mandag den 18. september 2023

Sangen har vinger: Florence Foster Jenkins 1868-1944


OPERAELSKERENS SELVBEDRAG
To film om en diva, der ikke kunne synge

Af BO GREEN JENSEN

NOGLE mennesker synger som engle. Andre vil gerne og tror, at de kan.
   Tag nu Narcissa Florence Foster (1868-1944). Hun blev født i Philadelphia, havde rige forældre og blev set som et vidunderbarn, fordi hun var god til at spille klaver. Florence optrådte endda for præsident Rutherford Hayes i Det Hvide Hus.
   Men pigen ville synge. Allerede som 9-årig drømte hun om at stå på scenen i La Scala. Hendes far, som sikkert havde gehør, ville ikke investere i operastudier. Mor bakkede derimod datteren op.
   Som 14-årig blev hun gift med en læge, Frank Jenkins, der var 16 år ældre og nåede at give hende syfilis, før parret blev separeret i 1886. I 1909 mødte hun St. Clair Bayfield, en britisk skuespiller, som var ti år yngre. Der var uden tvivl sladder om mål og motiver, men de blev sammen til hendes død, og Bayfield sagde aldrig et ondt ord om sin formuende partner. 
   Som voksen fik hun midler til at gøre, som hun ville. Hun grundlagde da »The Verdi Club«, et selskab for sangens entusiaster, der havde Enrico Caruso og Alice Farrar som æresmedlemmer. Hver sæson sluttede med en koncert. Højdepunktet var et tableau vivant, der havde Florence i centrum, stylet og iscenesat efter alle kunstens regler.
   Koncerterne blev afholdt i balsalen på Hotel Ritz Carlton. De var store tilløbsstykker, for skønt alle kunne høre, at Florence sang falsk, ville man gerne se giraffen og grine. Enkelte så konturerne af en tragisk figur i den tonedøve operaelsker.
   På YouTube kan man høre Jenkins synge »Der Hölle Rache«-arien fra Tryllefløjten. Det lyder som en høne, der hiver efter vejret. Jenkins kompenserer ved at skrige, når hun ikke kan nå de højeste toner. Der findes ni indspilninger, alle med arier i coloratura-registret.*
   Som 76-årig optrådte Florence ved en udsolgt koncert i Carnegie Hall. Blandt gæsterne var komponisten Cole Porter. Talentet blev takseret i flere aviser. Kritikerne overgik hinanden i sarkastiske nedrakninger. En måned senere døde Florence Jenkins.

1. En gispende diva

XAVIER Giannolis Marguerite (2016) flytter historien til 1920ernes Paris, hvor millionøsen Marguerite Dumont ganske som Florence Jenkins er midtpunkt for et operaselskab. Årsfesten er en social begivenhed. Alle, som er noget, vil gerne med.
   Hendes mand kommer altid for sent. Han har længe søgt trøst andetsteds og betragter sin hustru som en monstrøsitet. Filmen sætter lighedstegn mellem ægteskabets mangel på varme og amatørens higen efter applaus.
   Første gang jeg så Marguerite, var på Mostraen i Venedig. I programmet stod blot, at filmen foregik i 1920erne og havde en operadiva i centrum. Hele salen fik et chok, da Marguerite brød ud i sang. Det er desværre ikke muligt at genskabe oplevelsen, for nu ved alle, hvad der venter. Selv filmens trailer gør reklame for mordet på sangen.


MARGUERITE bliver introduceret via begynderen Hazel (Christa Théret), en ung sangerinde, som kommer for at varme publikum op. Hun synger smukt og regner med, at den sagnomspundne værtinde gør det samme. Trods alt er garderoben fuld af fotografier, som viser Marguerite i de klassiske roller.
   Billederne er taget af tjeneren Madelbos (Denis Mpunga), der har sin egen dagsorden. Han prøver altid at skåne og glæde sin arbejdsgiver. Madelbos ligner – men er kun et stykke af vejen – en variation over Max von Mayerling, butlerfiguren som spilles af Erich Von Stroheim i Billy Wilders Sunset Boulevard (1950). Marguerites overbærende mand bliver spillet af André Marcon, som hele tiden skammer sig. For ham får man bare en stille foragt.
   Det er svært at blive klog på, hvad man føler for Marguerite. Måske en slags sentimental respekt for karakterens selvbedrag. Og en vis sørgmodig sympati, fordi hun elsker og ikke bliver elsket tilbage, hverken af sangen eller sin mand.


FILMEN følger Florence Jenkins’ livsbane, men skaber sine egne karakterer. Kritikeren Lucien Beaumont (Sylvain Dieuaide) og digteren Kyrill Von Priest (Aubert Fenoy) –
 som nærmest er en Emil Bønnelycke-type  sniger sig ind til operafesten. De kan ikke finde ud af, om de er dadaister eller anarkister, men de vil helt sikkert sabotere borgerskabets skønhedsideal.
   Lucien skriver en anmeldelse, der beskriver Marguerites stemme som »et naturfænomen«. For første gang føler hun sig forstået. Marguerite optræder som nationalsymbolet Marianne i en politisk revy, der ender med håndgemæng og skandale. Hun føler bare bruset ved omsider at stå på en offentlig scene.
   Ved koncerten sker noget skræmmende smukt, som ikke skete i virkeligheden. Det er alt, hvad man har ønsket sig for Marguerite. Den altid seværdige Catherine Frot (La tourneuse de pages, Sage femme) lægger masser af varm empati i figuren.
   Der er skrevet fem skuespil om Florence Jenkins. Især Peter Quilters Glorious! (2005) med Maureen Lipman var en succes. Emnet er oplagt for soloforestillinger som Viva la Diva (2004) og Souvenir (2006). Den nøgne biografi er lagt frem i dokumentaren A World of Her Own (2008). I en kommende film bliver hun spillet af Meryl Streep, som skal være fantastisk i rollen. Florence Foster Jenkins er instrueret af Stephen Frears.
   Det gør ikke Marguerite overflødig. Filmen er gennemført original i sin blanding af drama, komedie, satire og romantisk historieskrivning. Den siger vist nok, at man skal synge for livet – uanset om man egentlig kan.



2. Når den tykke dame synger

EN hårdkogt talemåde siger, at intet er afgjort, før den tykke dame synger. It ain’t over ’till the fat lady sings. Fyndordet kommer fra baseball, men henviser til en operascene. I hvert fald kunne det handle om Florence Foster Jenkins.

   Florence blev født i 1886 i Philadelphia. Hun havde rige forældre og var god til at spille klaver. Pigen ville synge, men hendes far så ingen basis for at udvikle talentet. Da hun arvede ham, fik hun endelig råd.
   Florence blev gift med en læge, som gav hende syfilis. Så mødte hun skuespilleren St. Clair Bayfield, som hun levede platonisk med i årtier. De stiftede »The Verdi Club«, et selskab for operaentusiaster. Hver sæson sluttede med en koncert. Kulminationen var et udførligt tableau, som havde klubpræsidenten i centrum.


HER tager filmen Florence (2016) sin begyndelse. Prologen rekonstruerer tableauet, hvor sangerinden besøger komponisten Stephen Foster (1826-1864), der kæmper med temaet til »Oh! Susanna«. Inspirationens Engel bliver firet ned fra snoreloftet. Ingen fortrækker en mine. De kritiske stemmer er taget i ed.
   Sagen var jo, at mæcenen ikke kunne synge. Du har måske selv hørt Florence fremføre »Der Hölle Rache«-arien fra Tryllefløjten. Nattens Dronning skriger højt og hiver efter vejret. Der findes ni af de skræmmende indspilninger.
   Som 76-årig optrådte Jenkins ved en udsolgt koncert i Carnegie Hall. Amatøren insisterede, og denne gang kunne St. Clair Bayfield ikke købe pressens velvilje. Giften drev i de kritiske nedrakninger. En måned senere døde sanglærken. Det var den 26. november, 1944.


I Xavier Giannolis Marguerite var navnene var ændret og rammen flyttet til 1920ernes Frankrig. Det var stort set ellers den samme historie. Giannoli gav sangerinden en kritisk fan, og hun blev i fem minutter en bannerfigur for tidens anarkister og dadaister.
   Stephen Fears har en mere robust og realistisk tilgang til stoffet. Florence følger den faktiske biografi ganske nøje, helt ned til detaljer som at Cole Porter og Tallulah Bankhead var blandt tilhørerne ved den sidste koncert.
   Synsvinklen ligger primært hos Bayfield, der har sit eget liv uden for ægteskabet. Sangerindens faste akkompagnatør, Cosmé McMoon – der skrev hendes radiohit, »Serenata Mexicana« – er et andet kronvidne. Begge mænd ved, at de lever af Florences penge.


FLORENCE er en stor karakter, larger than life i enhver henseende, og der må ikke overdrives, hvis figuren skal virke på film. Meryl Streep giver Jenkins store fagter og et skær af uskyldig melankoli. Hver skæv tone er gengivet efter de eksisterende optagelser med Florence og McMoon.
   Sangen er tænkt som en komisk effekt, der forløser det tragiske i karakteren. Første gang Florence synger, er det et chok. Siden bliver det trættende, men strategien fungerer. Publikum reagerer med vantro og latter. Som tilskuer vælger man side og holder med Florence mod alle de andre.
   Streep er så godt som reduceret til en rekvisit. Guldet ligger i Hugh Grants portræt af St. Clair Bayfield, en sofistikeret karakter med Cary Grant-kvaliteter, fuld af sørgmodig selvironi. Også Simon Helberg får noget interessant ud af Cosmé McMoon, der vægrer sig ved at henrette musen.
   De økonomiske realiteter er aldrig helt ude af billedet. Frears er også her en taktfuld instruktør, der træder tilbage og lader fortællingen ånde. Der bliver aldrig peget fingre, og der er ingen firkantet pointe.



3. Hvis du har det i dig

STEPHEN Frears har arbejdet i utal af genrer, altid med solidt resultat.
Florence Foster Jenkins ser teatermiljøet fra samme vinkel som Mrs Henderson Presents (2005), hvor Judi Dench og Bob Hoskins tilbød ærbar striptease i London under Blitzen. Den satiriske sædeskildring er smagt til med en anelse fin nostalgi.
   »Amatør. En tonedøv diva skriger for livet, mens publikum klapper og griner.« Sådan så overliggeren ud, da Marguerite-anmeldelsen blev trykt. Der er en mærkelig, ubehagelig faktor i den morskab, vi som eftertid skal se på Florence og hendes fæller med. Der er bagudrettet skadefryd og hånlatter. Musikken bliver promoveret i comedy-kategorien. Vi er i nærheden af Janteloven. Ællinger skal kanøfles, især hvis de larmer og gør sig til.
   Det fine ved Florence-filmene er, at de vender sig mod denne stemning og prøver at pakke latteren ud. »You're laughing and she touches you. It's inherently ridiculous and courageous at the same time,« bemærker Frears i et interview med Anne Thompson fra Indiewire»People may say I can't sing,« skal Foster have sagt, »but no one can ever say I didn't sing«. Frears' film  som har manuskript af Nicholas Martin og Julia Kogan  lader ordene være noget, som Florence siger til Bayfield på sit dødsleje.

   
ET af de bedste musikøjeblikke, jeg kender, er introen til »If It's in You« fra albummet The Madcap Laughs (1970) med Pink Floyd-grundlæggeren Syd Barrett (1946-2006). Det er en svær sang, og Barrett begynder flere gange for at ramme strengene rigtigt og komme forbi stedet, hvor han synger falsk. Man kunne sagtens klippe tilløbet ud, men Barrett (og David Gilmour og Roger Waters, som har produceret The Madcap Laughs) lader det stå, for den falske start er vigtig og hører med.
   Marguerite har en frisk svimmelhed i sit anslag. Florence Foster Jenkins er lydefrit skruet sammen. Blot virker filmen ikke som en nødvendig fortælling, mere som en historisk rekonstruktion.
   Men både i Florence og Marguerite er der et øjeblik, hvor sangerinden får lov at synge så stort og rent, som hun selv hører det. I Giannolis film sker det på rystende vis. Hos Frears er skønsangen noget, som Florence drømmer sammen med filmen og sit publikum. Miraklet bliver større af netop dén grund.   

*) Sangværket er samlet på adskillige album, der lukrerer på den komiske effekt. På Spotify ligger bl.a. A Florence! Foster!! Jenkins!!! Recital!!!! (RCA Victor Red Seal, 1954), Florence Foster Jenkins (HMV, 1956), The Unbelievable Glory of the Human Voice (RCA Victor Red Seal, 1962) og The Truly Unforgettable Voice of Florence Foster Jenkins (Sony Classical, 2016).
   Nicheudgivelsen The Muse Surmounted – Florence Foster Jenkins and Eleven of Her Rivals (Homophone, 2004) bruger Cosmé McMoon-kompositionen »Valse Caressante« som blikfang og påskud for at samle andre anstrengte operastemmer: Rosalina Mello, Betty-Jo Schramm, Sylvia Sawyer, Mari Lyn etc. Sætstykket er en 7:47 minutter lang skæring, hvor Cosmé McMoon fortæller om sin tid på scenen og i studiet med Jenkins.
   Bedst tilrettelagt er Naxos/Nostalgia-sampleren Florence Foster Jenkins & Friends – Murder on the High Cs – Original Recordings 1937-1951, der er genudgivet som Florence Foster Jenkins: The Complete Legacy 1937-1951 (2003). Her er de ni obligatoriske Jenkins/McMoon-skæringer suppleret med otte konkurrerende bidrag: Alexander Kipnis (»Little Jack Horner«); John Charles Thomas (»Sing a Song of Sixpence«); Josephine Tumminia m/ Jimmy Dorsey & His Orchestra (»The Blue Danube«); Ezio Pinza m/ The Sons of the Pioneers (»The Little Old State of Texas«); Jimmy Durante i duet med Helen Traubel (»The Song's Gotta Come From the Heart«) og vice versa (»A Real Piano Player«) + (danske) Lauritz Melchiors livtag med »Please Don't Say No«. 


Marguerite. Instr.: Xavier Giannoli. Manus: X. Giannoli & Marcia Romano. Foto: Glynn Speeckaert. 129 min. Frankrig-Tjekkiet-Belgien 2015. Dansk premiere: 28.04.2016.

Florence Foster Jenkins (Florence). Instr.: Stephen Frears. Manus: Nicholas Martin. Foto: Danny Cohen. 111 min. UK-Frankrig 2016. 25.08.2016.


Fotos: Fidélité Films/ Gabriel/ France 3 Cinéma/ Sirena Film/ Scope Pictures/ Jouror Productions/ CN5 Productions/ Memento Films/ Canal+/ Ciné+/ France Télévisions/ Cofinova 11/ La BAnque Postale Image 8/ Sofica Manon 5/ CNC/ Eurimages/ Memento Films International/ Cohen Media Group [trailer]/Angel Films// Pathé Pictures International/ BBC Films/ Qwerty Films/ Cinematerial/ MovieStillsDB/ SF Studios
Marguerite streames på Blockbuster, FILMSTRIBEN og SF Anytime
Florence Foster Jenkins streames på Blockbuster, C More, FILMSTRIBEN, Google Play, SF Anytime, TV Play, Viaplay
Weekendavisen Kultur 29.04.2016 + 26.08.2016 + rev. 18.09.2023 

Ingen kommentarer:

Send en kommentar