tirsdag den 11. januar 2022

Robert Altman: Gosford Park (2001)


DEN LANGE BEGYNDELSE
Altmans britiske ensemblefilm

Af BO GREEN JENSEN

DEN gamle verdensorden har ikke langt igen, da en kreds nært beslægtede aristokrater i 1932 samles for at spise middag og gå på jagt i landskabet ved herresædet Gosford Park.
    Med sig har de en mindre hær af tjenestefolk, som alle bliver indlogeret på det i forvejen svært bemandede landsted. Gosford Park tilhører Sir William McCordle (Michael Gambon), en hård og nu lidt affældig forretningsmand, der blev rig under Den Store Krig, som man i sagens natur endnu ikke kalder Første Verdenskrig.
   Sir William gjorde pigerne på sine fabrikker gravide og fik børnene anbragt på opfostringshjem, når hans sidespring kom i omstændigheder. Mødrene fik plads et sted i hans omfattende husholdning. Disse forhold får betydning denne weekend, hvor skæbnen endelig indhenter den ubehøvlede patriark, som helst vil drikke, fodre sin hund og befamle udvalgte tjenestepiger.


MEN vi foregriber begivenhedernes gang. Først skal gæsterne ankomme, og det er den halve fornøjelse ved Robert Altmans (1925-2006) sublime sædekomedie, der bruger fulde tredive minutter på at samle herskab og tjenestefolk, præsentere hver af figurerne flygtigt og få dem stuvet af vejen i husets utal af værelser, ja overhovedet positioneret i det sindrige sociale apparat, som sådan et jagtselskab udgør. End ikke den legendariske tv-serie Upstairs, Downstairs brugte så megen energi på at skildre logistikken i en herskabelig husholdning.*
   I øvrigt er Herskab og tjenestefolk vel et eller andet sted inspirationen for Gosford Park, som Altman har udtænkt i samarbejde med Bob Balaban, der selv har en rolle i filmen.**



ALLE hader Sir William, og alle er afhængige af ham. Trofæhustruen Lady Sylvia (Kristin Scott Thomas) bedrager ham for adspredelsens skyld og udtrykker åbenlyst sin foragt.
   Hertuginden af Trentham, den fattigfine Constance (Maggie Smith som filmens fru Fernando Møhge med alle de gode oneliners i Julian Fellowes’ velturnerede manuskript), er pinagtigt afhængig af et beløb, som patriarken truer med at lade bortfalde.
   Undermåleren Anthony Meredith (Tom Hollander) prøver stadig mere skingert at få den gamle mand til at skyde penge i et forretningseventyr, som skal stabilisere en kæntrende økonomi, men den gamle mand nyder at se ham drukne. Også Merediths hustru, Lady Lavinia (Natasha Wightman), angler efter kredsens medlidenhed, men alle taler uanfægtet videre, helst om så lidt som muligt.
   Kun den halvdøve Lord Stockbridge (Charles Dance) har værdigheden til at nyde privilegierne, men medgiften fra Louisa (Geraldine Somerville) rakte ikke langt nok. Endelig er Freddie Nesbitt (James Wilby) ved at rive hovedet af hustruen Mabel (Claudie Blakley), mens han bestormer Isobel McCordle (Camilla Rutherford), husets eneste ugifte datter.



INGEN af de nævnte ville sørge over Sir William eller fælde andet end krokodilletårer for hinanden, hvis døden tog deres sidemand. Det er dog below stairs, nede i kælderen og oppe på kvisten, hvor tjenestefolkene arbejder, at der virkelig sladres og næres stærke sym- og antipatier. 
   Det er også her, at filmen overgår sig selv med hensyn til kreativ casting: Husbestyrersken Helen Mirren og kokken Eileen Atkins (som for øvrigt fik ideen til den oprindelige Upstairs, Downstairs-serie sammen med Jean Marsh) er de bærende piller i en husholdning, som endvidere omfatter Alan Bates, Derek Jacobi, Richard H. Grant og andre navne fra den faste stok af britiske karakterskuepillere. I alt 60 roller er udsøgt besat.



DET er via de udenforstående, at tilskueren orienterer sig. Blandt tjenestefolkene er Mary Macreachran (Kelly McDonald) ny i huset hos Maggie Smith. Stuepigen Elsie (Emily Watson), som yder Sir William seksuelle tjenester og inderligt foragter Lady Sylvia, forklarer relationerne for Mary og sætter samtidig publikum ind i sagen. Over sengen hænger fotos fra tidens filmmagasiner. Et af dem viser Greta Garbo i selskab med Ivor Novello.
   Elsie har det hængende for Garbos skyld, men den feterede Novello (1893-1951), en walisisk født sangskriver og skuespiller, der også i virkeligheden blev Hollywood-stjerne, var en rollemodel for den lidt yngre Noel Coward og spillede titelrollen i Alfred Hitchcocks The Lodger (1926), er netop en af de gæster, som herskabet har inviteret for underholdningens skyld. Han spilles med panache af Jeremy Northam, der også lægger stemme til de sange, som Novello diverterer med i løbet af den grufulde weekend.
   Idolet Novello, som man både ser ned på og tolererer for berømmelsens skyld, ankommer i selskab med Hollywood-produceren Morris Weissmann (Bob Balaban), der er i England for at lave research til Charlie Chan in London. Denne titel i den endeløse serie efter Earl Derr Biggers’ romaner blev faktisk produceret i 1934. Den kredser netop om et jagtselskab og et meget britisk mord, som finder sted på et landsted. I virkeligheden blev den dog ikke produceret af Morris Weissman, men af en vis John Stone.



MAN er godt og vel en time inde i filmen, før man ved så meget, som jeg har skildret ovenfor. Nu følger en patetisk jagt, en langstrakt middag, et forudsigeligt dødsfald, ordensmagtens parodisk inkompetente forsøg på at opklare samme og en endelig kommen til bunds i den sandhed, som har lagt tragisk bund under kluklatteren fra de første karikerede ordvekslinger i begyndelsen af filmen.
   På amerikansk spillerslang kunne sige, at Robert Altman bruger loaded dice – falske terninger – i denne mangfoldige himmelhvælving af en film, der synes at handle om alt mulig andet end dét, som karaktererne tror. Vi følger nogle intriger og får indsigt i en kompliceret hakkeorden, men opmærksomheden ligger andetsteds i fortællingen, der bruger karakterernes relationer som afsæt for en personlig dagsorden.



LIGE siden M*A*S*H (1970) og Nashville (1979) har den amerikanske instruktør excelleret i kollektivfilm med stort ensemblespil og lange fællesscener. Karaktererne taler i munden på hinanden, mens kameraet går på opdagelse i miljøet og blander de kaotiske indtryk i en langsomt akkumulerende livsfarve, som er filmens »mening«, hvis man vil koge det ned.
   Altman har gjort det i genrefilmens sprog, som i The Player (1992), i semi-dokumentarisk form, som i nævnte Nashville og Prêt-à-Porter (1994), eller i bunden form med stram episk styring og alle facetter fastlagt fra starten, som det skete i storværket Short Cuts (1993).
   Det nye ved Gosford Park, der i dén henseende kan betragtes som kronen på værket, for aldrig har den lange begyndelse ligget bedre, er først og fremmest miljøet. Altmans typer er evige, men det gør noget særligt for formen, at han genfinder dem i et vaklende klassesamfund, hvor man ikke længere kan opretholde det knivskarpe skel mellem folk under trappen og de udvalgte få, som er to the manor born.
   Det bliver stadig sværere for tjenestefolkene at holde masken, når herskabet bides og ter sig. Omvendt står de tjenende ånder fast på etiketten, fordi den giver deres liv struktur og fordi de lever deres liv gennem herskabet.



EMILY Watsons Elsie indser dette og kører frejdigt mod London i selskab med filmproducenten, da alt til slut går i opløsning. Og først ved afrejsen kommer solen frem og skinner ned på Gosford Park. Ellers falder regnen tungt på både jokeren Ivor Novello og den professionelle snob Lady Constance, som erklærer, at hun ikke har »en snobbet knogle i hele sin krop«, men lever sit halve liv gennem sladder. Der er ikke ét gran latent nostalgi à la Brideshead Revisited over Gosford Park. Dette er hverken en romantisk erindring af Evelyn Waugh eller Resten af dagen ifølge James Ivory. Imperiet er i praksis gået under, da Gosford Park tager sin begyndelse.


DET er en fremragende film, fuld af stort spil, bidende vid og fine detaljer, som i næsten alle tilfælde bruges til at finde et vist mål af godhed i menneskene. Altman er i denne film venligere ved menneskene, end han har været i de sidste mange af sine amerikanske arbejder.
   Når Gosford Park alligevel snyder på vægten, skyldes det knækket som den lægger midtvejs, hvor den potente optakt lader sig fortynde af en excentrisk pastiche på den britiske puslespilskrimi. Da Stephen Fry ankommer til gerningsstedet som den hyggeligt fumlende Inspector Thompson, der ikke kan få lov at tale ud, er vi med ét placeret i anden akt af en Agatha Christie-dramatisering eller noget, der minder om Fawlty Towers. Det er sjovt, så længe det varer, men da alvoren vender tilbage, føles den lige så manipulerende anbragt, og man tror ikke rigtigt på løsningen.
   Men man tror på typerne i den lange begyndelse og glæder sig som et barn over filmen, også ved gentagne gennemsyn, hvor man kender relationerne og bedre kan værdsætte spillets nuancer og dukkeførerens håndelag. Det er Altmans bedste film siden Short Cuts, en triumf for hans kollektive form og den næsten antropologiske måde, han udforsker sine miljøer på. Gosford Park er allerede en af årets bedste film. Måske bliver den også en af årtiets.

RIP Michael Gambon 1940-2023
RIP Maggie Smith 1934-2024


*) De fem sæsoner af Upstairs, Downstairs (1971-1975, da. Herskab og tjenestefolk), som John Hawkesworth og John Whitney producerede for London Weekend Television (ITV) er stadig mor, far og forløber for alle periodeserier. Der ville ikke være en dansk Matador uden den britiske inspiration. Jean Marsh (som selv spiller stuepigen Rose Buck) og Eileen Atkins fik ideen og udviklede den sammen med Hawkesworth og Alfred Shaughnessy, der var, hvad vi nu kalder showrunners. Serien har Belgravia-huset på 165 Eaton Place i centrum og skildrer livet over og under trapperne fra 1903 til 1930, da Rose tager afsked med huset, som sættes til salg. En lang række gode forfattere skildrede tre årtiers social historie med 1970ernes nye og lidt skarpere politiske blik.
   Seriens eget forbillede var The Forsyte Saga (1967, da. Forsyte-sagaen), pioner-dramatiseringen af John Galsworthys slægtsromaner, som BBC eksporterede til hele verden. De 68 episoder af Upstairs, Downstairs er restaureret, sendt igen og igen, bliver streamet og kan købes i mange formater. Desværre er og bliver det gammelt tv. Jeg har prøvet at formidle seriens kvaliteter til yngre tilskuere. De kan måske lige se, hvad jeg ser og synes, at de skal dele, men de kan ikke føle det samme for serien. Det var dén kronologiske barriere, der fik ITV til at producere en ny The Forsyte Saga i 2002. BBC lod Heidi Thomas skabe en ny Upstairs, Downstairs 2010-2012. Her fortsætter familiehistorien ind i 1930erne og optakten til Anden Verdenskrig. Kun Jean Marsh fra den gamle serie medvirker. 

**) Anmeldelsen demonstrerer i hvert fald, hvordan kritikere altid for nemhedens skyld giver instruktøren/ dirigenten/ hovednavnet hele æren. Altman gør dit, Altman gør dat. Altman havde intet forhold til den britiske form eller noget særligt ønske om at skildre overklassen. Han kom til projektet for pengenes skyld og medbragte sin antropologiske varemærkemetode, der kunne bruges i alle miljøer. Dén distance er naturligvis en styrke i filmen. Men Gosford Park er først og fremmest stedet, hvor forfatteren og skuespilleren Julian Fellowes (f. 1949), første gang samler og bruger sin fascination af det britiske adelsmiljø.
   Gosford Park kan ses som skitsen til tv-serien om Downton Abbey (2010-2015), som blev et af 2010ernes kulturfænomener (den diametrale og komplementære modsætning til samme årtis betagelse af fantasysagaenThe Game of Thrones) og spillefilmene, som fulgte. Lord Fellowes kommer selv fra miljøet, er gift med hofdamen Emma Joy Kitchener-Fellowes og har en slægtshistorie, der ligner den hos familierne, han skildrer igen og igen.
   Fellowes' forsøg på at skabe en ny periodeserie med samme succes har ikke haft held til at sætte sig fast: Doctor Thorne (2016), The English Game (2020), Belgravia (2020). Måske vil det lykkes for The Gilded Age (2022), som stadig er i produktion. Der er ti episoder i første sæson, som får premiere på HBO MAX. Fellowes er endvidere forfatter til romanerne Snobs (2004, da. Fine fornemmelser) og Belgravia (2016).

Gosford Park. Instr.: Robert Altman. Manus: Julian Fellowes. Foto: Andrew Dunn. 137 min. USA-Tyskland-UK 2001. Dansk premiere: 08.02.2002.


Fotos: USA Films/ CineMaterial/ MovieStillsDB/ framegrab
Gosford Park streames ikke i Skandinavien - i UK på Netflix og i EU på Amazon Instant, Google Play, iTunes og YouTube Movies. Arrow Academy udgav filmen på blu-ray i 2018.
Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 08.02.2002.
kl.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar