Brødrene Coen vurderer nationens tilstand
Af BO GREEN JENSEN
Samme periode er fanget i en mørkere belysning i gangsterdramaet Miller’s Crossing (1990) og Hollywood-mareridtet Barton Fink (1991). Der har altid været noget ved kriser, som talte til disse filmskabere. Var The Man Who Wasn’t There (2001) deres film noir, og No Country For Old Men (2007) den tragiske western, er Burn After Reading måske en spionfilm, som brødrene Coen vil se dem.
Der er tale om en knopskydende kaoskomedie fra den samme absurd-pragmatiske skuffe, som samtidskrimien Fargo (1996) kom op af. Scenen er nærmiljøet omkring CIAs kontor i Washington D.C. Flere sociale lag er i spil, og hver karakter har sin selviske dagsorden. Også moralen er som i Fargo: Grådighed fører til døden, om det så skal være ad snoede veje, og ingen véd med sikkerhed noget, når det endelig kommer til stykket.
PERSPEKTIVET er fra begyndelsen kosmisk. En satellit zoomer ind på Washington og omegn. Kameraet bryder gennem taget i CIAs hovedkvarter og følger i gulvhøjde med et par italienske herresko. Disse tilhører efterretningsanalytikeren Osborne Cox (John Malkovich), der kaldes ind til sin afdelingschef for at blive fyret, idet man ikke længere kan se gennem fingre med hans tiltagende alkoholproblem. Scenen er en mesterlig opvisning i vigende blikke, sigende miner og flegmatisk underdrejede replikker.
Lapsen kaster sig ud i den første af mange tirader, som ingen virkning har overhovedet. Jo mere akut han føler sit nederlag og sin mangel på betydning, jo vredere bliver den frustrerede mand. Hvis ikke Cox i øvrigt var arrogant og ubehagelig, kunne han næsten ligne en tragisk person. Noget lignende gælder for de øvrige karakterer, der skiftes til at skyde handlingen rundt, som gjaldt det finalen i narrativ fodbold.
Disse mennesker er tarvelige, dovne eller dummere end politiet tillader, men de er også ganske rørende i deres kriblen og krablen. Således modvirkes misantropien, der kan være lige så dominerende hos brødrene Coen som hos Woody Allen, af et blik for den heroiske bestræbelse, som alle vore hverdage udgør.
COX tager hjem for at overbringe sin hustru, børnelægen Katie (Tilda Swinton), den dårlige nyhed i let forskønnet version. Han siger, at han har taget sin afsked, fordi han ikke føler sig værdsat. I første omgang må samtalen vente, da en kreds af bekendte kommer til cocktails.
Den nævenyttige Katie, der er værre end sin mand i snart sagt alle henseender, kan ikke koncentrere sig, fordi hendes elsker, vagtmanden Harry Pfarrer (George Clooney) er blandt gæsterne sammen med sin kolde hustru, Sandy (Elizabeth Marvel), der skriver børnebøger om nuttede dyr. Osborne og Harry udveksler spydige bemærkninger. Begge kvinder betror, med eksakt samme ordvalg, deres mænd, at modparten er »a cold, stuck-up bitch«. Det er ikke gavmildheden, som trykker i dette sociale segment.
DA gæsterne er taget hjem, går Osborne til bekendelse. Hans kone spørger, hvad han har tænkt sig, og vil høre mere om økonomien. Cox har en plan om at blive sikkerhedskonsulent og i øvrigt skrive en erindringsbog om sin tid i regeringens tjeneste. »Og hvem fanden skulle være interesseret i den?« spørger Katie, som ikke i årevis har forbundet sin mand med positiv opmærksomhed. Næste dag sidder hun hos advokaten, der gnider sig i hænderne ved udsigten til en lukrativ skilsmissesag. Han råder fru Cox til at gøre sig hård. Forestil Dem Tilda Swintons ansigt. Denne kvinde har altid haft let ved at se stort på næstekærligheden.
Katie har ret, når hun ser en fiasko i Cox. Han erkender det selv, mens han drikker og dikterer sin drabelige historie. Ingen ringer til Cox Services. Hans kone tager dog fejl, når hun tror, at der ikke er nogen, som interesserer sig for hans erindringer. Ikke for hvad der faktisk står, men for hvad der kunne stå og for hvem der ville læse det skrevne. Selv den narcissistisk motionerende Harry Pfarrer, hvis primære hobby er netdating, har en smule ondt af den martrede hanrej. Han synes også, at glansen går af Katie Cox, da hun begynder at tale besværligt om skilsmisser.
NUVEL. Ad sindrige omveje havner en cd-kopi, som Katie har taget af Osbornes harddisk, på gulvet i omklædningsrummet hos Hardbodies, hvor advokatens sekretær går til fitness. Det er dette strengt taget vilkårlige link, der skal føre så mange ulykker med sig, at man kun kan kapere dem ved at le, skønt der egentlig ikke er grund til at grine. Hardbodies drives af hængeøret Ted Treffon (Richard Jenkins), en frafalden græsk-ortodoks præst, som er ulykkeligt forelsket i den bramfri og smådumme motionsinstruktør Linda Litzke.
Linda Litzke er en forrygende skabning. Figuren fremstilles af brødrene Coens evige og efterhånden også aldrende hjerter dame, Frances McDormand. Linda tænker stort set kun på de plastiske operationer, der skal gøre hende attraktiv nok til at date potente handyr som den frejdige Harry. Blot vil hendes sygesikring ikke betale for kirurgien.
Linda er faktisk enormt pisset af på det hele, ikke mindst på Ted Treffon og sine blævrende overarme, da hendes yngre og endnu mindre kløgtige kollega, cykeldrengen Chad Feldheimer (Brad Pitt i en sjælden komisk glansrolle) finder discen med de hemmelige filer. Chad mener, at Osborne Cox vil være parat til at betale en findeløn.
Linda skal lige vende ideen, så er hun i dén grad med på det hele. Osborne skælder ud i telefonen, og Linda bliver mere edderspændt, mens hun dater den virile eks-sherif og har endnu mere brug for sine livsnødvendige operationer.
KONTAKTEN knyttes en gang for alle, da et møde mellem Chad og Cox udvikler sig forudsigelig dårligt. Linda overtaler Chad, og parret henvender sig på den russiske ambassade. Det er ikke gået op for Linda, at Den Kolde Krig er forbi. Sandsynligvis har hun aldrig vidst, hvad den egentlig gik ud på, i hvert fald ikke sådan lige. Via russerne sparkes bolden, filmens macguffin, tilbage på CIA’s banehalvdel. Man overvåger de patetiske ægteskabsbrydere i et forsøg på at finde ud af, hvad alle disse latterlige amatører egentlig vil.
Som sagt er netop dét pointen: at ingen véd noget om noget. I No Country for Old Men gik man til grunde efter en plan; der var en vis ubønhørlig logik i processen. Her skvatter man rundt og falder på halen i et forvirret clusterfuck af dimensioner.
Osbornes chef orienterer sin overordnede – J.K. Simmons med skudsikker deadpan – om den bizarre kausalitetskæde. CIA-direktøren lytter med undren, men uden interesse. Brænd de besværlige lig. Lad være med at involvere FBI. Vend tilbage med en forklaring, når en sådan foreligger og giver mening.
SÅDAN bliver det ved i Burn After Reading. Javel hr. Minister møder en blanding af Pulp Fiction, Woody Allens Match Point og brødrene Coens egen debutfilm Blood Simple (1984).
Her er blot antydet kompleksiteten i det latterligt sindrige set-up. Fra dette punkt knytter spillet sine egne absurde forbindelser. Indsatsen øges, ofrene bliver flere, udviklingen stadig mere grotesk. Harry Pfarrer konstruerer en dildomaskine, som han vil imponere Linda med i sin kælder. I Seattle optræder hans kone i tv og har en affære med Dermot Mulroney. Alting hænger så nedrigt sammen, at man ikke kan fortænke Osborne Cox i at hente en økse, for én gang for alle at skære igennem, da Katie tømmer parrets konto og skifter låsene ud.
ALLE overreagerer, alle handler i selvforstærkende hysteri. Der vælter lig ud af skabene, og dét er ingen metafor. Det skulle da være, hvis man betragter filmen som et sindbillede på den panik og paranoia, som øjeblikkets finanskrise har udløst. Gør man dét, er Burn After Reading både aktuel og profetisk.
Under alle omstændigheder er filmen mørk og morsom på en gennemført elegant facon. Burn After Reading er fuldt på højde med Fargo, og det er brødrenes bedste film siden The Big Lebowski (1998). Kunne nogen komme til bunds i moradset, var det nok en mand af The Dudes kaliber, men netop denne mennesketype mangler i dagens antiseptiske Washington, hvor kun russerne bliver ved med at ryge.
DET er naturligvis ikke tilfældigt, at George Clooney og Tilda Swinton har en bittersød samtale i sengen, der er redt op med Stars-and-Stripes-sengetøj. På amerikanske lagener kan man se, hvor tarveligt alting er blevet, i en tid uden indre værdier, hvor man frygter sin egen skygge og fordriver tiden med ægteskabsbrud, mens man afventer næste angreb fra himlen. Netop dén jeremiade er lagt i munden på John Malkovich, før også han helt fortjent bukker under. Ingen får lov at pudse sin glorie. Bunden er slet ikke nået endnu.
Formelt set var No Country for Old Men måske en dybere film, et atypisk fokuseret forsøg på at visualisere Cormac McCarthys tragiske pessimisme, men Burn After Reading skildrer en verden, vi kender, ikke som ren, enkeltstående myte, men som flimrende ustabil virkelighed.
I ørkenen i Texas gik verden til på grund af ondskab. I Washington truer en apokalypse af dovenskab, dumhed og idioti. Harry Pfarrer får abstinenser, hvis han ikke kan klemme en løbetur ind. Selv grådigheden er middelmådig, og Osbornes bog er blot en samling selvforherligende røverhistorier, som han aldrig får skrevet færdig. Det er en lettelse for alle parter, da man omsider kan henlægge sagen og brænde manuskriptet. Ingen kan se på det rolige vand, hvor høje bølgerne var under stormen.
BURN After Reading er endnu bedre castet end sædvanligt, og manuskriptet hører til brødrenes bedste. Joel og Ethan Coen gør sig sjældent i budskaber, dyb undertekst eller markant definerede holdninger. Hvad de derimod har, er en skarp attitude. Den kommer til udtryk i den sædvanligvis ironiske afstand mellem form og indhold, og Burn After Reading er ingen undtagelse. Det hele ligner måske noget pjat, men man bliver klogere på nationens tilstand ved at lytte til brødrenes slørede tale. Man har det Amerika, man fortjener. Lige nu kan vi se et Europa, der bevæger sig samme vej i ekspresfart.
Burn After Reading. Instr. og manus: Joel & Ethan Coen. Foto: Emmanuel Lubezki. 96 min. USA 2008. Dansk premiere: 10.10.2008.
Filmen streames på Amazon Prime, Blockbuster, C More, FILMSTRIBEN, Google Play, Rakuten TV, SF Anytime, TV2 Play, YouTube Movies
Teksten stod i Weekendavisen Kultur 10.10.2008
Ingen kommentarer:
Send en kommentar