Ken Loach: Sorry We Missed You (2019)

MANDEN I DEN HVIDE BIL

Ken Loach gik ikke på folkepension

Af BO GREEN JENSEN

SOMME tider tager man chancen, og enhver kan vel blive fristet, når alle i økonomien lover guld, grønne skove og hurtig gevinst til gengæld for lidt risikovilje. Ricky Turner (Kris Hitchen) er træt af aldrig at vide, hvor pengene skal komme fra. Der er aldrig noget til overs.

   Han og Abbie (Debbie Honeywood) bor i en nordengelsk by – Sorry We Missed You er optaget i Newcastle – hvor de gamle industrier lukker på stribe. Det kan lige løbe rundt. Abbie er socialassistent i det trængte sundhedsvæsen, børnene går i skole. Datteren Lisa Jane (Katie Proctor) hjælper og deltager. Teenageren Seb (Rhys Stone) synes ikke, han skylder familien noget som helst.

   Der har aldrig været overskud, og for tiden er der udsigt til det modsatte. Samtidig hører Ricky, hvordan løsarbejdere som han selv bliver holdne mænd på ingen tid, hvis de kører for kurerfirmaet DHS. Englænderne taler om gig economy. Det er fagpolitisk dobbeltsnak. Alle bliver stykbetalt. Man arbejder ikke for nogen. Man arbejder med dem.

CENTRALENS bestyrer lægger ikke skjul på, at der ingen tryghed er i ansættelsen. Man bliver trukket i løn, hvis pakkerne forsvinder, og straffet for ikke at holde akkorden. Til gengæld er man sin egen herre og fri.

   Det gør en stor forskel, om man selv har en bil. Vist kan man leje en vogn på centralen, men udgiften bliver modregnet. De drøfter det længe, Ricky og Abbie. Hun kunne jo tage bussen rundt til sine patienter, selv om det føjer tre timer til transporten. Men de kunne sælge hendes bil, låne til resten og investere i varebilen.

   Sådan bliver det. Ricky tager springet. Han stikker selv hovedet i løkken og er glad for chancen, til og med. Arbejderklassen døde med Thatcher, nu gælder det om at prøve, hvad caring capitalism vil sige.

KEN Loach (f. 1936) havde vist nok besluttet, at I, Daniel Blake, Cannes-vinderen fra 2016 og instruktørens spillefilm nr. 26, skulle være hans sidste kommentar til tingenes tilstand i Brexit-nationen. Han er trods alt blevet 83 år, og karrieren er rig på højdepunkter.

   Det kunne sagtens have været den sidste film. Jeg, Daniel Blake var en empatisk skildring af de trængte hverdagsenglændere, som falder ud over kanten af den voksende afgrund mellem de, der har råd, og de, som ingenting ejer. Sorry We Missed You uddyber budskabet, nu med en hel familie i fokus og lidt værre kår for medmenneskeligheden.

   Loach og hans faste medforfatter, Paul Laverty, sagde meget klart, hvad de mente om globalisering og den nye verdensorden i It's a Free World... (da. En fri verden) fra 2007. Loach sagde det for den sags skyld allerede i Poor Cow fra 1967, og i 2013 skrev han nekrologen over solidaritetens England i dokumentarfilmen The Spirit of '45. Så er der brug for at gentage det?

SORRY We Missed You er i hvert fald et hjerteskærende portræt af en ærlig mand, som snubler og falder i virkelig tid. Ingen ser chaufføren i den hvide bil, som kommer med pakker. Alle tager ham for givet. Der er klager, og det koster, da Ricky tager datteren med på sin runde. Det fejltrin bliver samtidig en nostalgisk erindring om det gode, der var i et arbejdsliv engang.

   Familien går op i limningen. Rick får mere gæld, da han er udsat for et overfald, og imens kan teenagesønnen ikke se noget som helst i et system, hvor man ender som en »White Van Man«. Da Abby holder tale på skadestuen, er der ikke bifald som i Jeg, Daniel Blake. Der er bare apati og håbløshed. Ricky er syg og overanstrengt, men han skubber Abby og Lisa Jane fra sig for at køre på arbejde. Ellers bliver han jo trukket i løn.

MAN kunne håbe, at Loach og Laverty overdrev tingene for at tydeliggøre. Det virker bare ikke sådan. Laverty har brugt nyhedshistorien om Don Lane, der arbejdede som kurér. Han døde i januar 2018 efter at have arbejdet uafbrudt hele julen. Lane udeblev fra sin lægeaftale, fordi firmaet havde trukket ham for 150 pund, da han sidst var på hospitalet.

   Sorry We Missed You er samfundskritik af den gamle, fingerpegende skole, men filmen er klokkeren og stringent. Et forsvar for gammeldags arbejdsgivere og fagforeninger, organiseret arbejdskraft, der kunne gå til modangreb.

ER det virkelig det hér land, vi vil have? har Loach spurgt igen og igen. Det er det åbenbart. Stadig flere vil lade samfundets underste lag synke dybere ned. Loach har kæmpet den gode kamp i 60 år, og han er en mester i sit medium. Det må gøre ondt at konstatere, at det kun er gået den gale vej på trods af alle filmene, ordene og den gode vilje.

   Sorry We Missed You er en bevægende film, som især formår at fange familiefølelsen. »England, hvis England?« spurgte Lindsay Anderson engang. I hvert fald ikke dét, som han og Loach så i horisonten, da de begyndte på filmarbejdet.

Se også Ken Loach: Land and Freedom (1995); Ken Loach: My Name is Joe (1998); Ken Loach: Sweet Sixteen (2002); Ken Loach: The Wind that Shakes the Barley (2006); Ken Loach: It's a Free World.../ En fri verden (2007); Ken Loach: Looking for Eric (2009); Ken Loach: Route Irish (2010); Ken Loach: The Angels' Share (2012); Ken Loach: The Spirit of '45 (2013); Ken Loach: Jimmy's Hall (2014); Ken Loach: I, Daniel Blake (2016) + Ken Loach: Ladybird, Ladybird (1994) | Et interview.

Sorry We Missed You. Instr.: Ken Loach. Manus: Paul Laverty. Foto: Robbie Ryan. 101 min. UK-Frankrig-Belgien 2019. Dansk premiere: 12.12.2019.

Fotos: Sixteen Films/ Why Not Productions/ Wild Bunch/ Les Films du Fleuve/ BBC/ BFI/ Scanbox Entertainment/ CineMaterial

Filmen streames på Blockbuster, FILMSTRIBEN, Google Play, GRAND HJEMMEBIO, iTunes, Rakuten TV, SF Anytime, Viaplay Rent & Buy, YouTube Movies

Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 13.12.2019