Ron Howard | Peter Morgan: Rush (2013)

DEDIKEREDE MODSÆTNINGER
Mani og metode mod karismatisk hedonisme

Af BO GREEN JENSEN

FERRARI-rød er grundfarven. Den træder frem alle vegne i filmen, som skildrer rivaliseringen mellem racerkørerne Niki Lauda (1949-2019) og James Hunt (1947-1993).

   Rush er en positiv overraskelse. Man tror, man skal se en fræsende skildring af to fartglade mænd i deres prægtige maskiner, men filmen er lige så interesseret i mændenes kontekst, samtiden og de komplementære principper, som Hunt og Lauda inkarnerede.

   Kørefilm er en klassisk genre. Imidlertid er det sjældent, at motorsporten bliver realistisk behandlet. James Garner var god i John Frankenheimers Grand Prix (1966), og Steve McQueen var bedre i Lee Katzins Le Mans (1971), men sidst nogen gjorde sig umage med racerkørsel på film, var da Tony Scott instruerede Tom Cruise i Days of Thunder (1990) [kunne man skrive i 2013 – genren fik en lille opblomstring med Ford v Ferrari (2019, da. Le Mans '66), som var Oscar-nomineret i 2020.]

RON Howard (f. 1954) har lavet mange slags film, og man tænker næppe på ham som en fysisk instruktør. Dog rummer værklisten flere film, som gør en dyd af at skildre farefulde professioner i underspillet form. Backdraft (1991) var en film om brandmænd; mainstreamklassikeren Apollo 13 (1995) er en af de bedste om astronauter.

   Peter Morgan, som skrev manuskriptet til Stephen Frears’ The Queen (2006) og skuespillet, der lå til grund til for Howards Frost/Nixon (2008), har sædvanligvis mere at arbejde med, når han dekonstruerer autentiske hændelser. Morgan fandt for alvor sin form, da han skabte Netflix-serien The Crown (2016-). I Rush gør han racersæsonen 1976, ja faktisk hele Formel 1-disciplinen, til et eksistentielt væddemål mellem Hunt, den karismatiske hedonist, som kører for McLaren, og metodemennesket Lauda, som køber sig ind hos Ferrari.

   Som tilskuer sidder man ofte og holder med begge mænd på én gang. Det er uden tvivl et tegn på, at filmen fungerer efter sin hensigt.

SÆTSTYKKET er det fatale Grand Prix på Nürburgring i Tyskland den 1. august 1976. Banen var gammel og farlig i regn. Lauda forsøgte at mobilisere en boykot, men blev stemt ned, fordi han førte i turneringen, og – ifølge Morgan og Howard – fordi kollegerne ikke kunne lide ham.

   Lauda kørte galt og sad et fuldt minut i den brændende bil. Det ødelagte ansigt blev rekonstrueret med hud, som man tog fra hans lår, men sårene i hans lunger var år om at læge. Alligevel sad han i bilen efter en måned. Lauda traf en livskritisk beslutning, da han trak sig ud af årets sidste løb ved Fuji i Japan.

JEG husker ikke striden mellem Hunt og Lauda som noget, der optog hele verden i sommeren 1976. Til gengæld husker jeg billederne af den rekonstruerede Niki Lauda, som gjorde comeback efter ulykken: en fugleprofil med stram hud over kraniet og de udstående tænder, som i filmen får Hunt til at kalde Lauda »the rat« så mange gange, at man bliver træt. Manden var godt stof i flere sæsoner og er det sikkert stadig i Tyskland. Lauda blev en blanding af stengæst og legende: manden, der ofrede alt for sin sport.

JAMES Hunt gik den samme vej som fodboldspilleren George Best (1946-2005). De var rundet af en tid, hvor sportsmænd kunne leve som rockstjerner og blev elsket for at skeje ud.

   Det var nok for Hunt at vinde VM-titlen én gang. Han blev siden en professionel berømthed, der forsumpede lidt mere for hvert år. Lauda gik forretningsvejen. Rush lader principperne mødes én sidste gang. Da er billedet fra begyndelsen ændret. Nu har begge hinandens respekt – og endda en vis hengivenhed.

   Rush er en sober og vellykket film. Tiden tegnes med klicheer, men Howard fanger fine nuancer i forholdet mellem englænderen og østrigeren, der spilles med indlevelse af Chris Hemsworth (Thor) og Daniel Brühl (Good Bye, Lenin!). Begge ligner forbillederne. Anthony Dod Mantle skaber dynamik i billeder, som let kunne blive monotone. Det lykkes at konstruere en spænding, skønt udfaldet kendes på forhånd.

JAMES Hunt var 45 år, da han døde af et hjertetilfælde i 1993. Lauda var 64 år, da Rush fik premiere, og han var den faste kommentator, når tysk tv sendte Grand Prix. Han døde i Zürich (af nyresvigt) den 20. maj 2019.

   Peter Morgans manuskript lader Lauda sige, at Hunt var en af de få mænd, som han respekterede, og den eneste, han var misundelig på. Lauda var konsulent på Rush og kunne have protesteret. Filmen tegner et overbevisende portræt af to dedikerede sportsmænd. Lauda havde ingen indvendinger, og man forstår ham.

Se også Ron Howard: A Beautiful Mind/Et smukt sind (2001); Herman Melville og Moby-Dick;  Ford v Ferrari (Le Mans 66) [Oscars 2020]. 

Rush. Instr.: Ron Howard. Manus: Peter Morgan. Foto: Anthony Dod Mantle. 123 min. USA-Tyskland-Storbritannien 2013. Dansk premiere: 12.09.2013.

Fotos:Exclusive Media Group/ Cross Creek Pictures/ Imagine Entertainment/ Revolution Films/ Working Title Films/ Double Negative/ UIP/ CineMaterial/ Filmaffinity/ BBC/ Twitter/ MovieStillsDB

Filmen streames på Amazon Prime, Blockbuster, Google Play, iTunes, Rakuten TV, SF Anytime, Viaplay, YouTube Movies.
Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 13.09.2013.