Yulene Olaizola: Tragic Jungle | Selva trágica (2020)

NÅR FUGLEKVINDEN KYSSER DIG

Psykedelisk latinamerikansk feminisme

Af BO GREEN JENSEN

VERDEN er grøn, luften er fugtig og hed. Året er 1920, og to kvinder flygter ind i junglen sammen med en stifinder. Begge bærer hvidt tøj, har brun hud og taler engelsk. Vi er ved floden Hondo på grænsen mellem Mexico og Honduras, det nuværende Belize, som før 1981 var en britisk koloni.

   Yulene Olaizolas Tragisk jungle begynder konventionelt. Atmosfæren er mystisk, men vi kender anslaget: »civiliserede« mennesker rejser ind i et terra incognita, som vil ændre og opsluge dem. Det ligner Mørkets hjerte. Men det er så bare det første kvarter i Olaizolas nye take på materialet.

DER er tre niveauer af virkelighed, som siver ind i hinanden. Først er søstrene Agnes (Indira Rubie Andrewin) og Florence (Shantai Obispo) på flugt fra den jordejer, som Agnes er forlovet med. Sygeplejersken Florence siger, at hun ville have taget englænderen og givet ham følelsen af at bestemme. For sådan er mænd.

   Flygtningene bliver indhentet. Florence forbløder, mens Agnes sidder ved træet og hallucinerer. Da det bliver morgen, tager Agnes søsterens tøj. Nu bærer hun sygeplejerskens uniform.

   Agnes flakker om og bliver fundet af en gruppe gummisamlere. Nogle taler spansk. De indfødte chicleros, som lever livet farligst, taler indbyrdes sammen på maya. De er alle interesseret i Agnes, som nu i højere grad er en passiv karakter, der bliver set udefra gennem mændenes blik.

PÅ lydporet begynder en stemme at henvende sig i fortrolig voice over. Den taler til hver enkelt, efterhånden som mændene fortrylles af fangen, har samleje med hende i drømme og derpå uvægerligt dør. Nogle bliver skudt. Andre falder fra træet under det farlige arbejde med at høste gummi.

   Stemmen tilhører gummisamleren Jacinto (Mariano Tun Xool). Fra tidløsheden taler han om Xbatay-kvinden, som i yucatansk folklore er en femme fatale, en sirene, der skifter væsen og bliver, hvad mænd helst vil se. Poesien har virkelig vægt. Til slut krediteres Antonio Mediz Bolio, som i 1922 skrev La tierra del faisán y del venado (»Fasanens og hjortens land«).*

   I tredje akt er Tragisk jungle en klassisk fabel om grådige mænd. Høsterne beslutter at sælge til de britiske kolonister. Alle bliver indhentet af skæbnen. Agnes bærer stadig hvid kjole og figurerer i dødsøjeblikket, men hun er nu en grotesk avatar. En af mændene ser hende gå på stien med kolossale fuglekløer. Hun vender sig og sender ham en parodi på et æggende blik.

MAN bemærker, at den fatalistiske slutning bruger troper fra John Hustons filmatisering af The Treasure of Sierra Madre (1948). Man taler nu og da om titler, som ændrer filmkunstens DNA, skønt de umiddelbart ikke syner af meget. Sådan én var Tre mænd søger guld, som Hustons film hed i Danmark.

   En forskel gjorde også Werner Herzogs tre junglefilm med Klaus Kinski: Aguirre – den gale erobrer (1972), Fitzcarraldo (1982) og Cobra verde (1987). Olaizola nævner selv Herzog. Hun ville lave en politisk film. Så blev hun »forelsket i at tænke på junglen som et levende væsen.«

TRAGIC Jungle er stemt i det samme psykedeliske register som Francis Ford Coppolas Apocalypse Now, John Boormans The Emerald Forest, Ciro Guerras Slangens favntag og James Grays The Lost City of Z. Men det gør en betydelig forskel, at stoffet er set med en kvindelig filmskabers blik.

   Yulene Olaizola (f. 1983) har lavet fem usædvanlige film. Det er befriende at se dybe historier, der er drevet af andet og mere end plot og som afviser logisk dramaturgi. Især på en platform som Netflix er Tragisk jungle et frodigt besværgende livstegn.

*) Mexicaneren Antonio Mediz Bolio (1884-1957) var forfatter, politiker, diplomat, dramatiker og journalist med særlig indsigt i mayafolkets historie og tilknytning til fødestedet Yucatan. Fra 1952 til sin død repræsenterede han Yucatan i det mexicanske senat. Bolio skrev romaner, digte, skuespil og essays, der havde betydning i den spansktalende verden, men kun prosadigtene i Fasanens og hjortens land (1922) er stadig en udbredt og levende tekst. Bolio er som en blanding af Octavio Paz, chileneren Pablo Neruda, guatamalaneren Miguel Asturias (der brugte mytestof på samme måde) og danskeren Ib Michael i sin tidlige Popol Vuh-fase. Førsteudgaven af La tierra del faisán y del venado var illustreret af Diego Rivera. 

Tragisk jungle (Selva trágica). Instr.: Yulene Olaizola. Manus: Rubén Imaz, Y. Olaizola. Foto: Sofia Oggioni. 96 min. Mexico-Frankrig-Colombia 2020. Dansk premiere: 09.06.2021 [streaming].

Fotos: Malacosa Cine/ Varios Lobos/ Manny Films/ Contravia Films/ NETFLIX

Filmen streames på Netflix

Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 26.06.2021