Ruben Östlund: The Square (2017)

DET EKSPLODERENDE BARN
Et sindbillede på demokratisk forfald

Af BO GREEN JENSEN

ALLE de vestlige samfund er præget af en voksende ulighed, som fremmer populismen og sætter gamle sociale værdier under pres. Guldpalmevinderfilmen The Square (2017) tager et luftfoto af tidens mentale landskab og belyser problemet i vagt allegorisk, tæt på sarkastisk, men samtidig åben og inklusiv form.

   Ruben Ôstlund (f. 1974) føjer endnu en facet til portrættet af den korrekte skandinaviske mand, som han har genkendt og gennemskuet i flere af sine film. Den flygtende familiefar, som reddede sig selv, da lavinen kom væltende i Turist (2014, da. Force majeure), var en anden grundtype i galleriet.

   Danskeren Christian (Claes Bang) er chefkurator på X-Royal Stockholm, et kunstmuseum i SMK/Louisiana-klassen, der er indrettet i det gamle kongepalæ. Vi er fem-seks år fremme i tiden. Christian er en dynamisk mand med de rigtige meninger. Han gør sig godt i medierne og forstår (som regel) at sælge museets projekter til kredsen af mæcener.

CHRISTIANS næste projekt er installationen »The Square«: en firkant af brosten, som er boret op fra pladsen med den gamle rytterstatue (der taber hovedet undervejs) og indrammet af et lysende bånd. I firkanten er vi alle lige og har ansvar for hinanden.

   På samme tid begynder isen at briste under Christian. Det er en væsentlig pointe, at han egentlig er et godt menneske, som mener meget af, hvad han siger. Men da han griber ind i en gadeskærmydsel, bliver hans telefon og tegnebog stjålet. GPS-signalet viser, hvor tyven bor, og en assistent får Christian med på ideen om at skrive et anonymt trusselsbrev.

   Affæren går Christian så meget på, at han ikke følger med i museets marketing af »The Square«. Bestyrelsen hyrer to unge esser fra Disruption-segmentet. De posthumane drenge er besatte af tanken om »at gå viralt«. Det lykkes med et ti sekunder langt YouTube-klip, der hedder »Blond tiggerpige bliver sprængt i luften«. Östlund viser den lille film på stort lærred. Netæstetikken er mesterligt mimet.

NU bryder helvede løs – på de samme sociale medier, hvor klippet genererer 300.000 klik på en time. Brevet hævner sig i skikkelse af en indvandrerdreng, som bare ikke vil gå sin vej. Christian har beruset sex med en amerikansk tv-reporter (Elizabeth Moss), der vil gemme kondomet med hans sæd. Christian skubber drengen. Journalisten har en tam chimpanse i sin tomme lejlighed. Det er strange days indeed alle vegne. Verden er knap til at kende igen.

   Satiren er skiftevis subtil og karikeret. Christian tøver ikke med selv at reparere det kunstværk – 16 symmetrisk anbragte grusbunker – som en rengøringsassistent uforvarende kører i stykker. Der er en kostelig scene, hvor den amerikanske gæstekunstner (Dominic West) bliver interviewet om sit venskab med land art-legenden Robert Smithson. Samtalen saboteres af en tilhører med Tourettes Syndrom. Det udløser da bare en god snak om inklusion.

KRISERNE kulminerer ved en banket, hvor performancekunstneren Oleg (Terry Notary) går langt over stregen, forulemper gæsterne og ignorerer Christians »Så siger vi tak«. Det er filmens store sætstykke, og scenen bliver ved meget længe. Man når som tilskuer gennem et rigt register af stemninger, fra nervøs, men imødekommende latter til et sted, hvor der bare er had og slet ingen tolerance igen.

   Det er et sjældent eksempel på samtidig filmkunst, som virkelig fremprovokerer en reaktion. Det er samtidig scenen, der udstiller løgnen bag den politiske korrekthed. Vi er tilbage i Buñuel-film som Morderenglen (1962) og Borgerskabets diskrete charme (1972). Verden udenfor står i flammer, og ingen kan flygte fra festen.

DET eksploderende barn er et billede på, hvor langt man vil gå for at skabe opmærksomhed i en informationsoverflod. I filmen bliver det også en anledning til at diskutere ytringsfrihed. Journalisterne vil ikke lade Christian lægge afstand til YouTube-klippet. For dem er den truede ytringsret værre end klippets umenneskelighed.

   Det er det sure med det søde og det gode med det onde. I The Square bliver den moderne kunstverden et sindbillede på demokratisk forfald. Men måske kan det gode menneske gøre en forskel. Claes Bang er for resten fantastisk som manden, der mister sin uskyld.

   Sådan er det at leve midt i en guldalder og være født på den rigtige side af hegnet. Det er dét, som Östlunds film ser og forstår. Og derfor The Square er så vigtig.

Se også Ruben Ôstlund: Play (2011); Ruben Ôstlund: Force majeure | Turist (2014); Ruben Ôstlund: Triangle of Sadness (2022) [Oscars 2023].

Se også Julian Rosefeldt: Manifesto (2015); Marina Abramovic: The Artist is Present (2012); David Lynch: Room to Dream (2018) [Moderne mestre]; Mike Leigh & Mr. Turner: En samtale om billedkunst [2014]; Værk uden skaber (Werk ohne Autor) [Bedste biograffilm 2019 nr. 2]; Céline Sciamma: Portræt af en kunstner i virkeligheden [2020]; Love is the Devil: Francis Bacon 1909-1992; Det lysende arbejde: Séraphine Louis 1864-1942; Billedkunstneren Jackson Pollock 1912-1956; Ekstreme samlere: Peggy Guggenheim 1898-1979; Julian Schnabel: At Eternity's Gate (2018); Dorota Kobiela/Hugh Welchman: Loving Vincent (2017); Siegfried Lenz: Tysktime (1968/2019) [Bogen og filmen]; Simone Aaberg Kærn: Smiling in a War Zone (2006); Yayoi Kusama: Infinity (2018); Gilles Bourdos: Renoir (2012); Big Eyes | Margaret Keane 1927-2022; Helene | Helene Schjerfbeck 1862-1946; Tove | Tove Jansson 1914-2001.

The Square. Instr. og manus: Ruben Östlund. Foto: Fredrik Wenzel. 142 min. Sverige-Tyskland-Frankrig-Danmark 2017. Dansk premiere: 23.11.2017.

Fotos: Plattform Produktion/ Film i Väst/ Essential Filmproduktion GmbH/ Parisienne/ Coproduction Office/ Sveriges Television/ Imperative Entertainment/ Arte France Cinéma/ ZDF/Arte/ Swedish Film Institute/ Eurimages/ Medienboard Berlin-Brandenburg/ Nordisk Film- & TV-Fond/ DFI/ Alamode Film/ TriArt Film/ DR/ CineMaterial/ MovieStillsDB/ Scanbox Entertainment.

Filmen streames på Amazon Prime, Blockbuster, FILMSTRIBEN, Google Play, GRAND HJEMMEBIO, iTunes, Rakuten TV, SF Anytime, Viaplay Rent & Buy, YouTube Movies.

Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 24.11.2017.