Ruben Östlund: Triangle of Sadness (2022) [Oscars 2023]

ET MODERNE HULEMALERI
Grotesker i en leddeløs symmetri

Af BO GREEN JENSEN

SEJLADSEN som sindbillede på menneskelivet har været en trope i vestlig kultur, siden Platon og de første fremstillinger af Narreskibet i Middelalderen. I nyere tid blev atlanterhavsoverfarten en favorit. Titanics 1912-forlis koncentrerer motivet. Katherine Anne Porter skrev Ship of Fools i 1962, og Stanley Kramers 1965-filmatisering havde alle tidens typer ombord.

   I senborgerligheden elsker vi Krydstogtet, som forulykker. Det er en perfekt metafor for vores tid og skævhederne i vores samfund. Vi er alle i samme båd, men vi rejser på hver sin klasse. Det gælder fra tv-serien om Love Boat (1977-87) til salig Jean-Luc Godards Film socialisme (2010).

   Så den dragende titel på Ruben Östlunds nye film, hans første på engelsk, er velvalgt. Triangle of Sadness – »den bedrøvede trekant« – er kosmetisk slang for de rynker, som træder frem mellem øjenbryn og næseryg, hvis man bliver bekymret. Det er afgjort en negativ term. Bedrøvelsens trekant afslører, at ansigtet har en vis alder. Huden er slidt allerede.

ÖSTLUND kan gribe en lille detalje og gøre den virkelig stor. Han er mester i stilgrebet mise en abyme. Den nye film er i helaftenslængde og forener tre viltre grotesker i en leddeløs symmetri. Et ungt modelpar præsenteres i første akt, »Carl & Yaya«. De går om bord på et krydstogtsskib, hvor alle tidens typer og tendenser er koncentreret, i den lange midterdel, som hedder »The Yacht«.

   Efter uvejr med episk søsyge og efterfølgende piratangreb forliser Narreskibet. I tredje akt bliver alting da et spørgsmål om overlevelse. Vi er tilbage ved instinktet og menneskets begyndelse, der rummer sin egen slutning, som fejlfrie cirkler nu engang gør.

   I Frankrig hedder filmen Sans filtre – Uden filter. Også dét er godt tænkt og fanger ånden i tiden såvel som i Östlunds satirisk-sarkastiske søforklaring, der kombinerer observation, diagnose og ligsyn.

SKIBET GÅR NED ved Bedrøvelsens Trekant. Der er mange karakterer, men det er Carl og Yayas historie. Kun de får en baggrund med sig ombord.

   Triangle of Sadness begynder i modeverdenen, som Östlund beskriver antropologisk og udstiller med den samme satiriske selvtilfredshed, som han anlagde på kunstverdenen i The Square (2017). I første scene er Carl til en casting, hvor det fremgår, at han er blevet for gammel. Carl bliver spillet af briten Harris Dickinson. Han er vel 26 år.

   Kæresten Yaya (Charlbi Dean) har den rigtige alder. Hun er på catwalken ved et pompøst modeshow, hvor woke-slogans kører på skærmen. På forreste række sidder berømtheder som Alex Schulman og Camilla Läckberg. Carl har fået en plads langt fra scenen. Han ser på dekadencen med vantro og medlidenhed. Ikke for første gang har han anfægtelser.

DET LIGNER 1990ernes Benetton-reklamer, der brugte nøden i verden som påskud. I det hele taget mærker man, at Östlund har rødder i det årti. Også han har fået en bekymret panderynke. Det er den liflige »Life« (1998) med Des’ree, som spiller på skibet, da parret når ombord.

   Efter opvisningen spiser de ude. Yaya gebærder sig generelt, som var penge og praktiske forhold under hendes værdighed. Hun lover hver gang at betale næste gang. Carl har ophobet en del frustration. Han vælger at bruge den i en pedantisk analyse af relationen mellem kvinder og mænd. Varme #MeToo-emner bliver vendt. Her er tonen mere som i Force majeure (2014). Mandens væsen er til kritik, men han inkarnerer samtidig den sidste fornuft.

   Yaya forlader diskussionen, og hun går fra Carl, da han insisterer på at fortsætte kønskampen hjemme. Hun kommer dog også tilbage og taler helt ærligt. Det er faktisk første gang, at figurerne i filmen bliver virkelige mennesker.

SCENEN er således sat til sejladsen. Yaya er influencer på SoMe, og krydstogtet er en sponsoreret foræring. Nu er forholdet udredt og rollerne fordelt. Carl hjælper til med at iscenesætte de besnærende Instagram-fotos, som signalerer sorgløshed, luksus, velvære og eventyr.

   En snes karikerede typer er samlet på skibet, der foretager en planløs, ugidelig rundfart. Her gælder alt om at holde facaden. Under dæk prøver den dedikerede steward (Vicki Berlin) at stramme standarden op. Hun vil højne graden af servilitet hos personalet, som er af filippinsk herkomst. Sømændene er anakonistiske middelhavstyper, der har blik for kvindelig ynde.

   Passagererne har vulgariteten til fælles. Et britisk pensionistpar sælger våben. En tysk kvinde sidder i kørestol og kan kun sige sætningen »In den Wolken«. En amerikansk kvinde klager over, at sejlene er beskidte. Det gør hun stadig, da det bliver bemærket, at skibet slet ikke har sejl. »Så får vi dem renset,« lyder beskeden. Kunden er konge i konsumerismen.

TO karakterer skiller sig ud. Zlatko Buric er den brovtende russiske oligark, som nyder at være ærlig og grov. Han har flere kvinder med ombord. Den anden distinkte figur er Kaptajnen, som bliver spillet med pondus og panache af Woody Harrelson. Han er længe blot et nærvær, som gemmer sig inde i mørket med flaskeklirren og høj, sovjetisk marchmusik.

   Efter en time kommer han endelig ud for at deltage i den traditionsrige middag, hvor det handler om at sidde ved højbord. Alle står skævt, da en storm trækker op. Ingen lader sig mærke med noget. Hver fed ret på menuen bliver beskrevet, mens gæsterne gør deres bedste. Så eksploderer kvalmen i apokalyptisk søsyge. Man kurer i opkast og glider i bræk. Det må være filmhistoriens definitive skildring af søsyge. Som pruttescenen i Blazing Saddles eller blækspruttespisning i Oldboy. Man har virkelig aldrig set magen.

DET er umuligt at forstille sig nu. Carl og Yaya forsvinder i mængden, mens Oligarken og Kaptajnen som de sidste søstærke mænd fører berusede samtaler om kapitalisme. De konkurrerer på citater af Mark Twain og Ronald Reagan. Kaptajnen er stolt af at være den sidste amerikanske marxist. Han spiller »Internationale« over højttaleranlægget, og tårerne i hans øjne er ægte.

   Det bliver daggry igen efter stormen. Da går piraterne til angreb. Endda med håndgranater, som det britiske pensionistpar har ansvaret for. Efter en time og tyve minutter går Narreskibet ned som i et Asterix-album. På lærredet står der »A Few Hours Later…«, da Tredje Akt tager sin begyndelse.

DET er hér, på den vist nok græske ferieø, at Östlund omsider vil tale alvorligt og bevæge sig mod nye steder. Filmen skifter atter farve. Der er ganske vist komik i beskrivelsen af hierarkiet, men selvtilfredsheden bliver lagt væk. Fortælleren vedgår at være en del af det hele. Han sidder med ved bålet på stranden, som han sad med i bussen med lærere i De ufrivillige (2008).

   Efter forliset er der kun rester tilbage: Carl og Yaya, stewarden, Oligarken, den tyske paraplegiker. Halvdelen af alle andre er døde som i en sen Marvel-film. Universet er så at sige nulstillet. Da træder rengøringskvinden Abigail (Dolly de Leon) i karakter. Hun var nede på bunden, men nu er hun øverst. Hun administerer og uddelegerer. Hun tager Carl som sin personlige toyboy. Vi er i en episode af Lost eller tilbage ved roden i Fluernes Herre.
   Der er varme i skildringen af Abigail, som forstår, hvor det bærer hen, da hun mister grebet om konstruktionen. De strandede mennesker indser, at de alligevel ikke er alene på øen. »Du kan blive min assistent,« siger Yaya med solidarisk overbærenhed. Vi forstår, hvad der driver hånden med stenen. 

DET er på Øen, at maskerne endelig falder, og trækkene træder frem, som de er. Det er også her, at filmen på mærkelig vis taber højde og bliver en mindre original kreation. Når Östlund lægger sarkasmen, bliver han forventeligt mere banal. Jeg tror ikke, at han har været så ærlig, siden far og søn sendte en hjemmelavet luftballon af plasticposer op i Gitarrmongot (2004).

   Triangle of Sadness er et storslået vanitasbillede, et hulemaleri for vores tid. Ved grusom ironi er forbindelsen til virkeligheden bygget helt ind i filmen. Charlbi Dean lyser i rollen som Yaya, en stjerne med fremtiden for sig. Men skuespilleren døde brat i New York den 29. august, 2022. Hun blev kun 32 år.

   Ruben Östlund (f. 1974) er for svensk film, hvad Joachim Trier er for den norske. De holder tiden ud i strakt arm, reflekterer og sætter den fast. Trier gør det med lidt mere hjerte. Östlund har ikke været så klar, siden børnene pinte hinanden i Play (2011).

Triangle of Sadness er Oscar-nomineret i 3 kategorier: Best Motion Picture of the Year, Best Achievement in Directing og Best Original Screenplay. Det er ikke mindst bemærkelsesværdigt, fordi den svenske priskomité fravalgte Östlund og Triangle of Sadness til fordel for Tarik Saleh og Boy From Heaven/ Cairo Conspiracy. 

Se også Athina Rachel Tsangari: Chevalier (2015) og Stefan Zweig: Skaknovelle (1942/2021) [Bogen og filmen].

Se også Ruben Östlund: Play (2011); Ruben Östlund: Force majeure/ Turist (2014) og Ruben Östlund: The Square (2017).

Triangle of Sadness. Instr. & manus: Ruben Östlund. Foto: Fredrik Wenzel. 147 min. Sverige-Frankrig-UK-Tyskland-Tyrkiet-Grækenland 2022. Dansk premiere: 22.09.2022.

Fotos: Plattform Produktion [stills - Tobias Henrikson; framegrabs - Fredrik Wenzel]/ Imperative Entertainment/ Film i Väst/ BBC Films/ 30WEST/ Essential Filmproduktion GmbH/ Coproduction Office/ SVT/ ZDF/Arte/ Arte France Cinéma/  TRT/ Svenska Filminstitutet/ Eurimages/ Medienboard Berlin-Brandenburg/ Det Danske Filminstitut/ MOIN/ British Film Institute/ Nordisk Film- & TV-Fond/ DR/ ARTE/ Canal+/ Ciné+/ Heretic/ Bord Cadre Film/ Sovereign Films/ Piano/ Creative Europe MEDIA/ CineMAterial/ MovieStillsDB/ SF Studios/ Movie Title Stills Collection (Ship of Fools)/ Unifrance (Film socialisme).

Filmen er stadig i biografdistribution - udkommer på Blu-Ray i marts 2023

Anmeldelsen indlæst og lagt på Weekendavisen.dk 22.09.2022; trykt i WA Kultur 23.09.2022.