeren Jimmy Plant. Det er ikke George Clooney, men Dan Tyminski fra Allison Krauss and Union Station, der synger »I Am a Man of Constant Sorrow« i versionen med The Soggy Bottom Boys.

  Soundtrackalbummet modtog flere Grammy Awards, nåede nr. 1 på Billboard-hitlisten og solgte 9 millioner eksemplarer i USA. På 10th Anniversary-udgaven fra 2011 er en bonus-cd med originale versioner af 14 af sangene vedlagt. D.A. Pennebaker, Chris Hegedus og Nick Doob instruerede Down From the Mountain, som dokumenterer koncerten med filmens stjerner og sange, der blev afholdt i Ryman Auditorium i Nashville den 24. maj 2000. Formålet var at rejse penge til driften af Country Music Hall of Fame and Museum. Da Inside Llewyn Davis (2013) fik premiere, fortsatte Coen-brødrene og Burnett samarbejdet omkring musikken fra 1960eres Greenwich Village. Koncertfilmen Another Day, Another Time: Celebrating the Music of 'Inside Llewyn Davis' udkom i 2015.  

O Brother, Where Art Thou? Instr.: Joel Coen. Manus: Ethan og Joel Coen. Foto: Roger Deakins. 107 min. USA 2000. Dansk premiere: 06.10.2000.

Fotos: CineMaterial/ Filmaffinity/ Movie StillsDB/

Filmen styreames på Blockbuster, FILMSTRIBEN, Google Play, iTunes, Rakuten TV, SF Anytime og Viaplay

Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 06.10.2000